Hun sukkede nydende, da Cinna kærtegnede hendes man. Hun lo derefter blidt, da han fortalte, at han heller ikke havde kendt noget til deres datters medvirken i dette rituail. Ja, det havde den kære Ignacia i sandhed holdt hemmeligt for dem begge. Hun kunne slet ikke vente med at komme til at tale med sin datter bagefter og forhåbentlig høre det hele.
Hun stod blot tavs ved sin mages side og betragtede det fascinerende show. Mangt og meget skete, og hun havde faktisk ikke den ringeste anelse om, hvad der foregik. Tågeskikkelser af de to guder formede sig i ilden, men brændte ud igen. De unge heste virkede udmattet, men seje og vedholdende blev de ved. Flammerne dansede og kastede lys til alle sider, og pludselig kom den ene gud til syne. Gizhebi havde aldrig set hende før, så det måtte være den store Jaymelia. Hun var nok en af de smukkeste hopper, Gizhebi nogensinde havde lagt øjne på - udover sin datter selvfølgelig. Med intense øjne så hun spændt med. Ville Flakezé også komme?

Flakezé
We're part of a story, a part of a tale. We're all on this journey noones to stay, where is it going what is the way? We're part of a story, part of a tale! Somtimes beautiful, somtimes insane. Noone remembers how it began.

Livets gud sad fast. Han havde behov for hjælp... Behov for deres magis renhed - de måtte åbne hjerterne, bare en smule mere. En gud som han, kunne ej blive trukket frem udelukkende ved denne smukke magi og den lette kærlighed. Følelserne var nødt til at være totale - ægte. Til stede. Han sukkede i længsel efter overfladen - velvidende at deres stemmer indeni flammen hviskede let til ham - Vi har brug for dig.

Det splittede hans hjerte. Hvis bare han kunne svare! Men vent... Måske kunne guden svare? Han søgte efter alle de kræfter der så ofte havde hobet sig op i guden. Hans styrker. Han søgte ud mod deres hjerter.

"Luk jer op for jeres kærlighed - jeres levende tilstedeværelse i vores nu. Jeg mangler blot et strejf af jeres ønske, så vil jeg være der." lovede hans bløde varme stemme. Den brusede af liv, trods den lange evighed under mørket. Hans hjerte hamrede. Han var på vej. Kom så... Bare det sidste. Så ville han være der igen. For verden. For Proelio. Dem alle sammen. Og Trudy.

If God had a name. What would it be, and would you call it to his face, if you were faced with him in all his glory? What would you ask if you had just one question? … What if God was one of us? Just a slob like one of us? Just a stranger on the grass, trying to make his way home. If God had a face, what would it look like and would you want to see, if seeing meant that you would have to believe?

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Den øverste havde holdt sig i baggrunden. Men trofast forblev han ved ritualet og forsamlingen der havde hobet sig op omkring de fem unge heste. Deriblandt hans højtelskede søn. Vustlaums herre var stolt. For han fulgte Gudinden Jaymelia og at bidrage til hendes tilbagevenden var en ære. Ligesom det var med Flakezé. Nabendu vidste at landet ej kunne undvære de to.

Han stirrede dog måbende da alle farver forsvandt og Jaymelia kom til live fra flammen og ud i virkeligheden. Et smil bredte sig og han følte mere ro i kroppen, end han havde gjort længe, da den ærede Gudinde fandt fodfæste.

I will always, be the one who took your place.

Athena
The loneliest people are the KINDEST. The saddest people smile the BRIGHTEST. The most damaged people are the WISEST.

Ritualet havde Athena hørt om. Strejf af rygter fløj gennem landet og fandt også vej til hendes ørerspidser. Hun var så ganske ny i denne fremtidsverden og fulgte vejen til sylinum. Mod sin datter. Det var ingen omvej fra Elasium at drage gennem Proelios Hjerte, så hoppen fandt vejen til dette ritual... Hun var en del af eventyrene nu. Og hun ville altid forblive dette. Så længe hun levede.

Derfor stod hoppen også en anelse tilbageholdent i mylderet af heste. Hun holdt øje med flammerne - de virkede som hele magiens center. Et andet storslået syn, der vækkede Athenas hjerte til live var bjergene... Magiens Grotter! For første gang synlige for hende. Hun der havde elsket historierne så frygteligt meget.

En tredje ting der fængslede hende, var den sorte unghest med rød man. Athena gispede stille. Han lignede Gaizka til forveksling. Var datteren her? Hun skuede... Men nej. Det var dog et tegn for Athena. Hun var tæt på - og hendes families slægt udrettede store ting. Vækkede Flakezé tilbage. Hun mærkede hjertet i halsen, da den fremmede gudinde kom til live. Men hvad med Flake?

All because they don't want to see other people, suffer the way they do.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis var ikke sen til at stå på første række. Hun kendte ikke meget til de unge heste - men aldrig ville hun glemme synet af den stærke magi de skabte omkring sig. Hun var fascineret - næsten ligesom hun for tiden var over sig selv. Men det var ligegyldigt nu. Hun var her for at støtte hjemkomsten af de to vigtige guder...

Oasis øjne var fængslede på Jaymelia da hun rejste sig fra flammerne og fik sine ufatteligt smukke farver. Som var hun det eneste levende i det nu gråtonede land.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Helzlori befandt sig i skyggerne med sin nye plan. Han ville ikke give sig til kende og derfor indhyllede skyggerne ham, som aldrig før. Men hans skarpe orange øjne så alt. Datteren. De unge heste. Ilden. Jaymelia. Det hele. Et øjeblik skulle der til, før en svag stikke krøb ind på ham - Jaymelia! Han forventede vrede fra gudinden men smilede et øjeblik blot dovent.

Hans plan var dog at måtte udføres... Hvem havde troet at han ville være så fornuftig at komme på dette? Åh og Gervina. Han havde talt med hende, før Ritualet. Han havde anet at hun deltog. Men han var ikke skuffet - balancen måtte opretholdes. Det vidste han nu. Hvorend han gerne ville tage herredømmet, var Proelio uden Flakezé et land uden harmoni - og selv i helvede måtte der være harmoni.

Han spændte kroppen i afventning - sort som natten og på vagt.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

RITUALET DET ENDELIGE SVAR

//Grundet den manglende interesse for tråden, afslutter jeg den nu. Det betyder at understående er gældende og er det der efterfølgende er sket. Ønsker du noget ændret for din karakter, så skriv til mig.


Efter de mange anstrengelser den foregående time havde budt på, var det endnu ikke ovre. For selvom den mærkværdige Jaymelia kom frem til livet og sprudlede med sin magi overalt omkring sig, manglede de endnu livets skaber. De manglede Flakezé.
Langsomt gik det op for de unge heste at det ikke var slut. Der var lang vej igen. Deres øjne mødte alvorligt hinanden, mens Jaymelia lod alle farverne synke ind i hver hest og alle omgivelserne på ny. Hun ønskede ikke at forlade stedet. Ikke så længe Flakezé endnu var fanget, trods hun havde et kompliceret forhold til den anden overgud. Der var dog en tilstedeværelse, som Gudinden ikke var begejstret for. Helzlori. Hun havde den værste høne at plukke med ham!

Gervina var den første der hørte beskeden - Flakezé! Han kaldte - han vidste at de var i knibe, for deres evner havde endnu ikke rakt. Men hvorfor? Hvad var der ... galt? Hun spærrede øjnene op og så på de andre, som de en for en opdagede at han talte til dem. Andiago blev stille. Meget stille. Alastair og Ricklass udvekslede blikke - for de vidste at der var nogle anstrengte følelser imellem dem. Følelser der nu kunne forhindre den rene kærlighed i at strømme - og derved ikke hente Livets gud hjem.
Ignacia og Gervina tog beslutningen først. Selvom Ignacias nervøse sind, blev en anelse utryg, var hun mere i forbindelse med den rene kærlighed - og deres mål. De to hopper udrensede deres sind for negatvie følelser. De omfavnede magiens kærlighed dybere, og som de søgte indad, mærkede de Andiagos fravær.

Alastair og Ricklass øjenkontakt blev stærkere og stærkere. De to hingste forsøgte at forstå hinanden - give slip på alle spændingerne. For der var ikke nogen grund til at de var uvenner... De troede blot på forskellige ting - så langsomt fik de renset deres andspændte forhold. Langsomt lod de hinandens tilværelse synke ind og accepterede denne. De smilede til hinanden og gjorde nu det samme som hopperne til de fire var forbundet. Men de sansede ligeledes Andiagos fravær.

Indeni Andiago rasede en storm. Han var afkræftet. Kollapset. Brudt cirklen om ilden og i sin anstrengelse havde han troet at Ritualet var slut - men det var ikke ovre. Han havde sluppet sin energi og ænsede først ikke stemmen - eller de andres anstrengelser. Sindet skilte sig ud. I modsætning til de andre, der alle på en måde bar masser af lys med sig, bragte hans sind ham en del mørke. Kunne han give sig fuldt ud igen? En eneste gang til? Rense mørket og rejse sig?

Stemningen omkring hestene der kiggede på, var anspændt. De var bekymrede da de nu havde fået en Gudinde hjem - men Flakezé var borte. Jo længere tid der gik, jo mere bekymrede blev forsamlingen? Flere forsøgte nu at opmuntre de unge heste. Holde dem ved godt mod, trods anstrengelserne ved at udnytte magien.

Endelig tromlede Flakezés stemme ind til Andiago og han så op. Han stirrede, rejste sig og forsøgte ihærdigt at give det sidste lys han havde i sig. De andres blikke holdt ham oppe. De lovede ro og blidhed. Kærlighed. For det var det de var her for - Kærlighed. En handling for den kære Alayziah. Han var født til dette møde, dette Ritual - men var han med? Langsomt begyndte ilden at flamme op i blå farver, da Andiago udkæmpede mørket og svedende fandt energien på ny - og overvandt sig selv til fordel for Flakezés hjemkomst.

Minutterne tikkede af sted, som flammerne søgte ned i dybet af Magiens Grotter og på ny greb om livets Gud!
Flammerne blussede og trak i ham, mens den rene energi og kærlighed var overalt omkring ham. Han lo et øjeblik af glæden - de havde hørt ham. De havde følt ham. Og de var villige til at fortsætte. Han vidste hvor umådeligt hård magi kunne være mod en. Men som han fandt overfladen og flammerne trak ham ud i ilden, vidste han, at de kunne klare det. Blot det sidste. Bålets blå farve var fyldt med liv. Det rummede ham. Han var skjult i ilden og indtog først en fast form, da de unge heste endelig kunne ånde lettet op. De var færdige.

Livets gud rejste sig fra asken af bålet. Hans smaragdgrønne øjne faldt på alle omkring ham - især de kære ungheste. Hans hjerte slog på ny. Lyset strålede fra den mest stjerneklare himmel. Månelyset var som aldrig før. Fuglene sang. Magiens grotter strålede med overdådige farver, mens det gulnede græs blomstrede i vild flor. Ikke lang tid efter strålede det mest mærkværdige nordlys omkring dem.

"I har udført en opgave, jeg for evigt vil være taknemlig for. Uden jer og jeres underskønne leder, Alayziah, ville vi endnu være fanget i mørket. Ensomheden." Hans stemme var varmende. Faderlig. Han lod mulen hilse dem hver og en og i det øjeblik den kontaktede deres skind, fik de hans fornyede kræfter. Magisk energi til at styrke sig på ovenpå oplevelsen. "I vil alle modtage en guldring, som symbol på min evige taknemlighed. Hvis i ønsker denne." så ganske få heste gennem tiden havde modtaget denne ring. Den eneste levende bærer var Fermaz.

Han vendte sig nu mod Jaymelia og forsamlingen. Alvoren lyste ud af hans øjne - de havde løst gåden og den skræmte ham. Hun havde undersøgt en sag, han nu gruede for. Deres endeløse cirkel. Øjnene stirrede på hende - blikket sagde alt. Nu rettede han opmærksomheden mod alle. "Nu hvor jeg er hjemme, vil jeg på ny beskytte jer! Snart vil i se mig igen. Tiden er inde til at få skabt fred i vort land." lovede han og trak på smilebåndet... Måske ville det lykkedes. Han havde spottet forskellighederne i unghestene. Kunne de forenes, var det måske ikke umuligt for guderne?

"Jeg vil forlade jer nu. Mærk min taknemlighed og forglem den ej. Jeg har et ærinde jeg må tilse!" han vendte blikket sigende mod Jaymelia.

"Ligeledes har jeg." erklærede hun. "Min taknemlighed er også hos jer. Unge modige heste. Forbliv stærke - en ny tid er over os." hun smilede før hun og Flakezé side om side galoperede, hurtigere end nogen almen hest kunne følge med. De havde samme retning en lang stund, mod Helzlori!

Ud af det blå trådte den sorte frem og begge guderne lagde ørene. Flakezé havde også et ærinde hos Helzlori! Men det kunne vente. For han havde en eneste vigtigere ting at tilse. Og det var Trudy. Hjertet hamrede og han forsvandt fra de to andre.

Jaymelia angreb dødsguden med et glødende blik og kort efter slog lynet ned som aldrig før. Himlen sortnede og han skulle få hendes vrede at føle! Hvor havde den forrædder været?