Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Den unge stjernebeklædte hoppe havde endnu engang søgt væk fra de trygge omgivelser. Der var sket meget gennem hendes liv allerede. Hendes forældre var gået ind i en flok, som hendes mor også havde sagt, at Ignacia med sikkerhed ville være velkommen i. Hun vidste ikke, om så mange heste samlet på et sted ville være for meget. Hun havde aldrig været god til, at håndtere for mange heste omkring sig. Usikkerheden hang i hende, ligeså snart alt omkring hende blev nyt. Det var kun med hendes forældre og ganske få udvalgte, at hun havde formået at opretholde sit eget jeg. 

Nu havde hun taget skridtet videre. Hun ville prøve, at komme rigtigt på eventyr, måske var det endda denne dag, at hun igen skulle forsøge sig med at forlade denne landsdel. Hun havde ikke turde vandre væk siden den våde oplevelse, som hun havde haft med Azazel. Og gangen før havde Fortælleren sørget for, at hun kom hjem i sikkerhed igen. Begge gange havde både været en kold og våd fornøjelse. I dag så det dog ud til, at vejret tilsmilede hende. Solen stod højt på himlen, som hovene berørte det bakkede terræn ved Green Hills. Hun håbede, at denne dag ville bære frugt af en god oplevelse. Hun satte frem i en let trav. Hovene var lette, som de blev ført over det bakkede terræn. Små huller. Store huller. Vandhuller. Bare pletter. Der var det hele. Efteråret var undervejs, men en dejlig efterårssol var behagelig på denne årstid. Pelsen var allerede behagelig varm, som hun vuggede afsted i en let trav, og lyset glimtede over hendes hårlag.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Den mørke hingst havde allerede nu vist at han ikke var til at spøge med, han havde fået lederhoppen af en af flokkende til at få en vis mængde respekt for ham, men dette ville på ingen måde stoppe her. Han var udsendt som spion og tjener for selveste Helzlori og dette betød at alle skulle vide hvem han var og hvad han lavede på dette sted. Han ville skabe frygt, han ville sørge for at folk ikke glemte at Helz var et sted på dette sted - han ville vende tilbage og når han gjorde, skulle stedet være klar til ham. Hans blodrøde øjne søgte nu, søgte nogen han kunne lege med, nogen han kunne bruge sine magiske evner på. Han smældede fyrrigt med halen og et hårdt smil forlod ham, da han nu så en hoppe tulle rundt på engen. En hoppe som lignede en som lidt var i hendes egen verden. Det ville hun ikke blive ved med at være.

Han satte den store sorte og arrede krop i bevægelse og for hvert skridt hamrede de store sorte hove i jorden. Blikket var fokuseret på denne hoppe og i takt med hvert et skridt han tog, slog amuletten om hans hals mod hans kraftfulde bringe. Denne gjorde ham ekstra farlig, han kunne torturer andre både fysisk og psykisk med denne. Han løftede stolt hovedet og sendte hende et fyrrigt og måske en smule advarende hvin, han lagde ikke skjul på at han var på vej og han lagde bestemt heller ikke skjul på at han ønskede at hun havde respekt for ham. Der var dog ikke mange som med det samme var kloge nok til at vise en hingst som ham respekt - men hvis ikke de gjorde ville de også hurtigt lærer at fortryde det valg. Han var som sagt en farlig hingst og ikke en hingst som man lavede sjov med. Solen skinnede og lyste hver og et af hans ar op. Han var stolt af dem alle, de havde alle lært ham ufatteligt meget og for nu.. for nu var de med til at skabe den frygt i andre som han levede af. Det var på tide at hestene heromkring ikke glemte det onde stadig levede for fuld kraft i landet og han var kommet for at sørge for at de fik deres rette plads!

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Musklerne arbejdede roligt, mens hun bevægede sig afsted i det bakkede terræn. Hun nød solens varmende effekt, som sørgede for at pelsen forblev lun og dejlig. Et fyrrigt hvin lød pludseligt for hendes ører. Hun stoppede øjeblikkeligt op. Musklerne blev spændt og halen trykket ind til bagparten. Det tog ikke lang tid inden duften af en hingst ramte hendes næseborer. En mørk hingst med rødlige øjne havde allerede sat i bevægelse direkte mod hende! Hun trådte usikkert et skridt tilbage. Arrene blev oplyst af solskinnet og hun holdt kort vejret. Hingsten så skræmmende ud, og ... Nej, hun havde endnu ikke mødt en farlig sjæl, men han så... Ligesom Narrator så ham her også skræmmende ud med sine øjne. Hun sank hovedet i en form for underkastelse og krøb en smule sammen. Hun ville umuligt kunne løbe fra en der var så stor. Langsomt tordnede han sig op, og hun løftede forsigtigt sit hoved.

"H-hej.." Kom det meget usikkert fra hende, mens hun forsøgte at holde sig i skindet. Hun var nervøs, usikker og bange for, at hingsten kunne finde på at gøre hende noget. Ligesom hun altid var når hun mødte andre. Hun undgik med det samme hans blik. Det skræmmende ildrøde blik, som hun næsten var sikker på ville dræbe hende, hvis det kom for tæt på. Hun tog en dyb indånding. Hun burde snart blive bedre til at tackle fremmede.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Allerede på afstand kunne han tydeligt se at denne hoppe ville blive et utrolig sjovt bytte – hun allerede på afstadn strålede af frygt og angst for ham. Han løftede det store hoved og et smørret, koldt og nærmest sultent blik gled ned over hende. Hun var ikke gammel, hun var ikke plag længere, men hun var ikke meget ældre. Hans blodrøde øjne betragtede hende og allerede nu begyndte de mange ideer at skylle ind over ham – men han vidste også at med en hoppe som hende var det med at gå rigtigt til værks, hvis han farede frem og overfaldt hende, ville hun knække og måske slå sig til ham på grund af frygt, men der ville ikke gå længe før hun måske ville kunne bryde dette bånd – det kunne vi jo ikke have. Han samlede sig en smule og da han så hendes underkastelse var han tilfreds – men dette var dog udelukkende af frygt og ikke af respekt hun gjorde dette og det ville han bestemt få ændret på. De blodrøde øjne lå i hende.


Han kunne sende hende igennem et smerte helvede uden lige blot ved at holde denne øjenkontakt, men han ventede, han ville se hvad denne hoppe havde at tilbyde, havde hun intet – så ville hun ikke bryde sig om dette møde – men kunne hun tilbyde ham noget, havde hun noget han kunne bruge, så behøvede dette ikke at være smertefuldt. Han stoppede ikke langt fra hende og løftede hovedet, stolt og rankt.
Selv om han ikke ønskede at hun lige for nu skulle flygte, så skulle hun bestemt ikke glemme hvem der bestemte af disse to.


”Godaften du frygtsomme hoppe”


Hans stemme var kølig, lokkende og en anelse beroligende. Han ville for nu se hvad hun overhovedet havde at tilbyde inden han enten jagede hende igennem et smerte helvede eller dræbte hende.

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Hun krympede sig, men hingsten nærmede sig. Halen lå tæt pakket ind til den stjernede pels, mens hun holdt blikket sænket. Hans hove slog hårdt mod underlaget. Han havde massefylde og sikkert også mange muskler. Snart sank han tempoet og rystelserne i jorden forandrede sig til det lettere. Pelsen sitrede hos hende, mens hun holdt blikket mod jorden. Han stoppede op - lidt fra hende - ikke langt. Hendes blik lå mod de mørke hove og langsomt løftede hun det, som hans stemme lød. Kølig. Lokkende. En smule beroliende. Hun smagte på ordene. Frygtsomme hoppe. Var det positivt? Hun var endnu usikker på det...

Langsomt blev blikket løftet. Hun så mod ham. Så mod det de mange ar, som prydede den mørke pels. Han var fyldt af dem. Musklerne spillede under pelsen, og solen reflekterede arene tydeligt op for hendes blik. Kropsholdningen var rank og stolt. Ørene lå usikkert og nervøst tilbage i nakken på hende. Hun tog en dyb indånding. Hun kunne ikke blive ved med at være bange. Han var sikkert ikke farlig, måske havde han bare reddet en del andre heste fra farer og det var derfor han var skamferet?

"J-jeg..." Hun tog en dyb indånding. Hun havde altid lært, at man skulle præsentere sig. Måske hun burde gøre det nu? Han måtte være en som kendte mange? Måske kende han også hendes forældre? "...Mit... Mit navn... Mit navn er Ignacia Amlug..." Fik hun endelig fremsagt. Stadig undgik hun hans blik. Bange for, at han ville dræbe hende ved det. Benene rystede. Hun var bange.Noget over hans stemme havde dog fået hende til at tilføje. "D-da-datter af Cinna og... og... Gizhebi.".

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Hele hoppens fremtræden var nervøs, frygtsom og yderst skræmt over ham og han nød hver og eneste øjeblik af det. Han levede af frygt. Han elskede at se andre lide og elskede at se andre være bange især for ham. Hans blodrøde øjne førtes over denne hoppe, hendes pels strittede og hendes blik flakkede mod jorden – hun søgte ikke ligefrem hans blik, hvilket de fleste andre nok ville gøre, men i dette tilfælde kunne det rent faktisk være et sandt helvede at kigge ham i øjnene grundet hans amulet – men det ville hun finde ud af hvis hun ikke adlød ham til mindste detalje.


Hans blik gled ned over denne hoppe, hendes krop var prydet af betagende stjerner og mindede ham en smule om den hoppe han havde mødt, som styrede Lux. Hans øjne gled kort ned over hende og en dyster tanke gled igennem det store hoved – han eeeeeeelskede hopper og dette var hans eneste store svaghed. Han smældede med halen og trådte tættere på den forsigtige hoppe, han vidste at dette skulle gøres på en særlig måde, da hun netop var en meget nervøs hoppe. Han kunne knuse hende i det sekund han ønskede – men for nu, skulle der bruges list i stedet for tvang eller smerte.


Hendes lyse stemme var yderst nervøs og selv om der lå en frygt over hende, kunne han tydeligt hører at hun prøvede at være høflig og bevare sin pli. Han løftede hovedet en lille smule mere og lagde et smil over sine læber – dels beroligende og trods den venlige tone i smilet, kunne han ikke helt skjule hans normale mørke side.


”Roolig, jeg gør dem skam ikke noget. Det er … hyggeligt at møde dem Ignacia Amlug.. Mit navn er Semper Fi.. ”


Han tyggede lidt på deres navne, men kunne ikke lige forestille sig at han havde hørt nogen af dem før. Han havde dog ikke været her så længe, så det kom egentlig ikke bag på ham at han ikke kendte hendes forældre. Han valgte ikke at nævne sine forældre da de kom så langt væk herfra at det på ingen måde kunne være nogen hun kendte. Hans røde øjne betragtede hende – hvad ville han bruge denne hoppe til?

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Stadig undgik hun det røde bilk, som hun på afstand havde frygtet. Ligesom med Narrators gule øjne, så så det skræmmende ud og hun ville aldrig kunne opretholde blot en lille form for anstædighed, hvis hans øjne var skræmmende. Hun holdt derfor blikket væk fra det. Rundt om halsen var en amulet. Noget hun aldrig i sit liv tidligere havde set. Eller vent? Var der ikke en, der havde haft det? Nej hun ville have kunnet huske det så. Arrene tydede på et hårdt liv. Måske han bare havde forsvaret mange heste og havde taget de kampe, som andre ikke turde tage? Det var en mulighed.

Et smæld fik hende til at krympe helt sammen. Halen lå tæt ind til den stjernebelagte bagpart, mens hun holdt benene godt samlet. Kendte man hendes forældre, så ville man hurtigt kunne spotte hvem hun var efter. Aftegnene afslørede rigeligt af deres blodlinjer i hende, men hun var stolt og glad for sin familie. Aldrig ville hun kunne få en bedre. Hun vidste også, at der gik rygter om, at hun skulle blive søster. Endnu havde hun ikke hørt det fra forældrene selv, men ej heller havde hun set dem. Hun håbede det var sandt, en søster eller bror ville være mere end velkommen i hendes liv. Et venligt smil kunne ses på mulen ud af øjenkrogen, inden hingsten talte. Venlig tone. Han måtte være venlig og en man kunne regne med? Hvorofr skulle hun også altid være så bange for fremmede?

"T-tak... J-jeg er ikke så..." Hun tøvede atter. "G-god til fremmede..."

Det var mere en undtagelse, at hun var rolig, når hun mødte nye. Det var vidst aldrig sket endnu.

"Mig en æ-ære at møde dem Semper."

Forsigtigt løftede hun hovedet. Undgik hans blik, men forsøgte at rette sig op og gøre sig lidt mere rank. Naturligt havde hun en feminin og elegant figur, kroppen var godt sat sammen og gav hende et yndefuldt udtryk.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Han var udmærket klar over at denne hoppe var anderledes end andre og han kunne udradere hende fuldstændig i et smertebad fra en anden verden – men for en hoppe som hende ville dette ikke være planen, så ville hun være helt ubrugelig. Han så ned over hendes lille krop, hun var det perfekte bytte dyr. Hun kunne lokke mange til sig som han måske skulle snakke et alvorsord med eller have sat på plads – hele hendes udstråling skreg nærmest af uskyldighed og dette var lige noget som typer som han selv søgte i deres ofre.


Hans smæld med halen fik den lille hoppe til at fare sammen og lige nøjagtig det hans snakkede om, hun var nærmest bange for sin egen skygge og det var bestemt dette som han havde håbet på – hun måtte hellere finde sig en god måde at holde sig sikker på og hvem var mere egnet end hans selv var. Han sænkede hovedet en smule på hendes niveau og kæmpede med at få bare en gnist af venlighed i de røde øjne. Det som gjorde ham bedre end hans far var at han kunne tiltale de forskellige former for heste han mødte – hvor hans far udelukkende brugte musklerne.


”De lyder ikke til at du har haft det så nemt overhovedet. Det du trænger mest til at vidst en som kan passe på dig, beskytte dig og komme dig til undsætning hvis nogen overhovedet har tænkt sig at røre dig”


Han havde bagtanker, det havde han altid. Men måske var det bedre for hende at tage dette tilbud til sig – han var ikke ligefrem en hingst som var kendt for at tage et afslag alt for godt. Denne hoppe kunne komme under hans beskyttelse og se sig fri for alt hans smerte – men det var ikke gratis.

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Han havde introduceret sig. Været venlig. Han tilbød endda nu, at hjælpe hende, så hun ikke skulle være bange hele tiden. Han kunne da umuligt være en af de farlige? Nej, det var hun næsten sikker på, at han ikke var. For hvorfor skulle han ellers tilbyde hjælp? Selvom han havde smældet sådan med den lange hale, at hun havde krympet sig, så var han måske alligevel en venlig sjæl? Man skulle jo aldrig skue nogen på deres udseende, det vidste hun jo godt. Selv Narrator havde været venlig, og hans øjne havde virkelig skræmt hende!

Det ene øre gled frem. Det dirrede en smule, men det var fremme, og gav hoppen et helt andet udtryk. Øjnene bar en stor snært af nysgerrighed, mens kroppen stadig var anspændt. Hver lille muskel arbejde på, at finde ro - men hun kunne ikke slappe af. Det tog altid tid.

"Det... D-det... Tilbyder du det? H-hvorfor? D-du kender mig ikke?"

Hun tøvede. Var det uforskammet? Hun vidste det ikke helt. Den unge hoppe var ikke van til, at møde mange i landet - og slet ikke nogen der tilbød noget. Eller Azazael havde tilbudt at hjælpe .. Det havde Narrator også ... Måske det ikke var så farligt herude i verden? De ville jo alle hjælpe? Nu var hun dog ved at være voksen, men ung i sit indre - det var hun.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Hans blik gled let ned over denne hoppe og han følte faktisk at han var ved at vinde hendes tillid – hvilket lige nøjagtig var det han var ude på. Han brummede roligt og lod blikket falde over hende og tvang et venligt blik frem i det blodrøde øjne. Han vippede nu i stedet let med den store sorte hale og trådte et skridt tættere på hende, dog sænkede han hovedet ret så tydeligt for ikke at vise at han var farlig. Han prøvede virkelig at finde sin gode side frem, selv om den virkelig var utrolig langt gemt væk.


Hendes ører vippede nu frem og kan kunne se at hun dirrede fuldstændig, hun var anspændt men hun prøvede virkelig at slappe af og finde den ro som han kunne se at hun ønskede at finde. Han brummede beroligende i hendes retning.


”Nej jeg kender dem ikke, men du virker til at have haft et utrolig hårdt liv og jeg ønsker kun at hjælpe dem”


Han stemme var tvunget til at virke beroligende og venlig – han havde en plan og hun var muligvis ikke villig til den, men mon ikke lidt overtagelse ville kunne få hende med på denne leg? Han var jo trods alt en hingst af mange skjulte talenter og gik det helt galt… så kunne han jo angribe hende og torturere hende, men for nu ville han prøve med den venlige metode og håbe på at det var vejen frem.

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

En smule pinligt måtte hun dog erkende, at det ikke var fordi hun havde haft en hård opvækst. Den havde været fantastisk, men hvorfor var hun så blevet så nervøs anlagt? Hun havde været for beskyttet, for tæt på sin mor altid, var det det der havde været hendes store problem? At hun aldrig havde turde udforske verden? Han trådte tættere mod hende og hun tillod ham det. Han virkede så venlig, så rolig. Han brummede også, og snakkede roligt? Han kunne ikke være en af de farlige heste. Det var hun næsten helt sikker på nu.

Han sank hovedet og hun slappede en smule mere af. Halen var stadig tæt ind til bagpartiet, men hendes øre var fremme og kroppen begyndte at dirre mindre og mindre. De mandeformede øre var helt fremme, da hans beroligende og venlige tone forlod læberne.

"Tak," fik hun endelig sagt i en mere mild tone - mindre tynget af nervøsisteten. Den var der stadig, men hun prøvede at mande sig lidt op og være mere stabil. Hun kunne ikke blive ved med at være sådan en kylling. "D-det ... Det sætter jeg pris på... D-det er sødt af Dem"

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Han lod blikket falde på denne hoppe og hun var da yderst pæn at se på og i deres tid sammen havde hun indtil videre blødt lidt op overfor ham. Han sænkede hovedet en smile og førte mulen over på hendes bring og førte den let og roligt og en smule kærtegnende op af den, inden han trak mulen til sig igen og brummede en smule mildt til hende. Han løftede atter hovedet og lod de blodrøde øjne betragte hende – han ville have at hun skulle slappe af. Han valgte nu at skridte rundt om hende.

Han kunne se på hele hendes krop at hun ønskede at slappe af og hun ønskede at stole på ham, han vidste også at der skulle ikke meget til før han måske kunne få hende til at slappe helt af i hans selskab – hun var nød til at stole på ham, hun var nød til at lade ham gå rundt om sig og hun var nød til at lade sig berøre af ham hvis dette skulle virke.


Han skridtede langsomt imod hende og brummede beroligende hele vejen og ønskede at hun stolede nok på ham til måske at slappe af i hele kroppen. Hans blik faldt ned mod hendes bagpart hvor hendes hale stadig var meget fast presset ind mod kroppen.


”Det var så lidt.. Det er det mindste jeg kan gøre for en hoppe som dem – sådan en yndig hoppe skal da ikke gå rundt og være så nervøs hele tiden”

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Hun påskønnede virkelig, at han ville hjælpe hende og endda forsøgte at nærme sig hende på trods af at hun var helt anspændt. Hun ville jo gerne prøve at slappe af og vise, at hun ikke var så bange. Alligevel så var sandheden, at hun altid var bange, når hun mødte nye heste. Måske det her ville hjælpe hende til at slappe mere af og lære at være rolig med nye heste? Andre heste generlt måske? Det ville virkelig være dejligt! Han sank hovedet og hun fulgte hans bevægelser, da den blidt og kærtegnene strøg over hendes bringe. Det var behageligt, og det sitrede varmt, da han trak mulen til sig igen. Han kunne ikke være farlig!

Langsomt overgav hun sig en smule. Musklerne slappede lidt mere af, mens han bevægede sig rundt. Halen var stadig tæt ind til bagpartiet, men den var mere rolig end før. Nu var den ikke presset af så tæt ind at den stod som en flipsbue bag sig. Han skridtede langsomt omkring hende. Brummede beroligende imens. Hun fulgte ham med øjnene, der var da ingen grund til at være bange. Han havde ikke givet hende nogen grund til det og det ville jo være sket, hvis det var. Derfor lod hun sig langsomt overgive - overbevise om, at det hele var okay.


"Taak..." Kom det stilfærdigt og hun måtte rømme sig en smule. En rødmen skød frem over hendes kinder ved ordene. Lettere forlegent sank hun hovedet længere ned, mens halsen hvælvede let og elegant. "Det er virkelig pæ-pænt sagt. "

Hun havde lyst til at spørge til arene, men hvad hvis han blev sur på hende så? Hun tøvede, men måske var det det der skulle til for at bløde stemningen til mere op? Han gjorde et forsøg, og hun kunne jo også godt prøve?

"H-har du ..." Hun tøvede. "H-har du været oppe og slås med nogen?" Spurgte hun derfor forsigtigt efter lidt tid.

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.

Denne hoppe var så sød og så uskyldig som noget overhvoedet kunne være, men han var ikke en hingst som så sådan noget – han var ikke en hingst som virkelig ønskede at knytte sig til nogen overhovedet. Det lå i ham at skade andre, mishandle andre og tvinge andre til at føde hans føl. Selv om denne hoppe for de fleste ville være en de ville pakke ind i vat og elske som ingen andre kunne det, så var han bare meget anderledes – han tænkte ikke sådan, han tænkte udelukkende på om hendes hale blev fjernet fra hendes bagdel.

Han ville passe på hende som han havde lovet hende, men kun hvis hun bar hans føl og for nu var dette bestemt også planen med denne hoppe, han ønskede at en smuk hoppe som hende skulle bære hans første føl – om hun var med på planen eller ej. Han vælvede i nakken og lod blikket ramme hende. Han tvang en venlighed i de røde øjne. Hendes stemme lød igen og hun havde fået en selvsikkerhed i stemme som klædte hende. Han trådte nu frem mod hende, lod den sorte mule føres let op af hendes kæbe og op mod hendes øre

¤en hoppe som dig burde forgudes af hingstene¤

Mulen blev nu ført ned langs hendes hals og ned over hendes ryg. Hans lod den let kærtegne hende, nusse hende, op over ryggen – op mod hendes bagpart. Han lod den kort slippe og lod de røde øjne søge mod hendes hoved, han ville se hvordan hun reagerede. Slappede hun fortsat af, ville han tage muligheden og hoppe på hende. Han ville ikke have nogen skrupler med det og hun skulle bære hans første føl – et smukt føl..

[/div][/div]

Ignacia Amlug
Hold on to dreams cause if the  dreams die, then life is a broken-winged bird, that can't fly

Ikke et ord ytrede hingsten sig. Mon hun havde fornærmet ham? Tankerne florerede hurtigt rundt i hovedet på hoppen, som i forvejen var forvirret og overtænkte alting. Men i stedet for ord, trådte han tættere på. Hun holdt sin holdning, forsøgte ikke at trække sig, mens hun mærkede hans mule mod sin kind. Varm, behagelig og så var den borte igen. Ligesom før. Kinderne blussede atter op. Hun var ikke van til den slags berøringer fra andre end sine forældre. Pelsen sitrede der hvor han havde berørt hende, som et brændende mærke, men ikke et ubehageligt et af slagsen.

Hendes øjne vågede over den mørke hingst, til hendes blik ramte de ildrøde øjne. De virkede ikke farlige længere. Var hun naiv? Nej, det kunne hun vel ikke være? Som hans mule bevægede sig over hendes pels sitrede det stjernespættede ydre og lod alle nuancerne bevæge sig i bløde toner. Den lyse hale var stadig lagt ind til bagpartiet, men grebet var ikke så stramt som i starten.

Han lod sin sorte mule glide op af hendes kæbe og op mod øret. Hun ventede, hvad han ville sige, mens alt i kroppen sitrede. Det var nervepirrende, men var det godt eller skidt? Ignacia turde slet ikke røre sig. Alle de steder mulen gled føltes som brændende områder, hvor pelsen var ekstra følsom. Hun havde aldrig oplevet noget ligende før og forstod det knap nok. Den unge hoppe var fuldstændig på blank-is. Snart lød hans ord. Det sikrede i ørene. Forgudes. Hun drejede ansigtet en smule, mens hun mærkede hans ånde og de sitrende fornemmelser gennem pelsen.

"Hvorfor skulle de forgude mig?" Hviskede hun forsigtigt, inden en lavmældt lyd kom over hendes strube. Hans mule kærtegnende hendes pels på en behagelig måde og hun talte forsigtigt ud for at lade sin egen mule glide over hans mørke pels. Ignacia var ung og havde ikke oplevet sådan noget før, så hun tog det som en form for tillid. Kroppen kunne lide det og man skulle vel lytte efter den?

It is better to remain silent at the risk of being thought a fool, than to talk and remove all doubt of it.