Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Solens sidste glimt hvilede i horisonten. Hun stirrede efter det over bakketoppene længe. I dybe tanker om hvordan at den bare kunne forsvinde derude et sted... Hvor rejste den hen? Om natten når månen skinnede? Caelis brændende øjne stirrede og til sidst forsvandt solstrålerne. Himlen var efterladt i et væld af farver. Efterårets skyer hang over hende som en let dis.

Hun nåede ikke at tage en beslutning, det var ren impuls, at hendes krop hævede sig. vingerne spredtes og hun fløj op i den lette brise. Hele tiden stirrede øjet på horisonten - for nu forsvandt solen ikke, den kom tværtimod tilbage. Hendes læber skiltes i et forbløffet og betaget udtryk, som hun standsede højt over jorden. Solen gik ned på ny...

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Han havde kunne dufte hende, og var derfor gået efter duften, men da han ankom til stedet var der ingen Caeli at se. Dawn missede med øjnene, for hvordan kunne hun bare fordufte. En dyb maskulin brummen kom fra ham og hans blik vandrede mod himlen, hvor han næsten satte sig på bagdelen af ren og skær forbløffelse. Der vimsede hun rundt, fri som fuglen.
Dawn måbede, og havde det været muligt havde kæben lagt nede på jorden foran hans hove. Hvad var der lige sket? Så han syner

Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Hoppens hoved tippedes let på skrå som hun genoplevede den sidste solstråle. Hun sukkede stille og vippede ørene lidt tilbage. Hun følte sig velsignet, efter at have fået disse smukke vinger. Endelig skulle hun ikke falde og smerte for hvert skridt hun tog. Der var plads til hendes eventyrlige sind. Styrke til at opleve verden på en ny måde. Hun smilede svagt for sig selv. Det føltes bestemt som om, at ingen kunne fratage hende lykken - men der manglede et eller andet. Noget hun ikke anede hvad var.

Langsomt dalede hun ned mod jorden igen. Under hende opdagede hun pludselig en brun klat. En skikkelse - Dawn. Hun mærkede et sus i maven og en glæde ved synet. Han så underlig ud. Som om hun var... forandret? Pjat det var hun jo ikke - eller hvad?

Hun var helet. Fyldig og ung igen. Ingen grå hår. Ingen smerter. Intet mørke i de lidende øjne. Hun var fri. Uskyldig igen. Levende. Øjnene brændte som en vulkan, da hun landede foran hans måbende ansigt. "Dawn!" hele hendes stemme var præget af liv og ungdommelighed.

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Dawn bakkede et skridt da hun landede foran ham og han brummede lettere anstrengt. Hun var anderledes, både fysisk og psykisk. Han vidste faktisk ikke helt hvad han synes om det. Jo han undede hende et liv uden smerter, men han havde aldrig forestillet sig at hun pludselig en dag ville komme flyvende med et par nye vinger og et inferno gemt i det røde øjne.

" Hvad er der foregået? "

Ordene kom ud forstammede og med en fjern bekymring i den dybe stemme. Ørerne vippede forvirrede frem og tilbage, mens han så sig omkring? Var dette et trick? Var det den sorte Helzlori der tog tykt pis på ham? Det kunne ligne ham.

Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Der var noget galt. Han reagerede ikke som hun havde forventet. I usikkerhed lagde hun ørne og trak mulen en smule til sig. Han brummede anstrengt og øjnene der var på hende, stirrede som om de ikke troede det de så. Som om de ikke kunne lide det. Hun rynkede panden. Foregået? Hun tænkte tilbage - forsøgte virkelig at huske om hun havde lavet noget, der kunne få ham til at reagere sådan her.

"Månelyset har stjålet mig!" hun forsøgte at joke. Hele hendes krop blev sikker igen og hun lo en anelse mildt. Han var virkelig forvirret.

"Der er ikke foregået noget særligt, jeg har bare observeret solen gå ned..." forsøgte hun at forklare kærligt. Hun tog et skridt nærmere. "Det er værre med dig. Hvad er der i vejen Dawn?" hun var ganske alvorlig, men med et kærligt glimt i sine brændende øjne.

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Dawn knejsede i nakken og stirrede sig næsten blind på de vinger der prydede hende. Det eneste han kunne komme i tanke om var en guds involvering, men hvorfor nu? Der havde ikke været brug for budbringere i hundredvis af år. Caeli opførte sig underligt og Dawn missede med de røde øjne.

" Ikke noget særligt... Du har vinger!? "

Hviskede han dæmpet, men dybt mistroisk. Hendes kærlige blik, det forvirrede ham. Hun havde jo? Da hun trådte nærmere, bakkede han igen demonstrativt. Han forlangte svar, eller det gjorde han egentlig ikke, men det her var virkelig underligt.

Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Hun var ikke sikker på hvorfor, han blev ved med at stirre - men nu vandrede hans blik på vingefanget og det gik langsomt op for hende, at han måske ikke havde set det før. Det var trods alt ganske nyt. Hun sukkede og rystede på hovedet af sig selv ved hans ord. Selvfølgelig! Men hvorfor hylede det ham helt ud af den? Han burde være glad. Hun havde ønsket dette i lang tid.

"Ja, jeg troede måske du var indblandet..." hviskede hun. Han trak sig fra hende, som en refleks. Det sårrede hende, men det slog hende så absolut ikke ud. Hun var ikke udbrændt. Ikke opgivende. Ikke død indeni. Hun var alt det modsatte. "Artemis fandt mig på Freedom den anden dag... Min moder havde ingen ord, men hendes blåskinnende magi lagde sig tykt omkring mig. Jeg vågnede med disse vingefang." Caelis minde var en anelse slørret - det havde været et underligt møde nu hun tænkte over det. Men mest fordi der var et hul i det.

Hoppen forsøgte ikke at nærme sig igen. Men hun længslede efter hans smil og klippefaste ro.

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Hendes ord fik ham til at se væk, mens han undrede sig gevaldigt. Hvorfor ville Artemis bare gøre sådan med mindre? Dawn gispede svagt og blikket faldt igen på Caeli. Det var fyldt med forvirring. Noget var sket, og han havde ikke været der. Man kunne se i de røde øjne hvordan det gik op for ham. Han havde svigtet. Caeli var vågnet, men hun var ikke den samme. Hun var som da de mødtes første gang. Så meget havde de begge været igennem, men af en eller anden årsag så virkede det til at være væk fra hendes øjne. Det forvirrede ham. For han var glad på hendes vegne, men det virkede bare alt for mystisk. Han sukkede tungt.

Han trådte hen til hende nu, og man kunne se hvordan tankerne fór rundt i hovedet på ham. Mulen rakte mod hendes pande og han kyssede hende blidt. Den varme ånde bredte sig på hendes pande inden han trak mulen væk, og gik op på siden af hende. Han studerede vingerne, mens de røde øjne ikke kunne hitte ud af hvilke følelser de skulle vise. Glæde, sorg, kærlighed, vrede, skam? Han var i vildrede.

Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Først følte hun sig afvist. Han vendte hovedet bort og tænkte. Hun vippede hovedet den modsatte vej og lod øjnene vandre mod himlen. Den mørknede ganske langsomt. Det orange lys forsvandt lidt efter lidt og blev erstattet af stjernehimlen. Hoppen åndede drømmende ud, da lyset fra dem begyndte at glimte i hendes øjne. Hun skimtede mod ham - i hans øjne så hun hendes ord blive forstået. På hvilken måde forstod hun ikke, for det var som om, der var sket noget, hun ikke havde noget begreb om. En følelse var i hans blik. Forvirring med et strejf af smerte? Hun fjernede øjnene fra ham, da han sukkede.

Så skiftede hans adfærd. Hun mærkede lettelse skylle ind over hendes krop, da han trådte mod hende. Hun vendte mulen mod hans og så tankerne fare igennem hans øjne. Han fandt hendes pande i et kys og hoppens læber skiltes let. Hun svævede et langt øjeblik i et rus af følelser. De var blandede. Men hun vidste at hun elskede Dawn - han havde været hos hende længe. Igennem mange ting. Livet. Hun blev revet ud af det, da han vandrede mod hendes vingefang. Han var stadig ikke helt sig selv, men hun løftede vingerne og smilede glædesfuldt imod ham. De fine fjer mindede om en påfugels. De var som stjernedrys - eller månelys.

"Hvad synes du?" hun hviskede spændt, da hendes mule puffede let til ham.

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Først følte hun sig afvist. Han vendte hovedet bort og tænkte. Hun vippede hovedet den modsatte vej og lod øjnene vandre mod himlen. Den mørknede ganske langsomt. Det orange lys forsvandt lidt efter lidt og blev erstattet af stjernehimlen. Hoppen åndede drømmende ud, da lyset fra dem begyndte at glimte i hendes øjne. Hun skimtede mod ham - i hans øjne så hun hendes ord blive forstået. På hvilken måde forstod hun ikke, for det var som om, der var sket noget, Dawn brummede stille og tænksomt af Caeli. Han kunne ikke helt forlige sig med tanken om hvad der kunne være sket. Hendes berøring mod ham, vakte dog stadig de samme følelser som de altid havde gjort. Han sukkede kort og smilede stille, inden han strøg mulen over hendes flanke.

" Mmmh. "

Brummede han stille og lagde mulen mod hendes ryg. Et lille glimt strøg hurtigt over de røde øjne, som hvilede på hende.

" Jeg kunne stirre mig blind på dig. "

Lød det så roligt fra ham, mens han strøg mulen over hendes ryg. Han undrede sig dog stadig over hele situationen, men han kunne ikke tage øjnene fra hende.

Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Et sted langt inde under overfladen, var minderne blevet opslugt. De lå gemt og begravet - for aldrig at blive husket igen. Minderne om den smerte hun havde oplevet - fysisk såvel som psykisk. Mørket der havde skræmt hende. Jagtet hende. Fanget hende. Den Caeli var borte - sjælen var splittet i to. Den ene del som død, den anden del levende som den hoppe hun burde have været. For altid. Den særprægede hoppe, med filosofiske tanker, der elskede livet og eventyrene. Den der aldrig havde oplevet det blive til et mareridt.

Hun mærkede håbet i sin krop. Håbet om deres fremtid - at det hele kunne forblive magisk. Om muligt mere lykkeligt? Hun sukkede mildt ved hans brummen. Hans berøring mod hendes ryg, som en stærk forbindelse mellem de to. Hun smilede ved hans ord og rystede på hovedet, så alle krøllerne faldt let omkring hende.

"Jeg er din." hun vendte mulen mod hans muskler og hviskede disse betydningsfulde ord mod hans ører.

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Dawn vippede let med ørerne og kunne ikke rigtig tro hvad det var han hørte. Hans åndedræt ophørte næsten og han måtte gispe ganske svagt, mens han tabte mælet lidt. Bekymringen forsvandt fra de røde øjne, og han ville dræbe den der vovede at vække ham fra denne drøm. Det måtte vel være en drøm ikke? Han lod sin varme ånde brede sig over hende og han lukkede kort øjnene i.

" Og jeg er din.. Jeg har altid været din.. "

Hviskede han stille med ømhed i stemmen, inden han satte pande mod hendes flanke. Han var for løbet tør for ord. Hun vidste vel allerede hvad han ønskede at sige. Hun vidste i hvert fald hvordan han følte. Han nussede hendes let på bagpartiet, der hvor han nu havde stillet sig i første sted. Hvorfor flytte sig.

Caeli Pluvia
Chaos in an angel, that fell in love with a demon.

Hun kunne ikke helt forstå, hvorfor han tabte vejret på den måde og gispede svagt - men det vækkede en kildren i hendes mave, at så få ord fik den virkning hos ham. Hun hengav sig til øjeblikket, da hans bekymring forsvandt og hans ånde varmede hendes grå pels. Hun smilede mildt - uskylden selv - da hans ømme stemme gengældte hendes ord. Hun rakte vingen over hans hoved og gemte sig lidt under hans.

"Skal jeg fortælle dig en hemmelighed?" hendes levende stemme var en smule drillende. Glad. "Det ved jeg. Mit hjerte kender dig." hun puttede sit elegante hoved mod hans solide krop. Nød den nussen han begyndte at give hende. Det var hendes eventyr - hans drømmeverden. Men om ikke andet virkeligheden.

Be careful who you trust, the devil was once an angel.

Dawn var stadig i tvivl omkring hans situation, mens han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Det var for ham en underlig fornemmelse der gemte sig i hans indre. Hun havde ændret sig meget, men tilbage mod det hun var en gang, men det virkede bare mystisk. Måske han bare skulle give slip på tankerne og sindet for en stund, men han vidste sådan en handling kunne være farlig. Han sukkede roligt, og lagde nu blot hovedet mod hende. Det var for godt til at være sandt. Det vidste han.

" Så ville det ikke være en hemmelighed "

Hviskede han så stille. Han smilede forsigtigt. Hendes resterende ord svarede han ikke på. Han vidste godt hun kendte ham, men han havde også de mørkere sider som han vidste hun ikke havde set det hele af.

Caeli Pluvia
Remember me
Once in a while
Please promise me you'll try
When you find
That once again you long
To take your heart back and be free
If you ever find a moment
Spare a thought for me

Hemmeligheder! Hvad var hele meningen med dem? Hvis de aldrig blev opdaget, tog personen der kendte den, med i graven. Hun hørte hans ord, følte hans krop mod sin. Varmen og den gnistrende kærlighed - men noget sydede også under hans overflade. Hun kunne næsten mærke hvordan han brød sit hoved med noget. Noget vigtigt åbenbart.
- Holdt han hemmeligheder for hende? Hun blev alvorlig og tog hovedet til sig for at se ind i hans øjne.

"Hemmeligheder." Caeli følte ikke at der var behov for flere ord. Hendes små læber lukkedes og de orange øjne så på ham med al hendes vilje. Hun var som genopstået. Ingen havde set hende skinne og brænde som nu i årtier. Hoppens hjerte bankede stødt i hendes bryst. Smertefrit. Hvert slag bragte ikke endnu en grund til gråd med sig - men endnu en grund til at leve.

Think of all the things we've shared and seen
Don't think about the way things might have been