Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

Deads sorte vande og forgiftede omgivelser havde ikke ændret sig meget over de sidst hundrede år. Dog var der et væsen ved søen i aften. Et væsen, der ligeså godt kunne være en af dens dæmoner, men aldrig havde den mørke vand rørt væsenets læber i hans liv. Spøgelset af Insanus, Amoris og Drachmas var rastløs og endte med at dukke op her. Det var vel ikke helt utænkelig, stedet var der hvor han var vågnet. Genopstået om du vil. Hans skikkelse var ikke synlig for enhver i denne verden, men energien her fik ham til at flimre let og forstyrre det ellers uforstyrrede billede af landskabet som varmebølger. Hans form skiftede mellem en høj, ranglet og underærnæret hingst, til en mere normal hest og til sidst et muskelbundt. Selvom han ikke kunne ses, så skulle man ikke fokusere i ret langtid før man kunne mærke at der var noget der forstyrrede alt naturligt her, ligesom søen.

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Dawn luskede tit rundt omkring Dead fra en tid til en anden. I dag havde han holdt sig lidt på afstand, mens han fokuserede på en plet omkring søens vande med ørerne skeptisk lagt ned. Noget var unormalt og stemmerne talte om en fremmed skikkelse der gemte sig i området. Hans fnyste let og hævedet hovedet en anelse.
De fortalte mangt om meget, men han vidste ikke hvem eller hvad der var i nærheden.
Han var vældig observant, men søen var også en hjælp i dette tilfælde og derfor holdt han en afstand denne dag.

Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

Blablablabla, for fanden vor de snakkede, de stakles sjæle! Det var til at få hovedpine af, men alligevel flyttede han sig ikke. Hans øjne fulgte en brun skikkelse, der luskede omkring. Den bevægede sig meget genkendeligt, som en ulv om sit territorium. Det kunne ikke være andre end den brune Dawn of Death. Han havde stærke følelser for den her sorte sø. En dum sø. Enhver der drak var dum.. Dawn havde en tydelig trang til at blive her ved søen og besøge den. Havde han drukket`? Måske. Da hingsten kom tættere på, satte han gang i en flod af onde følelser. Blodtørst, hævntørst, raseri og en trang til at flå det arrogante udtryk af hans ansigt.

Den døde hingst smilede. Hans form flimrede frem og tilbage mellem hans tre skikkelse, inden det store muskelbundt var den i fokus. Han strøg frem mod den brune hingst, som han var ved at være hos ham snappede han ud efter hans strube, men selv hvis han ramte ville han blot glide igennem, han havde ikke antaget sin fysiske form.. Han var nu bag den brune og stirrede på ham. Havde stemmerne sladret om hans lille angreb?

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Han fnyste kort og stoppede op da der tilsyneladende var noget i gære. Han var ikke alene, selvom han så meget alene ud. Nej stemmerne sladrede altid og man kunne se den brunes mimik ændre sig. Ørerne klistrede sig næsten i nakken og tænderne blottede sig sygeligt. Han var her. I guder om han aldrig kunne få lov at få fred fra det bæst. Den sorte satan hjemsøgte ham selv i døden. Døden.. Nuhj.Havde han bragt den sorte satan tilbage? Det var som om at Dawn for en stund glemte hans ærkefjende var tilstede, men i stedet fokuserede på Helzlori den store idiot, der åbenbart synes det her var en eller anden syg joke. 

Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

Den brunes reaktion bragte et sygt smil til hans mule. Hvor komisk. Hvad mon der gik gennem hans hoved? Var han bange? Nej. Det brune bæst kunne ikke være bange, nok mere vred. Den sorte samlede styrke, trak på den helvedes magt der var at finde i søen. Søen han var opstået fra. En latter blev produceret fra hans brystkasse, mørk og fyldt med den blodtørst der løb frit gennem hans genopståede krop. Han flimrede let, så flimrede han mindre og til sidst var han et solidt billede. "Vi mødes endnu en gang.." Han havde et stort smil malet over hele hans ansigt. Hans ene gode, gule øje var låst på hingsten, det bundløse hul der udgjorde hans andet var også låst på ham. Knogler var blottede fra det der fald, som var blevet hans ende. Eller næsten.

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Snart stod de begge ansigt til ansigt igen. Den sorte satan lignede sig selv, dog mere ødelagt end sidst han selv havde været i gang med at afmontere nogle dele. Dawns umiddelbare reaktion var tomhed, som blev den brune blot som en hul skal. Ordene blæste igennem ham, uden en reaktion. De tomme blik hvilede blot på den sorte. Tanker var der, men følelsen af at være blevet forrådt kredsede i hans indre, men den brune var træt af at kæmpe, tilsyneladende forgæves. Tomhed. End ikke et snært af afsky fandt vej til hingstens udtryk. Hvad nyttede det at flå den sorte satan i småstykker når han stod der og hjemsøgte ham. Dawn fnyste blot.

” Hvem dræbte dig?”

Ordene var tørre, men det vagte da nysgerrighed hvem der havde sendt den sorte satan til sit endeligt, og misundelse.