|
Post by Deleted on Dec 31, 2017 1:28:42 GMT 1
Han hævede et bryn og fnøs fornærmet, mens han rankede sig op i en nærmest belærende holdning ved hendes ord. Altså, havde hun sagt noget forkert? Var han blevet stødt over den dér bemærkning med, at han havde prøvet at imponere hende? Ja undskyld, men hun kunne ikke lige se, hvad det ellers var, han skulle have prøvet på! Han sagde nu, at de kunne finde nogle at spørge, hvis hun ikke troede på ham. Hun rystede lettere opgivende på hovedet af ham. Som om de ville finde en eneste person i hele verden, der ville give ham ret... Hun kunne dog ikke undgå at trække på smilebåndet over hans entusiasme, og da han brød ud i et energisk hjortehop, kunne hun ikke holde sin latter tilbage
Han løftede nu en hov og rakte den ud mod hende med et stort og drenget grin, og det var simpelthen sådan en surrealistisk oplevelse, at hun ikke kunne lade være med at le, ryste overbærende på hovedet og række ud efter hans hov med sin egen. Han sang da så fjollet en sang og så så forventningsfuldt på hende, at hun slet ikke kunne lade være med at grine højt og acceptere hans tilbud. Han var jo fuldstændig tosset, men der var alligevel også noget ved hans specielle personlighed, der gjorde hende enormt nysgerrig på at følge med - og så måtte hun indrømme, at hans livsglæde smittede totalt af!
,,Fint, jeg tager med... Og hvis det lykkedes dig at finde bare én, der giver dig ret, så lover jeg at give dig en undskyldning!"
|
|
Hingst
78 POSTS & 4 LIKES
|
Post by Anthrax on Mar 22, 2018 17:55:23 GMT 1
Anthrax trak på et stort og bredt smil der viste hele perlerækken af gullige,stærke tænder, ulvetænder samt kindtænder. Den flækkede mule afgav et frygteligt udseende uanset Anthrax's humør. "Storslået!" udbrød han midt i hendes sætning, lige idet sekund hun sagde at hun ville tage med. Den efterfølgende sætning fik ham blot til at bukke ærbødigt med hovedet idet han sagde. "oui, oui, mademoiselle<3" - "du vil blive overrasket" sagde han og blinkede kækt til hende med det ene øje, idet han drilsk og nonchalant nappede hende i måsen da hun vendte sig for at gå. (en lille powerplay der, håber det er ok? ) Anthrax tøffede op på siden af hende og kiggede så på hende med et brændende blik der rummede en mærkelig kombination af flirt og mørke tanker, som dog var let maskeret bag hans drengede og barnlige entusiasme. "Nåh Neema, vi har en lang rejse foran os. Fortæl om dig selv - og helst gerne de saftige detaljer først"
|
|
|
Post by Deleted on May 12, 2018 11:12:29 GMT 1
Han smilede så stort et smil med sin brede mund, at hun kunne se hele hans perlerække af gullige tænder. Det var virkelig uhyggeligt at se en hest med sådan en mund, men alligevel passede det bare så godt til ham, at hun ikke kunne lade være med at elske det. Han blev tydeligvis glad for hendes beslutning om at tage med ham, da han nu bukkede ærbødigt for hende og slog over i fransk. Hun smilede lettere smigret og kunne ikke lade være med at sende ham et forførende blik. Pludselig mærkede hun et nap i måsen, der fik hende til at hoppe lidt med et piget hvin. Normalt ville hun være blevet fornærmet over den slags tilnærmelser, men da han efterfølgende tøffede op på siden af hende og så på hende med sit drengede og barnlige udtryk, kunne hun ikke lade være med at le. Han var simpelthen så fjollet, at hun ikke kunne undgå at blive i godt humør, og derfor var han tilgivet. Hun lyttede nu til hans spørgsmål og smilede charmerende til ham.
,,Hvilke saftige detaljer tænker du på?"
|
|
Hingst
78 POSTS & 4 LIKES
|
Post by Anthrax on Jul 6, 2018 11:27:06 GMT 1
"Din historie! Helt fra starten!"
Sagde han med et bredt grin på mulen. Anthrax var nysgerrig på hvor hun normalt befandt sig og hvem hun stod i relation til... udover Ice ofc. Hun var lidt besynderlig, havde en hård skal, men når man først var brudt igennem den som nu, så var hun en meget charmerende og flirtende hoppe. Anthrax klagede skam ikke! Men hun skulle passe lidt på med hvor meget hun gav ham af dette, da han var en meget utilregnelig hingst. Anthrax var en hingst der kunne vende på en tallerken og han evnede at være den bedste ven, den kærligste familiefar, men også den mest samvittighedsløse og koldeste satan. Men for nu der var der en god stemning mellem dem, og de kom fint ud af det med hinanden. Anthrax betragtede hende begejstret og lyttende havde han vendt sine øre mod hende.
|
|
|
Post by Deleted on Aug 27, 2018 19:49:09 GMT 1
Hans svar kom faktisk en lille smule bag på hende. Hun var ikke rigtigt vant til, at andre viste interesse for hendes person på den måde, så hun følte sig meget smigret over, at han rent faktisk interesserede sig nok for hende som person til at ville gide at lytte til hele hendes historie. Hun smilede blidt til ham, inden hun da gik i gang med at fortælle helt fra begyndelsen. ,,Joeh, lad mig se... Jeg blev født i et land langt væk fra Proelio ved navn Alfreda. Her voksede jeg op i en flok, hvor alle så hinanden som søskende, og alle de ældre var ens forældre. Alle fik desuden navnet Neema tilføjet til deres navn, så deraf kommer mit navn, Chinwe Neema. Som ung blev jeg angrebet af en stor ulv, og det er derfor, at jeg har mistet mit venstre øje og har det her frygtelige ar. Det var min barndomsven, Valentino Neema, der reddede mig. Hvis han ikke var kommet og havde jaget ulven væk, så tror jeg slet ikke, at jeg havde været her den dag i dag... Da jeg blev større, forelskede jeg mig i Valentino, og vi ønskede at blive mager. Dette ville flokken dog ikke acceptere, da de jo så os som søskende, så vi mødtes i smug. Det resulterede dog desværre i, at jeg kom ifol og derfor ikke længere kunne skjule det."Et sørgmodigt blik gled over hendes ansigt.
,,Vores datter var alt, jeg nogensinde havde ønsket mig. Men desværre var hun frygteligt syg allerede ved fødslen, og hun nåede kun at blive en uge gammel. Jeg var i dyb sorg, og min familie ville slet ikke støtte mig, fordi de kun kunne fokusere på, at Valentino var faren. Så jeg valgte at rejse væk og håndtere min sorg alene. Det var sådan, jeg først fandt frem til Proelio. Og da jeg kom hertil, skete der noget helt utroligt - du vil nok ikke tro mig, men jeg lover dig, at jeg taler sandt."Hun sendte ham et dybt seriøst blik for at vise, at hun ikke tog gas på ham. ,,Jeg faldt over to store æg, der klækkede lige foran mig. Og ud kom der to små hingsteføl. Jeg ved godt, at det lyder urealistisk, for føl kommer jo ikke ud af æg - dette vidste jeg også godt, og derfor kunne jeg ikke se det som andet end et tegn fra guderne. De måtte have kunnet fornemme min sorg over tabet af min datter og i stedet velsignet mig med to hingsteføl. Så ja, jeg tog dem til mig og lod dem die hos mig, og de voksede op og blev mine højt elskede sønner, Tribu og Delumier. Jeg prøvede først at tage dem med tilbage til mit hjemland, men her blev jeg blot mødt med endnu mere had. Min familie var overbevist om, at Tribu og Delumier var dæmoner, og de nægtede at have noget med dem at gøre - selv min elskede Valentino vendte os ryggen. Så da de gav mig valget mellem dem eller mine sønner, valgte jeg naturligvis at rejse tilbage til Proelio med mine sønner."Hendes øjne brændte let af beslutsomhed. Selvom hun til tider godt kunne savne sin familie og sit gamle liv i sit hjemland, så fortrød hun under ingen omstændigheder den beslutning, hun havde taget. Hendes sønner betød alt for hende, og hun kunne slet ikke forlige sig med sin families dømmende holdninger. ,,Så vi har altså levet her i Proelio lige siden. Og grunden til, at vi kom til Ice's flok, er fordi, at der begyndte at løbe rygter om, at Ice havde udklækket en masse føl via æg, og deres udseende passede godt på mine sønner - så da gik det op for mig, at de altså kom derfra, og på en eller anden måde var blevet skabt med Ice som far. Han var heldigvis så sød at tage os til sig. Mine sønner er nu blevet så store, at de er fløjet fra redden, men jeg har boet her hos Ice lige siden og er glad og tilfreds med mit liv, som det er."Hun smilede let, da hendes historie endelig var færdig. Det var ikke sådan rigtigt gået op for hende, at hun altså lige havde fortalt hele sin livshistorie til en komplet fremmed, og at det måske ikke var nogen særligt god idé - for han var simpelthen så nem og behagelig at tale med, så det var lidt ligesom at betro sig til en god ven. Hun blinkede da charmerende til ham og puffede drillende til hans skulder. ,,Så er det din tur!" (Undskyld det blev så langt! )
|
|
Hingst
78 POSTS & 4 LIKES
|
Post by Anthrax on Aug 28, 2018 23:44:39 GMT 1
Der var stille som hun fortalte sin livshistorie for ham. Anthrax sugede hendes informationer til sig.. selv efter hendes sidste ord var der bomstille mellem dem. Så brød han ud i latter - en hysterisk og højtlydt latter. "Jamen i guder!" lo han hjerteligt og vendte blikket mod himmelen "I nyder virkelig jeres små spil deroppe?" Sagde han, med ordene henvendt til Proelios guder. Så rystede han lidt på hovedet af det, idet hans latter dæmpede sig. Så rettede han blikket mod Chinwe og sagde så; "Åh min kære! Du vil finde det pudsigt, hvorledes årsagen til vores færd, pludselig er kædet sammen med din egen livshistorie" begyndte han. Så rettede han blikket ligeud igen og fortsatte "Jeg blev ikke født ved en hoppe, sådan som alle andre bliver det. Jeg så dagens lys gennem den skal, som har holdt mig varm og beskyttet indtil jeg skulle klækkes. Vi var en søskendeflok på seks. Skabt med mørk magi og af to fædre. Din.. Ice. Og en hingst ved navn Fuego Semental. Dine 'sønner', Tribu og Delumier, må være mine søskende. Jeg kender dem dog ikke. Ser du, blot måneder efter mine klækkelse, reddede jeg en hoppe fra et væltet træ. Hun blev så glad for mig, at hun tog mig med - under sin vinge, om man vil. På denne måde skiltes jeg fra min 'familie' og fik istedet en ny, en plads som Zhox i Lux Umbra."
|
|
|
Post by Deleted on Oct 12, 2018 13:19:26 GMT 1
Hun beundrede, hvordan det var lykkedes ham at forholde sig helt tavs og stille under hele hendes fortælling. Han virkede jo trods alt som en rimelig hyper og energisk hest, så det var ret fedt at vide, at hendes livshistorie tilsyneladende havde interesseret ham så meget, at han var blevet helt suget ind og opslugt af den. Da hun havde fuldendt sin historie, forholdt han sig dog fortsat tavs i et stykke tid, og det bekymrede hende lidt. Måske havde hendes historie slet ikke været spændende, men derimod så kedelig at han bare var faldet i søvn? Det var dog ikke tilfældet, for pludselig brød han ud i en høj og nærmest hysterisk latter. Han lo vanvittigt og længe, inden han vendte blikket mod himlen og gav sig til at tale til guderne. Hun så lettere undrende på ham, mens hele dette underlige fænomen udspillede sig foran hende. Han rystede derefter blot på hovedet og dæmpede sin latter igen, inden han atter vendte opmærksomheden mod hende og begyndte at tale til hende igen.
Hans ord kom totalt bag på hende og fik hendes hjerte til at hamre hårdt af spænding mod sit bryst. Han var udklækket af de samme æg som hendes sønner! Æg, der var blevet skabt af mørk magi mellem de to hingste, Ice og Fuego. Hun så undrende frem for sig. Mørk magi...? Hvorfor i alverden havde Ice været med til sådan noget?! Det var der dog ikke tid til at tænke på nu, for ved siden af hende stod åbenbart endnu en bror til hendes to sønner! Hun lyste op i et stort smil.
,,Åh, sikke en fantastisk historie! Hvor er jeg glad for at have mødt dig!" Hun kunne ikke skjule sin begejstring for at have mødt en af sine sønners brødre, der rent faktisk kunne fortælle hende, hvordan det var gået til, at de var blevet skabt. Selvom hun havde opfanget denne hingst som skør og lettere ubehagelig før, så var alt dette glemt nu og i stedet blot erstattet med ekstrem nysgerrighed og glæde! Ice havde jo åbenbart valgt at holde dette skjult for hende... Var han mon overhovedet klar over, at Tribu og Delumier var hans sønner? En lysning dukkede op ved siden af dem, hvor månelyset let lyste mørket op. Hun fik en trang til endelig at kunne se denne hingst ordentligt - både for at se, hvordan han så ud, men også for at få et slags bevis på, at han rent faktisk var Tribu og Delumiers bror, og ikke bare snød hende. Hun tog derfor fat i en tot af hans man og trak ham med ind i lyset, mens hun grinede fjollet som en anden kåd unghoppe.
,,Kom, lad mig se dig!"
|
|