Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

I walk the shadows in your darkness, but my path has never been yours...

Sorte sandkorn lå på det grålilla hårlag. På afstand synes farven blot mørkere - mere grå, mere kedelig. Den tjavsede, sølvhvide man og hale virkede beskidt og usoigneret. Da han lige var kommet til landet, havde han lignet en sølle og ynkelig skikkelse. Mere benet og passiv, mere død end levende. Skønt han stadig var en en tynd og grum skikkelse, så var han mere rank end før. Selvom hovedet stadig hang dovent og intetsigende med pandelokken skyggende for det tomme blik, så var han mere levende. Recimir havde fundet sin mission. Denne rejse var blot et middel mod målet - han håbede blot at guderne ville bringe ham deres gunst. For Recimir havde i sinde at finde én bestemt gud, Rhaegath. Han første møde med en gud, end var han ikke sikker på at han fandtes. Men han havde hørt så mange fortællinger, så mange historier og sladder. Han kom dog også til at overhøre hvor denne gud kunne findes. Recimir fandt det fjollet til at starte med, men overgav sig så til sin færd. For den magi, som landet besidder måtte jo komme et sted fra. Så hvorfor skulle han ikke findes? 

Det var af denne grund Recimir overhovedet valgte at begive sig op af de stejler, sorte klipper på Støglit. End ikke for sit eget afkom havde han gidet at bestige dette bjerg - Recimir var ikke en stor fan af motion. Så man bort fra Støglits sorte sand og klipper, mindede dette ham om sit hjem. Om Yindra, som klædte sin facade i hvid, men lod sin bagside vise rødt fra resterne af de indtørrede blodstænk. Korte flashbacks gled over hans nethinde, som han vandrede længere og længere op ad Støglits mørke tinde. En form for anspændthed prægede atmosfæren, jo længere man kom mod vulkanens hjerte. Varmen og lugten af svovl - den sære fornemmelse af voldsom styrke og ukontrollerede kræfter. Som stilheden der lå i et område lige inden orkanen bryder løs. Recimirs blik vandrede mod himmelen, tænktsomt, undrende, men et eller andet sted så nød han denne sære fornemmelse. Der var magi tilstede, det var vist. 

Det tomme, døde blik var fæstnet mod det tempel der viste sig på toppen. Recimir stoppede op og lod blikket glide varsomt over området. Kun en idiot ville stole på magi. Man kan ikke have tillid til noget som eksisterer, men som alligevel ikke gør? Det havde denne hingst i hvertfald ikke. Måske der var lagt en fælde? Varsomt placerede han sine hove nøje og nåede til templets indgang. Intet havde endnu reageret. Han roterede lyttende på ørene, inden han tog et varsomt skridt op på hugget sten der udgjorde en trappe. Langsomt nærmede han sig.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Landet var under forandring. Som verden konstant var i bevægelse. Intet stod stille. Tiden gik.

Mange dage var passeret, hvor intet var sket. Kulden fra vintren ville snart ophøre og erstattes af blid forårsvarme. Et kærtegn på frostens isende overflade. To døde, men brændende øjne stirrede ind i et spejl. Med Darkena under genopbygning havde Guden egentlig nok at se til - især fordi Mambu ikke just tilbad Helzlori. Men Helzlori var velvidende hvor mange sjæle i Darkena, der tilbad ham. Nok til at Mambu ikke ville kunne træde igennem med sine egne ord. Ikke nu hvor hans søster var forsvundet. Dog optog det ham ikke nu - det var kedelig forretning. Der foregik mere spændende ting i dette land og han var så småt igang med at iværksætte nye planer. For fremtiden.

Spejlet flimrede væk fra Solitaïres hvide skikkelse, der græssede ensomt og en smule usikkert på grænsen til Darkena - draget af hans mørke. Han sukkede. Han var i hans slot i helvede. Her var der direkte forbindelser til Støglit. Hovslag lød for hans indre øre, da trappen til tilbedelses templet og det tidligere hjemsted for hans Helvedes klan blev betrådt. Han hævede nu det ikke eksisterende øjenbryn. Interesseret. De før døde øjne livede op med hans utilregnelige smil. Recimir viste sig i spejlet. Helzloris skikkelse var den næste til at flimre. Han transporterede sig til templets indre og afventede i mørket hingsten fra Ithaca.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

De sidste trin var ingen hindring. Endnu ingen fælder eller tricks. Recimir hævede svagt det ene bryn idet han varsomt trådte ind gennem mørket der indhyllede rummet bag templets porte. Her var en sær duft. Næseborene dirrede stille i forsøget på at scanne omgivelserne og danne sig et overblik for den situation han havde bragt sig selv i. Men han spankulerede nonchalent videre. Der var en tilstedeværelse. Ikke af nogen. Ikke af noget. Men den var der. Udefinerbart.
Den lille hingst kunne mærke hans nærvær. Det pupilløse blik gled over rummet og granskede hver en detalje. Da han nåede til det sted, han mente var enden af Templets gang og der hvor det ville være passende for ham at stoppe op. Havde han endnu ikke stødt på en decideret skikkelse, men gudens tilstedeværelse var ikke til at tage fejl af.

"Rhaegath.."

Sagde han stille. En anerkendelse lå i den rustne stemme. Recimir var ikke dum - han skulle ikke bide i nogen som helst skeer med en gud. Ithacahestene respekterede deres guder - også selvom det modsatte ikke altid var tilfældet.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Guden trak på smilebåndet. Hvad kunne bringe ham her? Der var altid en eller anden grund... Især når de nu ikke ligefrem var tilbedere i forvejen - så vidt han vidste af. De fleste der allerede tilbad ham, kendte stederne han færdedes. Hvor han ville høre dem kalde, selv hvis han ikke lyttede. Lange år var gået, siden nogen sidst havde påkaldt ham her.

Hingsten var ankommet. Standsede. Tydeligt måtte han fornemme Helzloris tilstedeværelse, da han nu tiltalte ham som kun Ithaca hestene gjorde det. Rhaegath. Gudens øjne lysnede op i mørket omkring dem. Templet var enormt. Som grønne flammer nu tændtes langs væggene, faldt lavaens lys ned fra foroven, skærmet af en gennemsigtig væg af diamanter.

Guden trådte ikke selv frem, trods hans øjne lyste i mørket. Han forblev i det uvisse. "Recimir." Svarede den rungende stemme, overalt omkring den lilla hingst.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Pludselig tændtes faklerne på stribe langs de klamme, fugtige vægge. Recimir klemte hurtigt øjnene sammen, ved den pludselige lyskilde. Han måtte blinke et par gange, inden han helt turde åbne øjnene og selv da han gjorde, måtte han klemme dem lidt sammen. Det næste der mødte det tomme blik, var et par glødende øjne i mørket. Så det var sandt. Alt hvad legenderne fortalte, alt hvad De ældre havde sagt. Guderne var virkelige og det måtte deres magi også være. Recimir mærkede pludseligt sin puls. Han var på det rette spor, han var på vej! End var hans færd lang, det vidste han godt. Men han havde gjort babyskridt mod sit endelige mål. 

Et skævt, lumsk smil bredte sig diskret på de sprukne læber. Øjnene gemt af den tjavsede, sølvhvide pandelok idet han krængede hovedet indad og nedad. Forbenene gjorde sit til at vise Dødens gud sin retmæssige respekt, i form af et ærbødigt buk. 

"Jeg har en bøn..."

Hvislede hans stemme hæst.

".. Den vejer tungt. Men jeg er også villig til at ofre for den."

Recimir rettede sig op igen og lod blikket falde på de glødende øjne foran ham.

"Min race, min arv, har altid været bundet til natten. Vores øjne er ikke skabt til at se dagen, end jeg ved ikke engang hvad 'dag' betyder. Jeg ønsker ikke mine øjne ændret, men jeg beder om muligheden for mig og min race at se dagslys gennem andre væsners øjne. Lad os vandre i skikkelsen som en hjort, en fugl, et rovdyr eller en kanin - det er for mig ligegyldigt. Men lad os låne de øjne om dagen, som dagsgængere bruger til at se lys."

Recimir færdiggjorde sin sætning og afventede svar.

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Skjult endnu stirrede de to glødende øjne på Recimir og hans ærbødige buk. Respekten var på plads, trods han fornemmede Recimir aldrig havde haft brug for at opsøge en gud før. Helzlori lyttede tavst. Mørket sluttede tæt omkring ham. Ordende hingsten talte, var mange og ønsket var langt større end Helzlori bare lige kunne give. Faktisk var et ikke sikkert at dødsguden overhovedet kunne give dem form af et væsen Flakezé havde skabt. Hjorte. Ulve. Ørne... Mange ting var i Dødsgudens magt. Hans egne skabninger kunne han fint manipulere med - men de var alle frygtindgydende, fjendtlige væsner. Børn af mørket. Helzlori lod stilheden runge, så dette måske ville gå op for den lilla Recmimir af sig selv. Han opsøgte mørket, døden for at få plads i lyset, de levende...

En rallende latter lød derefter. Dødsguden trådte nu frem fra skyggerne og nærmest i en brise var han foran den lilla. Hans hoved tippede på skrå. Der var nysgerrighed i de brændende øjne - hvad drev ham hertil? Og ikke til de andre guder?

"Jeg er smigret, Recimir. Lyset? Dagens lys? Min magt strækker sig langt - din idé er ikke uvæsentlig og jeg har bestemt også en pris - et offer - i tankerne... Men hvorfor opsøge mig?" det olme smil lå omkring hans sprukne, sorte læber. Selv Laylis og Artemis havde været lettere at få til at udfører dette ... eksperiment. Lyset selv og solen, samt månens gudinde. Det åbenlyse var Flakezé eller Jaymelia - dere evner kendte ingen grænser og deres gavmildhed var større end Helzloris. Han forlangte priser, mange ikke var villige til at betale.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Oh, listen to them
The children of the night
What sweet music they make

May dreams be brought that i might reach..
The gentle strains of midnight speech
And frozen stars that gild the forest floor

---

Recimirs blik var lagt på de fugtige, mossede fliser foran ham. Han hørte hvert et ord den mørke gud havde at sige. De lilla ører vippede stille frem da guden lo og blottede blot en lille flig af den intelligens, snuhed og visdom som denne gud måtte have. Recimir lod et skævt smil pryde de mørke læber. Ud gennem den tjavsede, sølvhvide pandelok vovede blikket at rette sig mod guden. De var ikke tomme og døde mere, men glinsede med en sælsom gnist af hemmelighedsfuld spænding. Hunger. Recimir var ingen tåbe, så drømmen om land, magt, besiddelser og titler herskede ikke i hovedet på dette sære væsen.

"Det skal vel ikke være nogen hemmelighed for Dem, at ithakaernes speciale er kamouflage?"

Han hævede ganske let et bryn.

.. "spionage"

Tænkte recimir. Han havde planer som kunne komme dødens gud til gode, skønt recimir ikke havde svoret ham troskab... og nok aldrig ville gøre det, ligdsom han aldrig ville det med de andre guder.

"Sådanne evner kan være værdifulde for dem som ønsker at høre hvad der bæres med vinden. Ddt er desværre ikke alt der siges i mørket, men også i lyset - og hvilken kamouflage er bedre end de omgivelser der er naturlige for det element man betræder? Min færd vil krydse din uanset hvad. Jeg tvivler på at de andre guder vil være behjælpelige når jeg fortæller dem at jeg agter at slå mønt på din.. protegé, semper fi. Så snart alt er klart."

Recimir reflekterede kort over sine egne ord og overvejede sine muligheder. Det var sandt, Recimirs kreds var snart stort nok til at danne en flok. Flokken skulle bredes, spredes og gemmes i omgivelserne, som den puls der banker, men som ingen lægger mærke til. De skulle blive et usynligt netværk, nattens skabninger gemt bag falske ydrer - men aldrig skulle de ejes af nogen... men når det var sagt, så kunne en god pris sagtens modsvares af en ydelse. Man var vel handelsmand?

Through the swirling snow
Volkh's children come
To run with me, to hunt as one
To snatch the lambs of christ
From where they fall..

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

En aftale fandt sted mellem de to hingste, da de til sidst nåede til enighed. Helzloris pris var ej billig, tværtimod ville alle Recimirs afkom fremover betale en pris som dødens slaver resten af deres liv.
Heste der tilsluttede sig evnen, ville skulle rekruttere deres førstfødte føl til Helvedesklanen.
Evnen kunne ikke arves. Dem der ønskede den skulle igennem Recimir, der kunne give den fra denne dag.

Helzlori var tilfreds, da han skænkede Recimir et sidste blik og et lusket smil... Før han forsvandt tilbage til helvede.

/Out

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.