Af sted gik det over stok og sten.. Jaymelia var fri, endelig fri af hendes fængsel under Magiens Grotter. De slanke, stærke ben bar hende af sted i overnaturlig fart. Hun kunne til hver en tid have teleporteret sig hen, hvor end hun ønskede, men den grønne Gudinde havde brug for at bevæge sig. Brug for at mærke, at hun atter var i live. En tid havde fremfærden foregået side om side med Flakezé. Deres fjendskab var for en tid forduftet. Slettet af deres fælles oplevelse, af den helt igennem knusende indespærrelse, som ingen af dem havde kunne komme fri af, uden hjælp fra Alayziahs valentinsføl. Deres veje var dog skiltes nu, da de hver især havde haft deres personlige mål at nå.

Der var ikke langt nu. Jaymelia kunne tydeligt mærke hans tilstedeværelse, og jo tættere på hun kom, så stærkere blev det enorme raseri hun bar i sit ellers så fredsommelige væsen. Hvor vovede han! Han havde været der, været til stede ved deres frifindelse. Ham der ikke på noget tidspunkt, så meget som havde gjort sig én eneste tanke om, hvorledes de kunne komme fri! Ikke én eneste gang havde han forsøgt sig med, at finde en løsning! Hun havde besøgt ham, da han var indespærret, men han havde været komplet ligeglad med, at hun var forsvundet fra jordens overflade. HVOR VOVEDE HAN!

Et arrigt lyn flækkede pludselig den ellers så skyfri himmel, og slog direkte ned i den sorte skikkelse i det fjerne. Han blev nu holdt fast, således flugt ikke længere var en mulighed. Det ville alligevel have været et tåbeligt indslag, for lige meget hvor han var flygtet hen, ville Magiens Gudinde have fundet ham.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Ritualet var vel overstået - forløbet have været præcis som han forventede. Andiago skillede sig ud og fik problemer... Men de klarede det. Fuldstændig som de skulle dette. Gervina... Han var stolt, selvom han for en stund, da overguderne lige var forsvundet, havde været kold. Han havde haft verden alene med Laylis og han kunne let overtage magten fra hende... Hvilket han havde gjort indtil hans raseri var ovre - for han var jo også blevet sluppet fri efter evigheder i helvede. Han havde derefter fundet fornuften frem. Ja. Helzlori var fornuftig, for han havde set landet gå til grunde mange gange før.
Han havde opfordret datteren til at hjælpe. Ikke stået i vejen for ritualet, eller krævet Alayziahs sjæl til døden.

Alligevel fornemmede han arrigskab mod sig. Hans øjne klemtes let sammen som de brændte mod den grønne skikkelse. Han havde ikke noget valg, da hun slog lynet ned og fastholdt ham - men han havde heller ikke tænkt sig at rende fra hende. Han nød hendes selskab og smilede en anelse flabet. Hun var vred. Rigtig vred. Men det måtte hun komme sig over, for han havde snart et forslag at drøfte med alle Guderne.

"Årh, er det ikke lige at overreagere?" hans stemme var helt rolig og han slog med halen, trods dette ikke var afslappende. Faktisk sitredede ubehagelig elektricitet igennem ham. Heldigvis havde han ingen puls, så det var ikke så slemt igen. Han sukkede mildt. "Hvem ville løbe fra dig?" han lagde hovedet på sned og sugede sine egne kræfter til sig for at skabe en ring af grøn ild omkring dem. Så. Nu var de begge to fanget.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

De rasende blå øjne veg ikke en tomme fra den sorte Dødsgud, som Jaymelia hastigt kom nærmere. Hendes skarpe blik så tydeligt det yderst flabede smil, der gled over hans mule. Det skulle han komme til at fortryde! Det kunne godt være, at de to guder kom ganske godt ud af det med hinanden, men når man i den grad valgte at blæse på Magiens Gudinde, ja så skulle man også være klar til, at føle hendes vrede. Glidende stoppede hun nu op, så græstotter fløj om ørene på begge heste. Helzlori der i den grad var større end den spinkle Gudinde, tordnede sig op over hende. De vidste dog begge, hvem der var stærkest, så her havde størrelse intet at sige. Som Helzlori nu helt roligt, spurgte ind til, om Jaymelias reaktion ikke var at overreagere, måtte den grønne hoppe lige tage et par beroligende vejrtrækninger. "Det kan godt være du har ret," stemmen var stille, ingen vrede var at spotte. Lynet forsvandt nu lige så pludseligt som det var kommet, til trods for at de nu i stedet var omringet af faretruende grønne flammer. Jaymelia værdigede ikke ilden så meget som ét blik. Hun havde kun øje for Dødsguden. "Hvem der ville løbe fra mig?" Hendes stemme var nu blid og melodisk, trods et faretruende skær forsat var at skue i de himmelblå øjne. "Ja jeg går bestemt ikke ud fra, at du ville min kære Helzlori." Med skridt så lette, at de knap nok rørte jorden, begyndte hun nu at skridte rundt om den store hingst. "Du vil hverken løbe fra eller til mig, har jeg ret? For i dit lille hoved er du jo den retmæssige hersker i dette rige. Så hvorfor, hvorfor skulle du dog komme en gammel ven til undsætning?" En tiltrækning så umådelig stærk, at intet kunne modstå, strålede nu ud fra den grønne Gudinde. En tiltrækning der tiltrak al magi omkring sig. "Men du har vidst helt glemt min kære, at du intet har at hersker over, uden din magi. Uden den er du intet, intet udover et sølle kræ døden ikke engang vil tage imod." For øjnene af Jaymelia, begyndte Helzlori nu at skrumpe ind. Han blev tyndere, muskler forsvandt, blod tappet og selve magien stod ud af ham, som tusind bittesmå stjerner i en klar rød farve. I takt med at Helzlori blev mindre, blev Jaymelia større. Hun sugede hans magi til sig, nærede sig ved den og endte nu med, at stå som en 5 meter høj kæmpe, og stirre ned på det gamle, udtørrede øg som Dødsguden var blevet forvandlet til. "Havde du virkelig troet, at jeg ikke ville få at høre om dit forræderi?"

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Helzloris krop var løsnet fra lynet i det næste øjeblik efter, han måtte spytte græstotter ud. Hans mule vringede ensmule fornærmet på sig. Helt ærligt, han havde da altid givet hende græs af finere kvalitet! Ikke med jordstumper... Og altid en te til. En god hjemmebryg fra helvede. Han fik bare tør jord og gult græs. Lækkert. Måske serverede han en loden rotte næste gang - i forklædning som te selvfølgelig. De havde noget med te... Men åbenbart ikke lige nu. Ilden var ikke faretruende på nogen måde for en der bare kunne vifte med sin manpagt og så var magien bare væk. Han var en skabning af Flakezé. Gjort af en anden guds Magi. Men det var intet skjold imod en så stærk som hun.

Han vippede ørene i nakken. Nok talte hun roligt, men han vidste at denne hoppe kunne være så ganske utilregnelig som... Ja følelsesløs magi. Han brummede blødt - ja han havde ret! Hun overragerede helt sikkert. Uden at vide hvad han rent faktisk havde tænkt sig... Og hvad han rent faktisk havde gjort, ved ikke at gøre noget.

Faren truede i hendes ulmende blå øjne, selv da stemmen var så blød og melodisk. Nej han ville da aldrig løbe fra sin te-dame! Til hende? Jovist, men det var faktisk ikke nemt at kravle ned i en skakt, der ikke fandtes og som ingen vidste hvor præcis lå. Åbenbart havde Alayziah vidst dette. Og haft en plan - det var han da glad for ... måske kun et øjeblik endnu. "Retmæssige hvad for noget? Nej jeg ønsker blot en bid af kagen - som alle andre guder! Hvilket er grunden til at jeg må indkalde dig til et haste-møde - jeg har...." mere nåede han ikke af sin vigtige sætning, før hun skridtede omkring ham og talte igen. Sugede magi til sig som en magnet, selvom han nu beholdt den så tæt på livet som muligt. Hun kunne ikke dræne hans liv total - men tænk hvis han kunne skræmme hende? Han smilede dyrisk, og lod sig bare hengive.

Han var ikke fornærmet. Magi var da en dejlig ting... Men han havde ikke været en gud, da han splittede proelio ad for årtusinder tilbage. Det fik ham til at vringe leende på mulen. Han blev mindre og mindre. Udtørret, gammel, vammel, muskelfattig og hun voksede bare større. Hvad for noget? Døden ikke engang ville modtage han brød ud i en stiv gammelmands-hoste latter. "Skaaat jeg er døden!" han mærkede livet sive ud af den allerede livsløse krop, men fandt ingen bekymring. For han havde sine aftaler og pagter med helvede, med dødens sø og med sig selv. Han var sikret, trods hun var almægtig... På en eller anden måde sikret. Måske om tusind år tilbage ... Hmf.

Nej hør nu! Forræderi? "Aww du såre mit hjerte." han trak på sit smilebånd og gik i kramper. "Hvor er det !!? " han faldt død om.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Helzlori der åbenbart synes, at han ville forsvare sig selv og sine handlinger, eller måske mere i mangel på samme, begyndte nu at tale med et tonefald der lød en smule forurettet. Jaymelia hørte dog overhovedet ikke efter. Hun vidste, at han løj. Vidste at han altid havde ønsket at herske i Proelio. Var det måske ikke det, han og Flakezé altid havde kæmpet om? Dødsguden nåede da heller ikke langt i sin tale, da han nu ganske tydeligt mærkede, hvad det var, at hun var i færd med. Han tav ganske pludseligt, og fulgte nu blot den grønne Gudinde med øjnene. Jaymelia var ganske godt klar over, at hun ikke kunne slå ham ihjel. Det kunne ingen af De Store Guder, men hun ønskede at gøre forsøget. Ønskede at Helzlori skulle forstå, hvor vred hun egentligt var! Og hvad andet end et drabsforsøg, viste det bedre? 

Raseriet havde endnu ikke forladt den nu enorme Jaymelia. Hun tordnede sig op over Helzlori, der på nuværende tidspunkt, mest af alt mindede om en indtørret kakerlak. Han hostede nu en tør latter op, som han bekendtgjorde, at han var døden. Hvilken overraskelse. Nu lignede han den så også. Et grumt smil voksede nu frem på hendes ellers så smukke ansigt. "Jamen så har du jo intet at frygte." Hun mærkede tydeligt, hvordan der ikke var meget liv tilbage i den sorte hingst. "Dit hjerte? Jeg tror nok.." Med ét fandt Dødsguden sammen, som en anden kludedukke. "At du mistede det for længe siden."

Som magien var ebbet ud af Helzlori, forsvandt de grønne flammer ligeledes. Jaymelia dalede langsomt ned mod jorden, fik sin normale størrelse igen. Et helt igennem tilfreds smil var at skue på hendes bløde mule. Det havde føltes godt, at slå Helzlori ihjel. I hvert fald så meget ihjel, som det nu kunne lade sig gøre. Også selvom han ville være tilbage om ganske kort tid. Dødsguden var.. Ja, død. Eller i hvert fald så død, som han kunne blive. Hun havde kortvarigt tvunget ham tilbage til hans eget rige, til helvedet. Et eftertænksomt blik dukkede nu op i de atter fredsommelige blå øjne. Jaymelia var død mange gange, men hun var aldrig vågnet op nede i helvedet. I stedet var hun med det samme blevet genskabt på ny. Genskabt sammen med Flakezé, så de atter kunne bygge en ny verden op. En evig cirkel der ville fortsætte i det uendelige. Hendes søgen efter svar, havde ladet hende forstå dette. Et kortvarigt muntert blik, spillede nu i det himmelblå øjne. Hun ville aldrig havne i Dødsgudens rige, ikke medmindre hun af egen fri vilje drog derned. Dette var jo sket før, da det trods alt var Dødsguden selskab Magiens Gudinde foretrak. Altså så længe han ikke forrådte hende..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Døden var en skrækindjagende ting for de fleste - men for en dødsgud, der allerede var død, var den knap så skræmmende. Det der skræmte ham mest, var hendes sugen af hans magi som en anden blodigle. Hans indre krampede en anelse. Han havde nok ikke prøvet noget lignende før - for trods Flakezé og Smeyé havde hadet ham og gjort mange ting for at slå ham ihjel, havde de alligevel haft en eller anden fornemmelse af, at han var nødt til at eksistere... Ind i mellem havde de endda stået som en ven ved hans side - men i det lange løb var han en ærkefjende. De færreste forblev hans ven. Hans krop drattede om til lyden af hendes ord. Havde hun nu også vendt sig imod ham, for altid? Det gjorde faktisk ondt... For hun var den, han bedst kunne fordrage. Faktisk nød han hendes selskab. Måske havde hun ret - måske skulle han have gjort mere. Men han følte nu selv, at han havde klaret det fint. Hun var her jo nu!

Hans krop sugedes ind til ingenting. Trods hans hjerte ikke havde slået i århundrede, føltes han alligevel mere død end nogensinde før. Det var magien. Det var magien der var væk - den der havde skabt en form for puls i hans døde åre. Den elektriske følelse i nervesystemet var væk. Følelsen af magt og ... Magi. Dødens magi. Var borte. Så trods han i en lillebitte krog af sig selv, stadig levede, var han som død.

I helvede befandt hans sjæl sig nu ganske snart. Han stod foran et flammehav af sjæle der skreg og en dyb utilfreds lyd kom fra ham. Hmrf! Hvor morsomt! Her stod han så i sit eget helvede, som en af de sjæle, han normalt tog sig af på den ene eller anden måde. Hvem skulle så gøre det nu? Hva?! Nogen måtte jo gøre det beskidte arbejde, det var at styre dødens gang. Dødens rige. Ville hun måske påtage sig denne opgave, nu hvor hun have dømt ham herned som en sjæl og ikke en gud?

Der gik kun få øjeblikke, før at helvede langsomt fortæredes. Hans kæbe faldt næsten af, da evighedens flammer blev mindre og mindre. Klipperne styrtede ned i de endeløse afgrunde. Den falske himmel fordampede... Helvede gik under. Det ville betyde... At sjælene vandrede frit på jorden. Katastrofalt. Laylis ville elske det. Men han blev panisk. Det var at pille ved den balance der var opstået i verden over de sidste årtusinder... Man kunne ikke bare splitte den af nu. Nogen måtte føre ham tilbage til sin krop, eller selv påtage sig helvedes opgaver!

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Jaymelia sukkede fredsommeligt, mens hun nysgerrigt studerede Helzloris indtørrede krop. Det havde føltes godt, at slå ham ihjel. Som om at vreden med ét var forsvundet sammen med Dødsguden. Den grønne Gudinde var godt klar over, at hendes følelser opførte sig ganske uforudsigeligt. Hun kunne på blot en brøkdel af et sekund skifte sindsstemning. Man vidste aldrig hvor man havde hende, og hun var ikke selv herre over hvilke følelser, der overtog hende. Det var en bivirkning der var kommet, efter at hendes og Flakezés verden var tørnet sammen. I hendes egen verden havde freden hersket, og der var ingen, der blev overmandet af pludselige humørskifte. Følelserne havde Flakezé skabt, og da der blev åbnet op ind til hans verden, var det noget der var sivet over i Jaymelia, helt uden hendes viden og accept.

En let brise legede blidt med den prægtige hvide man, mens Magiens Gudinde spekulerede på, hvad Helzlori egentligt foretog sig nu. Mon han var vred? Såret? Hun håbede det. Så kunne han selv føle, hvordan det var at blive forrådt. I Jaymelias verden havde der ikke fandtes nogen Dødsgud. Hen blev de afdøde sjæle ganske enkelt stedt til hvile, uden hverken at skulle gennem helvede eller paradiset. Sådan var det dog ikke i Proelio, hun havde jo selv set det med sine egne øjne. Ganske trøstesløs ikke blot at kunne få fred, når nu livet ebbede ud. Ikke alle ønskede at skulle videre, hverken til helvedet eller himmeriget.

Som Jaymelia nu stod med halvt lukkede øjne, og saligt nød brisen der blidt nedkølede hendes ellers så varme krop, dukkede en tanke op i hendes hoved. Hvad mon det var for et hastemøde, som Helzlori egentligt havde fablet om? Nu hvor hun og Flakezé var tilbage, burde alt da falde på plads, så hvad var det der hastede sådan? Straks åbnede Magiens Gudinde sine strålende blå øjne. Bare det nu ikke var Smeyé, der var sluppet ud af sit fængsel! Hun kunne ikke udstå den magtgale, blå gud, hvilket nok var meget naturligt, eftersom han afskyede alt hvad der havde med magi at gøre. Med et dramatisk suk skridtede hun nu de få skridt hen til den sorte, døde krop. Hendes mule gled over det sted, hvor et almindeligt hjerte ville have siddet, og som en anden hjertestarter, gik der nu et stød igennem Helzloris krop. Det var dog ikke strøm, der pulserede igennem hans døde celler, men derimod ren og uforvasket magi. Det ville komme til at gøre ondt, men så vidste man jo også, at man levede. Da Dødsguden atter var fyldt til bristepunktet med magi, måske endda en smule mere, end han før havde været, stak Jaymelia sit ansigt helt hen til hans, så det første han ville se, når han slog øjnene op, var hendes ildevarslende, havblå øjne. "Hvad for et hastemøde?"     

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Sukkende og stønnende stirrede han på kaosset. Han følte sig vred. Skuffet, men ikke såret. Hun kunne da sejle i sin egen sø af døde sjæle, når han ikke var der mere. Pff. Dog havde han svært ved at affinde sig med det og han var ved at gå til af raseri, som hans kæmpe rige gik til grunde. Havde han haft et hjerte var det sprunget i stykker af galskab. Hvad skulle han dog gøre... Han kunne intet stille op lige nu. Indtil noget pludselig smertede! Hans sjæl trak sig let sammen i kramper. Men for hver krampe han fik, begyndte helvede at resutrere sig selv. Genskabe afgrunden, ilden og alt det han elskede ved sit rige. Lettelse skyllede over den anspændte sjæl og hans øjne var næsten forelskede. Indtil et nyt stød af magi og chok fløj gennem ham! Hvad fanden!?

Han fnøs irriteret, da helvede flimrede. Det var sikkert på ny... Men det betød at han stadig skulle gøre det beskidte arbejde hernede! Måske havde det faktisk været sjovere at lade altid gå til grunde? Eller... Til helvede så at sige det. Nu var han satme skuffet igen! Endnu et stød gik igennem hans krop og han skreg et øjeblik arrigt.

Så spærrede han øjnene op. Kroppen var sig selv igen og befandt sig ved Jaymelia. Hendes usle havblå øjne lige foran snotten på ham. Han vrængede mulen og kastede sig op. Tårnede sig op og spændte de pumpede muskler. Han følte sig stærkere... På en eller anden sær måde. Hvad havde hun gjort? Tilsyneladende havde hun bragt ham tilbage igen - på grund af hans ord om hastemødet. Han lo bittert.

"Ha." sagde han tørt. "Jeg er træt af at slås med jer andre. Om dette ynkelige land. Mit forslag vil ændre vores synspunkter..." han var en smule kold og tilbageholdende.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.