Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

I gennem græsset, ved foden af Mount Ghost, stod en ødelagt skabning. Sendt til udkanten af Hollow for at holde udkig efter enhver hest, der forsøgte at krydse Lux Umbras grænser. Hingsten var et makabert syn i hans påkaldte tilstand. Han rørte ikke jorden og først når man kom tæt nok på kunne man se, at han også var gennemsigtig. Manifestationen var ikke komplet, men den grønne stjernehoppe Abaddon Izarra var alligevel pinet af sorg og sin samvittighed. Hun kunne dog godt fungere.. Han kunne mærke, at hun vandrede rundt, rastløs, med sine så rollinger.. De små dyr var hendes guldklumper og hun havde ingen intentioner om at introducere ham til dem.. Hvor uhøflig havde man lov til at være over for sin egen far.. Troede hun virkelig, at han ville slå dem ihjel? Han havde da både hende og Dream.. Og Narrator. Han følte sig tynget for et øjeblik ved tanken om hans søn. Det grå føls smil hang stadig fast i den yderste flig af hans hukommelse. Hvis han havde tilbragt mere tid i hans intethed, så havde han glemt selv det. og så ligeså stille hans mor.. Et hårdt fnys forlod hans brækkede mule og han tog en dyb, uregelmæssig indånding.   Så gik han videre, Abaddon havde beordret ham til at gå denne del af området tyndt, til andre ville tale om, at det spøgede nær Mount Ghost.. 

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Narrator var hjemvendt til Darkena og Lux Umbra. Efter gårdagens oplevelser med Gervina Riverza slog hans hjerte stadig ved tanken. Hans følsomme skind kunne endnu fornæmme hoppens krop mod sin. Men der var ikke tid til mere fængslen i det ukendte univers de havde draget hinanden ind i. For han måtte hjem til Abaddog og lytte til hendes ord. Han var trods alt tro mod sin søster og flokken. Uvidende om hvad hun havde sat fri til at vogte det enorme bjerg og engen Hollow, vandrede den solide og nu udvoksede søn til spøgelset mod Lux Umbra.

Hans gule øjne stirrede rundt et øjeblik, før han standsede. Noget var forandret. Han kneb øjnene sammen. En brise tog krøllerne i manen. Han rankede kroppen let - ej bange for hvad end der skjulte sig i mørket. For han var selv en del af det.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

En skabning nærmede sig områdets grænse. Uden nogen tanke i hovedet bevægede han sig hurtigt mod denne. Han genkendte ikke skikkelse i mørket. Hans sorte pels var ikke ligefrem nem at se i mærket og han lavede ikke en lyd. Da han kom så tæt på, at han kunne se den fremmede skikkelse bedre stoppede han. Der var noget ganske genkendeligt ved denne hingst. Den blå man, grå krop og sorte hoved. Gule øjne. Havde hans hjerte stadig banket havde det hoppet et slag over. Narrator. Han søn. Hingstens makaber form bevægede sig ikke tættere på. Han var en del af Lux Umbra, der var ingen grund til at stoppe ham, så, ligemeget hvor meget han ville, kunne han ikke. Hans ordre var at stoppe fremmede, der ikke hørte til i flokken.  Han betragtede ham med et godt, gult øje. Forsøgte let at vende hovedet, sådan at den knuste side ikke var så synlig. Havde sønnen set ham? Et lille håb gemte sig i hans indre, men han ville stadig åndelettet op, hvis den grå blev ved med at gå. 

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Stående der i mørket af Darkena, stirrede hans gule, skarpe øje. Et vindsus passerede lige foran ham. Ganske mystisk, for ellers var stilheden total. Den larmede i hans spidsede ører, men først så han intet. Han mistænte det mystiske bjerg, for at sende ånderne helt herned... Men hvorfor?

Først tog Narrator et par skridt. Men så standsde han igen. Hans hjerte bankede hurtigt. For så han syner? Kroppen spændtes i uro. Hvem forskruede hans øjne? For hans fader var død. Han havde altid været død....

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

Der var ingen tvivl i den døde hingsts hjerte. Hans søn havde set ham og kunne ikke forstå hvad der skete. I hans stille sind forbandede han Abaddon. Hun var, når alt kom til alt, hans datter og lige så strid at have med at gøre. Hun havde ikke meget til overs for andre, selvom hun gerne selv ville tro det. Især ikke familie. Han vendte sig væk fra sin søn, så den knuste side af hans ansigt ikke kunne ses af den sølve hingst. Ingen fortjente at få revet deres minder om deres fader revet itu sådan her. Han skulle huske ham, som den Caeli havde fortalt ham om, som den sorte nat, der passede på dem alle. Et mørkt, dybt brum forlod hams strube, lyden blev dog forvrænget og lød mere som et langtrukket hvæs. Han ville nødigt skræmme ham, men han stod på grænsen til Lux Umrba og så længe han stod der, var Drachmas bundet til at holde øje med ham, indtil han flyttede sig eller der kom en anden forstyrrelse ved grænsen.

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hvilken ondskabsfuld skabning drev gæk med hans hjerte? Han mærkede først af alt vreden. Den greb ham og han blottede tænderne i forsvar og skuede efter hvem end, der legede med hans følelser... Måske var det engen? Bjerget? Måske var det slet ikke nogen... Han stirrede mod denne skikkelse. Hans egen fader - men ingen ord forlod den hingst han havde fået hjertet knust over i en alt for tidlig alder. Så kom sorgen. Sorgen der havde manet hans hjerte til jorden så mange gange før. Han lukkede øjnene og nægtede tårene i at pible ud. Hvad var der sket? Nogen havde gjort noget ... Nogen. Men ikke hans moder - hvem så? Han skævlede svagt, før han langsomt tog et skridt nærmere og som et føls uskyldige blik, så han på sin fader. En brummen, der gemte sig langt inde i hans fortællende hukommelse lød fra faderen. Omend det lød mere som et hvæs, betød det intet. Narrator havde set kærliigheden i sin faders blik og kendte historien til hudløshed. Han trak på et smil der så ganske sjældent fandt overfladen. "Er... Er du virkelig her?" han rakte ud som en søgen. En søgen efter den følelse der kun havde fundet ham ganske få gange i hans liv. Når han havde været i nærkontakt med hingsten, der havde skænket ham liv.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

Insanus Amoris Drachmas

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

Han lukkede sine øjne i og sukkede.
Sønnens ord bragte følelser til overfladen, som havde været gemt under forvirring, frustration og mørkere ting. "Ja, min søn. Jeg er her.." Han stemme var lav, næsten som om at han troede, at han ville forsvinde, blot ved at han anerkendte at han virkelig var her. På de levendes jord. Et sted han enligt ikke hørte til. Overhovedet..
Han gik tættere på hans søn. Den der bar hans sorte hoved, så havde sådan en lighed med det han selv engang havde besiddet. Abaddons tanker havde ofte haft en irriterende tone, når hun tænkte på hvor meget Narrator lignede hendes fader. Han holdt forsat den pænere side af sig selv vendt mod sønnen. En dag...
En dag ville han være fortjent til at bo her igen. Dele verden med sin søn. Sin Måne...

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hans fader talte og Narrators øjne var som et føls igen. Hans hjerte fattede ikke denne følelse der kom til live igen. Følelsen af at have en far. En der var der, ønskede ham det bedste... Var stolt. Han kom nærmere. Narrators minder flakkede til liget... Til kampen mellem Dawn og Insanus. Til det bedste minde, hans hjerte besad... Tilbage til nuet. Han stirrede med en anelse våde øjne. Men der var en smule mistro imod dette... "Mor ville ikke... Kunne bringe dig hjem. For ingen gud ville lytte. Hvad er der sket, siden min far står her? Halvt i livet?" Narrators fortællende stemme blev stille og meget personlig. Mild, søgende og sorgfyldt. For tiden havde stjålet alt de kunne have haft. Døden havde stjålet deres liv sammen...

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?

So if you love me, let me go.

And run away before I know.

My heart is just too dark to care.

I can't destroy what isn't there.

Deliver me into my fate, if I'm alone I cannot hate

I don't deserve to have you

My smile was taken long ago, if I can change I hope I never know 

Et let smil trak hans mmule op i et smil. Selvfølgelig ville ingen gud lytte. Hun havde intet at give. Intet de ville have i hvert fald.
Narrators store søster derimod havde alt at miste og derved alt for meget at handle med når det kom til hendes døde gud. Han så på ham med et blik der forsikrede ham om at han var her og han havde ingen planer om at forsvinde igen. Aldrig. "Din Mor, min Måne, gjorde det ikke. Din søster gjorde. Som du nok ved har hun en stærkere forbindelse til Helzlori og han vil ikke holde sig tilbage fra at se hvad hun kan.. Men jeg er her nu." Et kærligt udtryk overtog hans blik, som han så på sønnen. "...Min søn" Der var ikke noget han hellere ville end at spole tiden tilbage og leve et fredeligt liv sammen med Caeli og Narrator..

I still press your letters to my lips
And cherish them in parts of me that savor every kiss
I couldn't face a life without your light
But all of that was ripped apart, when you refused to fight

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Abaddon. Selvfølgelig... Et langt øjeblik følte han sig splittet - kunne han selv have ofret noget? Noget de ville have? Havde han vidst det, havde han hovedløst prøvet. Helzlori kunne hade hans moder, alt hvad han ville. Narrator vidste bedre. Både om hende, om sig selv og om sin far. Hans øjne var skarpe. Stærke. Hvad havde hun givet i pris?
Værre var det - hvad havde hun hentet ham hjem for? For det var ikke, for at være Narrators fader. Ikke for at elske Caeli. Hun havde nok ønsket sig Insanus alene - men Narrator så dem alle i den flimrende skikkelse foran ham. Tre sjæles svage omrids. Men han stirrede kun på de øjne, der så faderligt tilbage i hans. Hans hjerte var ved at bukke under af en form for sær lykke, da faderen kaldte ham sin søn.

"Nok er han her... Men hvor længe vil der gå, før hun påkalder ham? Før hans fader, hellere vil slå ham ihjel, end at elske ham?" Trods Narrator elskede sin far og inderligt ønskede at de kunne få deres liv sammen nu - vidste han at der ulmede en vred, dræbermekanisk hingst bag de faderlige øjne. Han skulle kæmpe for at overleve her... Ikke?
Det var surrealistisk. Det var ikke hvad han havde forventet... Men det var nok fordi, at han ikke var ligeså betingelsesløs som sin moder.

Can you help the hopeless? Well I'm beggin on my knees! Can you save my bastard soul? Will you wait for me?