Nabendu Raakaa

I hear wisperes of a soloution.



Under de strømmende vandfald, fandt man Nabendu Raakaa. Hans øjne var levende. En duft så mærkværdig og fantastisk havde ramt hans indåndingssystem. Han lyttede til vandet, med et drømmende blik. Der var kun én ting i hans tanker. Shimo. Den lille buttede hoppe, med sin helt egen charme og visdom. Han slog med halen et par gange... Hvor kunne hun dog være? Skulle han drage til Frozticen? Han var vandret for meget ud af sit område i den seneste tid... Det var klogest at blive her. Men duften kaldte på ham, som om den ville have ham til at finde hende. Han var sagelig ved tanken om hendes øjne, og berøring. Burde han tage sig sammen?


But I don't know where to start.

Shimo havde bevæget sig udenfor Frozticien.
Instinkterne havde lokket hende så langt ud.
Hun var alene.
Men ikke meget længere, for snart fandt hun den udkårne hun havde rejst efter at finde.
Nabendu Raakaa.
Han befandt sig ved det større, brusende vandfald som var så evigt imponerende. Duften havde ført hende hertil. Hun drømte om duften af den blege hingst. Hun måtte finde ham. Hun kunne ikke gå længere uden ham. Der var en længsel i hendes bryst. En længsel efter at være tæt på ham.
Denne eneste ene.
Shimo blev så glad da hun fik øje på ham at hun vrinskede venligt og imødekommende. Gad vide om han følte for hende som hun gjorde for ham? Hun var nød til at spørge ham.
Desperat begyndte hun at tale inden hun var nået ham helt.
Hun var forpustet efter den lange rejse.
"Nabendu!" udstødte hun sagte og stoppede endelig for med strakt hals at tage nogle dybe indåndinger. "Vi må tale sammen!" Hun lød alvorlig. "Jeg elsker dig!"

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Dvalende i sine 'alvorlige' tanker opdagede han ikke, at hans fred blev forstyrret. Hans øjne søgte vandfaldets top, med det endnu drømmende blik. Han burde beslutte sig snart! Det ville blive mørkt... Hans landsdel havde brug for ham, ved mørkets frembrud, han kunne måske kun nå til Frozticen, for så at rejse hjem igen.
Det var i det øjeblik at en vrinsken lød bag ham. Den sendte elektriske impulser ned gennem hans krop, helt ud i hoven, og hingstens store hoved vendtes med et sæt mod lyden. Var det sandt? Var hun draget på den lange rejse til Vustlaum, for at vrinske til ham? Betød det hvad han håbede? Eller var hun med andre tanker end han...
Hingstens muskuløse krop vendte sig, og han satte frem over de ujævne klipper for at nå hende. Søen glitrede under solens stråler, og færten af den erotisk buttede hoppe, gik ind i hans årer.
Men da hun talte, måtte hingsten standse. Hun trak vejret så ivrigt, at han frygtede rejsen havde været for hård ved hende. De måtte tale sammen? Forklaringen der lød derefter, satte en banken igang i hingstens hjerte. Hans øjne blev store og hans ben føltes bløde som gelé. Hun blev ved med at overraske ham.
Han stejlede, før han i et par spring nåede hen til den lille hoppe. Hans mule berørte hendes, i en forsigtig bevægelse, der sendte varme gennem ham. Han blev næsten paf... Hvordan kunne nogen skabning, være så uskyldig og fantastisk?
"Shimo jeg..." han så ind i hendes øjne. "Mine tanker strejfer dig, dag og nat. Min krop er rastløs til du, som nu står hos mig. At elske er så stort et ord. Men ikke stort nok, til at beskrive hvad jeg har følt de sidste måneder." hingstens stemme var maskulin, beskyttende og blid.

But I don't know where to start.

Shimo måtte gispe lidt efter vejret. Hun var så forpustet og hans gensides kærlighedserklæring havde nær givet hende et hjertestop. Det svage organ måtte pauses i nogle sekunder. Sekunder der tvang hende i knæ med en smerte der udenvidere lagde et tungt tæppe over hendes krop. Hendes store, fyldige røv faldt til jorden med et bump så det blævrede kortvarigt i hendes store vom.
Den mælkefarvede hoppe lagde hovedet ned mod det kolde muld ved Nabendu's hove. Den mørkebrune mule søgte tryghed ved at strække sig ud efter ham. Halen fejede kort hen over græsset og endte med at lægge langs hendes side som hun med forbenene strakte, forsøgte at komme op, men måtte opgive efter 2 forgæves forsøg. Hendes krop rystede, hun hev efter vejret og måtte lukke øjnene for at spare kræfter mens hendes hjerte gudskelov kom i gang igen i en hurtig, men dog ustabil rytme. Smerterne var stride som hendes muskler krampede i mangel på ilt og blod, men det fortog sig langsomt igen efterhånden som hun fik pusten tilbage.
Det hele varede 10 lange og farlige minutter hvor Nabendu intet kunne gøre. Sveden glinsede på hendes glatte pels og formedes i små dråber som trillede mod tyndekraftens trækning. Hendes rysten ville ikke ophøre og hun havde tydeligvis opgivet at komme på benene. Glemt hvad Nabendu lige havde fortalt hende. Lige nu havde hun det så skidt at hun ikke ville kunne forstå hvad der blev sagt til hende.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Det var det mest dramatiske øjeblik, Nabendu længe havde oplevet. Som at vandre fra solens stråler, til isens kulde. Det ene øjeblik, strømmede en fremmed lykkefølelse gennem hingstens åre og det næste - så han det hele blive flået brutalt fra ham. Shimos fald mod jorden, satte hans hjerte i stå. Hingsten sprang det sidste stykke mod den hoppe, der havde stjålet hans hjerte. Der var intet han kunne gøre. Ingenting at stille op. Dette måtte være hendes hjertefejl i aktion, og den tog bidende fat i den lille hoppes krop. Hun led. En kærlig hoppe, der ikke fortjente den lidelse, var bundet til et liv med smerter.

Han kunne være der. Han lagde sig tæt hos hoppen, for at beskytte hendes krop. Hans mule strøg over hendes hals, i de frygtindgydende minutter hvor han trodede hun var død. Men så var der liv i hende igen. Han brummede beskyttende. Hun rystede, han holdt hende tæt. Lige så længe hoppen havde brug for det, ville han forsøge at bringe ro i hendes krop.

But I don't know where to start.

Shimo tog nogle lette, dog hurtige indåndinger mens hendes krop langsomt kom til sig selv igen. Det sortnede for hendes øjne som de mørke pupiller forsøgte at finde et fast holdepunkt i stedet for at flakke omkring. Det syntes en umulighed. Da kom kulden til hende. Kroppen arbejdede på højtryk på at rette op på de mange følger efter det korte holdt hjertet havde gjort. Hun puttede sig tryghedsøgende mod den varme hun kunne mærke ved sin side. Nabendu's krop der lå tæt op ad hendes. Hendes rysten ophørte lidt efter lidt og kramperne gik i sig selv igen, hun var dog stadigvæk forpustet og måtte ligge i yderligere 20 minutter før hun kunne tage sig sammen og endelig komme på benene. Sitrende og usikre og ømme ben, men hun kom op og så på Nabendu. Hun tænkte at han måtte have fået et chok, men dette skete tit for Shimo. Hun var vant til det og forholdte sig roligt i situationen. "Er du okey?" spurgte hun bekymret. Det måtte have været en grim oplevelse for hendes elskede skakfarvede hingst. "Det må du virkelig undskylde. Det kommer altid bare brasende lige pludselig. Det var ikke for at ødelægge noget." hun så væk, svang hovedet den modsatte retning af Nabendu. Hun havde lyst til at tude. En klump sad i halsen på hende. Denne sygdom havde muligvis lige ødelagt alt.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Han blev der for hende, med mulen lagt let over hendes skulderparti. Han lyttede til hendes vejrtrækning mens den blev stabil. Hans øre vippede mod lyde, trods der sjældent var unoder i hans rige, var det vigtigt for ham at være opmærksom, nu hvor hun var udsat.
Tiden tikkede af sted, mens hans hjerte bankede let i angsten. Han havde aldrig oplevet et af hendes hjerteanfald og det slog ham pludselig, hvor let livet kunne fratages, selv den mest uskyldige. Hans øjne lukkedes den sidste stund, inden hoppen kom sig og selv rejste sig. Han rejste sig med hende, og rystede kroppen let. Sten var ikke ligefrem det blødeste liggeunderlag. Han så hende dybt i øjnene, som hun undskyldte sig, og smilede så skævt.
"Frygt ikke min reaktion, jeg ved du ikke gør det med vilje." hendes ro bragte hans sind tilbage til afslappet. Han skridtede hen til hende, og tog fat i det, de havde forladt den sidste halve time. "Hvor kom vi fra?" han hviskede let i hendes øre og strøg mulen over hendes kæbelinje. "Jeg elsker dig."

But I don't know where to start.

Shimo smilede og rødmede forlegent da han fortsatte hvor de slap. Hun drejede hovedet mod ham ved hans berøring og trykkede sig herefter ind til hans hals med hovedet inden hun trak ham ind i et kram. Hendes ben rystede endnu. De var ømme efter kramperne, men så længe hun stod stille og hvilede sig, vidste hun af erfaring at det ville holde op igen indenfor en time måske 2.
"Nabendu jeg elsker også dig, af hele mit hjerte. Jeg har aldrig elsket nogen så højt før, end ikke min egen datter Rukia." Hun gav ham et lille klem for at understrege sine ord. Jo hun havde været en god og kærlig moder for Rukia, trods hun mistede sit føl til Laylis under De Fire Klaners Krig. Hun havde dog mødt Rukia siden. Hoppen var blevet stor... ikke større end Shimo dog. Shimo var jo direkte fed. Hun kunne trille hvis hun skuttede sig sammen som en skilpadde i sit hus.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Deres kærligheds erklæring, var begyndelsen på deres videre rejse. Et eventyr måske, måske blot en saga om deres liv. Så forskellige verdner. Fremtiden. Fortiden. Isens kulde. Rengtid og tørke. Nabendus fortid ville en dag blive delt, med denne sære, søde skabning, der havde vundet hans hjerte, om ikke stjålet det. Han gav villigt efter for hendes krammeri og kærtegnede hendes hals med et kys. Hans knæ var så bløde, trods han stod så stærkt for den lille hoppe, der dog stadig måttte være øm og rystende, efter hjerteanfaldet. Det fik ham til at se på hende, med varmere øjne. Hun havde måske levet i troen om, at ingen nogensinde ville elske en hoppe, der var så skrøbelig og hvis liv hang i en tynd tråd? Men det kunne han. For noget så specielt, kunne ikke undgå at møde en skæbne både med sorger og lykke. Han ville være hendes lykke i lys og mørke. Hvorend hun var, ville han stå fast. En solid klippe, til en skrøbelig, dog velnæret blomst. Han brummede. Trods han var en voksen herre, med status, erfaring og styrke, formåede Shimo at vække nervøsiteten i hans lille drengehjerte. "Din datter? Jeg må lære mere om dig, min kære Shimo. Du gemmer på mere end øjet skimter." han smilede maskulint og puffede let til hendes mule. Så hun havde gennemgået en drægtighed, folet og overlevet. En datter. Men med hvem?

But I don't know where to start.

Shimo mærkede hans kærtegn og smilede blot. "Ja, hun hedder Rukia. Jeg ved ikke hvor hun er længere. Hun er blevet stor og selvstændig." svarede hun. "Jeg fik hende med Aaron, søn af Dawn of Death. Min faders idé for at flette flokkene lidt sammen i familietræet. Både for at undgå indavl i flokken, men også for at forsone Slavian og Hitsugaya så der intet fjendskab var mellem dem. Det har tydeligvis virket." forklarede hun med en ganske blid og forsigtig stemme. "Men mit næste føl skal være med en jeg elsker... det skal være med dig Nabendu." erklærede hun og trak sig ud fra krammet. Hnedes krystalklare blå øjne så ham og beundrede hans gule.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Hans mandelformede øre lyttede til hvert ord hun udtalte om sin voksne datter. En flokalliance, det var ganske smart tænke, men Nabendu kunne aldrig ønske at forlange af sin datter, at hun skulle lade sig bedække af en hingst fra darkena eller sylinum for at danne en alliance. Men hans fortid havde ikke været hans kærlighedsliv venligt, da hans elskede blev dræbt for øjnene af ham. Han havde aldrig haft et eneste afkom.

Hingsten så ind i hendes kønne øjne. Hvordan føltes det at være forælder? Og så til en datter der strejfede med vinden? Han mærkede en klump i halsen snige sig op, for han havde svært ved overhovedet at udtrykke sine ønsker. Det føltes så tidligt. Deres kærlighed var så ung og spirrende, at Nabendu var bange for at se den gå itu. Han alene vidste bedre end mange, hvor let kærlighed kunne ødelægges og knuses. Hans hjerte hamrede. Hendes erklæring nåede først hans hjerne, efter et par minutters tavshed. Hans intense øjne var store. Mente hun det? Frygtede hun ikke, at det var for tidligt at tænke på? Han slog svagt med halen og løsnede op i halsen. "Der er intet, jeg hellere ville, end at skænke dig et føl. Vores føl." hviskede han, med en solid stemme, der dog tøvede lidt. Hans mule ramte hendes ganske forsigtigt.

But I don't know where to start.

Shimo smilede ved hans ord. Hun rødmede let, hvilket kunne anes gennem hendes tykke, mælkehvide pels. Hun vidste at hun var brunstig i dag og hun havde lyst til ham. Hun vendte smidigt den kæmpe mås til og svingede langsomt og elegant den brede hale til siden og op, så der ville være plads til ham. Hun ville bestemt gerne bærer hans føl. Hun ville sætte en ære i det.
Tænk engang. Shimo, Datter af en flokleder og en af de øverste, skulle finde sammen med en ligeså betydningsfuld hingst, og så endda så sød og venlig som Nabendu. Hun var en smule stolt af sig selv. Hun havde scoret godt. Shimo prostede. Det var somom han tøvede. "Hvad venter du på?" Hun sitrede af lyst og iver. "Skynd dig hellere inden jeg ombestemmer mig." ikke at det ville ske. Hun havde bestemt sig for at han skulle være fader til hendes næste føl.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Der var ingen tvivl at ane i hoppens øjne og hendes rødmen klædte hendes uskyld. Der var dog lige det men, at hun faktisk ikke var så uskyldig i den sexsuelle verden, for hun vendte glædeligt måsen til ham, fjernede halen og stod helt parrart til ham. Hans ører vippedes frem. Der var hingst nok i ham til at vide hvordan man foretog sig en bedækning - hans var bare aldrig lykkedes før. Han duftede den sødlige brunst, og ganske let, lod han sig nærme med en berøring mod hendes bagparti. Et drenget smil strejfede den ellers så maskuline hingst - det var en effekt hun havde på ham, hun bragte hans ungdom og lys frem. Smilet var dukket op, fordi hun ikke lod sig vente. Hendes hoved drejede sig og hun talte til ham.

Enhver anden dag, havde noget sikkert fortalt hingsten, at det var klogest at lade sig vente på livets glæder bare lidt endnu. Men dagens mange indtryk og magiske undertone, gjorde ham sagelig og blød. Han sprang op om hendes bagdel, lod mulen stryge hendes ryg. Hun var akkurart så stor om maven, at han knap behøvedes at klemme sig fast. Det fik ham også til at smile let - hvornår ville man kunne se en graviditet på hans lille erotisk buttede hoppe?"For sent at fortryde." hviskede han og igangsatte impulsivt bedækningen, blødt.

But I don't know where to start.

Hun hvilede tilfreds hovedet fremad igen som hun blev forkælet. Hun smilede skævt og nød hans opmærksomhed og omsorg og nød bedækningen så længe den varede. Denne gang var det uden et ord, selvom hun stønnede ganske lavmeldt for hver bevægelse han gjorde. Hun stod solidt på alle fire ben, men hun var ikke specielt stærk, hun var svagelig grundet hendes dårlige hjerte, så benene begyndte at ryste og syre til under vægten af dem begge to. Hun prøvede at holde ud til han havde gjort sig færdig. Det der startede i nydelse, var nu endt i smerte i hvertfald i hendes ben.

Nabendu Raakaa
I hear wisperes of a soloution.

Hingsten sansede først nydelsen. En han delte fuldt ud med hoppen. Men under ham begyndte hendes svagelige krop også at blive rystende. Hun måtte have ondt. Hingsten lettede al sin vægt på bagbenene - i hvert fald det hen kunne, og gjorde sig færdig, for nydelsen ikke skulle gå tabt i smerter. Han gled ned af hoppen og omsorgsfuldt, lod han mulen massere hendes bagpart. Ned af bagbenene, deres små scener og muskler. Han var omhyggelig og lod sig ikke distrahere af omverdnens lyde, trods han var vagtsom. Vandfaldet overdøvede næsten alt andet.

Hingstens krop bevægede sig op til hendes forpart, da han havde nået kronranden på det sidste bagben. Han ønskede at beskytte denne hoppe. Til verdens ende og tilbage igen. Og deres afkom... En far. Det kunne Nabendu godt være, det ville han med sikkerhed være god til. Ikke mange så hans hjertets blødheder, disse var Shimos. Hun var et svagt punkt, han følte så meget for allerede. Han sukkede let "Så vil tiden komme. Tiden hvor vi to skal være sammen om et lille føl." hans øjne vendtes mod hende af lykke.

But I don't know where to start.