Life and death.. 

---

Abaddon bevægede sig på en sne hvid sti, der snoede sig om bjerget, omkring hende var ligene af hvide træer og alt virkede dødt og forladt. Dog selvom Abaddon var helt alene på stien, så følte hun sig langt fra sådan. Hun havde en konstant følelse af at være sammen med flere end blot sig selv, hvilket også var sndt, da hun bar på et føl. Et føl efter hendes helt egen knight in shinning armor, selvom han nok mente at hun ikke havde brug for ham, så følte hun nu at han gav hende en form for tryghed og stabilitet. Noget hun godt kunne bruge, nu da hun ikke havde sin fader til at guide sig og hendes moder var ikke meget for at blive en del af hendes mørke og magtbegærende side. Hoppen trådte på spinkle ben, der trofast bar hende afsted. Hendes hove sank let ned i underlaget, men under det bløde underlag var der et hårdt underlag, der gjorde det let nok at finde fodfæste. Abaddon var vent tilbage til hendes flok og Darkena efter hun var kommet sig over hendes feber og hornets udgroen. Det kulsorte horn var blevet langt og snoede sig om hinanden i en stærk struktur, som gjorde at det ikke ville knække helt så let, men det gjorde også at hoppen var nødt til at hvile sig oftere på grund af hovedpiner og trætte hals og skulder muskler. Abaddon havde længe været på udkig efter hendes halvbroder, blot for at fortælle ham de glædelige nyheder og sikre sig, at han ville beskytte hendes afkom, hvis det nogensinde skulle komme i en situation, hvor hverken hun eller Benji ville være i nærheden til at beskytte det. Hun måtte indrømme at hun glædede sig som et lille barn til juleaften ved tanken om, at have en lille spirvip til at løbe rundt efter hende..

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Det var ikke usædvaneligt, at Caeli bevægede sig til Darkena. I nattens mørke, vandrede hun bort fra alt hvad hun havde kært. De slidte scener i forbenene, blev ikke bedre, men hun holdt smerterne ud og stod imod. Jo længere hun kunne gå på dem, jo længere ville hun overleve... Men hvad betød overlevelse egentlig for hende? Overlevelse betød muligheden for at udforske sit forhold til Argia. Muligheden for at se sin søn vokse op og skabe sig et liv. Holde kontakt til Ducan, hvorend den søn var forsvundet hen... Hun savnede den brune søn, der lignede hende så meget. Og så var der Dawn. Det evige spørgsmål i hendes liv. Han udfordrede hende på helt andre måder end nogen andre. Ikke fordi han som sådan ville det, men fordi deres bånd var ubrydeligt og tvetydigt. Hvad betød det?

De vulkanske øjne faldt på det hvide bjerg, der trods natten, skinnede op i landskabet. En svag sukken lød fra den milde stemme. Hun ville aldrig mere nå toppen af et sådanne bjerg. Kun hvis hun på mirakuløs vis kunne flyve. De gamle ben sled på den månegrå hoppe og trods viljestyrke, brød de hende langsomt ned. Måske forekom hun endda ældre end hun faktisk var. Caeli rystede på hovedet og bed tænderne sammen. Det kunne ikke passe. Hun ville ikke begynde at tænke i baner, der betød at hun ville forgå langsomt med alderen. Hun rankede kroppen og tog det første skridt op af bjerget i samme nu, som hun fik øje på stjernerne. Ikke dem på himlen. Dem på Abaddon Izarras krop. Caelis øjne stivnede på Insanus og Argias datter. Glimtet i hendes øje var en anelse vemodigt, da minderne væltede ned over hoppen. Hun trak vejret dybt og gav sig til kende. "Abaddon?" den spinkle stemme forsøgte spørgende, at søge kontakt til den anden.

No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Life and death.. 

---

Den stjernedækkede hoppe bevægede sig uden videre besvær, men langsomt ville hun begynde at blive tungere og tungere, større og større og hun ville i sidste ende ikke kunne bevæge sig ret langt uden at blive forpustet, som havde hun lige løbet flere kilometer.. Abaddon vidste dog lidt om dette, hun tænkte næsten kun på de store øjne og de lange ranglede ben, som ville dingle hvergang den lille skabning gjorde et rejehop. Hun blev revet ud af hendes tidlige natte tanker af en stemme, der lød ganske spinkel og skrøbelig. Hun stoppede op og hendes gulgrønne øjne faldt på den månegrå hoppe med den falmede røde man og hale. Caeli Pluvia.. Hende der havde taget hendes fader og vendt ham mod hende og deres sag. Hun udviste hende kun venlighed på grund af hendes bånd med Narrator. "Caeli Pluvia.. Hvad bringer dig til Darkena, min kære stedmor?" I sidste ende var hun vel ligepræcis det? Hendes stedmor altså. Abaddons stemme var vågen, næsten kærlig, men bare den karakteristiske mystik og femininetit. Hun bevægede sig ned til den ældre hoppe og stoppede, så de begge kunne ses i lyset der blev reflekteret af det døde bjerg. Hun så stadig plaget ud.. jagtet af et mareridt. Et mareridt hun kunne hive frem for en pris, hvis hun var så barmhjertig, at hun ville genforene de to elskede for en kort stund..

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

På sin vis kunne man sige at Caeli frygtede Abaddon. Men det var ikke på grund af hendes fremtræden - Caeli frygtede ikke mørket og dets skabninger. Det var heller ikke fordi hun var datter af Insanus. Caeli frygtede Abaddon, fordi Caeli selv ikke ønskede at forpurre Abaddons liv. Caeli frygtede at træde ved siden af. Skuffe den unge hoppe eller være hendes fjende. Men samtidig var Caeli klar over, at hun allerede havde fået stemplet. Hun havde vist sider af Drachmas og de andre sjæle, de færreste havde set... Det var ikke sider Abaddon ønskede at se. Caeli trak vejret dybt og tog modet til sig. Selvom der var venlighed at finde hos Abaddon, vidste Caeli at denne ikke kunne være helt ægte. Denne konflikt anede månehoppen ikke, hvordan hun kunne løse. Hun ville gerne åbne Abaddons hjerte - men det var ikke hendes eventyr at drage på.

"Tanker, Abaddon. Tankestrømme har ofte bragt mig til denne mørke landsdel." hun så stærkt mod den yngre hoppe. Der var mange elementer i Caelis historie, mange kunne lære af - men denne hoppe var ikke interesseret i dette. Hvad ville hun? Var der noget den stjerneklædte ønskede af Caeli. Hvad andet var... Det horn? Var det en familie ting, at man pludselig blev tildelt vinger eller horn? Det fik Caeli til at trække skævt på smilebåndet, trods mindet om første gang, hun så Insanus vinger ikke var lykkeligt.
"Måske høre en del af mig til i mørket. En del jeg ikke kan slippe." Caeli sluttede. Der var alvor i den ellers levende og fri stemme. Hun så ind i Abaddons øjne.

No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.

Abaddon brummede kort, som hun lænede vægten over på den ene side, så hendes ene ben kunne slappe en smule af. Caeli var ved at leve op til navnet, stedmor, hun lignede en gammel hoppe, der havde set meget, men også været en moderlig skikkelse i fleres liv. Abaddon havde dog aldrig set hende som en,men måske kunne hun give hende et par vise ord med på vejen, som hun stod til at møde snart. Stilheden herskede kort, da Abaddon undlod at svare den grå hoppe. Hun så ud over landskabet, som hendes stemme igen fyldt luften. "Hvordan.. Beskyttede du Storyteller mod min far? " Hendes øjne blev blanke, men hun svor at hun ikke ville græde. Hun ville ikke vise den svaghed, for hvorfor skulle hun det, når hende far ikke havde gjort andet end kvælt enhver eventyrs drøm i hende? Han havde beskyttet Storytellers, men erstattet hendes drømme om helte og magiske væsner med mareridt..

Caeli Pluvia
There's no remedy for memory, your face is like a melody...

Stilheden havde aldrig berørt Caeli på en ubehagelig måde. Den var et rum at finde sine tanker i. Uroligheden og trangen til snak, havde ikke været i hendes liv. Som man vidste, hvis man kendte Caeli, var hun ingen ordinær sjæl og derfor tog hun også ting på andre måder end de fleste. Hendes øjne frygtede ikke at skue over Abaddons stjerneklare pels, trods hun følte en form for afvisning. Måske havde Abaddon slet ikke ønsket at vide hvad Caeli lavede på disse kanter. Tavsheden var nu en påmindelse om, hvor deres forhold til hinanden knækkede. Caeli burde ikke være en del af Abaddons liv. Hun brød sig ganske godt om Itzalas selskab - men det var ikke hendes familie at berøre. Hun var en outsider ved siden af dem - anderledes end deres stjerner skinnde månen. Hun bed sig svagt i læben. Sorgens tanker sneg sig altid ind på Caeli.

Endelig åbnede stjernehoppen munden. Caeli havde ladet hende tage det skridt. Hun havde blot stået der med sine tanker og et blødt blik. Hendes ord faldt på den kære Storyteller. Eller Narrator, som de fleste ville kende ham som. Caeli følte et stik i hjertet. Men det var på vegne af den yngre hoppes blanke øjne. Havde hun aldrig fået lov til at mærke Drachmas' flygtige kærlighed? Blot mærket et snit af Amoris, der knap levede mere?

"Narrator var så ung, da jeres fader døde." stemmen var en anelse kærlig. "Når mørkets slør falder, er der ikke brug for beskyttelse. For den er allerede givet..." forsøgte Caeli ganske mildt at forklare stjernehoppen i blåt.

No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.