Post by Leon on Nov 6, 2016 11:24:38 GMT 1
Den rødlige hingst vandrede afsides i modvind på ødemarkens golde område. Det visne græs under de blå hove var ikke det han var kommet for alligevel, så det var ikke fordi at omgivelserne var generende for ham. Tværtimod, havde han set sig fast besluttet på at komme væk fra Sylinum et par døgn, for at være de andre heste foruden, og måske støde på nye sjæle i ingenmandslandet. Halen bølgede lavt i den kølige modvind, og ligeså den gule man. Han var normalt ikke typen der opholdt sig alene. Ikke efter dengang for længe siden.. Men en gang imellem var det ganske fortjent at tilbringe lidt tid med sig selv. Også selvom man ikke nødvendigvis selv konstant er i andres selvskab, men bare det at føle sig selvstændig nogle timer.. Det fyldte hans åre med styrke, uanset hvor svag han så følte sig inderst inde.
De blå øjne uden pupiller spejdede over det øde stykke land, men han var ganske vist ikke bekymret. Sylinum lå blot nogle timers gang herfra. Han kunne genkende lugten af sit hjem, når han var i nærheden, så dette var ikke et problem. Hvad der var hans hensigt med denne tur udover alenetiden til gengæld, kunne man have brugt utallige gæt på at nå frem til. I sin enkelthed søgte Leon altid nye sjæles selvskab.. Men ikke blot selvskab. Han måtte kende andre. Nogle ville kalde det en dårlig vane, andre ville kalde det en af hans styrker. Efter hvad der skete længe før han ønsker at huske, havde han haft svært ved at betrygge sig andre end Leslie. Man kunne kalde det skørt, men det havde givet ham en hunger efter at kende til andres personligheder. Vide, at der var andre derude, med hver sine historier..kendskaber..hemmeligheder.. Det var en trang der var mere sultstillende, end alt andet. Et skævt, halvslesk smil tonede sig frem omkring hans mule. Alle historier han fik fortalt havde en betydning, og det var langt nemmere at se igennem andre, når han kendte til disse.
Atter lod den rødlige hingst, med de grønne striber tankerne forsvinde, og fandt en større interesse i, om der overhovedet var sjæle der bevægede sig ud på disse kanter. I så fald, ville disse være specielle, individuelle typer, som ville have en helt særlig og selvstændig grund til at være her. Det frydede den rødlige hingst, og fik ham til at lukke de blå øjne et øjeblik, og standse kort blot for at trække vejret dybt, inden han valgte at sætte fremad i trav. Dette kunne måske virke, som om han havde travlt, men var idéen med at lære nye at kende ikke også at få dem til at tro, før de kunne vide?..Hvis de altså overhovedet fik noget af vide..
De blå øjne uden pupiller spejdede over det øde stykke land, men han var ganske vist ikke bekymret. Sylinum lå blot nogle timers gang herfra. Han kunne genkende lugten af sit hjem, når han var i nærheden, så dette var ikke et problem. Hvad der var hans hensigt med denne tur udover alenetiden til gengæld, kunne man have brugt utallige gæt på at nå frem til. I sin enkelthed søgte Leon altid nye sjæles selvskab.. Men ikke blot selvskab. Han måtte kende andre. Nogle ville kalde det en dårlig vane, andre ville kalde det en af hans styrker. Efter hvad der skete længe før han ønsker at huske, havde han haft svært ved at betrygge sig andre end Leslie. Man kunne kalde det skørt, men det havde givet ham en hunger efter at kende til andres personligheder. Vide, at der var andre derude, med hver sine historier..kendskaber..hemmeligheder.. Det var en trang der var mere sultstillende, end alt andet. Et skævt, halvslesk smil tonede sig frem omkring hans mule. Alle historier han fik fortalt havde en betydning, og det var langt nemmere at se igennem andre, når han kendte til disse.
Atter lod den rødlige hingst, med de grønne striber tankerne forsvinde, og fandt en større interesse i, om der overhovedet var sjæle der bevægede sig ud på disse kanter. I så fald, ville disse være specielle, individuelle typer, som ville have en helt særlig og selvstændig grund til at være her. Det frydede den rødlige hingst, og fik ham til at lukke de blå øjne et øjeblik, og standse kort blot for at trække vejret dybt, inden han valgte at sætte fremad i trav. Dette kunne måske virke, som om han havde travlt, men var idéen med at lære nye at kende ikke også at få dem til at tro, før de kunne vide?..Hvis de altså overhovedet fik noget af vide..