Tagged: Helzlori
Sted: Darkena - Darness engen - de sorte sommerfugle.

Solitaire, den hvide hoppe med de lysende blå aftegn, havde været forsvundet i en længere periode. Datteren af hende og Elzharin var blevet voksen, og hun ejede sin faders store eventyrlyst. Derfor havde Solitaïre trukket sig mere og mere ind i sig selv, og havde holdt sig i Ingenmandsland, for at sørge uden at blive forstyrret. Hun havde savnet Elzharin, ledt landet rundt efter ham; men han var ingen steder at finde. Den hvide hoppe havde ikke set ham i flere år nu, og sorgen var efterhånden blevet erstattet af et had, som hun aldrig havde ejet før. Et had over, at hun var blevet forladt, at han bare havde forladt hende, efter at have skabt liv i hendes mave. En kujon, det var hvad han var.

Den ellers så milde og forsigtige hoppe, havde ændret sig. Hun var stadig forsigtig og usikker, men inde bag usikkerheden, ulmede også noget andet. Nemlig en styrke, som hun ikke før havde ejet. Hun var på egne ben, og hun havde kun sig selv til at hjælpe og beskytte. Hun elskede sin datter, levede kun for hendes skyld – for i Solitaïres hoved, var der ikke længere kærlighed og sorg, over tabet af Elzharin; i stedet havde hun blot fundet noget i sit indre, som erstattede ham – vrede, misbilligelse, og en kamp for sin egen overlevelse; for der var ikke længere nogen, der beskyttede hende, det vidste hun.

Endnu engang, havde den hvide hoppe indfundet sig i Darkenas land. Hun vidste godt, at hun egentlig ikke måtte vandre her – men hvad havde Soli at miste? Hun brummede i svage toner, mens de sorte sommerfugle fløj omkring hende. Der ville ikke gå længe, før de ville skrige. Skrige inderligt og lidende, det vidste hun. Men det var deres skrig, der tvang hende til at gå videre, leve videre. Bims var hun ikke blevet – men hun havde trukket sig dybt ind i sig selv, og selskaber havde hun ikke haft i evigheder, udover datteren der sommertider havde fundet vej til hende.

Skrigene fra sommerfuglene kom, og Solitaïres øre fløj bagud i nakken, inden hun slog det ene forben hårdt ned imod det grønne frodige græs, alt imens hun hævede hovedet op og hvinede højlydt og skingert ud i luften, så det blandede sig med sommerfuglenes skrig. Derefter kom den altædende stilhed igen, både over sommerfuglene men også hende….

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Smerte. Ak det blødende hjerte, der totureret og forpint fortsatte sit slag. Tab. Stikket der spiddede ens maveregion som et spyd. Sorg. Følelsen af aldrig at komme sig igen. Vrede. Arrigskab... Et smil bredte sig over sorte læber. Kampen der satte gang i ens viljestyrke. Pulsen der fulgte med overlevelsen. Glemslen - ville man nogensinde nå dertil? Og i så fald ville man så blot dumme sig og starte forfra?

Guden var arrig på sin tidligere mage. Han var skuffet over børnenes fravær - begge to! Elzharin såvel som Inari. Men det var Ichigos fravær der gjorde ham gal - olm. Utilregnelig. Han havde elsket - åh ja mørket havde elsket og åh det havde varet årevis. Men ikke mere. Ej et sekundt mere spildte han på den fordømte hoppe. Ingen kærlighed groede i hans hjerte. Hun havde ingen undskyldning. Ingen ord der kunne redde hvad der var tilbage. For alt der var tilbage var kulde. Et sort hul og røde øjne der ville stirre på hende, til blodtrykket blev for stort i hendes krop og hun ville eksplodere for øjnene af ham! Åh han frydede sig ved tanken.

Men der var vigtigere ting end fortidens kvaler i hans tanker. Han havde sanset hende. En hoppe der havde været ude af syne men ej af sind. Hvor i alverden havde hun befundet sig? Når selv han ej kunne finde hende? Hingsten havde ellers ønsket at tage hende til sig. Bevogte hende, nu hvor hun var blevet svigtet lige så groft som han. Men et år eller mere var passeret - og hun og hans barnebarn havde ikke vist sig her. I Proelio eller Darkena.

Endelig havde noget prikket i udkanten af hans sind og hun var vågnet fra hans underbevidsthed - som genopstået i hans tanker. Hans læber splittedes i et koldt smil. Engen foran ham var fyldt med de sorte sommerfugle... Og idet de skreg hørte han hendes stemme som aldrig før. Solitaïre. Ethvert hjerte i området ville nok være brudt sammen, hvis det ikke brød sig om mørkets sjæle. For hun lød præcis som en af disse. Det lille uskyldige snefnug lød vred. Og han begærede synet, af hende. Musklerne spændt hoven der kastede sig mod jorden og stampede arrigt. Hans smil blev varmere - men mere sygt.

"Soliitaïreee..." hans stemme blandede sig med skrigene mørk og dyster - legende. Hans krop spændtes op og han søgte hende i langsommelige skridt, med de lysende øjne lagt draget på hende.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Stilheden var dræbende. Som om, at alting omkring den hvide hoppe bare døde hen, og forlod hende. Det var jo ikke sandheden, det viste den hvide Solitaïre jo godt; men følelsen, fornemmelsen, den var nu ganske ægte for hende. Hun vippede kort med ørene, inden øjnene blev knebet sammen, således at stilheden kunne blive fulgt af mørket, fordi øjenlågene nu slugte den smule lys, der trods alt stadig kom ned på den åbne eng, i Darkena. Hun stod ikke længe, på denne måde, før en hvislende stemme ramte imod hendes øre, en stemme, som hun ganske vidst sagtens kunne genkende. Helzlori.. Stemmene mængede sig med hendes tidligere hyl og skrigene fra de sorte sommerfugle.

Solitaïre slog øjnene op, og lod blikket falde frem imod den store Dødsgud, som havde set hende. Hans øjne hvilede stift på hendes lysende hvide krop, og hendes egne blå øjne stirrede nu tilbage på ham, betragtende og vurderende. Han lignede sig selv. Lignede Helzlori, og tilnærmelsesvis også Elzharin en anelse. Han kom hendes nærmere, med lange og langsommelige skridt, han havde ikke travlt. Den hvide hoppe drejede kroppen en smule, og lod fronten vende i hans retning, inden hun nikkede dybt ned for Helzlori i respekt og en ærekær hilsen. Hun frygtede ham ikke – ikke denne gang. Det var måske dumt, men hvis meningen med dette møde var, at han ville af med hende, fordi hun var i hans land, så var det skæbnebestemt; og ikke noget hun alligevel kunne ændre på.

Ørene fandt en smule tilbage, inden hun dog vippede dem frem til ham igen, og slog fremad i skridt i hans retning for, at imødekomme ham. Hun lod nogle brummende og lyse toner forlade hendes spinkle krop, som var en smule plettet af sommerfuglenes sorte støv samt deres minimale og små blodstænkt efter deres drabelige kampe. Et par rifter var da også på den hvide hoppe, rifter fra hendes lange og ensomme færd. Hun stoppede i afstand af ham, og indbød ham til, selv at vælge hvilken afstand han ønskede til hende, ved at nippe kort ud i hans retning, dog uden overhovedet at ramme. Og derefter lod hun sin stemme lyde.

,,Helzlori.. Guden af de døde.. Endnu engang, finder vi hinanden på denne eng. Hvad skyldes det, at du søgte mig? At dømme ud fra mit hvin, ville de færreste nok træde i den retning det kom fra”

Hun vidste godt, at hendes hyl før havde været vredt, indædt og hidsigt. Men roen var over hende nu; hun tvang den over sig selv. Usikkerheden blomstrede stadig i hende – og den kunne også høres i hendes lyse toner; men dog slet ikke så meget, som for et år siden. For nu var Helzlori ikke en fremmede mere..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Døden. Han havde lidt den og vidste hvad den indebar. Andre frygtede den i årevis af deres liv. Nogle skabte en direkte angst for døden. Han måtte le, ad de sjæle der forbandt døden med ene dårligdom. Det måtte være... det uvisse der skræmte dem mest. Hvad skete der? Da ville han sukke og bryde sin hjerne med hovedpine. Det var så forskelligt hvad der skete med sjælene. Nogle genlevede deres bedste oplevelser. Nogle deres værste. Nogen flakkede om på dødens enge eller i helvedes flammer. Det hele kom an på gerningerne i livet - åh og sommetider kunne han vælge hvad der skulle hænde den enkelte... Indimellem bestilte andre plads i paradiset til en de havde kær i livet. Han vrængede næsen. Døde Caeli Pluvia havde hun en plads i Paradiset. Hun ville nok være endt der uanset - men han selv havde ladet hende brænde!

Han fattede sig fra sine tanker. Hoppen foran ham var umådeligt vigtig. Hun vidste det ikke engang selv - som hun stod der og deres øjne mødtes, så han hvordan hun havde overvundet store dele af sin usikkerhed. Hun mødte hans blik længe før hun bukkede sig i respekt. Der var ikke svagelighed at finde i hendes hvide, blottede krop, den stod stærkt på sine ben. Auraen omkring hende lyste stadig af raseri, men hun fandt en ro - påtvunget så han. Alt vækkede hans interesse - kunne han drages mere af hende end han var i forvejen? Åh... Var det muligt? I det nu så han et glimt i hendes øje. Et glimt der emmede af en tanke - om døden. Skulle han blive hendes undergang? Han trak på smilet - det flækkede mystisk i hans ansigt og blottede de skarpe tænder. Mulighederne var mange og ingen vidste i sandhed hvad han havde tænkt sig.

Snart nærmede de begge sig hinanden - men der var ingen hast. Han tog sig tid til at nyde øjeblikkets stilhed. Betragte hendes hvide skind dækket af støv og små rifter... Hun havde været ensom. Den stakkel.
Stemmen lød som hun standsede. Det var så sandt som hun sagde det - dette sted var blevet deres. Her havde de også set hinanden for et år tilbage. Der var sket meget med hendes udstråling og fremgangsmåde. Han kneb øjnene vurderende sammen og lagde hovedet på skrå. Indbydelsen fra hendes side, var at han måtte vælge afstanden. Før han lod sig svare, lod han tavsheden hvile og med et hemmelighedsfuldt blik søgte han helt ind til det lille hvide snefnug.

"Min ydmyge hilsen til Dem... Solitaïre." begyndte han ganske roligt. Den ru stemme hviskende dyster. Han så hende ned i øjnene. "De glemmer hvem De har draget til nærvær." - jeg elsker at opsøge de forpinte og vrede hvin... "Åh De har skjult Dem i evigheder og ganske grundigt... Hvis de blot viste hvor længe mit øje har ønsket at skue Dem ... Snefnug."

Han sukkede dybt og inderligt. Indåndede på ny den fine duft fra hendes feminine lemmer... Hvis hun blot vidste hvad tanker han havde haft under de sorteste skygger i natten.
Snefnug mødte deres død, når de smeltede... Ville han nogensinde smelte hende?

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Hun vidste, at han havde lidt, ligesom hende. Han havde selv nævnt det, nævnt Elzharin’s moders forsvinden. Og hvis ikke den mægtige Dødsgud nærede et eller andet for denne moder, ville han nok ikke have nævnt hende dengang. Hun huskede tydeligt deres møder.. Deres første møde, hvor han havde gjort opmærksom på, at hun bar på en skat, som også tilkom ham; for han var hendes datters farfar. Dengang havde den mørke hingst ikke lagt skjul på, at han var en smule forvirret over valget af hende, fra sønnens side. Han havde kigget undrende på hende. Uforstående. Og hun forstod det jo egentlig godt. Men det var sket – og hun havde bragt en datter til live, som nu var voksen, og bar sig af de veje hun selv ønskede det. De havde mødt hinanden igen, Guden og den hvide hoppe, da datteren var kommet til verdenen. Et møde, der foregik på samme eng som de nu stod på. En samhørighed havde hun, til denne hingst. En tiltrækning, som hun ikke selv helt forstod; men den var der.

Den var måske farlig denne tiltrækning, men den hvide Soli kunne ikke selv styre det. Hun lod sig i stedet styre af det. De nåede hinanden, og Helzlori lod sin krop komme helt tæt på hende. Hun flygtede ikke, trådte ikke bagud, og spændte end ikke op i sin hvide krop. I stedet lod hun sin mule falde ind imod hans skulder, og mærkede hans skind imod hendes sensitive næsebor, der let dirrede. Hun lod mulen ramme lidt mere imod hans skulder, således at næseryggen hvilede imod ham, inden hun da trak mulen lidt tilbage, mens han talte. Hans stemme var dyb og mørk, og mindede i periode om Elzharins stemme – men denne gang lod hun sig ikke forpine af det. Hun mærkede ikke sorgen mere på samme måde; den var erstattet af noget andet. Han havde ret – hvorfor skulle netop han, ikke søge i retningen af et sådant hvin? En brummende lyd forlod hende, nærmest et kort lille ’grin’, over hans ord, for det var jo rigtigt. Han elskede disse hvin..
Dernæst brød han igen stilheden, han havde ledt efter hende. Men hvorfor havde han brudt sin tid med dette? Hun var jo ikke meget værd; og da slet ikke for en som ham.

,,Jeg beklager, at De har måttet lede efter mig, Helzlori. Men jeg søgte bort. Søgte væk. Men jeg er vendt tilbage – og søgte til dette område.”

- Måske i håb om at finde dig.. Brød tanken ind hos hende, men hun sagde det ikke højt. Hun lod mulen glide lidt op af hans bringe, ved at dreje en smule i halsen, men berøringerne var sensitive og næsten ikke eksisterende, alt imens hun lod hans duft ramme i de sensitive næsebor. Hun havde fundet ham igen – eller også havde han fundet hende.

,,Men hvorfor bruge Deres tid, på at lede efter mig?"

Lød hun da, inden hun trak sig nogle skridt tilbage, for at lade de gule øjne hvile imod hans røde øjne, stirrende, betragtende, søgende efter sandheden.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Fortiden husede gamle følelser. Hos dem begge. Men det var fortiden og den var her ej mere. Den var asken efter vulkanens udbrud. Spredt over sletterne, men ville aldrig være mere end aske... I en stund ville den forgifte al luften, men snart forsvinde. Det var følelserne - asken. Minderne bestod for altid som rå klipper. Men følelser kunne ganske sikkert forsvinde. Udvikle sig... De var i evig bevægelse. Evigt oprør.

Som i nuet. Intet i hans indre var helt stillestående. Gamle følelser væltede dog ikke op i ham - de var lagt bag ham. Det var nye følelser. Spirrende små rode, der søgte vej til overfladen, mens roden søgte længere ned i dybet. Mens roden endnu kunne rykkes op, ville den udvikle sig. Hvad ville den vokse til? En stikkende slyngplante? En hvid rose med torne? Hans mørke smil afslørrede ej tanken.

Hendes mule søgte ham. Han havde forventet at hun ville søge bort - men hun veg ikke fra hans nærvær. Hun forblev i det og berørte ham som om, at hun ikke frygtede døden. De brændende øjne klemtes sammen. Atter vurderede han hendes adfærd, som stemmen lød. Han skjulte et smil. Hvis ikke hun havde søgt hertil, ville han have endevendt Proelio. Igen.
Hun vendte tilbage, som han huskede hende og hingsten kluklo. Hun satte ikke synderlig pris på sig selv og sin tilstedeværelse i verden... Ikke så meget som han.

"Her er De. Ej vigende fra mit nærvær - søgende mod min døde krop... En skønhed uden lige." han fnøs og så væk. "Og så priser De endnu ikke dit liv værdigt. Jeg må måbe." han sukkede og snart derefter spændtes den store krop op... Hvem havde dog forskruet hende til at tro hun intet betød? Han ville flænse hende op og fjerne denne nedværdigende følelse! Men snart slappede musklerne af igen. "Snefnug De har al ret til min opmærksomhed. Jeg bryder mig ganske godt om Dem." han smilede dragende mod hende.

Måske ville roden en dag slå så dybe net, at de ikke kunne rykke dem op mere.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den lille hvide hoppe, der bestemt virkede endnu mindre end hun egentlig var, fordi hun stod ved den store Dødsguds side, stod med blikket rettet imod ham, søgende, betragtende og betaget. Hun vidste de ejede et hul i hjertet begge to, et hul som nok aldrig ville blide udfyldt – men med tiden ville det blive nemmere at håndtere og acceptere. Solitaïre havde ændret sig meget, hun vidste, at hun aldrig ville finde ham igen. Hun vidste, at et nyt liv skulle leves; for hendes datters skyld.
Et smil malede sig på den mørke Helzlori, et smil som den hvide hoppe ikke vidste hvad betød. Hun vidste, at han til hver en tid kunne tage livet fra hende, fjerne hele hendes eksistens og hele hendes liv – men hun frygtede det ikke. Det ville hun ikke.
En klukkende lyd forlod hingsten, efter hendes ord. Selvom hun havde ændret sig meget, var usikkerheden om sig selv, stadig en kæmpe del af den hvide Solitaïre – noget der nok aldrig ville ændre sig. For hun stolede ikke på sig selv, så ikke sig selv som værende noget specielt, for det havde hun aldrig været i andres øjne. Måske havde Elzharin set noget specielt i hende, men hun forstod ikke hvad. Hvad havde sådan en hingst dog set i en som hende? Og hvad endnu mærkeligere og mere forundret var, var hvad denne mørke Dødsgud så i hende. Han brugte tiden hos hende – og det var uforståeligt.

,,Jeg ser ingen grund til, at vige fra Dem, kære Helzlori. Ønskede De mig væk, væk fra deres selskab, er jeg vis på, at jeg ikke havde stået her”

Svarede hun, og betragtede ham som han så væk fra hende. Han fnøs. Virkede kort irritabel over hende – eller hendes ord måske? Stilheden blev brudt igen, han forstod hende ikke. Forstod ikke, at hun priste sit eget liv værdigt – for hun havde ret til hans opmærksomhed, han brød sig om hende. Men hvorfor?
Et smil kom tilbage på Helzloris mule, og langsomt drejede hun blikket lidt fra ham og kiggede på de mange flakkende sommerfugle. Hun forstod det ikke..

,,Mit liv er værdigt for mig selv – det er mit. Mit hjerte der slår. Men jeg ser mig ikke værdig til, at stå i et selskab som Deres eller Deres søns. Dermed ej sagt, at jeg ikke er beæret over at være i Deres, kære Helzlori. For det er jeg. Men hvorfor har De søgt efter mig?”

Ordene faldt med den lyse stemme. Og ved den sidste sætning, spørgsmålet, blev stemmen en smule usikker, mens hun drejede de gule øjne tilbage på ham, betragtende, inden hun lod mulen kort ramme imod hans muskuløse bringe, lod sin næseryg hvile imod ham.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Værdighed. Værdi... Det var forskelligt. Det varierede fra sjæl til sjæl - fra synspunkt til synspunkt. Han kunne betyde en verden for nogen. Intet for andre. Nogen pålagde ham en høj værdi - andre ingen! Hvordan så Helzlori sig selv? Efter tusindvis af år til at tænke over det, havde han faktisk sjældent set på sig selv og tænkt noget bestemt... Alt var foranderligt selv ham. Igennem tiderne havde han spillet mange roller. Ondskab. Magt. Helvede. Døden. Ord folket forbandt med ham. Men så var der de ganske få sjæle der så noget andet. En kærlig fader. En elskende mage... Minderne vækkede ikke længere andet end tomhed hos ham. Der var ikke flere muskler tilbage i hjertet, der krampede sig for dem. Hans kolde skind blev ikke varmet af magien i hans størknede blod. Bare... Intet.

Hingsten var et brutalt monster. Han havde slået ihjel. Frydet sig. Suget blodet fra de levende, for at mærke hjertet slå igen. Kun ved at drikke de levendes blod slog det døde hjerte. Hvis han dog bare ville suge det hvide snefnugs blod... Åh det ville være specielt. hans øjne faldt på hendes pulsåre i halsen. Nærmest hypnotiseret - men han søgte den ej. Renhed. Uskyld. Varme. Naiv. Ord der aldrig ville beskrive dødsguden... Men hende. De ville beskrive hende ganske fint. Klæde hver milimeter af celler der udgjorde hende. Formerne... Øjnene der så ham. Stemmen der talte, som et lille lys.

"Frygten tilhøre Dem ikke i mit selvskab... Det burde den." hans krop spændtes. Åh du aner ikke, hvad jeg kunne gøre ved dig... Jeg kunne male dine blå aftegn blodrøde. Læberne smilede ikke. Øjnene slugte hende råt.
"De har ganske ret. De ville ikke stå her." så smilede han skævt. Den tjavsede man svajede i en let brise, der fik alle sommerfuglene til at fare op omkring dem. Solitaïre talte videre og hingsten lyttede.

Hjertet slår. Det kunne det hurtigt holde op med. Men hingsten sagde intet højt. Han lyttede blot med opmærksomme øjne. Lod hende hvile mod hans kolde legeme - men netop der hvor hun berørte ham vågnede nerverne som elektricitet og han stønnede svagt af nydelse ved varmen hun angreb ham med.

"Har De nogensinde overvejet..." Guden gik i stå. Kunne han virkelig påtvinge hende at lytte til hans forklaring? Var det for mørkt? Hingsten var alt det andre sagde. Ond. Mørk. Dyster. Kold. Magttørstig. Blodtørstig. Ethvert monster havde brug for lys... For ikke at synke ind i skyggerne og aldrig genvinde sine klare tanker. Selv ham. "Måden hvorpå dagen overtager natten? Hvis der var evig nat, ville vi alle blive sindssyge... Lyset - det ville mangle i vores forpinte sjæle. Mørket ville æde os alle langsomt. Planter ville dø. Vi ville dø..."
Hingsten tog fat om Solitaïres nakke. Han skubbede hende ind mod sig. Klemte om hende, som en kærlig elsker. "Mørke har brug for lys." hviskede han. "Deres uskyld drager hver fiber der udgør mit syndige sind."

Han havde aldrig været uskyldig. Vi bliver straffet af vores synder. Ikke for dem.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den hvide hoppe vidste godt, hvis selskab hun var i blandt. Hun vidste at Helzlori var Dødsgud – men ordet ’dødsgud’, tænkte hun ikke for længe over. Det kunne betyde meget. Det kunne betyde, at han valgte at tage livet fra andre; men det kunne også betyde, at han blot tog imod dem der var døde. En vandre, der hjalp de døde sjæle i den retning de skulle, og det kunne også betyde noget helt tredje. Hvad et netop betød, ville den hvide Solitaïre ikke tænke for meget over. For hvis det viste sig, at han tog livet fra mangt og mange, vidste hun også, at det måske netop var det han ville hos hende. Fjerne hendes levende legeme, og dermed efterlade en vandrende sjæl uden dets krop.
Hun ville ikke tænke mere over ordene, ikke lægge mere i ordet Gud og Død, end hun allerede havde gjort. Lige nu, ville hun blot være i hans selskab, være i nuet og være ved hans side. Mærke hans krop imod hende, og hans sorte skinds kontrast til hendes hvide skind. Hans øjne landede ved hendes hals, ved hendes pulsåre, som søgte han efter hendes livskilde, hendes blod og energi.

Men han fjernede blikket igen, og talte. Han var uenig i hendes ord, hun burde frygte ham. Men det gjorde hun ikke..Hans store korpus blev spændt op, som ville han til at tage en drastisk beslutning om hende og hende liv, som om at der snart ville ske noget, som ikke var godt. Men der skete ikke noget. I stedet talte han igen, gav hende ret i hendes ord. Hun ville ikke stå her – måske ville hun nærmere ligge ned, være livløs og uden en hoppende pulsåre i halsen. Han smilede efterfølgende, og dette fik den hvide til at gengælde hans smil, med et svagt og lettere skævt et i den ene side af mundvigen. Hun brød ikke stilheden, for det gjorde han i stedet. Forklarende. Lyset, mørket. Og han havde ret.. Alle ville blive ensomme og dø hen, hvis lyset blev kvalt.

I det næste blev hun trukket ind til ham, og mærkede hans store korpus presset imod hende spinkle og feminine krop, mens hans hals knugede om hende. Han hviskede. Hun dragede ham.. Hendes sind dragede hans. Men hvorfor? Solitaïre lod sin hans smyge sig let op af hans ene side, og stod nu der og knugede sig til ham, som han knugede sig til hende. Lyset og mørket, der nu stod helt tæt – repræsenteret i både sind og udseende.

,,En hingst som Dem, synes ellers at kunne klare det meste – på egen hov. At De drages af mig, er mig en gåde kære. Men jeg vil ikke lyve, og sige, at jeg ikke er beæret; og ydmyg over Deres ord.”

Hendes stille var mild og lys, i kontrast til hans mørke toner. Hun vidste, at hun var skrøbelig under ham nu – for ønskede han at skade hende, var det ganske nemt i disse sekunder, hvor de stod helt tæt. Hun kunne mærke alle hans muskler imod hendes spinkle krop, og hun følte sig mere levende, end hun længe havde gjort.

,,Men lyset, har ligeså meget brug for mørket, kære Helzlori”

Sagde hun da, med hviskende og bløde toner; for det var sandheden.
Han kunne sagtens føre hende i uføre - skade hende og manipulere hende; for han havde hende i sin hule hov.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world.

I don't seek death, I seek destruction.

Pligter. Alt hvad man påtog sig i livet. Byrdene man bar på sine skuldre. Man lod dem hobe sig op og tog ofte alle sine problemer med i graven. Efterlod de levende uvidende om hvor meget man havde haft at se til. Pludselig måtte nogen andre opdage problemerne og tage den på sine skuldre. De løste problemer blev hurtigt glemt, når nye trådte til. Døden var freden der endelig indtraf. Freden fra det stressende liv. Roen efter stormen havde lagt sig. Åh visse sjæle i verden trængte inderligt til at dø. Nogen tikkede sågår om dødens indtraf. Når der ej længere var mere at leve for - og åh ja den dag kom for de fleste. Dagen hvor der ej længere var nogen i verden, der kendte en. For de var alle borte.

Selv hvis Helzlori ønskede det, kunne han ikke dø. Han fik aldrig fred og hver generation af heste i livet, bød på nye problemer. De nyfortolkede verden. Snar var generationen før, malplaceret i den nye generations verden og deres verden var blot en rest af fortidens minder. Hans hoved var svimlende ør, når han tænkte tilbage og fremad. For jeg af alle ved, at selv disse underskønne lemmer, en dag vil rådne væk og blive en del af overfladens elementer. Hans brændende øjne synes at lide af den urimelige tanke - endnu en byrde han måtte bære. For tiden gik så hurtigt. Hjulet drejede lynhurtigt og hver gang det havde kørt en omgang var endnu en generation død.

Hingsten lyttede til hendes ord. Stemmen så mild kærtegnede hans ører. En gåde... Livet var en gåde. Hvis hun blot vidste hvor ganske kært han holdt et liv som hendes... Især fordi han vidste hvor hurtigt det var slut.
Han kunne ikke udholde tanken. Det var som om at en forbandelse var ham pålagt. Tvunget til at se sjæle som hendes falme. Der stod hun. Så ung og stærk. Fyldt med mod, selvom hun var så ganske forsigtig og fin. Mod på livet, der knap nok var begyndt. Frarøvede han hende chancen for at leve lykkeligt? Var han egoistisk?

"Jeg drages af livet i dine åre. Uskylden i dine øjne." Uvidenheden.. Han smilede med et let fnys. Beæret og ydmyg... Åh hun benyttede sig af ord der i sandhed var ved at være gamle. Det nød han - som nostalgi.

Så sagde hun noget der centrerede al magien i hans døde krop til et sted. Hjertet. Det dunkede en gang og varmede hele kroppen op... Hingsten trak sig voldsomt bort. Hans øjne en glødende advarsel. Hans muskler en ren trussel.
Men han sagde intet i lange stunder. Han stirrede blot igennem de brutale øjne - men det var ikke hendes skyld. Hun havde intet gjort galt. Det hele var hans egen krop. Hans egne udødelige følelser. De trak sig og i stedet for at føle dem, blev han arrig på disse. Aldrig skulle nogen forråde ham sådan igen. Aldrig ville han bruge århundrede på at sørge igen.

Forstod hun da ikke hvem han var? Han var farlig for hende! Hun var giften han havde brug for at tage, for at leve. Giften der på engang berusede ham og sårede ham. Han blottede tænderne og trak mulen til sig. Kontakten var brudt så pludseligt og han længtes allerede efter den.
"Fald aldrig ned i mine mørke net, Solitaïre. Når du først har slået rod, er der ingen vej ud."

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate.

Samhørigheden imellem de to skabninger, hende lys som dagen, og han mørk som natten, virkede som noget der aldrig skulle være sket. Hun vidste ikke, hvad han så i hende og hvorfor han ønskede at være i hendes selskab. Men til trods for de mange faresignaler der måske havde været fra ham, henvendt til hende, stod den hvide Solitaïre der stadig; og hun ønskede ikke at flytte sig. Han led, det var hun sikker på, præcis som også hun havde lidt, og måske til tider også stadig gjorde, og måske altid ville gøre. Men hun forblev stående hos ham, tæt op af hans krop. Stilheden gang over dem i noget tid, indtil hans mørke toner brød den, og ramte imod hendes sensitive øre.

Han var draget af hende. Draget af det liv, der flød i hendes årer, og uskylden i hendes øjne. Hvordan han blev draget af hende liv, livet i de pumpende årer, vidste hun ej. Men uskyldigheden havde hun hos sig, og den ville altid være der; for Solitaïre ønskede ikke at skade andre, medmindre alt andet var prøvet. Hun havde endnu ikke skadet nogen, udover sit eget sind og hjerte, med de tanker hun bar om sig selv og sit liv. Hun nåede ej at reagere på de sagte ord, for hun mærkede nu hans hjerte slå en enkelt gang, hårdt, imod hans bringe, som hendes skulder var imod. Et slag, der ikke kunne undgås at mærkes hos hende. Han trak sig hurtigt og brutalt tilbage, og deres kontakt blev brudt. Øjnene glødede hos ham, og musklerne var spændte. Hvad havde hun gjort?

Den lille hvide lod hovedet sænke sig, i en ren og skær undskyldning, mens ørene vippede utilpas og beklagende ud til siden. Hun ønskede ikke at skade ham med sine ord. Hun ønskede i det hele taget ikke at skade ham på nogen måde. Men ordene hun havde sagt, måtte have ramt ham. Forkert.. Hans tænder var blottede, og mulen trak han helt til sig, så hun nu ingen mulighed havde for at røre ham, mærke ham. Og ordene faldt tungt fra den mørke hingst. Hun måtte ikke falde i hans mørke net – for hun ville aldrig kunne komme derfra.. Stilheden hang over dem længe, mens hun stod der med hovedet undskyldende ned og ørene flappet ud til siderne. Men hun tog ordene i sin magt og brød den tunge stemning med sine lyse ord.

,,Jeg ved ej, hvad De er. Jeg ved ej, hvad deres magt har givet Dem, i form af Deres titel som værende en Gud. Men jeg ved, at jeg ej ønsker at træde væk fra Dem.. Jeg er faldet, og jeg er faldet i Deres mørke net. En fejl, måske. Men ej noget jeg kan ændre nu.. Ej ved jeg, om De ønsker at skade mig, eller udslette min eksistens. Blot ved jeg, at jeg selv søgte til dette område, med håb om, at De var at finde igen, kære”

Ordene flød ud i lyse og stille toner. Usikkerheden var stadig over hende – men ordene mente hun. Hvad han var, var hun ligeglad med. Hvem han var, var det hun søgte. Hans magt var ej det hun ville – hun ville bare være i hans selskab. Se udenom den titel der gang hos ham; Dødsguden.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

I have no heart just Ice and Stone.

Fejl. Ah unikke fejl kun én sjæl begik... Var så ganske sjældne, men så afgjort de mest interessante. Almene fejl gentog sig. Intet kunne standse dem, for alle havde brug for at erfare dem. Åh og en fejl så mange uskyldige begik, var at stole blindt på mørket. Tro på det bedste i selv, det sorteste hjerte. Han trak flygtigt på smilebåndet. Selvom han havde set det før - så var det hver gang noget nyt, når ofrets øjne for første gang skreg. Når de endelig så at fejlen var begået og umulig at tage tilbage.
Alle havde brug for erfaring. Allerede som føl, lærte man at verden var et smertefuldt sted. Når man vaklede rundt og faldt på den hårde jord til ens balance endelig var fundet. Hvert liv var nødt til at erfare, at højder kunne slå ihjel. Ild brænde en levende. Vand drukne... For ellers ville man aldrig overleve i den store brutale verden.
- En fejl som at stole på ham, ledte også til den slags. Døden. Men ingen erfarede den slags, før det var for sent.

Gudens pels skinnede og rejste sig som en aggressiv ulv. Hendes undskyldning fulgte så ganske hurtigt efter hans kolde reaktion. Men det var knap hendes skyld. Hoppen havde intet at udvise en sådan underdanighed for. Det var han som ikke kunne fordrage den slags hjerteslag.
Han så væk og snart stod han blot rank med alle de faste muskler i en mere neutral position. Hoppens stemme flød ind ad hans øregang... Hans mørke øjne vendtes ganske langsomt mod hende, med et indtrængende blik - et øjeblik sås noget de færreste så. Gudens drømme. En fjern drøm om at elske igen. Men ikke nu. Han kunne ikke.

"Hvad jeg er." han fandt det ganske fremmed at hun ikke gik op i det. Et fnys lød som han så mod himlen. "Faldet måske - det gør alle snefnug trods alt... Men ingen har smeltet dig." hviskede han. Ingen har slået dig ihjel. Ladet din renhed dø. han tog et skridt mod hoppen, for hun ønskede i sandhed hans nærvær. Dog var kulden
trods den ingen lyd havde, øredøvende i alle hans nerver på ny. "Skade dig? Udslette din eksistens?" han løftede de ikke eksisterende øjenbryn for at se om hun selv kunne høre det - ville han ikke have gjort dette allerede i så fald? Det var langt mere spændende at have dem i live. hvislede noget dybt i hans indre og han trak på smilebåndet.

"Et tankekald er rigeligt... At færdes i Darkena er farligt for en som dig. Jeg hører enhver tanke, der bliver rettet som en bøn til mig." hans øjne kneb sig sammen, som de lovede hende at dette var sandt. Han fjernede mere afstand langsomt. "Kære..." Hun kaldte ham noget, han ikke var.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.

Der stod hun, den lille hvide hoppe, som et føl der blev belært, fik skæld ud, med hovedet underdanigt nede, ørene vippet ud til siderne, og en krop der ej rankede sig stolt. Hun fik dog ikke skæld ud, hun blev som sådan ej heller belært. Men hun havde skadet ham - hun havde gjort noget, som havde gjort ondt på den sorte hingst. Han hvilede ikke i sig selv lige nu, en smerte var hos ham, vrede, og mange tanker. Hun kunne se det. Se på ham, hvordan han kæmpede; og det var hendes fejl..

Den sorte pels han ejede, strittede i ren og skær vrede, som et rovdyr der gjorde klar ril at angribe - nedlægge og lemlæste sit bytte. Hans blik blev rettet væk.. Han så ikke på hende mere. Solitaïre kunne mærke hvordan hendes hjerte knugede sig i hendes brystkasse, for hun hverken kunne røre ham, og nu at øjenkontakten også blev brudt. Hele deres samhørighed var brudt - pga hendes ord eller handlinger.
Hendes egne blå øjne søgte nu i jorden, betragtede de små grønne græsstrå der vejrede i vinden.. Men selvom de bevægede sig, følte den lille hvide at alt alligevel var gået i stå.

Ville han nogensinde kigge på hende igen? Tale til hende igen?
Solitaïre tvang sig selv til at se op - og hun ramte hans røde øjne, der nu søgte indtrængende ind i hende. Hun så i hans blik.. Drømme.. Glimt.. Men hvad var det præcis? Hun så smerten i ham. Så hvordan, han tvang disse glimt væk. Han ville dem ikke, disse drømme.

Stilheden blev brudt, og hendes øre vippede forsigtig imod ham. Hun var ikke smeltet, der sagde han. Men hun var ikke helt enig.

,,Et snefnug kan smelte, og fryse igen - ej vil det være helt det samme fnug som før, men dog kan det leve videre på anden vis.. “

Hun talte lavmeldt og med den varme tone, som hun ejede. Snefnug ville med tiden smelte, men de ville aldrig helt forgå. For de ville blive til vand istedet. Han trådte hende nærmere, et enkelt skridt. Og hun skulle tage sig selv i, ikke at træde frem mod ham, søge ham mere end det han gav hende lige nu. Hun forblev stående. Med blikket i hans. Han gentog hendes ord - og de var måske tåbelige. Men hvad så han dog i hende?

En tanke var nok til ham. Han ville høre dem, når de var tilegnet ham. Men det var ikke nok for den hvide hoppe.. For nok kunne han så høre hende - men hun ønskede jo at se ham, mærke ham.. Stilheden tog over lidt, mens hun betragtede at han meget langsomt fjernede lidt af afstanden mellem dem - lidt efter lidt.

Selv søgte hun nu to forsigtige skridt frem, imod ham, men stoppede igen, og lod blikket falde imod ham.

Hvis mine tanker kan høres af Dem, så ved De også, at jeg ej blot kan vende Dem ryggen.. Tilgiv mig Kære, men snefnugget er faldet.. Og smeltet..

Ville han høre hendes tanker? Ordene ville hun ej sige. Ikke endnu. For hvis tankerne ramte ham, var det nok.

Helzlori
Angels have faith,
you don't want to be a part of his sin.
You don't want to get lost in his world.

Snefnug forplantede sig ganske vist til vand, når de smeltede... Vandet kunne fordampe eller fryse igen. Han så dog ikke på det, med samme øjne som hun. Sjælen hvilede der et sted bage hendes vidunderlige øjne. Det eneste vindue man fik lov til at skue et glimt af sjælen i. Sjæle... Havde været igennem langt mere en kroppen. Mere end hjernen erindrede. Sindet kunne begribe... Sjælen vidste hvordan det var at dø. Den havde prøvet det før. Dybt i ens underbevisthed vidste man ting ud af det blå. Instinktivt. Han trak på smilebåndet over hendes ord. Filosoferende... De havde en mærkværdig virkning på hinanden. Han plejede aldrig at stoppe op og trække vejret på denne måde. Tænke.

Dråben... Så snart det lille snefnug var blevet en dråbe, var den passeret over til de dødes rige. Så lad være at smelt... Åh Soli. hviskede en stemme i hans indre, der fik pelsen til at rejse sig let igen. Hans øjne hvilede dog fast på hende, som de langsomt nærmede sig nærheden igen. Den kropslige berøring. Han lukkede sine brændende øjne i og blottede tænderne uden at være aggressiv.

Snefnug til dråbe... Dråbe til damp. Med tiden ville dråben fordampe i helvede. Dampen stige til overfladen og bruge årevis på at finde de rigtige forældre... Indtil sjælen fandt et nyt hjem. Et nyt liv begyndte. Han rystede på hovedet. Havde en gud en sjæl? I så fald skiftede den aldrig krop. Måske havde Helzlori ingen sjæl. Han var essensen af Flakezés kolde sider. Dampen forplantede sig i en ny krop... Som et nyt snefnug... Der daler sin vej ned igennem livet. Fra det blev skabt i dampens skyer, fæstnede sig i en krop og frøs til is. Daler ned igennem livet til det røre jorden og dør... Nogle snefnug faldt så ganske langsomt. Andre umådeligt hurtigt.

"Du har ganske enkelt ret..." hviskede han da de var ganske tætte igen. "Men rejsen til at blive et nyt snefnug er lang. Døden indgår i denne rejse, om du vil det eller ej..." hans øjne søgte hendes, da de åbnedes og han lyttede, da en tanke blev ham tildelt. Han trak igen på smilebåndet. Deres tanker var hver så filosofiske og i forskellige tankegange. Hun mente at når fnugget var smeltet, levede det videre. Forandret måske med nye ar, men dog i live... Han rystede på hovedet og placerede en tanke i hendes hoved: Hele hans forståelse af snefnuggets rejse... Om hun ville skræmmes eller ej. For hans fortolkning var ... den han holdt fast i. Den han ærede. Glimtet ind i hans verden ville rokke grundstenene i ens krop. For han havde en indsigt de levende ikke burde få. Nogensinde.
Derfor stirrede hans øjne efter forandringer i hendes blik - i hendes sjæl, som hans tanker viste hende snefnuggets rejse. Sjælens rejse.

When the shadows remain in the light of a day,
on the wings of darkness he has returned to stay.
From the ashes and hate, it's a cruel demons fate.