Hun små løb igennem skoven, det var letter umuligt at finde ud. Dette sted var letter skræmmende, det var som skoven rev ud efter hende og hver gang hun troede hun havde fundet ud endte hun i denne lysning. Opgivende stoppede hun blot op. Hvis dette var skæbnens form for humor brød hun sig på ingen måde om den. Ligeså lidt som hun brød sig om det liv der groede inde i hende. Tsk skæbnens humor var på ingen måde sjov. Hvis hun bare kunne vise dem.. 

Opgivende gav hun et prust fra sig og lod blikket spejle. Hvis nu bare hun kunne hænge et eller andet fast i træerne så hun kunne se når hun blev vildledt. Et eller andet sted var hun blevet træt af at vandre endeløst rundt. det gav jo ingen menig, hvis hun alligevel endte det samme sted. Stille listede hun blot hen til midten og stillede sig der i protest over skovens uvelkommenhed. 

Den store, mørke hingst kom roligt skridtende igennem skoven, som han efterhånden kendte som sin egen baglomme. Han befandt sig nu i området Aureum, men i modsætning til andre farede han aldrig vild her - han havde nemlig drukket af det lavalignende vand så mange gange, at skoven havde svært ved at snyde ham. Det var sjældent, at han mødte andre sjæle ved dette mystiske sted, og derfor kom det da også som en stor overraskelse for ham, da han pludselig så en hoppe stå i midten af lysningen. Hun så en anelse fortabt ud, som havde hun opgivet alt håb om at finde ud. Ak ja, hun var nok en af de stakkels sjæle, der var blevet fanget af Aureums lunefulde stemning, der nu legede med hendes psyke og fik hende til at gå i ring. Han smilede olmt ved synet. Skulle han hjælpe hende? Jaah, en lille fin hoppe som hende havde han altid tid til at hjælpe. Han gled nærmest lydløst tættere på hende og betragtede hende med de sorte, følelsesløse øjne. De mørke skygger snoede sig op ad hans krop og forsøgte at række ud efter hende.

"Jamen jamen, hvem har vi her? En lille hoppe i nød? Synd du har alle de grusomme farver, du er ellers meget flot af bygning."

Hun fnys ved lyden af en hingt, selvom han komplimerede hende også, så skær mere hans letter hårde ord ind. grusomme farver. Hun sænkede hovedet. "jeg er ikke i nød" svarede hun blot letter hårdt tilbage. Hun forstod ikke hvorfor hingesten behøvede at sige hun så grim ud. Det var da taveligt. Ondt..

"lad mig være i fred" sagde hun mere fornærmet, hun havde aldrig været god til at skjule hendes følelser. Hun svippede en smule med halen. Før hun vendte hovedet en anelse væk fra den mørke hingst. Nej ham gad hun bestemt ikke snakke med. Han var ond og dum.

Hoppen reagerede blot på hans tilstedeværelse ved at fnyse af ham og lettere truende sænke hovedet, inden hun blot hårdt svarede tilbage, at hun ikke var i nød. Han løftede læberne i et kroget, lettere skørt smil.

,,Jaså? Du prøver altså at bilde mig ind, at en hoppe som dig frivilligt ville bevæge sig hen et sted som dette?"

Hun bad ham nu fornærmet om at lade hende være i fred, inden hun svirpede med halen og uhøfligt vendte hovedet væk fra ham. Det onde smil om hans mule blev større. Narh, så let skulle hun ikke have lov at slippe... Han trådte ind foran hende og sendte hende et sleskt smil.

,,Det var da ikke en særlig pæn måde at behandle en fremmed på... Hvorfor så travlt, skattebasse?"

Hun skød hovedet højt op i luften og drejde hovedet majestætisk så hun kunne se direkte på ham. Dog var det langt fra nogle venlige øjne, hun sendte ham blot et tvært blik "Ja! er det et problem.. hm!" Før hun atter pænt valgte at se væk fra ham, vendte sig helt væk fra ham. Hun skulle i hvert fald ikke snakke med denne hingst, han så bestemt ikke venlig ud.

Dog gik det ej så let. Han valgte lige frem at være så uhøflig at træde ind foran hende. Langsomt sænkede hun hovedet og bakkede en smule tilbage. Måske han havde ret? Han havde ikke ligefrem behandlet hende dårligt, men hun bryd sig ikke om den måde han antog tingene på. Og han mindede hende på en måde om en ond kriger lignede. I hvert fald intet godt. Men det gav hende vel heller ikke ret til blot at være ond. Var det ikke det hun hadede, at alle andre var mod hende. Dømmende, onde, modbydelige. Dog igen skattebasse? Alt i hende skræg at hun skulle se at kommee væk. Alle instinkter var imod at være nær denne hingst. Det var som hele hendes krop blev delt op it to. "fint... du har ret jeg er farret vild.. jeg er ked af mine fusterationer gik ud over dig" forsigtigt så hun op på ham med et sårbart blik, før hun atter lod blikket synke en smule ned mod jorden.

Han kunne ikke lade være med at le af hendes attitude, da hun skød hovedet i luften og så majestætisk på ham, inden hun sendte ham et tvært blik og spurgte, om det var et problem. Han smilede uhyggeligt til hende.

,,Nej da, i hvert fald ikke for mig... Men det kunne snildt gå hen og blive et problem for dig."

Hans truende adfærd gav tilsyneladende pote, da hun nu sænkede hovedet og trak sig underdanigt tilbage. Hun indrømmede derefter, at hun var faret vild, og at hun var ked af, at hun havde ladet sine frustrationer gå ud over ham. Han mødte hendes sårbare blik og smilede venligt, dog med en snert af luskethed.

,,Ingen skade sket. Jeg kender denne skov som min egen baglomme, så følg du blot med, så skal jeg nok hjælpe dig med at finde ud."

Med de ord begyndte han roligt at skridte væk fra hende. Et lusket smil hvilede om hans mule, mens en ond latter truede med at forlade hans svælg. Han ville gerne give hende indtrykket af, at hun selv havde valget mellem at følge med ham eller forblive alene - men selvfølgelig ville han ikke acceptere en afvisning, hvis det kom dertil.