Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

To gule øjne stirrede som tomme huller. Hans næsebor pustede damp ud. Der var en kulde i luften omkring ham under en overskyet himmel. Han havde mange overvejelser at gøre sig. Det var snart for meget. Ungdommen var i hans blik. Men der var også langt mere mørke end førhen. Han havde troet så bittert på at han kunne elske og glæde andre. Til dels havde han haft succes - det huskede han dog. Men åh... Der var for mange flakkende minder. For meget urolighed. En form for smerte.
Hingsten skridtede skødeløst langt Lifes kant. Han havde ikke været her, siden han hentede det livsgivende vand til Irissia Asandi - en veninde, der havde været ude af syne for længe. Han følte et stik af savn... Men et øjeblik var han ligeglad. Det var Gervina der optog plads i hans sind. Hun og hans fader. Gervina der havde trængt igennem skallen på ham - selv hans mørke havde hun oplevet. Meget af det. Det var ødelæggende. Ville han nogensinde give slip?

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Life.. Søen som kunne bringe de døde til live, eller næsten da. Det var i hvert fald vand fra netop denne sø, der havde reddet Iris liv. En brækket vinge havde været ved at bringe hende til de evige græsmarker, men heldet havde været med hende den dag, og en fremmede havde vist sig for hende, og havde ydet en indsats så ekstrem, at hun kun havde ham at takke for, at hun denne dag fortsat trak vejret. Et ubrydeligt venskab var opstået den dag, og det til trods for, at det ikke var meget de to heste havde set til hinanden. Men ikke alle venskaber behøvede konstant kontakt, og Iris vidste dybt i sit hjerte, at hun altid ville have Narrator ved sin side.

Som Iris havde stået med blikket vendt ud mod den livsgivende sø, mens tankerne havde vandret af fortidens sti, var en skikkelse langsomt begyndt at nærme sig. En skikkelse hvis eget blik ligeledes var vendt ud over Life, mens også dette blik så uden rigtig at se omverden, da tankerne også her hærgede.

En lille bitte bevægelse i det yderste af Iris synsfelt, fik dog den bevingede hoppe til at vågne op, og til sin store forbløffelse genkendte hun straks hingsten, som ham der netop havde vandret i hendes tanker. Et varmt vrinsk lød nu over søens vande, mens de rubinrøde øjne funklede af gensynsglæde. Var et sådan sammentræf overhovedet muligt uden guddommelig indblanden?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Fortjente han mørket? Fortjente mørket ham?
De gule øjne stirrede, men så stadig intet. Ikke i lange stunder, som hans ben vandrede gennem sivene i vandkanten... Ikke før et varmt vrinsk nåede hans mandelformede ører, standsede han og så sin omverden. Hans øjne tog lyset ind, efter de havde flakke rundt i hans eget mørke sind. De dunkle minder.

Det varme vrinsk arbejdede sig vej igennem hans system indtil han placerede det et sted længere fremme for sig. Lyden borede sig nu brutalt ind i hans ører og han forstod hvorfra al varmen og glæden kom. Det var hende. Iris og hun lignede sig selv, fuldstændig som han huskede hende bedst. Gylden med hvide og sorte striber. Smukke vingefang, lange farvestrålende fjer. Ikke ligesom den tossede dag i Elasium hvor de havde været fuldstændig uigenkendelige. Som om de havde fået en hel ny pelsdragt.

Heldigvis var det gået over i løbet af nogle timer. Men han ville sent glemme regnbueturen... Hingsten vandrede nu fremad igen, med de bløde øre fremme. Tankerne var for en stund glemt, for hun optog hans bevidsthed, med sit smil og glæden. "Iris!" kaldte en dyb, blød stemme - levende på ny.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Det var ganske forunderligt atter at se Fortælleren, og det endda nu hvor han var til at genkende. Et lille fnis sneg sig ud af den bevingede hoppe, ved tanken om sidst de havde set hinanden. Det havde været en ganske tosset dag, hvor ingen af dem havde lignet sig selv, men hvor de alligevel havde formået at genkende hinanden, idet det blot var det ydre der havde ændret sig, og ikke det indre. Hvor skørt det end lød, havde en tur over regnbuen løst deres problemer, hvorved de atter var vendt tilbage til det udseende, de begge var født med. Et eventyrligt eventyr kunne man vidst godt kalde deres oplevelse den dag.

Hans dybe stemme kaldte nu ud over søen, og med et kast med hovedet, så den vilde, sorte man fløj tilbage, sprang hun af sted i en jordvindende galop, som hurtigt bragte hende nærmere den månegrå hingst. Det var ganske forunderligt så let som Iris følte sig. Det var næsten ligesom når hun fløj, til trods for at hun tydeligt kunne mærke jorden under sine hove, mens vingerne blot var foldet pænt sammen over hendes ryg. En varme bredte sig ligeledes rundt i den stribede krop, mens et glædestrålende smil var at skue på den mørke mule.

Turen rundt om Life var ikke lang, og snart kurede Iris gennem den mudrede bred, hvor hun havde sat hovene hårdt i jorden, for at nå til bremsning. Endelig var hun hos Narrator igen! "Du har været savnet min kære Fortæller!" Stemmen var varm af lykke over hans nærhed, og hun puffede let til hans mule, trods hun godt huskede, at berøring ikke var hans stærke side.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Iris kom nærmest flyvende mod ham, men hun benyttede sig ej af sine vingefang. Det var blot en let galop med fart på. Hans pine i hjertet lettede og han lo en anelse over hendes nærmest kåde galop. Han ville selv sætte af sted, hvis det ikke var fordi, han var grueligt bange for at de ville hamre ind i hinanden og vælte rundt i mudderet. I stedet tog han nogle hastige skridt for at møde hende, da hun begyndte at bremse sig selv. Pludselig stod hun der hos ham og hans store krop faldt en lille smule sammen. Der var ro her. Hos hans gode veninde. Hun havde set ham ung og kun tynget af en ting - hans faders død. Ak livet havde ikke været nemt for ham, men det blev ved med at slå nogle knuder, han havde svært ved at løsne.

Stemmen lød og han nikkede til ordene. Puffet var dog en smule skræmmende for ham - selvom hun havde en beroligende virkning på ham, var han stadig tilbageholden af sig. Især med berøringer. "Den glæde og alt det lys hun bringer med sig har ligeledes været savnet hos ham." brummede den levende stemme. Han tøvede en smule, men så puffede han også til hendes mule. "Hvilke små eventyr har hun været på siden sidst?"

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Iris følte sig helt ør i hovedet af bar glæde over, endelig at være i selskab med hendes gode ven igen. Det var muligvis ikke så ofte de så noget til hinanden, men når de så endelig gjorde, var glæden også så meget større. Som sædvanlig lød Narrators stemme nu i det fortællende tonefald, der så tydeligt karakteriserede ham, men det der virkelig glædede den stribede hoppe, var det forsigtige puf, der nu kom fra hans mule mod hendes. Iris om muligt strålede endnu mere af lykke end før, ved denne lille gestus, der muligvis ikke synes af meget, men som hun vidste, var et enormt skridt for den grå hingst.

Da Narrator nu spurgte ind til, hvilke eventyr Iris havde været på for nylig, kunne den stribede hoppe ikke lade være med at le højt. "Åh min kære Narrator, tror det eller ej, men jeg har været fanget i et bjerg! Et bjerg som viste sig at rumme utallige hemmeligheder." Med en smidig bevægelse drejede hun hovedet, så han nu kunne se den hvide amulet, der havde fået plads i guldsmykket fra Laylis, der holdt to totter kulsort man sammen. "Denne amulet fandt jeg faktisk derinde." Det havde bestemt været noget af et eventyr, og det var ikke kun positive ting hende og Constantine havde været igennem den dag.

"Hvilke eventyr har du så fået opsnuset min kære Fortæller?" Nysgerrigt studerede de rubinrøde øjne ham, mens hun forsøgte at finde ud af, hvorfor han virkede så anspændt? Var han glad for at se hende? Ja, det var hun egentligt ikke i tvivl om, men det var som om der lige under overfladen, var noget der trykkede ham? Noget som han forsøgte at skjule.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hun vidste hvad det betød for ham. Den lillebitte bevægelse det var at puffe til hende. Nærkontakt og kærlige berøringer - han havde svært ved at binde sig, svært ved at lade nogen komme så tæt på. De kunne ende som ham. Faderen. Hans hjerte føltes en smule knust, da han måtte overbevise sig selv om at Iris ingen steder forsvandt og da slet ikke til dødsriget. Det er du selv ansvarlig for. Du har reddet hendes liv. Et smil trådte frem på hans læber ved tanken. Måske var der mere i hans hjerte, end den kulde han følte - og måske var det ikke forsent at standse mørket.

Hendes fortælling bragte hans sind en smule i ro og nysgerrighed pirrede ham. Øjet glimtede ved synet af amuletten. "Hans øje nærmest blændedes af synet - en ganske smuk amulet pryder nu hendes hals! Hvilke evner bære den mon?" han tittede hovedet let på skrå og vippede ørene frem. Han så ganske uskyldig ud i denne stund.

Evnetyr... Hvad havde Narrator egentlig foretaget sig? Han rystede let på hovedet og en lidt underlig lyd slap over hans læber i et suk. "Irissia. Jeg..." det var ingen fortælling... Det var virkeligheden. "Helzlori har en datter. Gervina Riverza. Hun står mit hjerte nært, men Iris jeg kan ikke elske." Hans krop dirrede let. "Ikke... Ikke endnu. Ikke efter." måske fandt hun mening, måske var det bare en gang vrøvl han lukkede ud. Øjnene gik i.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Narrator virkede oprigtigt interesseret, da han nysgerrigt lod en bemærkning falde om, hvilke evner amuletten mon besad. I stedet for blot at afsløre hemmeligheden med ord, lod den bevingede hoppe nu amulettens magi flamme op, i bogstaveligste forstand. En hvid flamme tændtes, som var der nogen der havde strøget en tændstik. Den blafrede kortvarigt inden den atter forsvandt, som havde den aldrig eksisteret. "Den ser muligvis ikke ud af så meget, men flammen kan brænde så kraftigt, at en mulig fjende kan blændes, således man har mulighed for at slippe væk." Iris var godt klar over, at hendes amulet ikke ligefrem bestod af en specielt stærk magi, men hun følte alligevel en vis stolthed over den. Hun havde jo trods alt selv fundet den.

En underlig lyd lød nu fra den månegrå hingst, som straks fik bekymringerne til at melde sin ankomst i den stribede krop. Hvad var der mon galt? Han tøvede, men Iris tav blot og lod ham tage den tid, som han havde brug for. Endelig kom det. Det var ikke så meget ordrerne, som den måde de blev sagt på, som fik Iris til at forstå alvoren. Ingen fortælling, blot den kontante sandhed for én, som ikke formåede at pakke følelserne ind. Narrator var faldet for en hoppe. Og ikke en hvilken som helst hoppe, men selve Dødsgudens datter. Iris kendte hende ikke, men kunne hun få Fortælleren til at føle så stærkt, at hans fortællingerne svandt bort, ja så måtte hun være noget specielt.

Øjnene blev nu lukket hos den grå hingst. Var det mon et ønske om, at denne Gervina Riverza stod her i stedet for Iris? Den bevingede hoppe var ikke sikker, for det virkede ikke som om, at Narrator selv vidste, hvad han ønskede. Hans usammenhængende ord gjorde det ikke ligefrem tydeligere, hvad det var han prøvede at få sagt, alligevel havde Iris dog et gæt. Et gæt som bundede i den fortid hun vidste, han bar rundt på. "Narrator, du er ikke din far." Stemmen var blid. Blid som det kærtegn, hun ikke ville forsøge sig med.