Natten lå over landet og Meadow var stille. Så stille, at man skulle tro at Krigen aldrig havde fundet sted.. En vis stjernedækket sjæl følte stadig russet, som var det blot igår, at hun faret rundt for at gøre sit for Dødsgudens sejr, men med minderne kom savnet og synet af hendes sorte fader. Hans endelige hvile sted var vel heller ej at finde her længere.. Den blå, kraftige hale slog kort bag hoppen, som hun bevægede sig frem på smidige ben og hele hendes krop blev båret med en mystik og elegance der hørte stjernerne og deres verden til.  Abaddon Izarra var stadig på udkig. Efter hvad helt præcis vidste hun ej, men hun ville vide det, så snart hun stod med det.. De gulgrønne øjne scannede verden omkring hende. Hun burde vel ikke have forladt Darkena, men her stod hun.. Besat af sin mission og intet andet. Lux Umbra var en del af missionen, men... der var så meget mere end flokken.. Hun stoppede op og kiggede op på himmelen, hvor stjernerne funklede omkap med de på hendes pels. 

Rhett ir Ghizcari

Når muligheden bød sig, så sneg Rhett sig væk fra sine forældre. Han sørgede altid for, at have fået et godt måltid inden, men denne aften var ikke anderledes end det. De to havde været igang med deres filosofiske snakke, og han havde set sin chance for at tage ud på et lille eventyr. Den snehvide hale svang lysttigt bag ham ,mens han sprang afsted med de lange stylter, som han ikke altid kunne styre alligevel. Snart fangede han dog noget der lyste op på himlen. Nøøj hvor var det kønt! Hvad var det for noget? Han sank farten, og med høje benløft og hovedet højt hævet tumlede han afsted med et føllet udtryk, idnen en bevægelse fangede hans syn. Noget blåt der svang fra side til side. Han stoppede op, så han nærmest gled med bagbenene, inden han gav et føllet og stort vrinsk fra sig og spejdede. Han satte så i spurt mod den fremmede mørke hale, som sad på en mørk skikkelse .. Den lignede himlen!

En fremmed lyd flængede luften. Et vrinsk et meget føllet og tildels selvsikker vrinsk. Hun satte farten en smule ned og hørte lyden af hove bag hende. Hvem mod havde fundet hende? Som de kom nærmere og nærmere valgte hun til sidst at stoppe op og vende sig halvvejs rundt og synet der mødte hende var et nattesort føl med en snehvid man og gyldne orange aftegn. Hmm.. Ikke et væsen hun havde set før, men hun lagde alligevel hovedet en anelse på skrå og ventede på om føllet ville tordne forbi hende eller om det var hende, den unge skabnings vrinsk havde været henvendt til. Hvad den lille føl dog kunne tænke sig af hende viste hun ikke. Izarra kunne flere historier fra hendes egen barndom, hvis det skulle vise sig, at dette lille føl var blevet væk eller blot kede sig så ufatteligt i dets forældres selskab, at den bare måtte ud i verden. En farlig tanke, mange var kommet tilskade med selv samme tanke i hovedet.

Han tonsede frem, og lige nogle få meter fra nattehimmelhoppen, skvattede det lille hingsteføl over sine egne ben. Hurtigt kom han stavrende op på benene, forsøgte at lade som ingenting, inden han gav et rejehop fra sig i glæde. Det var ikke mange, som han mødte på sin færd. At være bundet til skyggerne, mørket og natten, som sin fader var ikke let. Det døde violette blik skjulte den glæde, som lå langt inde, men som aldirg kom til udtryk i andet end vrinsk og kropssprog. Øjnene var for nærmest alt døde. Denne hest funklede dog som nattehimlen, og det fangede Rhetts interesse. Han var ved at sprænges for at komme med sin iver, men han vidst eogså, at hans forældre ville blive slemt skuffede, hvis han sådan bare kastede sig ud i en talestrøm. Det boblede i hingsteføllets krop for at råbe det ud til verden, men han holdt det inde. Forsøgte at holde sig på en formel måde, ligesom han havde hørt sine forældres filosiske dikussioner om aftenen. "Du ligner en himmel der er faldet ned," udbrød han dog alligevel, og lagde hovedet på skrå. Den snehvide hale baskede bag ham.