Hoppen havde holdt sig på den område hun vel på en måde nu var en del af - i hvert fald for nu. Hun dansede rundt i en elegant trav, ikke fordi hun som sådan lagde mærke til træerne som hun snoede sig elegant ind imellem. Hun så det ikke. Hun fandt ej landskabet eller stedet smukt, hun så ikke det alle andre kunne se.. For hende var vinter og sommer lige fedt, hun forstod ikke dem der så skønheden i naturen, men ligeså hadede hun dem ej. En let latter forlod dog alligevel hendes mule, uden grund, hun kunne blot godt lide at grine. 

Det evige mørke havde lagt sig over Proelio. Fra den ene dag til den anden var lyset svundet hen, og nat blev ikke længere til dag. Andre ville formegentlig finde dette fænomen skræmmende og ubehageligt, men det var lige noget for Renekton! I mørket kunne han snige sig rundt blandt skyggerne og rigtigt bevæge sig uset rundt.

Denne dag havde han bevæget sig ind i Bikaly. De mange birketræer havde efterhånden smidt deres blade, og i lyset fra månelyset var de med til at give skoven et rigtig uhyggeligt look. En helt perfekt stemning, hvis man spurgte Renekton. Han satte frem i trav og snoede sig ind og ud mellem birketræerne med et lumskt smil om mulen. Mon der var andre herinde, han kunne have det lidt sjovt med?

Hendes øjne fangede en brunlig skikkelse med mærkværdige blå tegn og smykker af guld. Hun brummede nysgerrigt. Hun satte frem mod ham. Lod de farvestrålende øjne søge hans knaldende blå. ”haaaaaij” sang hun glad, små dansede omkring den bredere hingst. Hans lange man hang pænt og nærmest dragende ned af ham. Udover det meget blå var han faktisk meget naturlig af farver. Hun nappede drillede og prøve ud efter hans brunlige krop. Halen var let løftede og nu og da svag hun med den – en blid latter forlod mulen i et legesygt tonefald.

Til hans store held gik der ikke længe, før han fik øje på en skikkelse længere fremme mellem træerne. En hoppe i de mest sprudlende farver, han nogensinde havde set sammensat på en anden hest før. Det var ligesom at se på en levende blomst, eller en sommerfugl i hesteformat. Hun fik nu ligeledes øje på ham og brummede nysgerrigt. Han besvarede hende med en maskulin brummen og lod hende komme nærmere. Hun udbrød en munter og nærmest syngende hilsen til ham, mens hun smådansede omkring ham. Okay, han havde helt klart med en livlig sjæl at gøre her!
"Godeftermiddag frøken," svarede han charmerende.

I samme nu nappede hun pludselig drillende ud efter hans brunlige krop, hvilket kom lidt bag på ham. Det var ikke mange, der havde modet til at røre den store hingst. Havde det været en anden hingst, var han kommet til at fortryde det på stedet. Så hun skulle være glad for, at hun var en hoppe; de måtte nemlig gerne røre lidt ved ham - han var jo trods alt ret uimodståelig, så han kunne ikke bebrejde hende.
En blid og legesyg latter forlod hende nu, og han brummede anerkendende. "Hvem er det, jeg her har fornøjelsen af at møde?"

Ingen tvivl om det var en ret selvsikker hingst hun havde mødt. Hun kunne fornemme det på ham og den måde han reagerede på, ikke at det genere hende overhovedet. Hun stoppede endelig op med at bevæge sig omkring ham og forholdt sig derefter foran ham. ”Mit navn er Violet Cynthia” svarede hun ham med et stille smil.



Stille linkede hun hovedet på skrå og snuste lidt til det der hang om hans hals. ”hvor har du fået dette dragende smykke fra?” spurgte hun i et charmende tonefald. Atter vendte hun blikket mod ham og tillod sig at lade kort sin mule røre hans. Øjne skinnende varmt og letter legesygt.

Et charmerende smil tegnede sig på hans mule, da hun endelig stoppede op foran ham. Hun var nu en meget køn hoppe, som hun stod dér og rigtigt førte sig frem. Han elskede hopper, der ikke havde noget imod at lege lidt med ilden. Han nikkede let ved hendes ord. "Violet Cynthia. Et kønt navn til en køn hoppe. Man kalder mig Landsforræderen."
Han smilede charmerende til hende. Hans navn gav han ikke lige ud til hvem som helst, så de fleste kendte ham under hans alias. Mon hun havde hørt om ham før, eller var hun en af dem, der var kommet fra fortiden? Hans øjne glimtede frækt mod hendes. Hvordan mon hun ville reagere ved denne oplysning?

Han stivnede let i kroppen, da hun pludselig tippede hovedet på skrå og snusede til Aliari smykket om hans hals. Han mærkede panikken og trangen til at kaste sig tilbage og rive smykket væk fra hende, men han måtte forholde sig roligt og opføre sig naturligt. Det gik ikke, at folk fik mistanke om, at smykket ikke tilhørte ham. Han smilede derfor blot ved hendes spørgsmål. "Smykket her har tilhørt min afdøde far. Jeg har båret det lige siden for at ære hans minde."
Dette var naturligvis en løgn, men han kunne ikke fortælle sandheden - man vidste aldrig, om hun var en spion fra Alari, og han stolede ikke på nogen som helst. Hun vendte nu atter sit legesyge blik mod ham og lod kort sin mule røre hans. Han prustede tungt mod den, inden han drillende snappede ud efter mulen med et legesygt glimt i øjnene.

Hun grinte lidt, selvom hun bestemt nød hans opmærksomhed, det var rart. ”landsforræderen, hvorfor dog sådan et kælenavn til sådan en handsome hingst” spurgte hun legende. Hun nappede letter legesygt ud fter hans mule. Hans oplysning betyd ikke meget for hende, ganske enkelt fordi hun havde ingen ide hvad forgik i dette land og selv hvis hun gjorde ville det stædig ikke røre hende.

Hun så op på ham ved hans ord ”det var da en underligt ting som er gået i arv” sagde hun blev hudløst ærligt. ”smart alligevel, men hvordan har din fader overhovedet kunne få fat i sådan en for underlig ting” lød det undrede på hende. Det var da uhesteligt. Hvordan var den kommet til verden, hvorfor hang sådan et smykke ting på ham. Hun havde aldrig set et smykke før. Det var underligt.

Heldigvis betyd dette smykke ikke så meget, fordi hans opmærksomhed var hendes for nu. Så atter nappede hun efter ham denne gang hans man. Hun slog en smule med hovedet af glæde. Selskab var altid rart.

---

Han nød lyden af hendes lille latter, inden hun spurgte ham, hvorfor så handsome en hingst som ham dog blev kaldt for landsforræder. Han smilede charmerende til hende. Han kunne godt lide, at hun kaldte ham for handsome - for det var jo lige, hvad han var!
Hun nappede nu ud efter hans mule, og med en mørk latter nappede han legesygt tilbage, inden han gav sig til at besvare hendes spørgsmål.

,,Jeg er udstødt fra Proelio og er dømt til at leve i Ingenmandsland for evigt. Jeg har gjort mange slemme ting i min fortid. Stjålet, tyranniseret, slået ihjel... Men det er alt sammen fortid nu, så du skal ikke være bange."

Hans stemme var slesk og utilregnelig, og han kunne ikke lade være med at blinke kækt til hende, mens en charmerende brummen forlod hans strube.

,,Skræmmer jeg dig?"

Hun spurgte nu ind til, hvordan hans far overhovedet havde kunnet få fat i smykket, mens hun atter nappede ud efter hans man. Han smilede let, mens han blot kørte løgnen videre.

,,Årh, den har han skam også arvet fra sin far - og hans far fra sin far, og hans fars fars far fra sin far osv osv... Hvordan den i første omgang kom ind i vores familie, aner jeg ikke."

Han smilede kækt og nappede ligeledes drillende ud efter en tot af hendes man.

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Hun linkede hovedet på skrå, stjælpet... dræbt.. mærke ord, et eller andet sted kom det ikke bag på hende, hun grinte blot da han spørgte om han skræmte hende. "der skal mere til at skræmme mig" sagde hun med et stille smil. Hun blev da i hvert fald aldrig skræmt, antog han blot dette fordi hun så svag ud? eller fordi hun var en hoppe? Det passede da i hvert fald ikke, nej hun blev da aldrig nogen sinde skræmt.

Dog lod hun det ligge, fordi smykket havde nu stadig meget af hendes intresse. Hun forstod ikke hvordan sådan et smykke kunne komme til. Det var da forunderligt. Sådan en ting, hvordan kunne man overhovedet lave den? fundet den, lød underligt. Og med hove hun tvivlede på at nogle heste kunne finde ud af at lave sådan et stykke smykke. Dog lod hun det ligge, så i stedet nikede hun blot.

Hun stod i et stykke tid overvejde, før det gik op for hende, han kun havde givet hende et kælenavn, stille lagde hun hovedet en anelse på skrå "har du forresten ikke noget navn, udover dit kælenavn selvfølgelig" et stille varmt smil lå om hendes mule.

---

Det lettere vanvittige smil om hans mule blev endnu større, da hun blot grinede og svarede, at der skulle mere til at skræmme hende. Et nærmest slesk blik hvilede i hans øjne, da han lod blikket løbe hen over hende med en nærmest grådig trang til at finde ud af, hvad der skulle til for at skræmme hende. Men i stedet smilede han blot og holdt sig tilbage - for nu.
Der gik en lille rum tid, hvor hoppen tilsyneladende ikke havde mere at sige. Men det måtte jo betyde, at hun havde accepteret hans forklaring om smykket, og det var han trods alt glad for. Der var ingen grund til, at hun fandt ud af, hvor det smykke i virkeligheden kom fra...
Endelig åbnede hun dog munden igen og spurgte, om han ikke havde noget navn udover sit kælenavn. Han trak lidt på smilebåndet. Han var egentlig ikke så meget for at give sit rigtige navn ud til fremmede, men nu hvor han var blevet en af De Øverste i Frozticen og skulle til at styre denne landsdel sammen med sin bror Semper Fi, var det vel kun på sin plads, at folk begyndte at kende ham som andet end Landsforræderen. Han smilede derfor og nikkede let med hovedet.

,,Det er en vane for mig at præsentere mig som Landsforræderen, så jeg skal lige vænne mig til at bruge mit rigtige navn igen. Men jo da, mit navn er Renekton."

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.