Den sorte Trudy stod og iagttog det store vandfald Nivera Falls i hendes landsdel Vustlaum. Der var et drømmende blik i de mosgrønne øjne, mens en varm glød pulserede i hendes spinkle krop. Han var vendt tilbage. Flakezé var vendt hjem, og ikke bare hjem, hjem til hende. Trudy havde ganske simpelt svært ved at fatte det. Her havde han været væk så længe, og hvis det da ikke havde været på grund af den ekstreme forelskelse, der fuldstændig havde overtaget hendes krop, kunne Trudy da også forledes til at tro, at det hele blot havde været en drøm. At den blå Gud stadig var fanget under Magiens Grotter. Men nej, han var tilbage. Flakezé var vitterligt vendt tilbage!

Vandet blev i kaskader kastet ud over bjerget Malefic og faldt derefter flere meter ned, inden det i en brusen landede i den store sø ved bjergets fod. Proelio var et enormt land, og til trods for dets mange fantastiske områder, så var det netop her, i Vustlaum, at Trudy følte sig mest hjemme. De var ikke mange der holdt til her, hvilket var noget af det den sorte hoppe holdt mest af. Dog var det endnu ikke lykkes hende, at møde Den Øverste, hvilket måske ville have været en meget god idé. Bare lige så de kunne blive introduceret til hinanden, nu hvor de boede i samme landsdel. Det hastede dog ikke, hvilket da også var grunden til, at Trudy ikke direkte havde opsøgt ham. De skulle nok rende på hinanden en dag.

---

Han var stadig ikke helt kommet sig over det forunderlige møde med Vustlaums herre, Nabendu Raakaa... Hvorfor havde han helt frivilligt ladet ham komme tilbage til Vustlaum? I starten havde han været yderst beæret og havde tænkt, at den sort-hvide herre måske slet ikke var så slem som først antaget, men nu var han i stedet gået hen og blevet en anelse paranoid... For var der mon en bagtanke med alt det her? Havde Nabendu kun lukket ham ind i landet, så han kunne være ganske uforberedt på et kæmpe angreb lige pludselig? Han vidste det ikke, men han gik på listetæer lige pt... Han forestillede sig, at Nabendu ville troppe op med en hær af krigere når som helst og tage livet af ham. Eller endnu være... sende ham tilbage til Ingenmandsland! Han blev skør ved tanken om at vende tilbage dertil - så hellere dø! Han prøvede naturligvis at berolige sig selv for disse paranoide tanker, men det var svært. Når man konstant gik og forventede et bagholdsangreb, så var det lidt svært at tage den med ro...

Han bevægede sig derfor mere eller mindre altid rundt i skyggerne; en gammel vane, som han havde svært ved at slippe igen. Man blev vel lidt sær af at have levet så længe i sit eget selskab... Men denne dag havde et eller andet fået ham til at forlade skyggerne og træde frem i dagslyset. Denne dag ville han ikke flygte. Han ville se dagen i øjnene med mod og møde dagen som Renekton; strejferen, der nu havde tilladelse til at bo i Vustlaum og derfor ikke længere var udstødt!
Han var søgt mod Nivera Falls, fordi de store vandfald var noget af det mest beroligende, han kendte til. Den brusende lyd fra vandet, der kraftfuldt væltede ned ad klipperne, kunne berolige selv de mest urolige nerver. Han havde håbet at kunne være lidt i fred med sine egne tanker herhenne, og derfor blev han noget skuffet, da han så, at der allerede stod en skikkelse og betragtede vandfaldene. Han overvejede kort at vende om og gå igen, men et eller andet fik ham alligevel til at fortsætte. Han trådte op på siden af hende og udstødte en brummen, der næsten lød helt venlig.

"Har du noget imod, at jeg tilslutter mig?"

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Engang havde Trudy været frygtelig usikker på sig selv, hun havde ingen selvtillid haft og kunne ikke finde ud af, hvem hun egentligt var. I dag var der intet af dette tilbage. Den sorte hoppe troede på sig selv. Hun var blevet formet af de heste hun havde lært at kende, de oplevelse hun havde været igennem, og ikke mindst den magi hun var blevet velsignet med. Som en vildt fremmede hingst nu trådte frem ved hendes side, ikke så meget som gippede det i hende. Til trods for at han stod forholdsvis tæt på hende, faktisk for tæt til at være en fremmede, så følte hun ingen trussel ved ham. Det ville trods alt være ham selv det gik ud over, hvis han prøvede på noget. "Du skal da være velkommen," hendes stemme var stærk og fuld af selvtillid. Til at starte med, viste Trudy ingen opmærksomhed til den fremmede. Hendes blik var fortsat vendt ud mod vandfaldet, og fulgte vågent med i vandets fald ud over klippen.

Efter en rum tids tavshed, vendte Trudy nu langsomt og velovervejet hovedet mod den fremmede hingst. Hun granskede ham nysgerrigt, og kunne hurtigt konstatere, at hun aldrig havde lagt sit blik på ham før. En detalje fik hende dog til at studse. Han bar et smykke omkring halsen, et smykke som den sorte hoppe var sikker på, at hun havde set før. Hvor kunne hun dog på nuværende tidspunkt ikke erindre. "Jeg tror ikke, at vi har haft fornøjelsen af at mødes før. Mit navn er Trudy," hun smilede let til ham, mens hun fortsat forsøgte at tvinge sin hukommelse til, at diske op med, hvor hun havde set smykket henne før.

---

En tilfreds brummen forlod hans strube, da hun svarede, at han skulle være velkommen. Han nikkede let til hende som tak, inden hans blik gled ud over det brusende vandfald. Han sukkede tungt og afslappet, mens stilheden sænkede sig over de to heste, og ingen lyd hørtes ud over vandfaldets brusen. For ham var der intet akavet eller ubehageligt over dette øjeblik. Han kunne sagtens stå i sine egne tanker og nyde freden og roen, selvom der var andre heste omkring ham. Han reagerede dog ikke negativt, da hoppen nu vendte hovedet mod ham og præsenterede sig. For han var skam også en selskabelig hingst, der ikke havde noget imod en god snak, hvis folk lagde op til det. Han drejede hovedet mod hende og gengældte hendes smil.

"Fornøjelsen er også på min side, Trudy. Jeg går under navnet Landsforræderen."

Hans rigtige navn var der ikke mange, der fik at vide, og den sorte Trudy var da heller ingen undtagelse. Nogen havde hørt om ham før, andre havde ikke... Nogen huskede ham tydeligt, andre havde glemt ham... Hvordan mon hun ville reagere på hans alias?

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Tavsheden der havde hersket mellem de to heste, havde ikke været en akavet tavshed, som det så let blev mellem fremmede. De var begge optaget af vandfaldet og deres egne tanker, og havde derfor blot stået i hinandens selskab, uden at udveksle nogen form for ord. Nu var der imidlertidig lukket op for talens brug, og således som Trudy havde præsenteret sig, gjorde denne fremmede hingst det ligeså. Han var ganske høflig, til trods for at navnet han gik under, fik et undrende blik frem i Trudys mosgrønne øjne. "Det er da noget af en stilling, som du smykker dig med." Den sorte hoppe kendte ikke til de fejder, der havde været mellem denne hingst og landsdelene. Det tilhørte en fortid, hvor hun endnu ikke var kommet til fremtiden. Ganske forvirrende javist, men ikke mindre sandt af den grund. "Og hvad har du da gjort, siden du har fået den udnævnelse?" Trudy var ikke bange for at spørge ind til noget som helst, og hendes blik lå nu nysgerrigt i hans.

Smykket om Landsforræderens hals glimtede let i solens stråler, og fortsatte med at tirre den sorte hoppe, som endnu ikke var kommet i tanke om, hvor det var hun havde set det før. For set det før, det var helt sikkert, at det havde hun. Og det til trods for, at hun var sikker på, at hun aldrig havde mødt denne hingst før.

---

Han lo let over hendes ord. Ja, det var ikke mange, der kunne prale med at kalde sig selv for Landsforræderen - eller havde modet til åbent at fortælle om det. Men Renekton var ikke bange for, hvad andre ville tænke om ham; tværtimod fik han faktisk et lille kick ud af at skræmme andre med sit rygte. Men denne hoppe var ikke bange - tværtimod spurgte hun nysgerrigt ind til, hvad han havde gjort for at have fået det navn. Aha, så kom hun altså fra fremtiden; medmindre hun havde levet under en sten under hans stortid. Han smilede slesk. Han ville såmænd meget gerne fortælle hende, hvad han havde gjort, men for at kunne forklare det, måtte han lige høre hende om noget.

"Så du er altså fra fremtiden? Eksisterer Aliari flokken stadig i jeres tid?"

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

En latter lød nu fra denne såkaldte Landsforæder, hvilket blot fik Trudys nysgerrighed til at vokse, for hvad var det, der var så sjovt? Et smil tog nu over fra latteren, og blev derefter overtaget af to spørgsmål, der vel ville ende med at give mening, på en eller anden måde. Lige nu fandt den sorte hoppe dem dog blot forvirrende, men valgte alligevel at besvare dem. "Ja, jeg er fra fremtiden, og hvad angår Aliari flokken, så.." Men hvad skulle Trudy egentligt svare? Flokken havde eksisteret, ja det var faktisk en af Trudys bedste venner, der havde været dens leder, lige indtil han forsvandt. Herefter var den blevet overtaget af Diablo, men også han var en dag væk, og flokken var til sidst blevet opløst. "Den gjorde, men efter flokkens tidligere ledere forsvandt, opløstes den og blev sidenhen ikke genoptaget." Det var sandt at i den sidste tid i fortidens Proelio, havde der ingen Aliari flok eksisteret. Men hvad havde det med Landsforæderen at gøre?

Tankerne tilbage på Aliari og dens leder Wallace, havde pludselig sat skub i Trudys hukommelse. For det smykke som denne brune hingst bar, var det selv samme som hendes grønne ven med stolthed havde båret, som den sande leder af flokken. Til trods for genkendelsen valgte den sorte hoppe at tie, da hun ønskede at kende grunden til den brune hingsts utiltalende titel.

---

Han lyttede til hendes ord med et slesk smil om mulen. Aha, så Aliari flokken var altså blevet genopstået i fremtiden. Det var ret interessant. Gad vide, hvem der først ville få fat i smykket fra ham så? Og ville det mon ske, mens han stadig var i live, eller først efter han var død? Det var spændende at tænke på! Han rettede atter opmærksomheden mod den farverige hoppe foran ham og smilede grumt.

"Interessant! Nu ved jeg ikke, hvor meget du kender til Aliari så, men for at blive dens leder kræver det, at man er i besiddelse af et helt bestemt smykke - nemlig selveste Aliaris smykke. Kun den retmæssige ejer af det smykke kan lede flokken."

Han holdt en kort pause, inden han så ned på smykket om hans hals med et endnu større, grumt smil.

"Dette smykke har jeg stjålet i sin tid, og derfor er det nu mig, der har kontrollen over Aliari. Desværre er jeg ikke just på... god fod med De Øverste her i landet, og derfor blev jeg udstødt fra alle landsdelene, før jeg kunne nå at gøre noget som helst. Men nu er jeg tilbage... Og smykket, ja, det har jeg stadig."

Han smilede grumt og magtfuldt og mærkede, hvordan det nærmest sitrede igennem hele hans krop af bar stolthed. Han blev altid helt høj af at fortælle om sig selv på den måde, for han var stolt af at være kendt som Landsforræderen og ville derfor ikke længere leve i frygt for at blive genkendt! Han tippede hovedet på skrå og mødte Trudys blik med en charmerende blinken med øjnene. Hvad ville hun mon tænke om det? Ville hun blive frastødt, eller kunne hun godt lide en hingst med lidt rebelskhed over sig?

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Den brune hingst havde fundet hendes fortælling interessant, til trods for at Trudy ikke selv kunne se, hvad interessant der skulle være ved den. Som hun havde oplyst ham om, var der netop ingen flok tilbage. De få der havde været tilbage, var blevet spredt for alle vinde, og i dag var der blot minder tilbage om Aliari, intet andet. Som Landsforræderen nu begyndte at fortælle om flokkens smykke, nikkede Trudy blot samtykkende. Hun kendte godt til både smykket, og det ansvar der fulgte med. Hun blev dog overrasket, da det nu kom for dagen, at hingsten foran hende simpelthen havde stjålet smykket, og derved mente, at han var flokkens leder. "Det er jeg vidst ikke helt enig med dig i," hendes stemme var munter og hun blinkede drillende til ham. "Du har selv lige fortalt mig, at det kun er den retmæssige ejer af smykket, der kan lede flokken. Og man er vidst ikke den retmæssige ejer, hvis man har stålet det." Der var intet fjendskab over Trudy. I hendes øjne var den eneste rigtige leder af Aliari Wallace, men eftersom det var mange år siden, at han forsvandt, interesserede hun sig ikke længere for flokken, og kunne derfor tage det helt afslappet, at hun nu stod foran tyven af Aliari smykket.

Som Landsforræderen nu blinkede kækt til hende, kunne Trudy ikke lade være med at grine. Hun fornemmede, at han var den type hingst, som man burde holde sig langt fra, og netop derfor tiltrak han hende. "Og hvad er det så lige at du har gjort, siden du ikke er på god fod med de øverster, som du så fint selv kalder det?" Nysgerrigt besvarede hun hans blik, mens hun funderede over, hvad han mon havde udrettet af gale streger.

---

Det glædede ham at se hendes reaktion på hans lille historie. For hun reagerede ikke med at blive forarget eller frastødt, nej tværtimod stod hun helt rolig med en udstråling, der fortalte, at hun ikke kunne være mere ligeglad. Det fik ham til at smile stort. Gad vide, hvad denne hoppe gemte på under sit uskyldige udseende? Hun svarede nu, at hun ikke var helt enig, fordi han jo selv lige havde fortalt, at det kun var den retmæssige ejer af smykket, der kunne lede flokken - og at han nok ikke var den retmæssige ejer, når han havde stjålet det. Han gengældte hendes drillende blink og nikkede muntert med hovedet. For hun havde skam ganske ret i sine ord - men det betød skam ikke, at han ikke havde kontrollen alligevel.

"Du har ganske ret, kære Trudy. Leder af Aliari flokken bliver jeg aldrig, men noget så fornemt og kedeligt har skam heller aldrig haft min interesse. Ser du, jeg er langt mere interesseret i den magt, smykket giver mig... For uden smykket er der intet Aliari. Og Proelios åndssvage traditionsprægede borgere vil uden tvivl betale en god pris for at få smykket tilbage, hvilket kun kan være til min fordel."

Han smilede slesk. For det var lige præcis dét, han havde håbet at få ud af smykket - magten til at få, hvad han ønskede, i bytte for at folk kunne få deres åndssvage Aliari tilbage. Men De Øverste havde sat en stopper for den plan, da han var blevet kylet på hovedet ud af landet - og i Ingenmandsland var der ingen, der var interesseret i sådan et gammelt, ubrugeligt smykke... Men nu var han tilbage - og hvis han var heldig, ville det lykkes ham at finde nogen af Aliaris gamle tilhængere, der stadig ville gøre hvad som helst for at få smykket tilbage til dets retmæssige ejer.
Hun spurgte nu ind til, hvad han havde gjort, siden han ikke var på god fod med De Øverste, hvilket atter fik ham til at blinke kækt.

"Tjo, lad os bare sige det sådan, at De Øverste ikke ligefrem bliver begejstrede, når man skaber kaos i deres landsdele. Så spørgsmålet er mere, hvad jeg ikke har gjort... Stjålet, tyranniseret, slået ihjel, brudt adskillige love - jeg var lidt af en slem dreng dengang."

Han lo mørkt og smilede charmerende. Hvorfor fortalte han hende egentlig alt det her? Det var ikke just smart at prale med at være en tyv og lystmorder over for nogen, man slet ikke kendte... Men et eller andet ved denne sorte hoppe fik ham til at stole på hende; ønske at fortælle hende sandheden om sin fortid. For af en eller anden grund var han ikke bange for, at hun skulle sladre og kaste hele Proelio på nakken af ham igen - hun virkede bare ikke som en type, der ville blande sig i andres liv på den måde. Men det forklarede naturligvis stadig ikke, hvorfor han fortalte hende det. Fik han et kick ud af at spille the bad guy overfor en smuk hoppe? Jah, det var nok mere sådan noget, vi er ude i...

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Det viste sig nu at denne hingst slet ikke var interesseret i, at blive leder af Aliari, men blot ønskede den magt smykket gav, idet der var andre her i landet, der desperat ønskede sig at få det tilbage. Trudy forstod ham til dels godt, det der med floklivet var heller ikke lige hende, hverken som leder eller medlem. "Javel.. Det tror jeg såmænd, at du har helt ret i, kære Landsforæder." Drillende valgte hun nu, at bruge hans egen tiltale form mod ham. Kære. "Må man have lov til at spørge, hvad din pris er?" Nysgerrigheden strålede ud af Trudys mosgrønne øjne, som hun forsøgte at gætte sig frem til, hvad denne sælsomme hingst mon ønskede. Hopper? Land? Rang? Ja det var ikke til at sige, hvad han higede efter, men én ting var sikkert. Han skulle nok ende med at få det, for det virkede som om, at der sad et ganske fornuftigt hoved på den brune hingst, i hvert fald hvad angik taktik. "Pas nu på, at de såkaldte åndssvage traditionsprægede borgere ikke ender med at overrumple dig. Jeg gætter på, at der nok er flere der ønsker Aliari flokken tilbage, men du.. Du er kun én." Trudy prøvede egentligt ikke at advare Landsforæderen, idet han utvivlsomt selv havde tænkt på dette, men valgte blot at pointere det åbenlyse.

Til Trudys store overraskelse, valgte Landsforæderen nu at fortælle ganske ærligt, hvorfor De øverste ikke brød sig om ham. Hun havde spurgt af ren nysgerrighed, men havde egentligt ikke forventet et svar. Det fik hun dog nu. Kaos bestående af at have stjålet, tyranniseret, slået ihjel, samt brudt adskillige love.. Tja nej, det var nok ikke vel set hos Landsdelenes Øverste. Til trods for denne ikke ligefrem imponerende liste af gerninger, sendte Landsforæderen hende nu et ganske charmerende smil, der straks blev besvaret af Trudy. Det var underligt, for selvom hun jo egentligt burde være forfærdet over hvad han havde gjort, så tog hun det hele ganske roligt. Måske i hendes yngre dage, ville hun straks have trukket sig, men den sorte hoppe havde erfaret at verden ikke blot var sort og hvid. Og så var der altså noget over denne hingst, der fik hende til at slappe af i hans selskab. Måske netop fordi han var alt det, man ikke måtte være. Han var så langt fra at være perfekt, som man overhovedet kunne være. Trudy selv havde aldrig været perfekt, og blev det heller aldrig. "Uha, skal jeg så være bange, nu hvor jeg er i selskab med en slem dreng?" Trudy forsøgte at se så uskyldig ud, som overhovedet muligt, til trods for at latteren var godt på vej.

---

Han smilede charmerende, da hun valgte at kalde ham kære Landsforræder. Hun spurgte nu, hvad hans pris var, alt imens nysgerrigheden strålede ud af hendes grønne øjne. Endnu en gang måtte han se sig fascineret af denne sorte hoppe. Hun virkede stadig ikke forarget eller frastødt over ham, men blev derimod blot ved med at spørge nysgerrigt ind til ham, som om hun rent faktisk oprigtigt ønskede at forstå hans hensigter.

"Jeg har faktisk ikke tænkt over nogen bestemt pris endnu for at være helt ærlig. Det ville da være skønt med noget højere rang og retten til atter at færdes, måske endda eje, et stykke af Proelios jord. Men jeg er ærlig talt ikke så kræsen, så jeg vil blot vente og se, hvad de har at tilbyde mig."

Han lyttede nu til hendes lille advarsel og smilede charmerende. For selvfølgelig var det noget, han havde tænkt over, men han måtte også indrømme, at det ikke havde bekymret ham så meget igen... Men hun havde ret. Han var nødt til at finde på en plan for, hvordan det alt sammen skulle foregå, så han ikke bare endte med at springe hovedløst ind i en kamp og dø på stedet.

"Du har helt ret, min kære Trudy. Selvom jeg helst foretrækker at køre solo, må jeg jo ganske vist indrømme, at jeg ikke kommer igennem dette uden en form for aliance. Så jeg må vel hellere i gang med at lede efter værdige folk. Du kunne måske blive min første alierede? Du ville naturligvis få den højeste rang af alle, på lige fod med mig."

Han blinkede charmerende til hende. Selvom hans ord var sagt i en drillende tone, var der dog en vis alvor over dem. For han mente skam sit tilbud. En hoppe som hende ville være en drøm at få lov til at arbejde sammen med. Han følte sig ganske tilpas i hendes selskab og ville på ingen måde takke nej til at få mere af det.
Det glædede ham at se hende besvare hans charmerende smil. Det var altid en fryd at møde en hoppe, der var med på sådan noget og ikke var bange af sig, selvom han lige havde fortalt hende, at han var lystmorder. Hun spurgte nu, om hun skulle være bange for ham, og selvom hun prøvede at se uskyldig ud, fornemmede han godt latteren, der var på vej ud. Han selv tøvede ikke med at slå en mørk, men varm latter op. For det var tydeligt at se, at hun ikke var den mindste smule bange for ham, og det tog han bestemt ikke som en fornærmelse - tværtimod gav det ham blot indtrykket af, at hun nok ikke ligefrem var uskyldigheden selv, siden hun kunne stå så roligt i selskab med en lystmorder. Han smilede atter charmerende til hende.

"Om man skal være bange for mig eller ej kommer helt an på det selskab, jeg er i. Men umiddelbart ville jeg ikke være bange på dine vegne, for jeg bryder mig allerede alt for godt om dig til at ville kunne gøre dig ondt."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Den brune hingst som ellers virkede som om, at han havde planlagt det hele ned til mindste detalje, havde endnu ikke besluttet sig for, hvad han rent faktisk ville forlange i bytte for Aliari flokkens smykke. Dette overraskede Trudy, men selvfølgelig denne Landsforæder virkede til, at være fuld af overraskelser. Det ville da også være spændende at se, hvad han ville blive tilbudt. Hvor meget mon smykket var værd? Eller dem der kom efter det, ville måske ligefrem forsøge at snyde ham og underbyde smykkets egentligt værdi? Ja lige meget hvad der skete, ville det nok ikke blive uden dramatik.

Som Trudy nu pointerede, at Landsforræderen kunne gå hen og blive overmanet, hvis han ene hingst trådte frem mod Aliari flokkens kommende medlemmer og leder, virkede det faktisk som om, at den brune hingst blev ganske eftertænksom, og tog hendes ord til sig. Den dybe, maskuline stemme bekendtgjorde nu, at hun havde ret. Denne ene, lille sætning fik et bredt smil til at brede sig over den sorte hoppes mule, mens hendes mosgrønne øjne glimtede muntert. Han var altså ikke immun over for gode råd, det var der ellers en del heste der havde tendens til, i særdeleshed hingste. Dette var dog blot endnu et plus i bogen til denne morderske.
Da Landsforæderen nu foreslog, at det var Trudy der skulle være en del af hans nye alliance, kunne hun ikke holde en munter latter tilbage. Hvilken helt igennem fjollet idé! Hun kunne da ikke tillade sig, at slå pjalterne sammen med en så forhadt hingst, og da slet ikke, når hun allerede havde en alliance med Amazona flokken. Stor var overraskelsen derfor, da hun nu hørte sig selv sige. "Jamen det vil da være mig en ære at blive din allierede, min kære Landsforæder." Nu var hun da vidst ved at gå helt fra forstanden! Alligevel følte hun en kriblen af spænding sprede sig i den spinkle krop. Det her skulle nok gå hen og blive interessant. "Du skal dog vide, at jeg allerede er i en alliance med Amazonas, men så længe der ikke kommer til at ske noget med hoppeflokken, vil jeg være ved din side." Et blændende smil blev nu sendt til den brune hingst, der tydeligvis ikke vidste, at det var en af Proelios stærkeste heste, han havde fået over på sin side. Men når han ikke kendte historierne om hende, hvordan skulle han så også det? I dette tilfælde snød udseendet så sandelig.

De charmerende smil som Landsforæderen blev ved med at tildele Trudy, gik rent ind. Den sorte hoppe nød den opmærksomhed som han gav hende, og da hun ikke ligefrem var genert anlagt, solede hun sig rigtig i hans charme, som helt og aldeles var rettet imod hende. At Trudy ikke tilnærmelsesvis var bange for ham, var ganske tydeligt. Hun var ikke selv så uskyldsren, som hendes udseende måske udstrålede, og den brune hingst var da heller ikke den eneste her, der havde liv på samvittigheden, men det behøvede han jo ikke at vide. "Jamen hvilken kompliment du der kom med kære Landsforæder. Det er jo lige så jeg rødmer." Rødmen udeblev dog, til trods for at en tilfreds latter trillede op gennem den slanke hals. Drillende på det grænsende til det provokerende, smøg Trudy sig nu ind under hans hals og befandt sig pludselig på hans anden side. Mulen blev langsomt ført op mod hans ene øre, hvor hun hviskede. "Og jeg bryder mig for godt om dig, til at kunne gøre dig ondt." Et tirrende blik var nu dukket op i de grønne øjne, mens et udfordrende smil lå om den hvide mule. Om han troede på, at hun rent faktisk kunne gøre ham ondt eller ej, var helt op til ham.

---

Da han havde tilbudt hende at være sin allierede, brast hun ud i latter. Et flovt udtryk tegnede sig kort på hans ansigt. Selvfølgelig ville en hoppe som hende da ikke alliere sig med ham, hvad havde han dog regnet med...? Men til hans store glæde og overraskelse valgte hun dog alligevel at svare, at det ville være hende en ære, så længe han holdt sig væk fra hoppeflokken Amazonas. Hans hjerte slog næsten et slag over, og han kunne slet ikke holde sin lykke tilbage, da han gengældte hendes blændende smil og nærmest sitrede af glæde.

"Det er mig en glæde at høre, kære Trudy! Og bare rolig, en flok fuld af hopper har intet at frygte fra mig..."

Han smilede slesk. Godt nok havde han aldrig hørt om denne Amazonas flok, men en flok fyldt med dejlige hopper lød da mere end tiltalende, så dem havde han bestemt ikke tænkt sig røre - i hvert fald ikke på den måde.
Hun kommenterede nu hans kompliment og tilføjede leende, at det var lige, så hun rødmede. Et tilfreds smil formede sig om hans mule. Han havde altid været glad for hopper, så det var bestemt ord, han kunne lide at høre!
Selvom han godt havde fornemmet, at denne hoppe var med på lidt af den værste, havde han bestemt ikke forestillet sig dét, der nu skulle til at ske. Drillende smøg hun sig nemlig ind under hans hals og dukkede pludselig op på hans anden side, hvor hun førte mulen op mod hans øre og hviskede, at hun også brød sig for godt om ham til at kunne gøre ham ondt. Han gengældte hendes tirrende blik og udfordrende smil. Han var slet ikke i tvivl om, at denne Trudy sagtens kunne gøre ham ondt, hvis hun ville - han havde jo for længst gennemskuet, at man ikke skulle dømme denne hoppe på hendes uskyldige udseende. Han brummede charmerende.

"Det var heldigt for mig. Og kære Trudy, det er vist på tide, at du får noget andet at kalde mig end blot Landsforræder. Kun meget få udvalgte kender mit rigtige navn, men jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at du fortjener at kende det. Jeg hedder Renekton."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Ved Trudys latter var et flovt udtryk gledet over Landsforræderens ansigt. Sjovt nok var det en følelse, som Trudy ikke umiddelbart ville have troet, at denne hingst kunne føle, men han var i sandhed en hingst spækket med overraskelser. Flovheden forsvandt dog hurtigt, da det gik op for ham, at Trudy takkede ja til hans tilbud. Et nærmest lykkeligt udtryk dukkede nu op i stedet, og fyldte den sorte hoppe med dyb tilfredshed. Måske var det alligevel ikke så skrækkeligt, at hun havde sagt ja til at hjælpe denne hingst. I Trudys øjne var der trods alt ingen retsmæssig ejer til Aliari efter Wallace var forsvundet, så om det var denne hingst eller en anden der besad smykket, gjorde hende ikke det store. Da han nu bekendtgjorde, at Amazona ikke havde noget at frygte fra hans side, nikkede hun blot langsomt. "Jamen så har vi en aftale min kære Landsforræder. Jeg vil være din allierede, når du skal forhandle om Aliarismykket. Hvis nogen forsøger at tage smykket fra dig med magt, vil jeg gøre mit til at standse dem." Ååhh jo, det ville ikke blive sjovt for dem, hvis de forsøgte at gå uærligt til værks. Ej heller ville det blive sjovt, hvis man tvang sig vej til Amazona og her tvang hopperne til noget, der stred imod deres vilje. Ej heller hvis man var Landsforræder. Men den tid, den sorg..

Da Landsforræderen nu valgte at dele sit rigtige navn med Trudy, kunne hun ikke lade være med at sende ham et anerkendende blik. "Jamen, så goddag til dig Renekton." Langsomt trak hun hans navn ud, som om hun smagte på hver en stavelse. "Det lyder som et rigtig rævenavn," drillende kiggede hun nu på ham, inden hendes forklaring kom. "Snu og snedig, inden man har fået set sig om, har du været forbi og fået hvad du ville." Ja, Trudy var slet ikke i tvivl om, at den beskrivelse var ganske rammende om denne hingst. "Men sig mig nu Renekton, har du nogen idé om, hvornår overdragelsen af smykket skal finde sted og hvor henne?" Det var ganske logiske spørgsmål, hvis det var at Trudy skulle formå at være til stede på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted.