These shallow waters never met
what i needed,
Im letting go,
A deeper dive,
Eternal silence of the sea
Im breathing,
Alight.

Tunge skyer havde dækket himlen hele dagen. Det grålige vejr synes næsten spøgelsesagtig i den lette støvregn. Små perleformede dråber landede blidt på hendes brogede, skællede pels. Hun lukkede øjnene og tog duften af vådt græs og natur ind. Hun havde altid holdt sådan af denne duft. Det virkede livsgivende. Et sukkede let og åbnede øjnene igen. Et isblåt blik hvilede på vådområdet ved Luna. De skarpe, reptilagtige pupiller var reflekshurtige og kunne scanne et område på milisekunder. En sygdom. Hendes sygdom, som hun havde hvervet sig som føl for mange, mange år siden. Heldigvis var der nogle der havde fundet en kur, som kunne stoppe væksten af denne virus. Men det der allerede var ødelagt, kunne hun ikke få tilbage. Hun var dømt til at gå rundt som en vanskabning, som alle, undtagen hendes familie, rynkede på mulen af. Dany sukkede atter og lod hovedet glide ned i en hængende position. Det slog hende altid ud. Afvisning var det værste man kunne byde denne hoppe. Selvom hun næsten ikke har oplevet andet en afvisning hele sit liv, så ramte det hende hårdere end noget andet. Blikket gled let ud til siden, hvor hun kunne ane sin udspilede mave ud af øjenkrogen. Sådan skulle han ikke føle.. hendes lille hingst, hendes føl. Hun var ikke sikker på at det blev en hingst, men hun følte blot at det var passende at antage at det var. Hun ville ikke blive skuffet hvis det var en hoppe. 
Godt nok var det ikke ligefrem en lykkelig situation der bragte dette føl til verdenen, tværtimod, så var det brutale og dog forvirrende omstændigheder. Dany havde tænkt grundigt og længe over det, men hun kunne ikke finde ud af om Andiago skulle stemples som fjende eller om han rent faktisk var... uskyldig? Dany havde holdt sig væk lige siden, hun ønskede ikke at se ham lige nu. Hun var vred, men også forvirret. Gad vide hvad Silver ville mene? Dany var nok nødt til at vende tilbage på et tidspunkt, inden flokken ville tro hende død. Men for nu nød hun blot stilheden og freden omkring hende. Det var dog, kun lige indtil at en krampeagtig smerte skød igennem kroppen på hende. Dany krummede sig let sammen idet hun forsøgte at komme igennem denne besynderlige bølge af smerte. Forskrækket og forvirret så Dany sig rundt. Hun trippede lidt til siden. Men der var hverken dyr eller natur, som havde påsat hende dette. Krampen varede kun nogle sekunder inden den var helt væk. Let forpustet fra denne sensation, men også fra at være lidt ophidset og vagtsom, hævede Dany hovedet og kiggede ned af sin side. Smerten havde kommet fra hendes bug og hun vidste nu, at det havde noget med føllet af gøre. Gad vide om det var ok? Måske var hun ved at miste det? Ville der så ikke komme blod? Måske ikke.. Men hvis der nu gjorde... hvis der nu gjorde? Dany så sig rundt og opdagede at hun mere eller mindre var omringet af skov. Luna lå i en lysning, så der var et lille stykke hen til skoven, men hun ville ikke kunne se nogle rovdyr. Hvis de lugtede blod og Dany ikke ville være i stand til at flygte, så var det ude med hende og hendes ufødte føl. En let panik ramte hoppen, som hun stod der. Hun kunne godt bruge en eller anden til at hjælpe hende.. beskytte hende, bare indtil hun var sikker på at det der var ved at ske med hende lige nu, ikke ville påvirke hendes mulighed for at beskytte sig selv og sit føl. Men lige nu var der ingen. Endnu en krampe skød igennem hende og disse varede ved med punktlige intervaller. Hver og en blev kraftigere des flere der kom.

Under the sea,
Another dream,
The monsters' running wild inside of me,
So lost,
Im faded.

//Du siger bare til, hvis jeg skal slette tråden Doobs.. Nu er jeg jo ikke Lamur eller SB.

Den evigt glade hoppe Jah-lila bevægede sig af sted med let dansende skridt, igennem den konstant faldende støvregn, som de blytunge skyer fik frembragt. De strålende, blå øjne gled nysgerrigt over hvert et træ hun passerede, mens hun hele tiden havde søen Luna i sin højre øjenkrog. Her var godt sumpet, og hver gang en hov blev løftet fra underlaget, lød der et sjovt lille svup, som fra tid til anden fik den stribede hoppe til at bryde ud i en fjollet fnisen. På denne triste regnvejrsdag var både Jah-lilas indre og ydre en lille solstråle, der kunne lyse op, hvis man gav hende lov.

Jah-lila der stille var begyndt at nynne en lille, munter regnvejrsmelodi, blev pludselig opmærksom på, at hun ikke længere var alene. De følsomme ører blev nysgerrigt rettet fremefter lyden af en tung vejrtrækning, der godt kunne lyde som om, at den anden for kort tid siden havde galoperet i fuld fart. Eller måske var der én der sad fast i dette fedtede føre og havde brug for hendes hjælp? Uden tanke for, at det også kunne vise sig at være en forpustet fjende, maste den stribede hoppe sig igennem vegetationen, og stod pludselig i en lille lysning ansigt til ansigt med en anden hoppe.. En hoppe hun havde set før!

Forvirret blinkede Jah-lila et par gange, mens hun forsøgte at huske, hvorfor denne hoppe virkede bekendt. Hendes udseende var anderledes end nogen anden, hun før havde mødt. Ja, hendes udseende mindede faktisk lidt om Jah-lilas eget, til trods for hverken farver eller aftegn var de samme. Med ét huskede den stribede hoppe! En forsamling hvor en advarsel om en pest var blevet givet, et lille broget hoppeføl, alene, Jah-lila havde kærtegnet denne lille, sløje skabning, som tydeligt havde fejlet noget..
Overrasket kiggede Jah-lila nu på den brogede hoppe foran hende. Dette var det lille føl, der havde smittet hende med pesten som næsten havde taget livet af hende. Dette var grunden til at de begge havde udseender, der endnu bar præg af den sygdom der havde raseret i deres kroppe. Jah-lila og denne hoppe var muligvis de eneste der havde overlevet pesten, hvilket deres nu unikke udseende bar et tydeligt bevis på!
En varm brummen lød nu fra den stribede hoppe der med ét følte et slægtskab med denne fremmede. En fremmede hvor sveden langsomt begyndte at drive ned af. Først nu gik det op for Jah-lila, og hun var brudt ind i en nært forestående foling!

These shallow waters never met
what i needed,
Im letting go,
A deeper dive,
Eternal silence of the sea
Im breathing,
Alight.

En panisk vejrtrækning fik en lille hæs strubelyd hevet frem. En lyd. Flere lyde. Hovslag. Tættere og tættere på. Dany kendte til heste, for hun havde mødt mange. Hun kendte til deres gode og dårlige sider, men trist nok havde hun næsten kun mødt de onde. De der ikke kunne føle. Hendes plejeforældre var en undtagelse, hun vidste at de ikke havde taget hende ind hvis ikke de havde følt bare lidt for hende. Hun nægtede at tro andet. Men alle de andre... det var en anden sag. Dany vidste derfor kun alt for godt, at disse fremmede hovslag kunne være ligeså farlige som ulvens hyl. Det isblå øjne var opspilede og den smalle reptil-agtige pupil forstørret, skønt den holdt sin facon. Sveden begyndte at pible ad hendes hals idet hun måtte kæmpe med at ignorere de kraftige krampetrækninger der skød fra hendes bug. Hun kunne ikke lade en lyd gå fra sig, hun var for sårbar til at tilkendegive sig. En særlig slem krampe, fik Dany til det til at sortne for øjnene af den uerfarne hoppe. Hun skar en smertefuld grimasse og bed sig derefter hårdt i læben. Men selvom smagen af blod bredte sig i hendes mund, kunne hun ikke holde den pinefulde klage tilbage. Hun trippede lidt rundt om sig selv og søgte at sparke smerte væk med det ene bagben. Dany havde ikke ænset at vandet forlængst var gået. End ænsede hun ikke den fremmede hest der nu blev synlig. Musklerne dirrede og hendes krop dampede, da krampen endelig ville dæmpe sig. Dany fik da først øje på hoppen. Hun genkendte hende, men kunne ikke sætte et navn på. Det var først da hoppen blidt brummede, at Dany fik flashbacks fra en fjern tid. Dengang hun søgte trygheden hos en flok i en skov. Hun havde ikke anet hvad hun lavede, men bare det at der var andre, gav hende en følelse af varme - et kærkomment øjeblik med tryghed, der skærmede hende fra den kolde verden hun levede i. Denne hoppes berøring fra dengang, synes stadig at kunne bringe hende en varm følelse af tryghed. Men genforeningsglæden var kort, istedet for at give hoppen den velkomst og glæde som Dany ville have ønsket at give hende. Måtte hun se på hende med et tiggende, tårefyldt blik imens hun hviskede:

"Hjælp mig"

Under the sea,
Another dream,
The monsters' running wild inside of me,
So lost,
Im faded.

Den samme genkendelse som Jah-lila følte, synes at give genskind i hoppens forpinte blik. Et blik som tydeligt blev understøttet af den dampende krop, som nærmest var krummet helt sammen af smerter. Det måtte være lige oppe over! Den stribede hoppe havde selv givet liv til to føl, og var derfor ikke helt uforstående over for, hvad det var den brogede gik igennem. En sagte hvisken nåede nu hendes følsomme øre, og med et kærligt blik i de strålende, blå øjne strøg hun blidt sin mule over hoppens. "Jeg skal nok hjælpe dig." Med et beslutsomt drag over de mørke læber bevægede Jah-lila sig forsigtigt forbi den drægtige hoppe, og søgte nu efter et passende sted i den lille lysning til en foling. Hun vidste, at hun skulle skynde sig, men det var alligevel vigtigt, at den brogede kom til at ligge så behageligt som muligt, idet det ikke var til at sige, hvor lang tid det ville komme til at tage. Jah-lila måtte dog hurtigt sande, at det ikke var det mest optimale sted, at give liv til et andet væsen. Alverdens små buske stak op i underskoven nærmest over det hele, men endelig fandt hun et sted, som var en smule mindre bebuskede end alle de andre steder, hun havde vurderet. Med et par hårde tramp med de små hove og et par effektive snuptag, var de mest generende buske dog væk, og der var nu plads til den brogede. Hurtigt var Jah-lila atter ved den andens side, hvor hun blidt fik hende henvist til den lille "rede." "Læg dig her Plet," brummede hun varmt, mens hun blidt strøg over den svedige hals. "Og prøv om du kan trække vejret i dybe drag, det vil virke beroligende på dig."

Ganske kort fjernede Jah-lila sig fra den brogede hoppe, som i manglen på et navn, havde valgt at kalde Plet. Vældig opfindsomt. Smidigt bevægede hun sig gennem underskoven med alle sanser spændt til det yderste i forsøget på at opsnuse eventuelle fjender. Da hun ingen spor fandt, vendte hun tilfreds tilbage til Plet. "Der er ingen fare på færre," lød det beroligende fra hende, mens hun blidt lød mulen glide ned af den brogedes næseryg.

These shallow waters never met
what i needed,
Im letting go,
A deeper dive,
Eternal silence of the sea
Im breathing,
Alight.

Hun pustede tungt idet hun med blikket fulgte den stribede med blikket. Indeni kunne hun mærke hvordan blodet pulserede og hvordan muskler og organer som hun aldrig før havde mærket, pludseligt vakte til live og strakte sig i en smertefuld bevægelse. Sammentrækninger erstattes af afslapninger, hver en bølge mere og mere intens. Dany havde ikke lagt mærke til at hun havde knebet øjenene sammen. Det var først ved lyden af den stribede at hun spilede dem op og så opkørt på hende. Hun rettede derefter blikket mod hoppens henvisning. Hun havde bygget hende en lille rede i midten af alt dette. Det var plads til at hun kunne lægge sig. Dany gik så hastigt som hun kunne, men det blev til en langsommelig humpen. Da hun nåede pletten, dumpede hun ned på jorden med et bump. Kræfter til et yndefuldt fald, var der ikke ligefrem overskud af. Den brogede lod hovede dumpe mod en kølige jord, idet baghovene kradsede i underlaget idet en kraftig ve skød gennem kroppen på hende. Dany forsøgte at trække vejret dybt, men det var som om at korte og hurtige åndestød var dét hendes krop helst ville. Hun blev dog ganske svimmel ind i mellem. Det hjalp når veen var ovre, at få luften helt ned i lungerne. Den stribede stod ved hendes side igen. Ingen farer. Dany var lettet indeni og hun formåede at trække let på en mundvig idet hun kiggede mod hoppen. Hendes hjælp var guld værd. I samme nu skød en smerte igennem kroppen med en intensitet, som Dany aldrig nogensinde havde oplevet før. Det varede overraskende kort tid, inden smerten ebbede ud og følelsen af at bære noget inden i sig, pludselig var væk. Dany åbnede udmattet det ene øje, idet hun tog et par dybe indåndinger. Hun løftede dernæst hovedet lidt og så dette underlige væsen bag hende, der var pakket ind i en eller anden form for film eller hinde.

Under the sea,
Another dream,
The monsters' running wild inside of me,
So lost,
Im faded.

Jah-lila kunne ikke rigtig gøre mere for Plet, og holdt sig derfor blot i nærheden af den folende hoppe. Hendes blik var vågent, og hendes følsomme ører lyttede efter selv den mindste lille lyd, der kunne være tegn på en mulig fjende nærmede sig. Lige nu åndede alt dog fred og ro, bortset fra den urolige hoppe som kæmpede den kamp det var, at give liv til et andet væsen. Fra tid til anden var Jah-lila henne ved den brogede, bare lige for at sikre sig at alt nu gik som det skulle. I disse stunder brummede hun varmt og beroligende, mens hun strøg den anden kærligt over halsen. Om Plet overhovedet sansede dette var ikke klart, men så længe det hele blot gik godt, havde det haft den virkning det skulle.

Med ét virkede det som om, at smerten eksploderede i den brogede hoppe. Hun spændte i hele kroppen, mens hendes øjne var lukket krampagtigt i. Forventningsfuldt stod Jah-lila helt stille, og fulgte med i det mirakel der udspillede sig for øjnene af hende. Plets anstrengelser gav nu pote, da en lille skikkelse i en let og flydende bevægelse gled ud bag hende. Et nyt liv var kommet til verden! Den brogede hoppe der var tydeligt udmattet, åbnede nu et enkelt øje. Hun vendte opmærksomheden mod det lille føl, som endnu var dækket af fosterhinden, men virkede ikke umiddelbart som om, at hun havde energien til at gøre mere end det. Jah-lila ønskede egentligt ikke at blande sig, men hun vidste at føllet havde brug for den livgivende ilt. I en hurtig bevægelse strakte hun hovedet ud og bed hul i hinden. Sådan! Så var der ingen fare på færde. Herefter trak den stribede hoppe sig atter tilbage, således Plet kunne lære sit føl at kende.

Lyset blev bragt frem over det lille føl, alt omkring ham blev hvidt og lyset var blændende. Dette var t helt nyt kapitel, et nyt liv og en helt ny start. Et liv var kommet til verden, det lille føl lå i et par sekunder nærmest lammet på den kolde jord. Tiden gik og for en ny mor kunne dette måske være nervepirrende, det lilel nye føl som ikke bevægede sig. Dog gik der ikke længe før de små ører bevægede sig en smule og den lille mule begyndte at mimre. Han løftede hovedet og så frem mod den store skikkelse foran sig. Han vidste ikke hvor han var, hvem han var eller hvad der skete. Han så på den store hoppe og prøvede at komme tættere på, men halsen ville ikke strække sig længere. Et lille pip kom nærmest fra det lilel føl, det var en meget stor verden som dettte meget lille føl skulle lære at kende. 


hvad mon dette nye liv ville bringe ? 

These shallow waters never met
what i needed,
Im letting go,
A deeper dive,
Eternal silence of the sea
Im breathing,
Alight.

Dany skævede til den stribede ud af øjenkrogen, der lynhurtigt nærmede sig føllet og gjorde et eller andet, inden hun trak sig igen. Nysgerrigt rejste Dany hovede og lagde blikket på sit føl for aller første gang. Det var skimlet, med særprægede spraglede takker i sort og hvid. Rød man og hale, samt blå hove. Egentlig et kønt føl. Dany rakte mulen mod det og indåndede dets duft, inden hun rejste sig og begyndte at slikke det rent. Da føllet var nogenlunde tørt, pufffede hun til det for at få det til at bevæge sig. Det hele skete egentlig meget instinktivt. Dany rettede dog et bekymret blik mod den stribede hoppe. Mange tanker for igennem hendes hoved, da hun nu var tvunget til at træffe en beslutning.

"Jeg kender end ikke dit navn, men jeg ved indeni at du er ren af hjerte. Jeg kan mærke det."

Sagde Dany sagte, ærbødigt.

".. Jeg kender ingen andre jeg kan spørge, så derfor spørger jeg dig. Vil du ikke våge over mit føl? Tag ham ind som din egen, vis ham den kærlighed som han ikke vil kunne opleve sammen med mig, lær ham alt om verdenen og rust ham til at færdes i den."

En tåre vældede op i hoppens krystal blå reptil lignende øje.

"Jeg er i frygtelige problemer, som vil gå udover mit føl. Det smerter mig at sige farvel til ham, men kan det skåne ham for det som jeg må gå igennem nu, så er det en ofring jeg er villig til at give."

Under the sea,
Another dream,
The monsters' running wild inside of me,
So lost,
Im faded.

Jah-lila stod blot ganske stille med et mildt smil om den mørke mule, mens hun iagttog det ømme øjeblik, hvor mor mødte sit føl for første gang. Det var ganske tydeligt, at hvor Plet før havde været på panikkens rend, og ingen anelse havde haft om, hvad hun skulle gøre, så var det en helt anden sag nu. Det var med forsigtige, men sikre bevægelser at hun fik slikket føllet rent, for derefter at puffe opmuntrende til det, for at få det på benene. Instinkterne havde taget over og usikkerheden var som blæst bort. Der var ingen tvivl i Jah-lilas sind om, at Plet ville blive en fremragende mor. Tanken havde nærmest kun nået at strejfe den stribedes tanker, da den anden med et bekymret blik rettede sin opmærksomhed mod hende. Straks skulle Jah-lila til at fjerne sig, da hun ikke ønskede at Plet skulle se hende som en trussel, men det skulle vise sig at være noget helt andet, der bekymrede den brogede hoppe.

Med dæmpet stemme begyndte Plet at tale. Hun kendte ikke Jah-lilas navn, hvilket straks fik den stribede hoppe til at åbne munden, for at fortælle hende det, men inden hun nåede så meget som den første stavelse, var Plet gået videre. Forbløffet lyttede Jah-lila til, hvad hun havde at sige. Tage føllet til sig, som var det hendes eget? Men det kunne hun da ikke, det var jo Plets føl, ikke hendes! Selvom der ingen tvivl var om, at Jah-lila ville elske føllet, som havde hun selv båret på det i hendes mave, ja så følte den stribede hoppe alligevel, at det ville være forkert. Hvilke problemer var det da, at den brogede hoppe var i, som kunne være så forfærdelige at hun ville give sin nyfødte fra sig til en fremmede hoppe?

Forsigtigt nærmede Jah-lila sig den anden. "Selvfølgelig vil jeg våge over dit føl, men.. Han bør være sammen med sin mor. Hvilke problemer er du da i, Plet? Er det nogen jeg kan hjælpe med at løse?" Hendes stemme var blid, og det samme var den berøring, da hun kærtegnede den brogedes svedige næseryg. Hvis det ikke var for deres komplet forskellige udseende, ville en forbi passende kunne forledes til at tro, at her stod en hoppe, hvis egen datter netop havde givet liv til endnu en generation.

These shallow waters never met
what i needed,
Im letting go,
A deeper dive,
Eternal silence of the sea
Im breathing,
Alight.

Den stribedes kærlige gestus fik den brogede til at lukke øjnene i. Blot et øjeblik. Et lavt suk forlod hende, da denne flygtige følelse af tryghed og omsorg ramte hendes skind. Kærlighed var ikke noget denne hoppe havde oplevet meget af - og den kærlighed der havde været, havde været af hård karakter. Hun var jo opfostret af Fazet og Silverstream. Dany åbnede øjnene igen, men lod kort blikket flakke over jorden, som om de manglede et sted at falde på. Tilsidst fæstnede de sig på hendes egne hove, hvorefter hun skilte læberne:

"Semper Fi har krævet min tilstedeværelse i hans folk på Frozticen. Jeg fik lov at blive fordi jeg var ifol. Han forventer at jeg bringer ham mit føl, men jeg kan ikke lade hans skæbne være i hovene på sådan en skabning!"

Den sidste sætning var sagt med en form for desperation, men også foragt for den sorte hingst. Blikket blev ligeledes rettet mod den stribede, ved denne statement.

"Hvis jeg ikke er ankommet til Frozticen inden ret længe, vil han sende en ud efter mig.. og denne nogen vil sørge for at alle jeg lægger et blik på, vil dø for øjnene af mig."

Ordene røg nærmest bare ud af hoppen, som hun fortalte. Det havde vejet tungt for Dany og alle hendes bekymringer lige siden den dag hun mødte Semper - ja endog siden hun blev med føl, synes bare at ville vælte ud, som en byld der var gået hul på. Den stakkels stribede hoppe måtte lægge ører til meget denne dag. Tårene synes at samle sig i øjenkrogen ved de blå øjne, indtil de tilsidst løb stille nedad kinden. Små hulk afbrød den talestrøm der efterfølgende kom:

"Min søns far... Jeg bliver udstødt hvis nogen finder ud af det.."

Under the sea,
Another dream,
The monsters' running wild inside of me,
So lost,
Im faded.

En kort stund stod de to hopper blot sammen i en kærlig forening, inden den brogede atter fandt talens brug. Forbløffet lyttede Jah-lilas til Plets fortælling uden at afbryde. Hun forstod egentligt ikke ret meget, idet hun aldrig før havde hørt om en Semper Fi, og derved ingen anelse havde om, hvem og hvad han var for én. Ud fra den andens brug af ord og tonefald, faldt det dog Jah-lila hurtigt ind, at han var en skidt rad, som man ikke ønskede at være i nærheden af. Alligevel var det dog meningen, at Plet skulle drage til Frozticen med sit nyfødte føl? Men det kunne hun da ikke! Det ville han da slet ikke være stærk nok til, og selvom de føl der blev født i det kølige klima kunne klare sig, så ville et føl som ham aldrig overleve med den smule pels han havde.

Da Plet nu fortalte videre om noget, der kunne være en direkte trussel mod Jah-lila selv, tog den stribede hoppe det dog ganske roligt. Hun kunne ikke tro, at det var andet i disse ord, end blot en skræmmekampagne mod Plet. "Vi søger blot for at være væk, inden den udsending når frem. Hvordan skal han også vide, hvor du befinder dig? Vi kan tage tilbage til den flok, hvor jeg høre til, der vil vi passe på dig." Blidt slikkede hun nu de salte tårer væk, som stille løb ned af kinden på den stribede. Jah-lila var slet ikke i tvivl om, at Plets problemer kunne løses, og at hun ville hjælpe med at løse dem, således mor og søn fortsat kunne være sammen, præcis sådan som naturen skulle være.

Ordstrømmen var dog ikke slut endnu, og under kærtegnene fra den stribede, kom der nu nogen ord frem om føllets far, som egentligt blot forvirrede Jah-lila endnu mere. Så denne Semper Fi var altså ikke faren? Men hvorfor i alverden ville han så have føllet? Og hvad var det Plet ville blive udstødt fra? Var hun medlem af en flok? "Stille, stille min kære.. Der er ingen, der finder ud af noget som helst, hvis blot du tier stille. Hvis du ønsker det, kan vi blot sige, at han er min." Jah-lila strålede selv ved denne såkaldte geniale idé, og tanken om at føllet på ingen måde lignede hende det mindste, ikke så meget som strejfede hendes tanker.