En blid vind smøg sig henover drt lyse sand. Bar enkelte af dets korn med sig i en retning mod land. Slagene fra havets bølger når de slog mod kysten sang i samhørighed med bruset fra havskum og enkelte fugles kalden. Sammen dannede de en melankolsk symfoni. Mørket dominerede billedet på nostisques bred og vandet synes sort under manglen på lys.

Lys. Varme. Liv.

Ja, liv var der ikke meget af denne nat. Kun et par rødglødende øjne brød de mørke kontratser. Svævende, som to ildfluer, bevægede de sig tættere og tættere på. Det glødende skær der kom fra deres ild, dækkede over det lumske grin han bar på sine sprunke, spaltede læber. En dyb, legesyg nynnen kom fra han bryst og mængede sig med lyden af naturen omkring. En melodi som han synes at kunne høre dem fortælle ham, idet mentale billeder dansede på hans nethinde. En opspind fra en syg hjerne.

Den spinkle hoppe med det finurlige udseende var stadig på sightseeing i Ingenmandsland. Hun havde efterhånden befundet sig her i et par dage og havde udforsket så mange af dets områder som muligt. På trods af de mange rygter, der gik om den her landsdel, så havde hun ikke haft en eneste dårlig oplevelse herude endnu. Hun havde kun mødt flinke personer og udforsket smukke områder.
Natten var efterhånden faldet på, men hun kunne stadig ikke sove. Hun havde ligget og vendt og drejet sig i et stykke tid nu, men det havde ikke resulteret i andet end, at hun blot var blevet endnu mere rastløs end før. Det var derfor slet ikke muligt for hende at ligge stille mere - og da slet ikke at sove!

---

Vinden legede let med hendes lyse lokker, da hun kom slentrende langs med det bølgende hav. Det var en utrolig smuk nat i dag. Havet var lige så sort som himlen, men alligevel fandt hun ikke atmosfæren uhyggelig eller ubehagelig. Tværtimod havde hun altid følt en vis ro i mørket, som hun fandt smukt på sin helt egen måde.
Hun havde ikke regnet med at finde andet liv ved havet denne nat, men alligevel tegnede silhuetten af en skikkelse sig snart frem foran hende. Hun kunne ikke se meget andet end et sæt røde øjne, der lyste op som to ildfluer i mørket. Prøvende stoppede hun op og brummede feminint.

"Godaften."

"Sh!"

Hvæste han dæmpet ud i luften ved lyden af stemme. Det brændende blik scannede omgivelserne inden de faldt på en feminin skikkelse i mørket. Han kneb øjnene en anelse sammen, idet et bredt smil bredte sig mørkt og legesygt.

"Man ved aldrig hvad der gemmer sig i mørket"

sagde han dæmpet i et mørkt tonefald. Han vandrede hende nær, spankulerede vil jeg nærmere påstå. En form for arrogance blandede sig med en finurlig form for glathed og bryskhed i hans attitude. En meget særlig kombination. Hans blik gled over hende som hun stod der. Betragtede og vurderede hende uden at lægge skjul på det. Han brummede lavt, nærmest som en spindende knurren fra en kat, blot med mere kraft imens lyden bar undertoner af dyster legesyge.

"Hvad er navnet?"

Den fremmede havde gået og nynnet en lille melodi, der mest af alt havde skabt en lettere skummel stemning i mørket. Men ved hendes hilsen holdt han brat inde og tyssede pludselig på hende med en dæmpet hvæsen. Hun spærrede overrasket øjnene op og så undrende på ham. I det samme kunne hun dog skimte et bredt smil sprede sig mørkt og nærmest legesygt over hans mule. Smilet virkede unaturligt stort på hans ansigt, men det var for mørkt til, at hun kunne se hans ansigt ordentligt, også selvom hun kneb øjnene sammen for at prøve at finde ud af, hvordan hans ansigt hang sammen.
Hans stemme lød nu i hendes ører. Man ved aldrig, hvad der gemmer sig i mørket. Hun tippede let hovedet på skrå og blinkede feminint med de lange øjenvipper.

"Burde jeg da være bange?"

Han kom nu langsomt spankulerende tættere på hende, og hun kunne tydeligt se, hvordan hans rødglødende øjne gled betragtende henover hendes skind. En lav brummen lød fra ham, nærmest spindende som en kats og med dystre, legesyge undertoner. Måneskinnet faldt henover ham, som han kom tættere på hende, og hun kunne nu bedre komme til at studere ham. Hun lod straks blikket glide over hans ansigt og gispede lavt. Hele hans ansigt var nærmest flækket i ét stort permanent smil, der næsten gik helt op til øjnene. Hun havde aldrig set noget lignende! Det så skræmmende ud, men alligevel var hun ikke bange. Faktisk fascinerede det hende mere...
Han spurgte nu om hendes navn, hvilket atter fik hende til at lægge hovedet på skrå og sende ham et skævt, men charmerende smil.

"Navnet er Chinwe Neema. Hvad er Deres?"

"Oh, Chinwe Neema.. chinwe...Neema?"
"Neema!"

Udstødte han.

"Neema, Neema, Neema.."

Sagde han nærmest overbærende, som til et føl der havde klokket i det. En let hovedrysten signalerede en falsk skuffelse.

"Har din mor aldrig lært dig, aldrig at gå ud i mørket uden en voksen? Du burde nemlig være bange, meget bange."

SAgde han i et drillende toneleje. Han hvælvede halsen og strakte dernæst over mod hende så hans mule blot svævede et par centimeter fra hendes hals. Hans flammende blik borede sig ind i hendes.

"Men er du overhovedet det?"

Fortsatte han og ignorede hendes spærgsmål vedrørende hans navn.

Den fremmede hingst reagerede nærmest psykotisk på hendes navn, da han begyndte at gentage det om og om igen på flere forskellige måder. Til sidst endte han med blot at gentage Neema på en nærmest overbærende måde, som om hun var et lille føl, der havde begået en stor fejtagelse. Hun så undrende på ham og hævede skeptisk øjenbrynene. Hun håbede ikke, at hun var rendt ind i en eller anden tosse... Men det kunne det nu desværre godt tyde på. Forhåbentlig var han ikke en farlig en af slagsen!

Det kunne det dog måske godt også tyde på, da han nu drillende begyndte at snakke om, at hun ikke burde gå ud i mørket uden en voksen, og at hun skulle være meget bange. Hendes hale blev lettere usikkert trykket ind mod hendes bagpart, og hendes ører vippede svagt om mod nakken, men ellers viste hun ikke nogen ydre tegn på frygt. Hun ville helst ikke fremstå svag og give ham det indtryk, at hans ord rent faktisk havde en indvirkning på hende... Derfor sendte hun ham blot et køligt blik.

"Jeg er skam voksen og kan derfor udmærket godt passe på mig selv, tak."

Selvom hun ikke helt var overbevist om, at hun rent faktisk ville have en chance, hvis han virkelig prøvede at gøre hende fortræd, så forsøgte hun alligevel at spille sin rolle som upåvirket så overbevisende som muligt, simpelthen i håb om at han ville miste interessen og finde det kedeligt at drille hende, når hun ikke reagerede som en lille, skræmt hoppe...
Han hvælvede nu op i halsen og strakte den over mod hende, så hans mule blot svævede nogle få centimeter fra hendes hals. Hun kunne mærke, hvordan hårene rejste sig under følelsen af hans varme udånding mod hendes hud. Hun mærkede pelsen sitre og kroppen skælve let under hende og forbandede sig selv langt væk. Hun måtte ikke være bange, måtte ikke vise ham at hun var svag!

Hans næste ord lød nu i hendes ører, alt imens hans flammede blik borede sig ind i hendes øjne. Hun samlede alt sit mod til sig og stirrede trodsigt tilbage. "Det vil kun tiden vise."
Det var måske ikke lige det klogeste ordvalg, når nu hendes plan havde været at kede ham så meget, at han ville finde hende uinteressant og gå igen... Men nu havde ordene forladt hendes mule og kunne ikke længere gøres om. Pokkers! Så ville han jo nok blive hængende blot for at finde ud af, om han kunne gøre hende bange eller ej... Hun sukkede let. Hun måtte vel bare prøve at få det bedste ud af det og håbe, at hun ville slippe helskindet igennem dette møde!

En let skælven skød gennem hendes pels, da hans mule søgte hende. Hårene strakte sig nærmest mod ham. Inviterede ham... synes han selv. Hans hjerte slog et ekstra slag, idet interessen i hende, vakte liv i hans kresdsløb. Hans smilte bredte sig bredt, stygt og perverst. Hendes kølige ord og hendes kolde facade fik hingsten til at knurre dyrisk idet et legesygt og dog skeptisk blik hvilede intenst på hende. Der var stille et øjeblik... inden han lod stilheden flænge af en rullende latter. Han trak mulen væk, men blev stående hvor han stod. Tæt.. alt for tæt, ville man kunne antage. Hans latter stilnede af og istedet hvilede hans blik blot på hende. Flammerne hans øjne udsendte, så han spejles i hendes blanke hornhinde. Han tyggede lidt på de kølige ord om at hun kunne passe på sig selv. Tsk. Hun var jo endt her, i natten, med ham.

"Det vil kun tiden vise.."

Han reciterede hendes egne ord, men tillagde dem hans egen mening.

Efter et øjeblik med stilhed, hvor han ikke havde foretaget sig andet end at stirre på hende, vendte han pludseligt hovedet fra hende og lod blikket falde på vandet der stille skvulpede mod breden.

"Neema."

Sagde han i et roligt og dog myndigt tonefald.

"Hvem tilhører du?'

I et øjeblik var der så stille omkring dem, at man ville kunne høre en nål falde til jorden. Der var ingen lyde at høre omkring hende, udover den sleske lyd af hans vejrtrækning så tæt på hende. Men pludselig blev stilheden brat afbrudt af en rallende lyd. Hans rungende latter flækkede stilheden og var en af de mest ubehagelige lyde, hun nogensinde havde hørt i sit liv. Han trak nu mulen væk fra hende igen, men blev stadig stående, hvor han stod - alt for tæt på hende. Hun havde lyst til at rykke sig væk, men et eller andet fik hende alligevel til at blive stående, som var hun fastfrosset til den kølige jord.

Han gentog nu hendes ord om, at kun tiden ville vise det, men denne gang var det ment i sammenhængen med, at hun kunne passe på sig selv. Hun rynkede fornærmet på mulen og fnøs af ham. Nu blev han altså lige lovligt provokerende ifølge hende... Efter et øjeblik, hvor stilheden atter var faldet over dem, og han blot havde stået og stirret nærmest græmsende på hende, vendte han pludselig hovedet væk og spurgte, hvem hun tilhørte. Hun fnøs irriteret.

"Tsk, jeg tilhører ingen - jeg er min egen herre. Men Ice fra Hitsugaya er min leder, hvis det er dét, du tænker på."

Han kunne selvfølgelig mene mange ting med sit spørgsmål, men hun valgte at gå ud fra at tro, at han mente, om hun havde en mage. Og nej, det havde hun ikke - og selv hvis hun havde, så var det så sandelig ikke noget, der ragede ham! Derfor valgte hun blot at lede som om, at hun ikke rigtigt forstod spørgsmålet og derfor havde forstået det som, om hun tilhørte en flok eller ej.

Hendes ord udfyldte den stilhed der fulgte efter hans spørgsmål. Dft var et åbent spørgsmål og ikke ledende. Om hun tilhørte en flok eller en anden på et mere.. privat niveau, lå ikke i det. Men hun svarede på begge dele. Hingstens grove hovede gjort et hastigt ryk i hendes retning. Mere på et overrasket plan. Hans øjne udvidede sig idet det bar et skær af interesse. Hun var sin egen herre. Anthrax knurrede dybt... tilfredst, af hendes svar.

"En herreløs hoppe.."

Brummede han tænkende. Burde han tage hende med hjem, give hende et halsbånd på og klappe hende når hun har været dygtig? Eller burde han vende kinden til og lade som ingenting?

Anthrax trak på et skævt smil, da hoppen nævnte hans far. Åh ja, den gode ice. Far, om man vil. Han kluklo stille for sig selv. Anthrax kunne altid bruge et kæledyr mere, og det gjorde ham ingen skrupler om han så skulle stjæle det fra sin far.

"Mhm."

Mumlede han ligegyldigt.

"Men Neema dog, hvad vil du under ledelsen af en hingst med tre ben, der end ikke ville kunne beskytte dig fra et par duer?"

Vrængede han så og gjorde en matchende grimasse.

"Jeg var ellers af den opfattelse af at du var modig, selvstændig og ikke ville lade dig kue... værd at respektere."

Sagde han og betragtede hende lidt for at se hvordan hun ville reagere på dette.

"Men selvfølgelig har min far en svaghed for typer der er lavet af glas og har rygrad som en regnorm.." sagde han i arrogant henkastelse idet hans drejede hovedet interesseret væk fra hende.

En dyb knurren forlod hans strube, men den lød ikke aggressiv, mere... tilfreds. Hun skuttede sig let. Han var altså en klam fætter... Han kaldte hende nu for en herreløs hoppe, mens han stille kluklo for sig selv. Hun fnøs irriteret igen. Hun brød sig ikke om det lettere hånlige tonefald, han konstant talte i.
Han vrængede nu nogen fornærmende ord om Ice, der pissede hende godt og grundigt af. Han kendte altså Ice? Hvor vovede han så at tale sådan om ham! Hun sendte ham et vredt blik og fnøs irriteret.

"Ice er den stærkeste og mest modige hest, jeg kender - tre ben eller ej!"

Han fortsatte nu sine fornærmende ord, denne gang rettet mod hende. Hun prustede fornærmet og fnøs atter irriteret. Hvad bildte han sig egentlig ind? Hun stirrede hårdt frem for sig.

"Jeg er absolut ikke med i hans flok for at få beskyttelse, men udelukkende for at støtte ham! Da jeg kom til landet, var han den eneste her, der tog godt imod mig og lovede mig en familie. Så jeg er her udelukkende for selskabets skyld, og for at sikre tryghed til mine to sønner."

Den sidste fornærmelse lød nu i hendes ører. Selvfølgelig har min far en svaghed for typer, der er lavet af glas og har rygrad som en regnorm... Hun måbede. Men faktisk ikke så meget over det, han sagde om hende, men mere det, der ikke handlede om hende... Ice var hans far. Hendes sønner delte altså far med den dér galning? Det var for mørkt til, at hun kunne se hans farver, så derfor havde hun ikke lagt mærke til det noget før. Derfor kunne hun heller ikke se, hvor meget han lignede hendes sønner...

"Din far? Ice må da godt nok have bedækket en skingrende sindssyg hoppe så, siden hans godhjertede sind har kunnet give liv til en hingst som dig..."

Hoppens talestrøm fik anthrax's blikket tio at vende sig mod hende igen. Den kølige klang, som hendes ord havde båret, var nu emotionelle. Sød musik i hingstens ører. Kaos. Hqn spærrede øjnene vidt op idet han udstødte et:

"Oh?"

En overspillet overraskelse prægede hans ord. Han brød derefter ud i en vældig latter. Oprigtigt underholdt af hoppens første sætning. Han lod ørene opfange hendes næste talestrøm idet latteren ligeså stille ebbede ud.

"En familie? Hvis det er det du ønsker dig, så skal jeg da gerne være behjælpelig..."

Sagde han legesygt idet et perverst grin bredte sig over hele hans sprukne og forvrængede ansigt. Han brummede dybt og strakte halsen mod hende. Mulen søgte hendes hovede og landede ud for hendes ene øre.

"I mørket danser silhouetterne til lyden af Herrens hjerteslag.."

Hviskede han stille, nærmest forklarende, til hendes sidste kommentar. Han udvidede næseborene og tog en dyb indånding. Hendes duft bredte sig i luftkammeret og banede sig hele vejen ned i lungerne. Anthrax lukkede øjnene og nød den feminine sødme. Han kunne næsten smage hende.

"Hvem nævnte noget med bedækning?"

Spurgte han så henkastet og dog stadig i samme forklarende tonefald. Anthrax var jo skabt af Herren gennem to hingste; ice og fuego. Der havde ikke fundet en bedækning sted.

En tydelig overspillet overraskelse prægede hans stemme, inden han brød ud i en voldsom latter. Hun lagde utilpas ørerne ud til siden og virrede let med hovedet. Hun brød sig virkelig om, når han grinte på den måde. Det var en syg og twisted latter, som om han ikke var helt rigtig i hovedet...
Han tilbød hende nu at være behjælpelig med at skabe en familie, inden han atter brød ud i en legesyg og pervers latter. Hun fnøs frastødt og vrængede afskyet på næsen af ham.

"Sikke et generøst tilbud... Men nej tak, jeg har allerede en familie."

En dyb brummen forlod nu hans strube, inden han strakte halsen mod hende og placerede sin mule lige ud for hendes øre. Hendes krop gøs ved fornemmelsen af hans nærvær, men alligevel blev hun stædigt stående - hun ville ikke rykke sig og dermed give ham det indtryk, at hun var bange! Hans sleske stemme hviskede nu i hendes øre, noget med dansende silhouetter til lyden af Herrens hjerteslag... Hun forstod ingenting og sukkede derfor blot. Han lød som en af de dér tosser, der tilbad enten Helzlori eller Smeýe... Brr!

Hun kunne næsten mærke hans mulehår kilde mod hendes øre, da han tog en dyb indånding og indsnusede hendes duft. Hun fik kuldegysninger ned igennem kroppen og skuttede sig let. Ad, hvor var han altså bare en creepy fætter...
Han spurgte nu, hvem der havde nævnt noget om en bedækning, hvilket fik hende til at himle med øjnene. Var det et forsøg på en dårlig joke eller hvad? For det syntes hun altså ikke lige, at hun var i humør til lige nu...

"Vær nu ikke dum... Hvis der ikke var foretaget en bedækning, ville du jo ikke kunne stå her lige nu."

De ulmende, røde øjne lukkede sig tilfredst i, som han nød hendes nærvær. Han mimrede med mulen idet trangen til at smage hende, meldte sig som en uslukkelig tørst. En kort, dyrisk, mental besættelse af hendes kød. Han tav og lod mulen søge hende. Tættere og tættere på. Snap! Tænderne klappede sammen i hendes retning i form af et legesygt nap. Han åbnede dernæst øjnene og lod et intenst blik hvile på hende.

"Ja.. indtil videre."

Sagde han og brummede stille inden i sig selv, idet han trak sig væk igen. Han tog et skridt væk fra hende og trak på et skævt smil.

"Medmindre at det var helligånden?"

Han blinkede kækt med det ene øje og lo selv af sine egne morsomheder. Da han var færdig med at bekræfte sig selv i at han synes at han var sjov, kiggede han tilbage mod hende igen.

"Det er dog ikke kun skæg og ballade. Jeg og mine søskende er blevet velsignet. Jeg kommer ikke af nogen hoppe - kun fædre."

Hun så til sin store skræk, hvordan hans mule kom tættere og tættere på hendes, inden hans tænder klappede sammen mod hende i et legesygt nap. Hun hvinede fornærmet, løftede hovedet og slog ud med det ene forben mod hans bringe. Hvor vovede han! Det kunne godt være, at han kun mente det i sjov, men hun syntes bestemt ikke, at det her bare var en leg!
Han sagde nu ja til, at hun havde en familie - indtil videre. Hun spærrede øjnene op, fnøs hidsigt og stampede fornærmet i jorden med det ene forben.

,,Og hvad skal det så betyde?! Er det en trussel!?"

Han kunne godt glemme alt om at blande hendes familie ind i det her! At han dog overhovedet kunne få sig selv til at antyde, at han ville skade hendes familie... Det blev over hendes lig! Hun ville forsvare sine sønner med sit liv om nødvendigt!
Han trak sig nu til hendes store lettelse lidt væk, inden han med en kæk blinken foreslog, at det kunne være helligåndens værk. Hun himlede kraftigt med øjnene, da han lo af sin egen joke. Hvor var han dog bare ikke morsom! Han tilføjede dog, at det ikke kun var skæg og ballade, fordi at ham og hans søskende var blevet velsignet og dermed kun havde fædre. Hun himlede endnu mere med øjnene af ham.

,,Du er da helt væk... Jeg har hørt om velsignede hopper, der får føl uden en fars indblanden. Men det modsatte kan naturligvis ikke lade sig gøre, da det aldrig vil være muligt for en hingst at føde et føl... Så det dér underlige forsøg på at imponere mig kan du godt pakke væk igen!"

Anthrax hævede et bryn. Imponere hende? Anthrax fnøs og rankede sig belærende. Hvis han ville have hende, så tog han hende blot. Længere var den ikke. Måske han også gjorde det, men hun var sjovere at tale med lige nu - bortset fra at hun ikke fatter hvad det er han siger. Anthrax fik en god idé!

"Jamen hvis du ikke tror mig, så finder vi nogle at spørge?"

sagde han entusiastisk. Anthrax gjorde et energisk lille hjortehop (fordi han er ekstremt omskrifteligt. Det kommer sammen med sindssygen!) Han løftede en hov og rakte den ud mod hende, med et stort drenget grin hængede på mulen.

"Kom tag min hooov og jeg vil gååå med diiig!"

sang han så og så forventningsfuld på hende.