Foråret var på vej, dog var det ikke ligefrem den følelse Vustlaum gav fra sig denne eftermiddag hvor en stadig vind blæste igennem regionen og gav det hele en langt mere efterårsagtig stemning. Her og der voksede der planter frem, som vidnede om at der nok var noget om foråret alligevel. 
Den unge hingst bevægede sig frem af med en vis tøven - han søgte sin moder, men måtte nu erkende at han var faret vildt. Landet lignede slet ikke det land han havde forladt for så lang tid siden. Slet, slet ikke. Hvad var der dog sket?

---

Den rødbrune hingst kom roligt skridtende ned mod Crystal. Det kolde blæsevejr indbød ikke just en til at tage en svømmetur, men den krystalklare sø var nu alligevel altid et dejligt syn. Han havde haft meget i hovedet på det seneste og havde derfor brug for den ro og fred, kun vandets rolige fremtoning kunne give en. Han trådte hen til bredden og stoppede op foran vandet, inden han lydløst drog et suk og kiggede ned på sit spejlbillede. Aliari smykket glimtede let om hans hals. Det var efterhånden flere tusinde år gammelt, men fremstod stadig nyt og skinnende. Det var indtil videre lykkedes ham at bevæge sig rundt i Vustlaum uden de store problemer, men han vidste, at det blot var stilhed før stormen. Hvor længe ville der mon gå, før nogen genkendte ham som Landsforræderen?

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Den mørke skikkelse med meget på hjertet bevægede sig blot fremad. Han følte sig pludselig ældre, ældre end han nogensinde før havde følt sig. Men alder var blot et tal? Og der var da mange her som var meget ældre end han. Men alligevel synes tiden endelig havde sat sig fast i hans hjerne.

Han havde hverken set til den ene eller anden siden sidst. Hvorfor han stadig ledte efter det forbandet smykke var en gåde for ham selv. Alligevel blev han ved.. For Gai. Han bevægede sig langsomt mod søen. Dog skimtede han en velkendt skikkelse, tvang sig selv til at smile storslået og glædeligt. Dog en anden fangede også hans blik, først lod han det blot ligge, før det gik op for ham der var noget ved denne hingst, hans blik gled langsomt tilbage og ganske rigtigt. Hingsten bar noget der for ham virkede utroligt velkendt. Han valgte langsomt at bevæge sig nærmer. Lod et venligt brummen fylde luften. Mest også for at få Mil opmærksom på ham. Roligt gik han mod den fremmed. Tjo da han kom nærmer var der ingen tvivl. Dette var forræderen.. tyven.

"Jeg ser de har fundet hvad jeg har mistet" lød den varme drenget stemme. Han sendte den fremmed et stille smil. "dette smykke er Aliaris smykke. Jeg er yderst taknemlig for du har passet på det, men jeg vil dog bede om at få det tilbage, til sin retmæssig ejer igen. Hvis de vil være så venlig" han vidste slet ikke hvordan han lige skulle takle det hele. Han havde ikke regnet med at finde denne hingst her. Han sørgede omhyggeligt at snakke højt nok til Mil også hørte ham. Det var bestemt bedre at være to end en.

---

Hovskridt fyldte luften omkring ham, da to hingste også havde valgt at nyde Crystal-søen denne dag. Renekton vippede uinteresseret med ørene og svirpede en flue væk med halen, mens han blot ignorerede deres eksistens. Det var stadig lidt risikabelt at skabe alt for meget postyr her i Vustlaum, så han regnede med stille og roligt at fordufte fra området, når han lige havde fået en tår vand.
Han nåede dog ikke engang at stikke mulen i vandet, før den ene hingst gik hen mod ham med en venlig brummen. Han lukkede øjnene i og sukkede tungt. Hvorfor skulle Proelios beboere dog også altid være så venlige og snakkesalige?! Han vendte sig om mod hingsten og tvang et venligt, men anstrengt smil frem.

Han havde regnet med, at den mørke hingst ville hilse ham goddag og måske præsentere sig selv på den dér sædvanlige høflige, kedelige måde... Men i stedet viste det sig, at dette møde var meget mere interessant, end han lige havde regnet med. Hingsten sprang nemlig alle de høflige formaliteter over og fortalte ham direkte, at han kendte til Aliari smykket, og at han gerne ville bede Renekton om at returnere det til sin retmæssige ejer. En dyb brummen forlod hans strube, mens et slesk smil tegnede sig på hans mule.

"... og hvorfor skulle jeg tro på, at du vil aflevere smykket tilbage til dets retmæssige ejer? Du er i hvert fald ikke Aliaris leder, så smykket tilhører lige så lidt dig, som det tilhører mig."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.