Mystik i Vintermagien

Juleopvarmning med Gevinst

Guderne kunne enes. Efter et langt år føltes Proelio... Som et hjem igen. Alt var roligt og åndede fred, som om intet af årets lidelser var sket. Overalt i Proelio skulle landsdelene snart undergå en fantastisk forandring. Når de skulle forenes med deres gud i Januar. Men indtil da var den hellige December spredt over alle enge, skove, kyster, bjerge og ja selv i Proelios Hjerte. Her dryssede sneen ned i den ældste skov foruden Beica. Sweyitaks grene var fyldt med frost og glimtede i solens sidste stråler. Istapper hang fra mange grene og klipper som isfald. Magien var så fuldendt og glimtende blå frostgnister sværmede omkring og oplyste det begyndende mørke.

Hvis man fulgte disse magiske frostvæsner ledte de en helt ind til den dybeste lysning i skoven. Her havde Julehingsten været for nylig - glaskugler, snekugler, glimtende røde, grønne og gyldne kugler hang fra grenenes toppe. Det var som om at stjernerne lyste lidt kraftigere her. Grantræerne var fyldt med lys. Gaver var endnu ikke at finde nogen steder, men der var forskellige søde sager! Alt sammen forunderligt magisk - hvis man altså lige tilfældigvis fandt herind. Den 18. december.

Forsamlingen der skulle ske her, ville snart opdage at noget var galt. Midt i al den skønne, magiske julefred kunne man se en sort plet i sneen. Den spredte sig som årer i det hvide og sugede magien ud af alt hvad den nærmede sig. Det måtte standses! Der var 6 dage til juleaften og hvis det forbandede mørke nåede at hærge hele Proelio, ville de aldrig opleve julen igen. Det hviskede de sværmende frostvæsner om - de fortalte det hele til dem der fulgte efter dem. At snart ville det sorte blod have forbandet hele Proelios Hjerte og dernæst overtage resten af landet. Hvor kom det fra?

Det er jeres opgave at finde ud af. Hver dag op til jul, får i flere ledetråde og en særlig heldig hest, der opklare mysteriet, vil blive belønnet af Julehingsten!
- Skynd jer at samles.

Første ledetråd
Frostvæsnerne glimter pludselig meget skarpere end før, da så mange heste som muligt er ankommet. De hvisker alle i angst.
"Jeg er en oldgammel forbandelse, skabt af Smeyé... Jeg har et formål - hvilket?"

Sneen glitrede overalt som den havde lagt sig over hele landet. Proelio var forvandlet til et hvidt vinterlandskab, der åndede fred og fordragelighed. I denne hvide vinterverden var der dog én, som ikke følte freden. En langbenet, broget hingst hvis hårlag aldrig udviklede en speciel tyk vinterpels, trippede af sted gennem den kolde sne. Det dampede let fra den slanke krop, da en hurtig galop havde været nødvendig for at holde varmen. Vinter, den årstid han hadede mest! Aldrig kunne han holde varmen, medmindre han var i konstant bevægelse. Hvorfor behøvede vinteren også altid at være så kold?

Med ét begyndte små blå gnister, der mest af alt mindede om små lyn med et touch af snefnug, at flyve rundt om den brogede hingst. "Hey!" Irriteret prøvede han at bide ud efter dem, men de var for hurtige. "Hold jer væk små ækle bæster." De følsomme ører var lagt surmulende ned i nakken, mens han stirrede ondt på dette irriterende fænomen. Uden at have lagt mærke til det, var Mambu i sin iver efter at sætte tænderne i de små lyn, fulgt med i den retning de ønskede. En stor lysning der var pyntet på den mest fortryllede måde, åbenbarede sig nu for den brogede. Mambu havde nu glemt alt om de små, blå væsner, og stod blot og stirrede med store øjne. Aldrig havde han set noget som dette! Forundret bevægede han sig rundt i lysningen, mens han forsøgte at se det hele på én gang. Det hele virkede så varmt og glitrende, at man nærmest fik ondt i øjnene af, at betragte det. Alligevel var der dog noget der skilte sig ud. Midt i den ellers så hvide sne var en mørk plet, hvis små, tynde fangarme spredte sig ud mod resten af lysningen. Betaget studerede Mambu denne sorte plet og spekulerede kort på, om den mon kom fra Darkena. Den havde i hvert fald samme karakter, som noget fra hans landsdel. Små stemmer fortalte nu den brogede, at bredte dette mørke sig, risikerede de at hele landet blev forbandet, deriblandt Darkena! Der var intet Mambu elskede højere end den landsdel han var født og opvokset i, og han ville derfor gøre alt hvad der stod i hans magt, for at beskytte den.

Endnu en gang lød de små, hviskende stemmer. De fortalte om en forbandelse skabt af Smeyé, som havde et formål? Mambu havde dog intet kendskab til Smeyé, og anede derfor ikke hvad der blev hentydet til. "Formålet har nok været og slå alle overnaturlige heste ihjel." Stemmen var som altid arrogant, trods forvirringen i den brogedes sind.  

Kerizín Feylith

Kerizín trampede ivrigt rundt i den hvide sne. Hun havde aldrig set noget så forunderligt og magisk før i sit liv! Måske med undtagelse af de små alfer der boede i alfe-træet. Det var ligesom en masse tæt sand men det var helt hvidt og helt koldt! Et energisk spring fremad fik sne til at flyve i alle retninger og det tog hende ikke mange forsøg før hun fandt ud af at ramme sin far med sneen ved at løbe i fuld fart mod ham og stoppe. Han rystede bare godmodigt sneen af sig og smilte til hende og hun smilte tilbage.

Et par træningsløb mod nogle træer gjorde hende endnu bedre til at ramme men da hun lige skulle tage det sidste inden hun sigtede på sin far igen dukkede der nogle små blå gnister op der hvor sneen fløj. Forundret stoppede hun og så nysgerrigt på dem som de svævede rundt foran hende. "Se far! Er det feer?" Da nogle af dem bevægede sig væk fra hende fulgte hun ivrigt efter dem og det tog kun ganske få skridt før hendes far ligeledes fulgte efter. Det var et helt lille eventyr sådan at vandre rundt i det magiske snelandskab efter små flyvende gnister og hun var så opslugt af ideen at det ikke overraskede hende det mindste da de talte til hende. Hun vidste imidlertid ikke ret meget om denne Smeyé så hun forstod ikke rigtig hvad de talte om "Kan du ikke bare fortælle os dit formål?"

Som ved ét trylleslag, var jorden omkring ham beklædt med den smukkeste sne. Caza var ellers en hingst, som havde levet hele sit liv i sneen, men alligevel måtte han erkende at dette var den smukkeste sne, han noden sinde havde set. Forsigtig mens han roligt bevægede sig frem. Lod han den lyserøde mule, blidt kærtegne den kolde og silkebløde sne. Det var som ét eventyr. Han slog blikket op for at beundre de flotte istapper som hang fra de mange grene. Han mindes hvordan han som føl altid havde gået og slikket på dem. Han kom sådan til at le, lidt for sig selv. Da han tænkte tilbage til dette barndomsminde. Den lange lillapels sørgede for han var godt varm, i disse kolde vinter måneder. Og lige nu var han meget tilfreds med at han ikke mærkede kulden. Men forsat var lun og varm, det var ikke lige som de andre heste og deres små vinterpelse - men sommereden var straks en anden sag. Godt nok tabtehan lidt af den meget store pels han havde nu, men ikke meget. Sneen knirkede under hans hove, og han elskede denne lyd - en lyd han faktisk havde savnet.

Mens han gik der i sine egne tanker, stoppede han brat op da han lidt længer fremme så noget i sneen. Som slet ikke hørte hjemme i det smukke hvide landskab, nemlig én stor sort pelt!

Han gøs lidt ved syntes, den spredte sig som årer i det hvide. Hvortil den sugede magien ud af alt hvad den nærmede sig. På sikker afstand stod han længe og kiggede på den sorte plet, som næsten lignede den pulserede som ét mørkt hjerte. Om hans øjne bedrog ham viste han ikke, og han havde ikke i sinde at gå tætter på for at finde ud af det. Midt i det hele, bemærkede han nogle væsner som havde en lav hvisken. Det var som små mørke stemmer i ens indre, men dem her kunne man se.

Kort rystede han på hoved, for at få de mange stemmer til at tie- men forgæves. Han lukkede øjene og hørte hvad de sagde de fortalte, om et mørke der ville komme. Og at det var alles opgave at standse det før det var for sent. Men alligevel var det som om stemmerne kom ud af mørket, som var de små skabninger mørkes værk. Men alligevel ikke... Igen gøs han en smugle mens han lyttede til hvad de fortalte.

Først nu bemærker han to andre skikkelser omkring den mørke plet, Caza kunne ved første blik ikke kende nogle af dem og den smukke lilla frøken var ingen steder at stoppe. Han så hvordan de også lyttede, og nærmest snakkede til og med de små væsner. Caza tænkte over det sidste de sagde *Jeg er en oldgammel forbandelse, skabt af Smeyé... Jeg har et formål - hvilket?

Godt nok havde Caza været i dette land en rum tid, men han kendte ikke så meget til de mange guder, men havde da hørt en masse sagn om dem. Længe grublede han og kom til at tænke på de mange historier han havde hørt fra de forskellige årtier med de mange kampe og tvister mellem guderne, og halvguderne.

Med mild og rolig stemme siger han til de mange stemmer ''Dead-forbandelsen?, at udslette alle overnaturlige væsner'' han kigger letter søgende rundt for at finde ud af om han overhoved havde sagt noget rigtig. Og om de overhoved havde hørt ham? Kunne man tale med dem. Eller?

Mystik i Vintermagien

Vinterplot med Gevinst

Jeg beklager mit manglende nærvær i denne tråd! Jeg synes stadig idéen er god og den er opvarmning til et plot der har været længe under opbyggelse! Så kom endelig med!

Kun fire heste havde fundet vejen ind til Julehingstens smukke område. Vintermagien blev suget mere og mere ud af stedet, som angsten spredte sig i luften. Angsten for den oldgamle forbandelse skabt af Smeyé. Frostvæsnernes små øjne blev et langt øjeblik sorte, da de forskellige heste udtalte deres tro.
Nej ingen deadforbandelse! Værre. Værre. hvislede de til Cazador. Dead magi suget til sig af Dawn og Helzlori, ej længere Smeyés fortjeneste de sværmede videre til Kerizin og hendes fader.
Hvis vi siger det, uddør vi... Vi er de eneste der kender til dette... De eneste. Men forbandelse rammer også os - i må løse gåderne. de purrede op i Kerizins pandelok og kærtegende hende mildt.

Mambu! Mambu har svaret korrekt. I kan få vores næste ledetråd!

Anden ledetråd
Frostvæsnerne glimter på ny og forsøger at drage flere heste til sig. De hvisker atter i angst.
"Jeg holder til i østens ingenmandsland i en lille, mørk bjergkæde, men for nyligt brød jeg ud! Alle troede jeg var uddød - Hvad er jeg?"

Semper havde hør rygter om en forsamling og det ville han ikke bare lade nogen gøre uden at blande sig. Hun trådte frem, havde fulgt efter de sidste som havde været her og smældede hård i halen ved hans ankomst, et lusket smil faldt over hans mule da han trådte ud i forsamlingen. Skyggerne som overtog ham og dn tåge som nu blandede sig med hans sind var ikke så forvirrende for ham, som den var for mange andre. Han var en hingst som længe havde levet i mørket og kendt mange af disse mørkets væsner. Han vippede ørerne frem mod denne skygge og lod et lusket smil falde over hans mule.
”De eneste væsner som før hat været fanget der, må sige at være væsner som man før troede var uddøde. Men de slår mig ikke som en drage som ønsker at dræbe alt omkring dem?”
Den mørke stemme var kåd hos denne hingst. Han elskede alt som havde med mørket at gøre og dette var bestemt ikke anderledes. Hvordan kunne denne nærmest ikke eksisterende skabning være en drage? De fandtes ikke, men det han havde hørt om dem var at de var uddøde og forsvundet for længst.

Da de små, blå væsner nu udbrød, at han havde haft ret, rankede Mambu sig stolt, og lod sig overhovedet ikke mærke med, hvor stor forvirringen havde været for blot et øjeblik siden. Et overlegent blik blev nu sendt til de få andre heste i lysningen, der bestemt ikke skulle komme her og tro, at de kunne overgå hans intellekt! Et blåt lyn fór nu tæt forbi den brogedes hingst hoved, som tirret endnu en gang snappede ud efter væsnet. Det var dog utroligt! Hvor svært var det at fatte, at de skulle holde sig i respektfuld afstand til ham? Vidste de ikke hvem han var?

Atter lød den angstfyldte hvisken, og selvom Mambu ikke havde den store kendskab til Ingenmandsland, havde han dog godt hørt rygterne om dette væsen. Et væsen hvis lige ikke en gang fandtes i Darkena, men som for længst burde være uddødt. "En drage?" Kort strejfede Mambus tanker den nye gudinde Jaymelia. Mon dette var hendes værk? Før i tiden da det blot havde været de andre guder der herskede, havde der ikke været løbske rygter om drager i omløb, men efter hun var dukket op..