New life is born
and a new chapter has begun

Time: 07:04       Place: En hule i skoven       Tag: Akata

Tiden var fløjet ubeskrivelig hurtigt af sted, og mange måneder var efterhånden gået. Akata havde vokset sig større og større og var nu så stor, at hun havde nået sit bristepunkt. Hun var så rund, at man skulle tro, hun kunne eksplodere hvert øjeblik, det skulle være. Mephisto var ganske bekymret for hende. Han vidste godt, at hopper blev store, når de kom i fol - men han havde trods alt aldrig været med til en foling før, så han var alligevel i tvivl, om det var normalt at blive så stor. Egentlig var der ikke noget unormalt over Akatas størrelse - hun virkede bare enorm på Mephisto, fordi han ikke var vant til at se hende sådan og ikke havde stiftet erfaring med hopper i fol før.
Denne morgen befandt han sig som enhver anden ved hans og Akatas hule i skoven Aisla. De sidste par uger havde han ikke bevæget sig væk derfra mere end højest nødvendigt. Akata var blevet så stor, at hun efterhånden havde besvær ved at bevæge sig rundt, og derfor havde han ikke turdet lade hende ubeskyttet hen mere end et par minutter af gangen.

Han stod nu for enden af hulen og så med bekymrede øjne på sin elskede mage, der lå indenfor og havde kraftige veer. Han var ved at gå til af rædsel og nervøsitet over at se hende ligge dér med kramper. Han ville så gerne gøre noget for hende, men han vidste ikke hvad og var derfor bange for at træde til og komme til at gøre mere skade end gavn. Han havde på fornemmelsen, at folingen var lige oppe over. Derfor piblede sveden ned ad hans pande, da han rastløst skiftede imellem at vandre frem og tilbage, og blot stå og betragte Akata uden at vide, hvad han skulle gøre.
"Akata... Jeg ville gøre alt for at tage smerten for dig," sagde han for 117. gang den dag.
Han havde sagt det så mange gange, men alligevel gik det ikke rigtigt op for ham, at han bare gentog sig selv. Han var helt rundt på gulvet og lod ikke rigtigt mærke til, hvad han sagde. Han ville bare sådan ønske, at han kunne gøre noget for at lindre hendes smerte.

"Du må endelig sige til, hvis der er det mindste, jeg kan gøre for dig, min skat," sagde han bekymret.
Det var lige før, at han ville nyde at få en eller anden opgave lige nu, bare så han kunne få tankerne over på noget andet for en kort stund - og det kom ellers fra en hingst, der hadede at skulle foretage sig noget, han ikke selv havde sat sig for!

Selvom tiden var gået stærkt og det kun føltes som om at Akata blev større for hver minut der havde gået, så havde Akata ikke rigtigt lagt noget i det, før det virkelig gjaldte. Da den røde hoppe kunne mærke hvordan smerterne trak hende til jorden, så vidste hun per. Instinkt at det var nu. At det var nu deres lille føl kom til verden. Selvom ingen hun havde været i kontakt med havde oplevet en foling, selv været i fol eller noget lignende, vidste hun nogenlunde hvad hun skulle gøre ud fra grundlæggende instinkter selvom hun var nervøs. Det gjorde hende kun mere nervøs at hendes ”store, stygge mage” enten gik og frem tilbage som en hovedløs kylling eller blot så på hende mens hun lå og prøvede at overkomme de smerter hun lå med. Hun vidste at han snakkede til hende men hun hørte ikke helt efter fordi smerterne var for overdøvende. Hun prustede kraftigt mens hun instinktivt pressede til. Intet skete. 

Akatas hove skrabede mod den sandede hulebund, mens hun vrinskede og peb efterhånden, som hvad føltes som timer, skred frem. Akata sendte at skarpt blik til den kyllingesnakkende hingst som blot gik frem og tilbage. Hun vidste at han gjorde det af kærlighed, prøvede at hjælpe hende, men så store smerter kunne forandre hvem som helst for noget tid. I stedet for bide af ham, sukkede Akata højlydt mens hun ventede på den næste ve, som hun lå der, på siden, med støv i munden. Hun glædede sig sådan til det var overstået – ikke noget med smerterne ville være væk, men hun havde også mulighed for at gå udenfor, noget som havde været svært de sidste uger op til klimakset. Hun elskede at være udenfor, ja, endda den voldsomme regn og et havde hun muligheder for nu hvor hun ikke båret rundt på føllet, men have det ved sin side. Og have noget ved sin side, det ville hun have. Et lille, nyt individ som hun skulle lære hvordan man klarer sig i verden og det ville hun havde de næste par år. Og hvis det ikke var føllet, så var det hendes elskede mage. For ham, ville hun ikke give slip på, selvom med føllet, var det en naturlig process som forældre at give slip. Noget som ikke ville blive let for Akata. 

Endnu en ve kom. Akata lod et lille hvin slippe igennem mens hun naturligt besvarede det med at presse og Akata kunne mærke det var nok en af de sidste, før.. Akata blev vældig forskrækket da hun kunne mærke noget prikke til hendes bagben og hun prøvede at komme op, før smerterne talte hende fra det igen. Hun pressede til, mens hun prustede og hvinede, ude af stand til at vide hvad hun skulle gøre i det smerterne tog toppen og noget dumpede ned bag hendes bagpart. Akata så forsigtigt ned mod det punkt hvor hun kunne mærke hvor et andet levende væsen lå og der var vidst ikke ord nok til at beskrive de følelser som gik igennem hende, da hun stå det trefarvede føl som prustede, helt forvirret. Akata rakte ned mod det med mulen, undersøgende men også venligt. Hun var solgt; helt forelsket i føllet som var hendes. Hendes og Mephisto kærlighedsbarn. Det var vidunderligt selvom det lå der, indsmurt og helt forskrækket. Akata smilede kærligt mens hun slikkede det på hoven; hun havde endnu ikke helt kræfter til at rejse sig og komme endnu tættere på.

New life is born
and a new chapter has begun

Tiden gik uudholdelig langsomt. Den stakkels Akata lå på jorden og vrinskede og peb i noget, der føltes som flere timer. Hun svarede ikke på hans ord, men sendte ham blot et skarpt blik og sukkede højlydt. Under normale omstændigheder ville han nok være blevet skuffet over sådan en behandling, men Akata var 100% tilgivet i denne situation - det var absolut kun forventeligt, at man ikke ligefrem var sit kærlige jeg, når man havde så mange smerter. Mephisto vidste, at han ikke skulle træde så meget som ét skridt forkert, før hun ville bide hovedet af ham - og derfor holdt han sig pænt på afstand i frygt for at komme til at stå i vejen.
Et nyt hvin forlod Akatas mule, og denne gang så der endelig ud til at ske noget. Mephisto stoppede op og så til med store øjne. Akata pressede til, prustede og hvinede, og snart efter dumpede en lille klump ned bag hendes bagpart. En sitren løb igennem Mephistos krop, da spændingen tog over.

Ganske langsomt trådte han ind i hulen til Akata. Han stoppede op på afstand, da han stadig ikke turde komme alt for tæt på hende, og sænkede hovedet mod jorden. Bag hende lå den kønneste lille skabning, han nogensinde havde set. Føllet var endnu ikke slikket rent, da Akata lige skulle samle kræfter, men alligevel var det et af de kønneste syn, han nogensinde havde set. Det var en lille hingst, der havde farver efter sin far og aftegn efter begge sine forældre. Mephisto stak forsigtigt hovedet tættere på og mødte den lille skabnings blik. Øjnene var blå, lysende og himmelske - lige som hans mors. Mephisto var ved at revne af stolthed, og hans mave boblede over af lykke. Han så mod Akata med tårer i øjnene. Hvor var han bare stolt af hende... Hun havde klaret det så flot. Han blev dog stadig stående på respektfuld afstand af mor og søn. Han var stadig bange for at komme alt for tæt på, da han ikke vidste, om Akata stadig var irriteret.