En behagelig varme samt en blid sommervind var, hvad der kunne mærkes nær floden Torpas. Og det til trods for, at årstiden ellers bød på vinter i landet Proelio. Temperaturen var dog ikke det eneste der var forkert, idet alverdens blomster i de smukkeste farver poppede op rundt omkring. Ja hvis man kiggede godt efter, ville man endda kunne se, at bittesmå diamanter glitrede i det inderste af blomsterne, og fik hele området til at funkle i alverdens farver. Intet af det var naturligt, og visse sjæle ville da også kunne fornemme magiens tilværelse, hvis de kom forbi. Det var dog intet tilfælde, at det lige netop var her ved Torpas, at denne magi blomstrede. En fortryllende skikkelse klædt i grønne og hvide farver, bevægede sig i et fredeligt tempo langs floden. Hendes øjne strålede af lykke, og et sagligt smil lå over den bløde mule. Magiens Gudinde var i et godt humør..

Det var ikke længe siden, at Jaymelia var blevet befriet fra sit fængsel under Magiens Grotter af fem unge heste, der bar kærlighedens magi i deres indre. Hun var disse heste dybt taknemlige, og nød nu i fulde drag sin frihed. Atter kunne hun vandre som hun lystede, opleve hvad hun ønskede og ikke mindst være ét med magien, som den Gudinde hun nu engang var. Jaymelia var atter i live.

Magien kunne mærkes i luften omkring Torpas floden og det fik let hårene til at rejse sig på den månegrå hoppe, der gik målrettet mod dens kilde. Det var en følelse og fornemmelse så velkendt, men stadig noget der føltes så uendeligt fjernt, som var det blot en drøm der engang havde udfoldet sig, men duften sad fast i månegudindens sind, og det var en hun aldrig kunne glemme, selvom den blot havde været der i en brøkdel af et sekund.
Hun kunne se den grønne hoppe stå længere fremme og hun stoppede nu selv op med en svag brummen mod den som havde givet liv til hende i tidernes morgen.  Artemis var nok stadig meget ung af sind og hendes turbulente tid som dødelig havde sat et stærkt præg i hende. Hun havde altid været lidt af en ballademager, hvis man så det fra en gudeligs synspunkt.

Den sagte rislen fra floden tiltrak sig nu Jaymelias opmærksomhed, således hun med strålende øjne stoppede op ved bredden, og lod blikket glide ned i det konstant bevægelige vand. Der gik ikke længe inden guld, sølv og bronzefarvede fisk sprang op af vandet i alverdens akrobatiske krumspring, inden de atter forsvandt ned i flodens dyb. En melodisk latter så fin og luftig, at det kunne være vinden selv, hørtes nu fra den grønne Gudinde, der i den grad nød livets lyksaligheder.

En sagte brummen kunne nu høres mellem alle de andre lyde, men det var først da den sidste fisk havde slået en sidste gang med halen, og endnu var ude af syne, at hun vendte sig om, mod den der havde opsøgt hende. Den månegrå hoppe var ingen overraskelse, Jaymelia havde følt hendes væsen længe inden hun overhovedet havde nærmet sig Torpas, men havde valgt blot at lade hende komme til sig. Artemis.. Andre ville betegne hende som Magiens Gudindes datter, skønt der ikke var mange der kendte til dette bånd. Betegnelsen var vel også ganske korrekt, skønt Jaymelia aldrig selv havde opfattet det sådan. Hun var ingen moderperson, og eksistensen af både Artemis og Apollon var opstået, fordi hun havde ønsket at skabe liv i hendes eget billede. Skabe en hest som hende selv, ud fra hende selv. Helt kold var hun da ikke, og hun havde fulgt de to på afstand fra hendes egen verden, men havde ikke været i stand til at nå dem. Selv ikke da den ene tvilling brutalt var blevet frarøvet livet. Nu hvor de to verdner var smeltet sammen, var det dog pludselig muligt med kontakt, skønt Jaymelia fortsat ikke befandt sig i nogen forældrerolle.

"Vær hilset Artemis - Solens og Månens Gudinde.." De blå øjne betragtede den grå hoppe med en nysgerrighed, der tydeligt røbede, at der trods alt ikke herskede en fuldkommen ligegyldighed over for denne skabning, hun havde givet livet.

Artemis stod blot og betragtede hende stille indtil den grønne gudinde valgte at vende opmærksomhed mod hende. De delte ikke det særlige bånd som mor og datter og Artemis havde trods alt heller ikke behov for det nu, men der lå alligevel en naturlig respekt for den grønne hoppe og det var ikke på grund af hendes status. Hun kunne have mange ting at drøfte med den grønne hoppe, men Artemis havde ikke helt tænkt over hvad hun egentlig ville sige til hende, for hun havde blot været draget af den magiske aura der havde hvilet i området. Det var selv ved at være trættende for hende at være netop det den grønne omtalte hende som:. Solen- og månens Gudinde. Derfor havde hun i Jaymelia- og Flakezés fravær måtte gøre noget drastisk. Resultatet af dette voksede nu i hende, om nogle måneder ville de se verden.
Der kom et kort anderkendende nik fra Artemis mod den grønne hoppe.

” Vær Hilset. Jeg ville blot se, om det var sandt i var vendt tilbage.. ”

Lød det så roligt fra hende. Det var til dels sandt, men de to havde vel aldrig haft noget at snakke om, men Artemis fandt det kun sundt at få sig nogle bekendtskaber, især når det jo egentlig var familie. Desuden havde Jaymelia været god for hendes ældste søn.

Magien omhyllede dem begge, og selvom de to hopper var så forskellige, som de overhovedet kunne være, var deres magiske tilknytning den samme. Dette var da også grunden til, at Artemis havde følt sig draget til netop dette sted. Hun ville grundet hendes status, altid være klar over det, når der var magi til stede, men intet andet ville have samme tiltrækning på hende, som den magi der strømmede fra Jaymelia.

Da Artemis nu hilste tilbage, og afslørede sit ærinde, nikkede Jaymelia blot. Her var det ikke nødvendigt med et svar, da Artemis jo selv kunne se, at Magiens Gudinde i sandhed atter var tilbage. Alligevel var der noget ved den månegrå hoppe, der forvirrede Jaymelia. Hun rummede nogle følelser, som den grønne hoppe ikke forstod. Hun havde selv ikke den store erfaring med disse følelser endnu. Glæde og vrede havde hun stiftet bekendtskab med, også sorg ville hun kunne genkende, men ingen af disse var, hvad Artemis rummede. "Jeg fornemmer, at du gemmer på noget i dit indre.. Vil du forklare mig, hvad det betyder?" Og her mente Gudinden ikke det liv der voksede i den grå hoppe. Proelio var en utrolig kompleks verden, der til tider kunne trætte Jaymelia. I hendes egen verden havde der ikke været andet end fred og fordragelighed, og derved havde følelser blot været en biting, der ikke havde fyldt alverden, da der ikke havde være brug for deres udvikling. Her bestod alting af følelser, og Artemis der ligeledes var vokset op i denne verden, var også styret af disse. Jaymelia kunne derfor ikke læse hende, og var heraf nød til at spørge om betydningen af det datteren følte.

Artemis kunne godt mærke de magiske impulser ganske kraftigt, og det fornyede næsten hendes energi igen, i hvert fald for en stund. Hun lod sig kort falde hen i den magiske aura der omhyllede de to gudinder. Det var faktisk først da den grønne talte til hende at hun kom til sig selv. Artemis missede kort med øjnene og vippede med de mandelformede ører, inden hun trykkede sig en anelse under hoppens spørgsmål.

” Det hele er meget kompliceret ser du, men du ved alligevel bedre end alle andre at jeg ikke var skabt til at trække både solen og månen.. Årene med den ekstra byrde har tæret godt og grundigt. Snart må en af delene give efter.. ”

Artemis talte roligt, men stemmen lovede noget mere dystert. Hun holdt kort en pause inden hun igen måtte fortsætte.

” Får at genoprette den balance, har jeg tyet til hjælp hos den eneste der kunne hjælpe mig. ”

Hendes tale var ikke helt klar, men hun havde en idé om at den grønne godt kunne gætte sig til hvordan tingene hang sammen. Hun havde nok også allerede gættet at der var nyt liv der voksede i hende.

Det virkede ikke som om, at Artemis var meget for at fortælle om, hvad der foregik i hendes hoved. Jaymelia ventede tålmodigt, hvilket kun var en mulighed i nærvædet af hendes gode humør. Den grønne hoppe plejede normalt ikke, at være den mest tålmodige sjæl. Endelig åbnede Måne Gudinden dog op, og trods roen strålede ud af hende, virkede hun dog alligevel også mærket af, hvad hun havde at fortælle. Det var sandt, at Artemis og Apollon havde fået hver sin byrde at løfte, og at ingen af dem på noget tidspunkt var skabt til, at bære dem begge. Da Apollon forlod livet, blev det automatisk Artemis der fik pålagt at trække både måne og sol. Men hun havde altid haft den mulighed, at fragive sig det ene erhverv til en slægtning. Og slægtninge havde den kære Gudinde haft nok af..

Da Artemis var færdig med at fortælle, herskede der pludselig tavshed mellem de to Gudinder, da Jaymelia ikke umiddelbart tog tråden op. Hun kunne mærke livet i den grå, hun kunne mærke to små hjerter der slog. "Så du ønsker at give slip på din opgave? Give arven videre?" Der var intet dømmende i Jaymelias stemme, men der manglede ligeledes den varme, enhver moder ville føle over for sit afkom, som betroede sit inderste.

Artemis vippede kort med ørerne og kunne godt fornemme den lidt anspændte og akavede stemning der herskede, men hun følte dog ikke det var en hindring for deres samtale. Magiens gudinde havde nok allerede mærket hvad der foregik i månehoppens indre. Andet ville næsten være mærkeligt. Hun rystede dog afvisende på hovedet af hendes spørgsmål. Det kunne ikke komme på tale.

 " Min opgave er hvad min opgave er, men sandheden er at jeg ikke har kræfter til at trække begge ting. Helzlori har bragt tvillingernes far tilbage, så deres kommende søskende kan give de fornødne kræfter.. "

Det var basalt hvad der foregik fra Artemis' side i dette øjeblik. At hun undlod det faktum at Proelio på et tidspunkt ville blive henlagt i total mørke var en anden sag. Det var noget som magiens gudinde ganske enkelt ikke fik af vide.

Artemis afslørede mere, end hvad hun blot havde sagt med ord. At Helzlori havde bragt en afdød sjæl tilbage for hendes skyld betød afgjort, at Artemis havde slået en handel af med Dødsguden. Jaymelia kendte ham godt nok til at vide, at han aldrig gjorde noget for andre, uden selv at få noget ud af det. Noget for noget, og det var vel også ganske retfærdigt. Magiens Gudinde kunne dog ikke forstå, hvorfor Artemis havde gjort sig så store anstrengelser, for at få hentet en almindelig dødelig tilbage til livet. Hvis hun ønskede sig flere afkom, kunne hun vel bare have fundet en anden hingst, der endnu var i live?

Den sidste oplysning fik det til at trække let om Jaymelias mundvige, mens et utvedigt blik spillede i hendes strålende, blå øjne. Så den kære Artemis der altid havde været så sød og blid, moderlig for alle der havde brug for det, havde alligevel en kold og kynisk side. Disse føl som måne Gudinden bar i sit indre, ville kun blive bragt til live for én eneste ting. Deres moder skulle bruge deres kræfter. Af en eller anden grund morede det Jaymelia. Det lod til at hun ikke var den eneste, hvis personlig kunne vende på en tallerken.

"Jamen så må du have held og lykke med dit foretagende.." Hvorledes disse føl ville blive ved med at finde sig i at være trællebundne til deres mor, måtte tiden jo vise. Jaymelia havde i hvert fald ingen intentioner i at blande sig. Langsomt begyndte hun nu at vende sig væk. 

Artemis missede kort med øjnene af hendes udtryk, men lod ikke til at gøre mere ved den sag. Det var nu nok noget at en udmelding trods alt. Tiden havde givet den månegrå hoppe en hvis form for kynisme det var sandt, men samvittigheden tyngede hende stadig utrolig meget over de som hun havde måtte give slip på, men det var dengang. Disse afkom ville også dø en dag, sikkert før hende, men indtil da ville hun elske dem så godt som hun nu kunne. Magiens Gudinde virkede ikke til at have yderligere interesse i dette møde. Artemis vidste ikke helt om der var mere at sige i dette møde.

Der var mange spørgsmål, men om de var passende at spørge om var for Artemis lidt af et mysterium, i det at hun stod overfor sin skaber.

" For vores alles skyld.. "

Brummede hun blot en anelse ildevarslende, men lod det ligge ved det, inden hun ligeledes begyndte at trække sig fra dette korte møde.

Det lod ikke til, at Artemis ville sige mere, eller kunne få sig selv til at sige mere? Jaymelia foretrak at man var ligefrem over for hende, så hun ikke skulle til at gætte sig til, hvad andre mente og følte. Gættelege, dem brød den grønne Gudinde sig ikke om! Det var rigtigt, at hun til tider kunne være temmelig humørsyg, det var kommet efter hendes og Flakezés verden var smeltet sammen, og hun så brutalt var endt i følelsernes vold, ligesom alle andre. Men hun havde da trods alt, aldrig gjort nogen ondt fordi de havde gjort hende vred. I hvert fald ikke når det gjaldt almindeligt dødelige. Artemis underlige slutkommentar huede derfor ikke Jaymelia, men hun fandt ikke nysgerrigheden stor nok til, at hun gad ulejlige sig med at spørge ind til det. Hvis måne Gudinden ville lege hemmelighedsfuld, skulle hun da bestemt have lov til det.

Uden egentligt at tage nogen form for afsked, vendte den grønne hoppe nu tilbage til hendes magi. Den strømmede både fra hende og ind i hende. Hun bestod af magien, og den af hende. Uden synderligt hastværk begyndte Jaymelia nu langsomt at gå i opløsning. Mere og mere af hendes bastante krop blev utydelig, for til sidst helt at forsvinde. Det eneste der nu var tilbage, var den summende fornemmelse af magi.

//Out..