Lucia 2016

Julekalenderen byder på en ny tradition i Proelio. Den der vinder i dag, skal besvare denne tråd og starte Lucia-eventet som vedkommende selv har skabt. Forklaringen vil blive lagt herind, når vinderen er valgt, og alle kan deltage i dette Lucia-event. Hvad mon det bliver?

Så er det afgjort. Rejen har vundet med Vanilla og denne historie!

Komir var ædel, smuk, betagende. Han var den første sjæl hvis hove rørte Proelios jord, kun med undtagelse af sin gudelige skaber. Af ensomhed var han født, og ensomheden fordrev han fra sin skaber som tak for livet. I mange år var evnen til at trække vejret nok til at tilfredstille den ædle Komir, men som blomstre visner gjorde Komirs glæde ligeså. Endnu taknemmelig for at hans skaber havde givet ham livet, havde givet ham al skønheden i Proelio at opleve, så blev selv selskabet fra den mægtige Flakeze for vanligt.
To sjæle en tanke. Snart blev flere dyr skabt, alt fra bi til fugl, ræv til ulv og i sidste ende den smukkeste skabning Komir nogensinde havde betragtet. Hendes pels glitrede let af kobber, hendes øjne var dybe og varme og hendes navn var Ava.
Kærligheden var ren mellem de to hjorte, smukkere og stærkere end noget før var set. Om end mange kunne misunde noget så rent, blev de to sjæle nærmere respekteret som de første mager i Proelio. Sammen skabte Komir og Ava et smukt kid og levede i perfekt balance. Men livet er ej perfekt, og desværre kom dagen hvor Komirs mage forlod de dødeliges verden, for hun havde ikke fået evigt liv som han. Bedrøvet og fortvivlet tog Komir til Lapis ruinerne, hvor han altid havde kunnet finde sjælero.
Overraskende blev hjorten mødt af sin skaber Flakeze. Guden havde hørt om Komirs tab, og da han kendte sin første skabning godt, havde han vidste at denne ville drage mod Lapis ruinerne. Foran guden var en enkelt fakkel sat ned i jorden, og Flakeze bad Komir lade flammen være et tegn på at alt levende måtte dø, men ligeledes lade lyset fra flammen repræsentere, taknemmeligheden for det liv man selv er givet. Hvert år på den dato drog Komir og guden til Lapis ruinerne, hvor de hver bragte en fakkel som symbol på en de havde mistet, men samtidig på livets flamme der brændte i dem hver især. Hvert år skiftedes de til at mindes en de havde mistet, men som hvert år gik slog flere og flere heste sig til dem.
Den ædle Komir gav efter nogle år en hest title ’Lucia’, denne hest ville stå frem for hele forsamlingen om minde alle om, hvorfor de var tilstede, derudover ville denne fortælle en beretning om et tab denne selv havde lidt, eller en artsfælle havde. Hver gang en udnævnt Lucia døde ville en ny blive givet titlen af Komir, en titel der er en kæmpe ære.

Vanilla

Lapis ruinerne lå badet i et blåt skær fra den fulde måne. Luften var tyk og ladet, som vidste ruinerne også at noget var i gærde, at nu var endnu et år gået. Snart ville pladsen være fyldt med heste, hver og en ville de medbringe en fakkel. Disse fakler ville repræsentere de der var gået bort, de der ej længere var blandt Proelios heste. Men for nu var der blot en enkelt fakkel der brændte. Dens flamme var strålende og varm i det svage lys fra natten. Den dansede i en evig vals med den milde vind. Denne fakkel repræsenterede den ene sjæl alle ville høre om. Den repræsenterede den forgangne Lucia, Cherokee.
Som den nye Lucia stod Vanilla midt imellem ruinerne og stirrede på den ensomme fakkel. Hun var blevet den nye Lucia blot uger forinden, dagen hvor hun ligeledes mødte Cherokee og Komir for første gang. Det havde været nogle begivenhedsrige uger. Hun havde født sin første søn, havde lært om livet som Lucia og havde måtte våge over Cherokee i hendes sidste timer. Den lyse Vanilla følte sig som en ny hoppe, hun følte hun havde fået et nyt liv. Om end dette skyldtes dagen hun skabte et liv eller dagen hun blev Lucia vidste hun endnu ikke, alt hun vidste var at hun lige siden havde følt sig uendeligt rolig og ligevægtig.

Snart ville heste komme, i dette øjeblik drog de mod Lapis. De blå øjne strøg over ruinerne omkring hende. Nogle heste ville snart stå oppe i ruinerne, andre omringe hende. Hun ville skulle tale højt, tydeligt for at overdøve vinden. De skulle mærke glæde, sorg og lettelse og alt dette på grund af de ord hun snart ville tale. Et stille smil gled over hendes mule da hun indså hvor rolig hun var over denne rolle. Hun havde endda allerede vænnet sig til vægten fra den gyldne krone ved hendes pande, og den glitrende kappe over hendes ryg. I sandhed lignede Vanilla på denne aften en sand Lucia. Stille rettede hun kroppen op. Fuld af spænding spottede hun de første små, orange glimt i det fjerne. Proelios heste var på vej!

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Efter de mange pinefulde måneder - næsten et helt år - fanget under jorden, tvunget til ensomhed og totur i form af følelser og billeder. Noget overmægtigt havde rumsteret dernede. Det var som universets vilje... Havde Flakezé endelig fået luft ved overfladen. Takket være en håndfuld modige ungheste. Deres lys og liv havde bragt ham tilbage - deres magi, skabt af kærligheden. Denne skikkelse - Alayziah var ham ukendt. Det var en hoppe - et levn fra Jaymelias verden. Gudesmuk sagde man. Han brummede sagte. Det var en særlig dag i dag - en det var ham heldigt at være vendt hjem til. Lucia. Og en ny hoppe var trådt frem, til de mange næste år. Komir fulgte hingsten ved hans side. De to venner daterede så langt tilbage, at de uden mange ord, kunne læse tanker i den andens øjne. Deres kroppe fulgtes ad i uhyrlig lighed. Flakezé og Komir havde altid stået sammen og den dag i dag, kunne Flake ikke forestille sig en verden uden hjortens venskab. Hjorten stod, næsten ligeså høj om Flake med sit elegante gevir.

De to dyr ankom snart til Lapis ruinerne med to store fakler, flyvende foran sig - længe leve magien. Komir havde levet op til sin ædle status og udvalgt Vanilla som Cherokees efterfølger. Som Livets Gud, var han ikke et sekundt i tvivl om at hoppen ville leve op til sin nye status. Hans hjerte bankede rytmisk - en særlig dag. Ganske særligt at han var nået hjem... Guden lod sine hove betræde ruinerne, hvor faklerne lyste op i mørket. Han og Komir bukkede begge let for den yndige unge hoppe, klædt i Lucias krone og kappe. Hingsten rettede sig og smilede skævt. "En ære at møde den nye Lucia. En vigtig rolle er dig givet." gudens røst var varm og blid. Hans smaragdgrønne øjne glimtede kærligt.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?