Hun vandrede afsted, den lille hvide hoppe. Datteren havde hun ikke med sig, for hun ville ikke bringe hende af disse veje, så Salira var gemt af vejen, langt væk fra dette sted.. Soli vandrede derfor alene, endnu engang, i sin søgen på at finde Elzharin. Snart et år var der gået, og hendes datter blev større og større, uden at kende sin fader. Solitaire vippede uroligt rundt med sine øre, mens hun vandrede afsted på stien foran hende - men hun anede ikke længere hvor hun var. Og det var ikke nemt at se langt fremad, grundet skovbundens tunge dampe der søgte opad. Hvor var han?
Hun kendte kun én anden, der kendte Elz. Nemlig den store sorte hingst, der bar navnet Helzlori... og hvis hun ej kunne finde Elz, måtte hun forsøge noget andet! Mere målrettet slog hun med hovedet, inden hun udsendte et kaldende vrinsk. Det var bestemt farligt i dette område, og frygten krøb hele tiden i hendes krop, fik pelsen til at skælve - men hun ville finde ham, enten Helzori eller Elz. Og så måtte den hvide, usikre og meget tynde hoppe, forsøge at give lyd fra sig, trods hun bestemt ikke havde lyst!

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Dødsgudens øjne var årvågne. Tiderne skiftede som en rasende storm over landet. Ikke kun i henhold til hvad der var i optræk mellem guder - men indeni hans krop rasede det sorte blod som aldrig før. Varmen var raseri. Vrede. Som dagene gik og blev længere og længere, forviste han sine hengivne tanker til Ichigo. De fandt ingen jord at gro i mere. For jo længere hun var borte, jo mere forpurrede hans sind sig hjem. Hjem til det sorte mørke der havde hersket før kærligheden fandt hans dengang bankende hjerte. Men der var ingen lyd derinde nu. Kun denne storm.

Vinden i Beica trak op ved den hvide hoppes vrinsken. Vinden rasede. Kaldte. Fordrev andre bort, men forlod Solitaire urørt og ren og uskyldig. Før han dukkede op i skyggerne foran hende med et hvislende smil, der dog bar sin egen charme. "Helvedes flotte øjne... Hvid som sne, så ganske fin. Goddag Solitaïre." den dybe semme bar markante toner, men dog en anelse blød. For de havde noget til fælles. De var begge forladt.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Det virkede bizart dette område. For hver gang den hvide hoppe kiggede bagud, virkede det til at træerne havde flyttet sig, og dermed lavede om på den sti hun kom fra? Men dette var vel umuligt?
Frem kiggede den lille hvide igen, inden ørene uroligt vippede frem og tilbage. Hun ønskede at være ved sin datter igen - men at bringe hende til dette sted, ved hendes side, velvidende at Soli ej var en fysisk stærk hoppe, det ville hun ej gøre.
Vinden tog til, idet hendes vrinsk havde lydt, hvilket virkede mærkværdigt. Kort efter dukkede den sorte, store hingst frem ud af skyggerne. Helzlori... Solitaires blå øjne gled frem til ham, og ramte hans mere gullige øjne, idet han hilste hende. Hun frygtede ham, men søgte ham alligevel. Langsomt søgte hendes hovede længere ned, i en underdanig højde, mens blikket faldt i jorden.

,,Goddag, Helzlori. Jeg beklager, at jeg skabte larm. Men... jeg.. Elzharin er væk, forsvundet. Jeg troede.. håbede, at han måske var hos dig"

Den lille hvides øre vippede uroligt rundt, inden hun langsomt hævede hovedet en lille smule igen. Hendes blik hvilede nu på hans bringe, men ej så de længere op på ham, søgte ej hans øjne, for hun ønskede ikke at skabe ubehag hos den sorte hingst.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Vinden lagde sig så ganske langsomt. Men trods det var der aldrig ro imellem Beicas træer. Således var skoven den første der nogensinde var blevet skabt. Oldgammel. Den ældste... Hans vågne, kække øjne søgte over hendes krop, som hun underdanigt sænkede hovedet. Han fnøs - se det var knap så ønsket fra denne hvide skønhed. Desuden - hvor havde hun gjort af hans barnebarn? Dette var mørkets hjem. Men Salira var en datter af mørket. Havde hun ikke lært hende at begærde sig i dette element?

Stemmen lød. Stemmen fik lov til at fylde hans sind og krop ud - raseriet og hadet vendt mod hans egen familie... Men kun nu hvor de var borte for alvor. I så mange år havde de aldrig forladt ham - men nu? Borte! Han ønskede sig ikke tilbage til de århundrede han havde levet og troet dem døde... Han søgte nye horisonter nu. Ganske nye. Og den snehvide hoppe skulle blive en del af fremtiden.

"Borte! Bort er han, søsteren og moderen. Intet kan vi gøre Solitaïre. Men en hoppe som du, bør ikke underligge dig mørket."

hans stemme var en anelse beskyttende overfor hende - hun havde intet at frygte her. Jo måske. Men han trak på sit djævelske smil og blødhed kunne anes i dette. Åh han lagde planer. Hvad end fremtiden bragte, lagde han altid nye planer. Han skridtede tættere på, med den hektiske storm i sit indre. En grøn ild blomstrede midt imellem dem, som han lod mulen køre over hoppens hals, for at trække hendes hoved op. "Se blot døden i øjnene." hviskede hingsten.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den lille hvide, havde blikket imod hans bringe. Søgte ej hans øjne, da hun ikke ønskede at fornærme eller irritere den store, sorte herre. Men hun kunne mærke hans øjne, mærke at de studerede hendes hvide skind, som søgte han at finde noget eller nogen hos hende. Solitaïre var ifol, da hun sidst havde mødt den store hingst - men dette var længe siden. Meget længe siden. For datteren var næsten et år nu, og en lille dame med egne meninger.

Hans ord kom prompte og hårdt - de var borte. Væk. Døde? Elzharin var her ikke mere, det var hvad den sorte hingst fortalte. Den lille hvide mærkede hvordan det stak i hendes brystkasse, der hvor hjertet pumpede blod rundt i hendes krop. Det gjorde ondt. Hendes blik faldt helt til jorden, mens hun kneb øjnene i, i ren og skær smerte over ordene der var sagt. Men hun vidste, at det nok var sandt - for disse tanker havde den lille hoppe selv haft. Mere reaktion, kom der ikke. Ikke en lyd eller et ord.

Tættere på kom han, og mulen rørte hendes skind, langs den spinkle hals. Han bad hende se døden i øjnene - men det var ej første gang hun følte, at hun skulle det, i dette land. Den lille hvide lod øjnene åbne sig mere, og rejste standhaftigt hovedet. Usikkerheden var der, bestemt, men noget var forsvundet hos hende; for nu skulle hun for alvor klare sig alene, og beskytte sin datter.

De isblå øjne gled ind i hans gule, dem han mente var døden. Men det var det ikke for hende.

,,Døden, er du ikke for mig, Helzlori. Men jeg ønsker ikke, at lade mine øjne falde i dine, uden du selv ønsker det. For jeg.. jeg er ikke mægtig, en skønhed som så mange andre, eller værdig til at søge din øjenkontakt, ej før du selv ønsker det eller beder om det"

Svarede hun da, mens hende øjne forblev i hans. Han havde sagt det, ønsket det, og så fjernede hun ej blikket.

,,Du har et barnebarn, søn af din søn. Salira, hedder hun"

Hvorfor den hvide fortalte det, det vidste hun ej. Men hun mente, at den sorte herre, var i sin ret til at vide det.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

De glødende øjne stirrede stadig. Nærmest hungrende som et rovdyr på lur. Han ulmede med frustrationer lige under overfladen og det gjorde ham utilregnelig. Det var ikke nødvendigvis en skidt ting for den hvide Solitaïre. Han trak på smilebåndet og forsøgte intenst at få hende til at holde blikket i hans øjne, mens hun talte. Hun var så lille og svag! Uvidende om sin skønhed og uden magten i sine årer. Hvad var Elzharin faldet for? Han kneb øjnene sammen og fnøs en anelse skarpt.

"Åh du sødeste skabning. Hvis jeg ikke ønskede at se dig i øjnene, ville jeg nok ikke bede dig se mig i øjnene? Hm?" han sukkede mildt over hende og smilede nu igen, med mulen nær hendes kæbelinje. Frygtede hun hans nærvær? Hun synes at underkaste sig... Underkaste sig alle. Nedvurdere sig selv. Hvor ville det være spændende at pirre hende til at rejse sig. Stærkere.

Stemmen fra den hvide lød igen. Men han vidste allerede besked - som en gud nu som regel gjorde. Især når det gjaldt hans egen slægt. "Det ved jeg." der var en lille undertone af spillende charme og kækhed.

"Nu ikke så hård ved dig selv. Du er en smuk skabning - mærk dig selv og dine styrker, i stedet for at lade dig undertrykke andres magtudstrålning. Magt er mange ting..." Hingsten tippede hovedet let og od blikket glide over hendes krop.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den lille hvide hoppe, ville nok se malplaceret ud i dette område, og ved siden af denne store, sorte og magtfulde hingst. Hun var hvid, uskyldig at beskue, og det virkede næsten som om den lille hvide lyste op i området, dette sorte og dystre område. Men hun frygtede det ikke, ikke på samme måde. For et eller andet gjorde, at Helzlori ej var frygtindgydende på hende, som så mange andre havde været. Han.. mindede hende om Elzharin, og det gav en eller anden underlig tryghed i hans selskab.
Hans blik var stirrende, nærmest flåede i hendes skind. Hvad ledte hans øjne efter hos hende?

De isblå øjne gled op i hans dystre øjne, som var ganske tæt på hendes, fordi hans mule hvilede nær hendes kæbelinje. De rørte næsten hinanden – og det var ikke frygt der jog igennem hende. For inderst inde hungrede den hvide Solitaïre efter berøring og tryghed.
Han talte, sukkede mild af hendes ord. Men var det mon ment, som en sød sukken – eller en sukken der var opgivende?
Solitaïre svarede ej, men da han nu nævnte, at han vidste det med hans barnebarn, lod hun sit hoved glide lidt på sned. Forvirret og samtidig spørgende. Hans toneleje var kækt og lettere charmerende, og dette fik hendes tanker til at flyde endnu mere. Hvad ville han med hende?

,,Men.. Hvordan kan du vide det?”

Måske ønskede han ikke at svare – men dne hvide var nødt til at spørge. Stemmen var forsigtig, men ikke urolig. Den var blot lav. De isblå øjne gled kort i jorden, inden de gled op igen, da han nævnte hendes udseende. Kommenterede på hendes ”skønhed” og magt.

,,Magt kommer i mange former, det giver jeg dig ganske ret i. Men at være ’stor’, i dit selskab, falder mig langt fra naturligt. En respekt skal vises, for de der fortjener den – og jeg ser ej nogen grund til, ikke at respekterer dig, Helzlori. Dog har jeg ej haft magt i mit liv, end ikke over min egen frihed – men det er kommet nu. Og med tiden, da vil jeg love dig for, at jeg atter vil rette hovedet op, og ranke ryggen”

Svarede den hvide hoppe, med en mere varm stemme. For det var rigtigt. Engang havde hun været en rank hoppe, som udstrålede stolthed og ro, men stadig med en florerende varme omkring sig. Men ej mere – for friheden havde været stjålet fra hende, og hun var bukkede da under. Men med tiden, da ville hun måske atter ranke ryggen. De blå øjne hvilede hos ham, forsigtigt, men de fjernede sig ej. Den hvide hoppe listede mulen en smule nærmere ham, tog duften af ham ind i sine næsebor – mulen var ej langt fra hans skulder, men dog rørte hun ham ej.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det var for længe siden at den store, sorte dødsgud havde sluppet sig selv løs. Givet sig lov til at blande sig fuldt ud og være ligeglad med hvad familien derhjemme tænkte. Det var slut nu alt sammen. Derfor lagde han ingen bånd på. Charmen var lige under de brændende øjne. Han var nærmest i live igen på en helt anden måde end i mange år. Pligten var opfyldt hos Ichigo - hun var selv skredet nu. Et overstået kapitel. Han gad ikke koncentere sig om tab, smerte og længsel, nårlivet lå lige for hovene af ham... Og så så fristende ud som Solitaïre.

Han skuede glimtet i hendes adfærd. Glimtet af at hun ønskede tryghed og nærvær. Det var en grum tanke der strøg igennem ham og derpå fik ham til at trække på smilebåndet med et mystisk træk. Hvordan? Åh lille snefnug til hoppe... Der var en omvæltning på vej ind i hendes verden... Hvis han da ellers ville tale ud om sandheden til hende. Hun anede ikke hvilken familie hun havde bevæget sig ind i. "Jeg har holdt et hemmeligt øje på dig." hans blik var nu mere blødt. Hemmelighedsfuldt dog. Det var ingen løgn - men han havde ikke gjort det i fysisk form.

De lange fine ord hun nu kom med, beviste noget overfor dødsguden. Der var en stemme under al uskylden og underkastelsen. En stemme der måske en dag ville bryde igennem, trods hun ikke decideret ønskede magt. Men friheden. Hvad havde da holdt hende indespærret? Så hun ikke kunne ranke ryggen?? Og hvad kunne pirre hende til at ranke ryggen overfor ham? Han drømte let om scenariet - det ville være helt ophidsende.

"Den dag vil jeg i sandhed glæde mig til. En respekt er på sin plads, det er korrekt - men du kan være rolig i mit selskab." hans ru og mørke stemme talte mildt og lokkende mod hende. Hendes kropssprog fortalte endnu om ønsket om nærvær. Så her kom det spændende... Skulle han skænke hende det? I så flad hvad ville der ske? Det var som om at der var ild i ham på ny! Alt kunne lade sig gøre. Følelser kunne opstå så let mellem to - og hvad ville han ikke gøre? Han lod hende liste nærmere. Han sugede duften til sig, som var det livsvigtig narkotika. Han lod derpå i en hurtig bevægelse, afstanden mellem de to heste ophører. Hans mule gled langsomt over hendes hals.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den lille hvide, der ellers altid var ganske urolig i andres nærvær, var lige så stille begyndt, at tvinge den spinkle krop til at slappe bare en anelse mere af, mens hun var i selskabet med den sorte hingst, Helzlori.
Men det var svært, at ændre på vaner, der havde ligget så dybt i hendes krop i mange år.
Hun vippede forsigtig med sine små øre, mens hendes isblå øjne hvilede på ham, som han stod der og stirrede på hende - hvad mon der for igennem hans hoved af tanker, om dette møde?
Han talte nu, sagde at han havde holdt et hemmeligt øje med hende - men hvordan?
Solis små øre vippede endnu engang, inden hun vippede hovedet stille på skrå, og kneb øjnene en smule i, eftertænksomt. Blikket var blødt hos ham, men dog hemmelighedsfuldt. Overvejede han mon situationen, ligeså meget som hende?

,,Men.. hvordan har du.. jeg har ikke bemærket dig, være i nærheden?"

Spurgte den lille hvide da, med en lidt eftertænksom stemme. Men hun slog tanken lidt væk, da han lod ordene flyde igen. Hun kunne være rolig i hans selskab, og han glædede sig til den dag, hvor hun ville rette ryggen. Men hvorfor mon?
Hans stemme var lokkende, og det hev i Solitaire for at komme tættere på ham - men han kom hende i forkøbet. Han eliminerede afstanden imellem dem, og lod mulen glide ned af hendes hals. Dette fik hendes hvide skind til at dirre - men ikke af ubehag. Blot fordi der var nyt, og noget der meget sjældent skete.

Noget i hende bød hende, at flygte og trække sig - men den lille, spinkle hoppe blev stående. Langsomt lod hun sin egen fine mule, ramme fjerlet imod hans muskuløse bringe, hvor den hvilede helt blidt imod hans sorte skind. Ørene vippede forsigtigt, inden de faldt lidt bagud i en mere afslappet retning - for hun tvang sig selv til ikke at lytte til sine omgivelser lige nu, og istedet bare nyde, at der faktisk var en ved hende, som pt ikke ønskede at skade hende.
En lavmeldt brummende lyd, forlod hendes spinkle krop, tilnærmelsesvis afslappet - hvert fald mere afslappet end hun havde været i en evighed.
Men hvad ville han hende? For det var nærmest for godt til, at være sandt, at han bare ville have hendes selskab, og intet andet.. hun trak derfor mulen lidt til sig igen, som vågnede hun fra sin dvale tilstand, og rejste blikket imod ham.

,,Hvorfor bliver du her?"

Ja, hun var skeptisk, men sådan lød stemmen ikke. Den lød bare ganske enkelt bare fortvivlet og eftertænksom.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hingstens sind var aldrig let at blive klog på. Selv de han holdt næremest inde på livet, ville blive chokkerede, hvis han først valgte at brænde igennem eller ændre sin mening. Hvis man lod hans følelser vokse sig store - de neagative oftest - ville man se noget helt nyt. Det var de færreste der så de positive. Så som glæde. Og kærlighed. Gervina var den eneste tilbage i landet, der ville få hans nærvær på den måde - og måske Dawn of Death. For han følte sig forrådt af den lille førhen sammenknyttede familie bestående af han, Ichigo, Elzharin og Inari. De to førstfødte afkom, havde end ikke mødt deres lillesøster Gervina. Hun var tættere på hans søn til et Freakshow, end dem. Hans arrigskab var et øjeblik tydelig i de brændende øjne. Men det lagde sig og blev overtaget af det hemmelighedsfulde igen. Hans svar var blot at blinke med det ene øje til hende.

Hendes tænksomme adfærd var fornuftig nok. Det interesserede ham blot hvad der foregik under skallen på hende. Hvad havde drevet hende i Elzharins greb? Hvad havde der levet mellem dem? Han måtte finde ud af det - for det var afgørende for hvad han selv ønskede nu. En ting var sikkert. Hun havde fået Helzloris opmærksomhed og han slap hende ikke så let igen. Nyt skulle til og ændre hans liv. Og hun kunne meget vel blive en del af det. Såvel som Silverstream.

Han smilede en anelse tilfredst, da hoppen reagerede på hans nærvær, som forventet. Dirrende - nærmest tikkende om mere? Han brummede maskulint, mens hun fik lagt sin mule på ham. Der var faldet en afslappethed over hende - det klædte hende. Nu måtte han pirre lidt til hendes følelser ikke? Det var sådan der skete mere... Bånd opstod. Man var nødt til at gøre noget. Handle. Og han fornemmede at hun kunne lide ham.

Hvis hun holdt mulen længe på bringen, ville hun snart opdage at han var koldere end en almen hest. Og der var ingen puls - hans hjerte bankede aldrig det mindste slag. Opstod der en spirrende følelse som nu, var det ikke hjertets pumpen der førte adrenalin og endorfiner videre. Der var små stød igennem hans legeme, de færreste kunne mærke. Dog varede det ej længe, før hoppen flyttede fokus og trak sig lidt. Stemmen lød fra hende, forvirret...

"Hvorfor skulle jeg gå?" spurgte han hende til svar med et hævet øjenbryn og et blødt, overbevisende blik.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Mens de blå øjne hvilede på den sorte hingst, virkede det til at hans sind, for en kort stund, blev formørket og vreden kunne ses i hans øjne. Men hvad havde tændt denne vrede? Den forsvandt lige så pludseligt som den var kommet frem, og hans sind så ud, som der før havde gjort. Hvad var der dog sket i hans sind? Var hans sind lige så rodet som hendes?
Han svarede ikke. Han blinkede istedet bare med det ene øje, og dette havde den lille hvide svært ved, at finde meningen med. Hvordan havde han holdt øje med hende? Hun lod den ligge; hver fald nu.

Mens den hvide hoppes mule, havde været imod den sortes bringe, var han ikke varm at røre. Hans skind var kølig, og det var svært at mærke et hjerteslag - havde der overhovedet været et? Der dukkede flere og flere spørgsmål op i hendes sind, og dette var en anelse frustrerende. Hendes blik så tænksomt og en smule skeptisk ud, men kun et kort øjeblik. For han talte nu, spurgte ind til hendes førnævnte kommentar.

,,Du har muligheden for, at vælge et hvert andet selskab. Så hvorfor spilde tiden, på mig?"

Hun forstod det simpelthen ikke. Hun søgte ikke efter komplimenter eller charmerende ord - det var ganske simpelt bare en undren og tvivl; for hun forstod virkelig ikke, at han ville spilde tiden hos hende. Men et andet spørgsmål lå også i hendes sind. Og med en lidt forsigtig stemme, talte hun igen, lavmeldt.

,,du er.. anderledes. Du er ikke bare en almindelig sjæl, er du vel?"

Hun lagde forsigtigt hovedet på skrå. Normalt spurgte hun aldrig om sådanne ting - men nysgerrigheden havde vundet over usikkerheden. Stille rakte hun mulen frem, og rørte hans bringe igen, ganske fjerlet og blidt - og han var ganske rigtig kølig at røre.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Så hvad andre muligheder var der lige nu? At tage hjem og glo i helvede? Tage til himmelriget og kede sig ihjel? - Nårh nej, det kunne han ikke. Se til Gervina? Hun fjollede sikkert med Narrator og ville helst være far-fri. Dawn? Ak og ve når alt kom til alt var han forgabt i Caeli og ledte sikkert efter den lille månehoppe. Pff. Jaymelia hadede ham som pesten lige nu. Flakezé var hans fjende og alligevel ikke. Ichigo var skredet med de to andre børn. Freak var en dumdristig søn - han havde fået sin lærestreg. Silverstream? Jo han ville gerne se til den hvide, men når man havde al tid i verden, hvorfor så afbryde et fantastisk møde?

Han kluklo blødt og dog dystert. "Soli, hvem har bildt dig ind, at du ikke er værd at bruge tid på? Self for mig? Hvor skulle jeg ellers være, når al tid i verden er min?" han rykkede sig blot en smule nærmere for at indånde duften af den hvide.

Hendes stemme talte nu forsigtigt. Et spørgsmål. Hun tog mulen på hans bringe, som for at bekræfte sine egne tanker. Han smilede ikke. Men så hende blot i øjnene. "Visse siger at døden ikke har en sjæl."

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Den hvide hoppe, ejede ikke meget stædighed eller ondskab. Hun havde det, et sted dybt inde i sig – og helvede ville bestemt bryde løs i hende, hvis nogen krøllede et hår på hendes dyrebare datter, det var ganske sikkert. Men selvom den lille hoppe ikke ejede meget af disse egenskaber, bar hun alligevel præg af noget, der kunne nærme sig en form for ”ondskab”. For hun var vred indeni, vred over, at den hingst hun stolede sådan på, ikke længere var at finde nogle vegne. Han havde blot givet hende en datter – og så var han stukket af. Men vreden og de tunge tanker, dem tvang hun oftest af vejen. Især lige nu, i dette selskab.

Han lo nu ganske blødt, men med en dyster undertone, som den lille hvide skam godt bemærkede. Og svaret faldt derefter. Han vendte det spørgsmål hun havde givet ham, til nu at være et spørgsmål til hende.. Men hvad skulle den forsigtige Solitaïre dog svare? Hun brummede i nogle eftertænksomme toner, inden hun stille puffede sin mule ind imod hans skulder – egentlig uden at tænke videre over det. Men hun vågnede dog op af sin dvalende tilstand, og trak hovedet til sig igen.

,,Kære Helzlori – det er der mange der i sin tid, har bildt mig ind. Så hvorfor skulle det dog have ændret sig, selvom jeg nu er havnet her.. i dette land? Jeg er stadig den samme, så det faktum, at tiden ej burde spildes på en som mig, er måske den selvsamme som i mit hjemland”

Hun talte med en rolig stemme, og rystede forsigtigt på hovedet, inden hun drejede blikket lidt bort fra ham, og stirrede rundt i det mørke område de befandt sig i. Hvis hun ikke havde stået med denne enorme hingst ved sin side, så havde hun bestemt ikke været tryg i disse omgivelser. Hun mærkede hans blik, mærkede at han kiggede på hende. Solitaïre drejede sit hoved og lod de isblå øjne ramme ind i hans, idet han talte. Ordene faldt i hendes øre, og hun kneb langsomt øjnene eftertænksom i. Men.. Han kunne da ej være død – for han stod der, foran hende, ganske levende? Stille vippede hun med ørene, inden hun forsigtigt lod mulen komme helt tæt på hans; trak han da ikke vejret? Stille vippede hun hovedet lidt på skrå, og lyttede intenst efter hans vejrtrækning..

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Han mærkede den ulmende vrede, der fandtes et sted under hendes hvide skind. Og åh hvor han delte vreden. Det var afskyeligt måden hvorpå familien var forsvundet. De havde blot efterladt deres kære her i landet, uden varsel. Helzlori havde lyst til at endevende jorden rundt - men han gad faktisk ikke. Han orkede simpelthen ikke at bekymre sig mere om dem. Han var blevet efterladt med unge Gervina og han elskede sin datter. Han levede nu for noget nyt og større. Det indebar ikke Ichigo... Trods det et sted derinde knuste ham at tænke på, lod han sig ikke bøje for smerten. Ikke denne gang - ej mere. Han stirrede i stedet på den hvide, med en blanding af begær og mørke.

Hun var også blevet efterladt - med den lille Salira. De var cirka samme alder... Hans øjne hvilede intenst, lokkende, men samtidig varslende på hende, da hun lod mulen finde hans. For hvis noget fristede ham i øjeblikket, var det hende. Så den blotte fornemmelse af skind mod skind, trængte igennem den hårde skal - ikke ind til hjertet, for dødsguden havde ikke længere lyst til at føle megen kærlighed. Det var noget andet. Det var begær og skælvende lyst til endelig at give slip på Ichigo.

"Kære Solitaïre, der er ingen, der har bildt mig dette ind. Det blotte faktum at jeg står her..." han hævede mulen let, med læberne en anelse skilte. "Er din gevinst - for at have fængslet en dødsguds interesse." de intense øjne var hendes, men han forærede dem ikke helt. De kneb sig let sammen - på en helt fristende måde, da læberne fortrak sig i et skævt smil. Åh ja, nogen ville kalde ham sexet i dette øjeblik. Andre klam. Han slukkede alt lys omkring dem. Stod fast, da han langsomt lod hende lyse i mørket - lyse på ham.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.