Inilteir

Inilteir stod ved en lille dam ved siden af et træ. Hun stod halvt lænet op ad træet, stadig ret træt efter fødslen dagen forinden. Efter et par sekunders overvejen sænkede hun hovedet og greb en mundfuld græs som hun langsomt tyggede da hun havde løftet hovedet igen. Fødslen var den værste oplevelse hun nogensinde havde haft og hun håbede aldrig at noget lignende ville ske igen. For slet ikke at nævne, de åndssvage føl rendte rundt efter hende nu, allerede irriterende energiske og så voldsomt krævende. Hun hadede når de skulle have mælk og hvis ikke det var for ubehaget hun selv følte når det var længe siden de havde drukket ville hun lade dem komme til meget sjældnere end hun gjorde.

Hun slog let med halen og så hen imod dem, de var vel okay kønne af at være sådan nogle små nogle med lange, ustyrlige ben og store hoveder. Hun fnøs irriteret og så hen imod dammen igen, tænk at hendes liv skulle bevæge sig i denne retning! Hun havde selvfølgelig skabt de smukkeste føl nogensinde - det var der ingen tvivl om, de var jo hendes - men urgh hvor var de trælse alligevel!

Seólta

Seólta arbejdede stadigvæk på at få alle fire ben til at bevæge sig i den retning han ønskede men han syntes selv at det gik meget bedre end dagen før. Han var faktisk slet ikke faldet i dag så det gik rigtig fremad! Han kunne endda begynde at bevæge sig hurtigt fremad, han syntes i hvert fald selv det var ret hurtigt og Láidire kunne ikke bevæge sig hurtigere så det måtte være hurtigt! Han havde ikke andre at sammenligne med så Láidire var både den eneste og den vigtigste, hans mor bevægede sig enormt langsomt og blev ved med at skubbe ham væk - han var ikke sikker på hvorfor og det gjorde ham ret ked af det men Láidire skubbede ham ikke væk og ville gerne lege så det var okay. Og han kunne stadig få den dejlige mælk fra mor så dét var i det mindste godt.

Han slog ivrigt med hovedet, en bevægelse der fik ham til at vakle et par skridt til siden, og satte så fremad i en rask trav helt hen til kanten af dammen. Det var meningen han skulle stoppe brat lige ved kanten men han havde ikke regnet med at bredden var mudret eller at hans have kunne finde på at fortsætte fremad indtil de gled ned i vandet. Med et overrasket vrinsk sprællede han med benene indtil han fik dem op på tør grund igen og stod så og så forundret fra dem til vandet. Hans ben var kolde og føltes underlige og de var brune steder hvor de ikke var brune før.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Meadow lå i Proelios hjerte som et minde på Oasis nethinde. Det stod så ganske tydeligt for hende. Kampråbene. Skrigene. Krigen. Marken lignede sig selv til mindste detalje. Hun gøs en anelse, som hun skridtede langs bakkekammen selvste Flakezé havde besejret Helzlori på for mange år siden. Hun trak ikke på noget smil. Krigen havde været nødvendig. Uundgåelig. Hun havde kæmpet for Flakezé, men tabene i krigen havde været så voldsomme. Selv disse år efter, følte hun smerten fra sine forsvundne sår og lidelsen omkring sig.

Men der var noget der fangede de i øjeblikket sorte øjne. En hoppe og hendes føl. Oasis smil gled nu frem og hun skimmede mod sin mave. Det var snart hendes tur... Hun mærkede hjertet blusse. Hun havde trængt til at vandre til denne del af landet, for at mindes guderne - Efter ritualet havde der været ro. Men hun forsøgte nu at holde lidt øje på hvad der skete alligevel. Tænk hvis krig nærmede sig igen? I tiden hendes føl ville være lille?
Hun skridtede mod de fremmede. Hvorfor befandt de sig her?

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Inilteir

Inilteir løftede hovedet da hun lagde mærke til en anden hoppe der var på vej hen imod dem. Hun overvejede kort at advare føllene men lod være i sidste ende, de måtte vel kunne klare sig selv sådan nogen, de kunne jo gå så måtte de også kunne flytte sig væk hvis den anden var farlig. Hun så mere indgående på den anden hoppe og da hun lagde mærke til at hun var gravid røg hendes ører automatisk bagud, ikke at gravide som sådan generede hende - bare at hun mindede hende om hendes egen forfærdelige oplevelse.

Med et flyttede hun sig lidt væk fra træet og rystede sig, hun ville ikke stå der og hænge og se dum ud på den måde. Hendes energi var også langsomt på vej tilbage og hun havde da i hvert fald nok til at kunne snakke med en anden - især en voksen anden! Meget mere fornuftigt end føllenes pludren og vrøvl. Tænk, de kunne ikke engang tale helt ordentligt endnu, urgh! Hun vrinskede lavmælt som hilsen til hoppen og skævede så kort til sine føl, det ene stod ved vandet og mudrede sig til imens det andet så på. Hun sukkede irriteret og vendte hovedet væk igen, dumme føl.

Seólta

Seólta snusede forvirret til sine ben men trak hurtigt hovedet til sig da han opdagede at det brune stads var koldt og tilsyneladende kunne sidde på hans mule også. Med et usikkert vrinsk travede han hen til sin mor i håbet om at hun kunne fikse 'problemet' og redde ham fra det vamle brune noget. I stedet for at tjekke hvad der var sket og trøste ham så hun dog vredt på ham og skubbede til ham med bagparten. 'Det er mudder, smut nu med dig!' sagde hun vredt til ham og tog et par skridt væk fra ham.

Et øjeblik stod han forvirret tilbage inden han nedtrykt trissede hen til sin bror så han kunne se på det i stedet for. Inden han dog nåede hen til ham fik han øje på den fremmede store hest og stoppede for at stirre forundret. Det var den første store hest han havde set der ikke var hans mor eller far og den var stor, og lilla og meget tyk. Hvorfor var dens mave så underlig? Var der noget i vejen med den? Var den en speciel type der så sådan ud? Ville han se sådan ud? Han stod helt stivnet imens han stirrede fascineret.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis fornemmede en vis irritation fra hoppen rettet mod hendes føl. Den vise hoppes øjne forsøgte at gennemskue, hvad der gjorde dette. Føl var føl. De kunne ikke meget endnu og var afhængig af deres moder. Moderen der ville ende med at forme meget af deres unge dage. Hun vippede med ørene. Kunne hun måske hjælpedenne hvide hoppe?

Hun viftede let med halen og nærmede sig spørgende. Føllet stirrede - det ene af dem. "Goddag. Dine tvillinger er ganske smukke." Oasis smilede ganske venligt. "Meget ligesom deres moder." hun fornemmede at der skulle en vis ros til denne hoppes temperament.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Inilteir

Inilteir var tilstrækkeligt irriteret over Seóltas forstyrrelse at hun var helt klar på at skændes med hoppen. Den lyst forsvandt dog som dug for solen da hun først roste Inilteirs føl som jo trods alt var meget pæne, de var jo hendes, og derefter roste hendes. Hurtigt rykkedes hendes ører frem igen og hun smilte let. En voksen at snakke med og så endda en venlig og fornuftig voksen! Måske var hendes held endelig ved at vende igen! Hendes aften begyndte at blive mere kraftigt røde frem for den lidt dystre farve de havde haft før i takt med at hendes humør forbedredes.

"Mange tak!" Hun knejsede med nakken og skævede kort ned af sig selv, siden hun var blevet gravid havde hun ikke fået meget ros for sit udseende, ikke at hun havde brug for den slags selvfølgelig, hun vidste hvor smuk hun var, men det var nu en skøn fornemmelse alligevel. "Du er også ganske pæn, dine aftegn er meget specielle." Hun var tilstrækkeligt opmuntret til at hun endda tog sig tid til at lægge mærke til deltaljer i hoppens udseende og kommentere på dem. "Hvad er dit navn? Jeg hedder Inilteir"

Seólta

Seólta var yderst betaget af hoppen og lagde derfor ikke mærke til deres lille samtale. En ting han havde lært var ikke at afbryde sin mor, det hadede hun. Der var til gengæld masser af ting han ikke havde lært, som hvorfor den anden hoppe var så tyk eller hvad det brune stads på hans ben og mule var. Så snart hans mor holdt op med at snakke tog han et par hastige skridt frem, smilte bredt til den fremmede hoppe og spurgte hende "Hvoff' tyk?" Han var først lige begyndt at kunne forme noget der lignede ord her for meget kort tid siden og hans mor gad ikke øve med ham så det blev mest med hans bror, Láidire som naturligt nok ikke kunne rette ret meget på ham.

Han så direkte på den fremmede hoppe, fast besluttet på ikke at se på sin mor som sikkert så utilfreds og vred ud, så ville han måske ikke turde spørge om flere ting hvis der nu var noget han kom i tanke om.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis fornemmede hvordan stemningen blev lettet hos den hvide hoppe, hvis afteninger nu blev en kraftig rød. Det gjorde hende omend blot smukkere. Farven var køn. Oasis trak på smilebåndet, da der kom en kompliment hendes vej også. De var vidt forskellige af udseende. Der var en hel del spragl og små detaljer i Oasis. Flere forskellige farver. Denne hoppe bar enkeltheden i hvid og rød.

Hun vippede mildt med ørene mod det betagede føl. Men opmærksomheden var endnu på hans moder. "Jeg hedder Oasis. Jeg takker for Deres kompliment, mig en glæde at møde jer." hun gjorde sig ej til, men stod blot roligt og smilede mildt. Føllet talte nu til hende. Oasis vendte blikket kortvarigt mod det. "Det kalder man ikke for tyk. Man kalder det for gravid. Jeg bærer et føl, ligesom Dem selv." formidlede hun fattet og mildt.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Inilteir

Inilteir skævede irriteret på føllet, hvorfor kom han nu og blandede sig i deres samtale? Nu hvor hun endelig havde en fornuftig hest at snakke med? Hun nåede at åbne munden for at skælde ham ud og sende ham væk men lukkede den i stedet og stirrede på hoppen. Hvorfor svarede hun ham? Især når han lige havde stået så uhøfligt og kaldt hende tyk? "Seólta! Gå hen og leg med din bror i stedet!"

Hun sukkede lavt og så på hoppen igen. "Det er rart at møde dig, det er for længe siden jeg har haft andre end føllene at snakke med, det bliver... Anstrengende... I længden." Hun var tilbage til at smile og tale venlig så snart hun skiftede til at tale til Oasis. Hun skævede dog flere gange irriteret til Seólta eftersom han ikke flyttede sig.

Seólta

Seólta så på hoppen med store øjne, hun svarede ham så venligt og forklarede det og alt muligt! Selvom, det hun sagde gav ikke mening! Han bar ikke et føl! Og han var ikke tyk. Han så ned ad sig selv for at tjekke men nej, han var ikke specielt tyk. Eller, var der et føl inde i hendes mave? Havde hun spist det? Måske var det sådan hopper gjorde?

Som reaktion på hans mor besked lagde han ørene halvt men blev stædigt stående, hun gjorde ham normalt ikke noget, i hvert fald ikke andet end skubbe ham hårdt når hun ville have ham til at holde op med at spise så hun ville vel heller ikke gøre noget nu? Især ikke hvis han ikke så på hende, så kunne han lade som om han ikke havde hørt hende. "Du spise det? Føl?" tænk hvis hun havde spist et føl!

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis smilede roligt og tålmodigt overfor denne mor, der vist havde lidt mere at se til, end hun havde ønsket sig. Føllet adlød ikke, men Oasis holdt blot fokus på hoppen, så hun ikke følte sig overset. "Mit selskab er deres for nu, hvis de ønsker det. Jeg kan tro, at tvillinger kan kræve meget af en hoppe. Har de ingen fader heromkring?" hun viftede let med halen og holdt øjenkontakten, selv da det lille føl på hendes side krævede opmærksomhed. En kort stund lod hun det vente og trak vejret dybt.

"Nej." sagde hun kort. "Føl kan først leve, når de har været i deres moders mave i en stund." hun nikkede kun hurtigt til føllet og så, så på Inilteir igen.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Inilteir

Inilteir sendte Seólta et sidste ondt blik inden hun besluttede sig for at ignorere ham. Denne Oasis ignorerede ham også, i hvert fald delvist så det burde ikke være noget problem og han ville vel give op før eller siden hvis han ikke fik svar. "Jo, han kommer og hjælper til men han er her ikke hele tiden.. Og han kan ikke fodre dem." Det var faktisk ved at være lidt siden hun havde set Makoto men han virkede ret interesseret i føllene så det var nok ikke med vilje.. Hvis han så bare kunne tage føllene og beholde dem hos sig men de var knap begyndt at smage på græs endnu så der ville nok gå noget tid endnu.

"Hvad med..." Hun stoppede og ombestemte sig, det gav måske ikke helt mening at brokke sig over føl generelt overfor en gravid hoppe.. De fleste gravide ville vel gerne have føl? "Hvad med dig, har du en far til hjælp når dit kommer? Jeg forestiller mig at det gør en stor forskel". Hun var for træt til at være helt sit normale jeg og på en eller anden måde gjorde det hende mere høflig end hun normalt var.

Seólta

Seólta så irriteret fra den ene hoppe til den anden, hvorfor kunne de ikke bare fokusere på ham? Og snakke med ham? I hvert fald denne Oasis-hoppe, hans mor var han lidt ligeglad med men den nye hoppe var spændende og svarede ham som om hun rent faktisk gad at snakke med ham. Mor ville måske godt snakke en gang imellem men det var ikke ret tit og han måtte ikke stille ret mange spørgsmål så blev hun sur men han følte at denne hoppe måske ville tage det pænere.

Han overvejede at spørge hoppen hvordan føllet så kom derind men han kunne ikke forestille sig andre metoder end ved at spise det så han tænkte at det måske bare opstod der inde helt af sig selv eller sådan noget. Der var også andre og mere vigtige spørgsmål. "Hvornår kommer ud? Dreng?" Måske kom det ud lige om lidt og så kunne han se hvordan føllet kom ud! Og måske lege med det?

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Hun lyttede fortsat til Inilteir. Oasis forstod ikke helt præcist om denne hoppe rent faktisk havde ønsket sig føl? Hun virkede en anelse irriteret over dem, men Oasis lod det ligge. De var her, så sunde ud og trods de onde blikke, lød det til at de fik hvad de havde brug for. Deres fader var interesseret i og med at han kom og så til dem. Trods man da kunne ønske sig at hingsten befandt sig i nærheden hele tiden. Det var dog sandt at det var hoppen de måtte die ved. Oasis trak på smilebåndet, da hun blev spurgt om en hingst. "Jo jeg har en kær hingst, der passer på os. Og min datter vil hjertens gerne bidrage med sin hjælp." formidlede Oasis roligt. Dette var så uvant for hende. At dele ud om sit liv - for nu havde hun et liv... Et rigtigt liv.

"Jeg troede aldrig, jeg skulle skabe familie, men her står jeg så." hun så nu ind i den anden hoppes øjne igen. De virkede forskellige. Oasis brændte for sine føl og familien. Men denne hoppe virkede til at være en anelse frustreret over det. Måske kunne Oasis hjælpe?

"Om nogle måneder. Jeg ved ikke hvad køn det bliver." Oasis svarede føllet kort og roligt, før øjnene roligt og respekterende faldt på Inilteir igen.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.