Ourania havde kunne fornemme der var røre på landjorden. I hundredevis af år havde hun ikke betrådt stedet. Meget var der sket med landet som hun var født og opvokset i, siden krigen havde ingen set skyggen af hende, det eneste tegn på liv hun havde givet var at månen stadig bevægede sig trofast over himlen hver evig eneste nat. Savnet til hendes venner havde været stort, men hun havde ikke set noget til dem og havde til sidst opgivet at finde dem i live, hvilket var hvorfor hun ikke havde ladet sine store skoede hove betræde græsset i længe. Hun vidste templet lå her. Bygget og tilgængelig for de få tilbedere der var. Det var for hende underligt at nogle ville tilbede hende, men det rummede mere end blot en plads for tilbedelse. Hun drog et suk og sænkede hovedet for at drikke af det rindende vand fra Torpas.  Månegudinden var ensom og manglede selskab i denne sære verden.  Hendes pels var fyldt med flere små blå stjerner, mens arene fra krigen var blevet beklædt med selv samme blå farve. 

Det havde efterhånden været længe siden.. Længe siden den gyldne havde vandret imellem Proelios lande. Faktisk var mange år en underdrivelse. Kharuno havde i uendeligheder gemt sig i de dybere skove, og fortabt sig i tiden. Dage var blevet til måneder, og måneder til år. Men ikke engang århundrede havde fjernet skammen. Den havde blot givet tid til at bearbejde den, og den nye realitet der var fulgt med. Ikke at han havde været alene - hun havde også været der... og han ville ikke sige, at ingen havde besøgt ham, for enkelte venner havde han fået skabt sig, selvom tiderne var skiftet. Men år efter år, havde den gyldne opgivet hvad der ikke holdt evigt.

For hestene i Proelio var utrolig skrøbelige, og i den grad dødelige... Jah, hemmeligheden bag udødelighed havde fulgt med ham, og igennem den havde han set mange visne hen. Sorgen og tomrummet de efterlod gjorde ondt, så det gjaldt - og gjorde det stadig, om at vælge sine venner med omhu.



Med et fnys strakte Kharuno halsen fremad. Den tætte skov var aldrig nem at bevæge sig rundt i, og det tog altid evigheder for ham at manøvre sig rundt. Ikke at det gjorde noget - han skulle intet nå. Men for en utålmodig sjæl, var evigheder lang tid. Og i dag var ikke dagen for rolig vandring i det grønne. For rygter svirrede i landet, og for længst glemte ansigter begynde at dukke op på ny. Nyheder, og hvisken om magien der vendte tilbage. Og om det var godt, kunne han endnu ikke sige.

Kaos skabningen tøffede ind i lysningen, og missede svagt imod solen. Den kolde krop tog taknemmeligt imod varmen den bragte, og i nogle minutter lod han blot strålerne tø ham op. Det varede dog ikke længe, inden at kraftige vindstød, skabt af Kharunos mægtige vinger, løftede den gyldne opad imod himmelen, og fremad.

Bedst som den skimlede hoppe stod og drak af det rindende vand løftede hun hovedet mod himlen i det hun sansede noget nær hende. Synes overraskede hende og efterlod hende for en stund paralyseret i sine egne tanker. Det var et velkendt syn der var så fjernt som det overhovedet kunne være. Selv kunne den månegrå hoppe ikke lette fra jorden i samme stil som han, men et kast med hovedet og et gennemtrængende vrinsk blev det dog til. Let trippede hun over det fugtige græs og forsøgte at skabe en kontakt til den gyldne hingst der var igang med en opstigning fra skoven af. Hendes vrinsken lød endnu engang.  Umiddelbart så det ikke ud som om hun kunne skabe en kontakt og hun stoppede opgivende op med et lavmælt suk.  Måske var det blot syner eller et spinkelt håb på han faktisk stadig var omkring på denne jord. Hun foretrak ingen særlig mine og stod blot og så op på den gyldne skikkelse. 

Med dovne slag steg hingsten, alt imens vinden langsomt tog mere og mere fat. Under ham skrumpede træerne ind, men her omkring blev de aldrig frygtelig lille. Og den gyldne steg aldrig frygteligt højt op. Vindstrømmene legede med den lyse man, kærtegnede det lynstrøjede skind, og fik ham til et øjeblik blot at lukke øjnene i, og nyde øjeblikket. Heroppe var bekymringer ligeså lette som vinden selv.
Den gyldne slog øjnene op, og foldede med et ryk vingerne helt ud. De takkede spidser bukkede svagt opad, som en opadgående vind fik ham til at glide længere opad. Uden at se ned, strøg han fremad med højere fart. Årene havde skubbet hans grænser og tidsramme om flyvning, og han kunne næsten flyve helt til en anden landsdel, kun med enkelte pauser.

Hvad var det?
En bevægelse imod jorden fik ham til at kigge nedad. Heroppe var vinden for høj til at lyde nåede ham, men det hvide blik kunne se ligeså skarpt som for hundrede af år siden. Og der var skam en skikkelse... en grålig skikkelse, med sort man og hale. Den fremmede befandt sig ganske tæt på hendes tempel, og udfra første øjekast lignede hun blot en hveranden tilbeder. Jah, over årene havde hans gamle veninde fået mange følgere, der værdsatte natten ligeså højt som ham selv. Men selvom de tilbad hende, sang for hende og troede på hende, havde hun aldrig vist sig for dem. Og der var Kharuno selv ingen undtagelse.

Den gyldne fnyste, og begyndte med en langsom cirkulerende bevægelse at glide nedad. Kharuno havde skabt sig et vidst omdømme, da den gyldne havde levet længe. At fremmede se ham var ikke nyt. Normalt plejede han dog blot at flyve videre, men noget fik ham til at glide nedad nu. En spinkel tanke, da den månegrå ikke virkede så fremmed endda.

Ouranias blik fæstnede sig på den gyldne der svævede rundt på himlen, mens hun med et overfladisk åndedræt stod helt stille i det han synes at komme længere ned. Den månegrå hoppe rejste sig kort på bagbenene og strakte sin solide, men slanke krop mod himlen og hun gav endnu et vrinsk fra sig, inden hun dog måtte sande at hendes krop ikke var bygget til elegant danseri og derfor lod de to forhove klaskes i den fugtige jord igen.  Hun vrinskede så endnu engang, men han så endnu ikke ud til at kunne høre hende. I stedet bevægede hun sig en anelse sidelæns, da hun ikke helt kunne vurdere om han ville lande hos hende eller om det blot var en naturlig del af hans flyvemønster. Hun var trods alt ikke helt erfaren med de bevingede til trods for hendes fader var en af dem. Havde været.  Halen piskede kort bag hende og hun stod nu derefter helt stille. 

De blå øjne fulgte ham nu tavst som han stille og roligt dalede længere og længere ned. Hvordan han mon ville tage imod hende? Hvordan var han havnet her. Havde han altid været her?  Længe stod hun afventende, en anelse utålmodigt og spændt på hvad dette møde vil indeholde. Hun blev en anelse sørgmodig ved tanken om hvor meget hun egentlig gik glip af når hun udførte sine gerninger og hun ønskede blot inderligt at leve så normalt som muligt. Drømmen var der, men scenariet synes umuligt. 

I takt med at den gyldne sted nedad, kom der bevægelse i den månegrå. Den kraftige krop rejste sig fra jorden, fægtede med guldbeslåede hove, inden at hun igen landede på den solide jord. Dog rejste der sig endnu en hilsende vrinsken, der denne gang fik det til at rykke i den gyldnes ører. Billeder dansede i et kort sekund frem på hingstens nethinde, inden at han med et overrumplet fnys hev hovedet tilbage, og kom lidt ud af balance. Hvad var hun? Baskende rettede Kharuno op. Kunne det være sandt?

Langsomt - jah næsten sneglende gled han nedaf, inden at han svævede en anelse fra hende. Han havde brug for plads til at løbe medfarten af på.

Med et bump landede kaos skabningen. Bagparten var vendt imod hoppen, idet at han langsomt samlede hvad man kunne tale om var mod til sig. For var det hende, ville det ikke løbe elegant af. I årevis havde han undgået hende, fordi konfrontationen havde været for meget. For han vidste hvad der var sket, og hang på den måde i fortiden

Langsomt foldede han vingerne sammen, og vendte sig anspændt om. En bekymret rynke havde dannet sig på hingstens pande, idet at han med tilbagetrukket åndedrat betragtede månegudindens ranke skikkelse. Joh, det var hende. I hingstens hvide øjne, dansede mulige udfald for dette møde. Spejlede sig til verden, og fik det til at vende sig i ham. Ville Han vågne grundet gudindens magiske aura? Ville hun anklage ham? Skulle han tage vingerne på nakken? Havde han overhovedet ret til at stå foran hende? Kharuno mødte ikke det lysende blik, men gled istedet ned imod hendes nu stjernebesatte ar.

Oura var allerede på vej hen til ham før han var landet, så da han vendte sig langt om længe var hun allerede tæt på ham. Hun tøvede en anelse da han ikke mødte hendes blik. Længe sted hun og undrede sig over hvorfor han ikke sagde eller gjorde noget. Hun tiltede hovedet på sned og hukommelsen kom nu i gear da hun fulgte hans blik. Oh derfor. Månehoppen trak på skulderne og mente egentlig at arene var en flot tilføjelse til hende, hvis hun selv skulle sige det. Noget andet slog hende nu, hvilket fik hende til at blive en anelse fornærmet. Hvis han var her, så betød det jo? Hvorfor havde han gemt sig. Ikke fordi at hun selv havde været her meget efter at have opgivet at finde nogle. Hun trådte derfor med bestemt skridt fremad og puffede helt bevist til ham. Oura var ikke bange for hans udfald for det værste der kunne ske var ikke særlig slemt i hendes mening. 700 år. Uden så meget som et livstegn. 

" Og hvor tror du så du har været? Så har du bare været her, hele tiden, i alle disse år.. Jeg troede du var.. væk... Som alle de andre... Kharuno se mig i øjnene! " 

De første ord kom stille, sørgmodigt, mens det sidste var en klar og direkte kommando, i det hun fandt det irriterende at han blev ved med at stirre på hendes ar. Ourania var blevet voksen, blevet hoppe og det var en form for skuffelse over han ikke havde vist sig der gjorde at hun nu krævede svar. Hun mindes aldrig faktisk at have tiltalt ham ved hans navn udover da de mødtes. 

Med hastige skridt nærmede hun sig. For hvert dunk imod jorden, hev den gyldne mere og mere luft ind i rykvise stød. Og da først hun var helt hende ved ham, turde han ikke puste ud igen. Dog stoppede hun heldigvis, og langsomt pustede Kharno ud, og sænkede de hævede vinger. Han betragtede med forsigtighed alle hendes bevægelser, men undgik gang på gang blikket. Virkede hun vred? Nej.... det var ikke vrede han kunne mærke fra hende. Det var overraskelse og glæde.
Tankerne blev dog kort og kontant afbrudt, da hun uden tøven puffede til ham. Med et sæt trak Kharuno hovedet tilbage, hævede baskende vingerne og bakkede. Ikke at han på nogen måde kunne lette herfra, men hævede dem i rent forsvar. Hun... hun havde rørt ham? Det sitrede kort i ham ved den overraskende kontakt, men ikke engang det fik han lov til at fordøje i fred. Stirrende frem for sig - stadig panisk inden i, lyttede han til månehoppen.

Øjnene.... Den gyldne rystede på hovedet, og hævede det derefter. Det hvide blik blev fokuseret på hoppens næseryg, imens han skiftevis åbnede og lukkede munden; ude af stand til at svare. For hvad skulle han svare hende? At han havde gemt sig? At tiden var gledet fra ham? At han havde talt med træer? Nej, der var ingen undskyldning for at gemme sig.

Var du bange..?
Tanken kom kort, og han nikkede. Jah, han havde været, og var stadig bange. Ikke for hende, men for hvad hun ville mene om ham.

Langsomt gled den ene baghov tilbage, for at skabe en snigeren afstand imellem dem. Dog flyttede han samtidigt blikket tilbage imod hoppen, og mødte det med en udtryksløs grimasse. Med en ro han ikke følte inden i foldede han vingerne sammen, inden at den dybere stemme gled ud imellem dem. Hæs, efter månederes stilhed.

"Jeg har... været i skoven. I meget lang tid".

sagde han langsomt. Det var ikke en løgn, men heller ikke det hun ledte efter. Og Kharuno ville gerne svare hende - han ville gerne spørge hende om det samme! Hvor hun havde været, hvad hun havde lavet. Men han vidste ikke hvordan.

Ourania stod længe og funderede over hans reaktioner. Både kunne hun forstå det men samtidigt så måtte han efterhånden til at mande sig en anelse op.  Hun havde god tid til at fundere for det tog alligevel den gyldne hingst en rum tid om at få samling nok på sig selv til overhovedet at se i nærheden af hendes øjne. Hun sukkede let og spottede dog at han forsøgte at snige en afstand mellem dem. Med et hoppet fnys trådte hun frem og signalerede at han kunne lige vove så meget som at tænke på at smutte nu når hun lige havde fundet ham. Eller faktisk var de jo omvendt. Hans snak om skoven fik hende til at vippe ørerne ud til siden. Det vældede både glæde, vrede og ikke mindst skuffelse i den månegrå hoppe der ikke rigtig foretrak nogen mine, fordi hun ganske enkelt ikke vidste hvordan hun skulle reagere. Hun rynkede kort mulen i en forvirret grimasse. 

" Så du har været her.. Er du godt klar over.. Hvor længe jeg ledte... Hvis jeg havde vidst var jeg blevet her.. Bare et enkelt livstegn.. " 

Sagde hun så stille. Sørgmodigheden bredte sig mellem det væld af andre følelser der var. Hun kravlede nu nærmest helt hen til ham, uanset om han ville have nærvær eller ej, for det ville hun. Savnet havde været stort til ham, og nu måtte han betale prisen for at gemme sig fra omverden. Hendes pande ramte blidt hans bringe. Han var blød. 

" Bliv stående.. " 

Lød det hviskende fra hende. Det eneste hun trængte til ligenu var hans nærvær og så var hun egentlig fløjtende ligeglad med om han kunne lide det eller ej. Det var hendes måde at sige: Jeg har savnet dig, og hvis du nogensinde tænker på at gemme dig igen så æder jeg dig. Og måske også at han længe var tilgivet for noget som egentlig ikke var ham som havde gjort. 

Den gyldne sænkede svagt hovedet ved hendes skuffede udtryk. Han kunne på sin vis godt forstå hende... han var ikke meget af en helt, eller for den sags skyld en god ven. For søren, han var ikke engang en ven, sådan som han teede sig. Afviste hendes forsøg på at komme nærmere, svarede hende med zero følelse i stemmen såvel som udtryksløs. Det irriterede ham grænseløst at han ikke bare kunne... være god ved hende.
Den løse hale slog kort bagved ham, og i et ryk trak han hovedet en anelse op, da hun trådte tættere på igen. Der var den igen, en gentagende og pirrende forsvars mekanisme. Med et anstrengende fnys prøvede han at løsne op i de spændte skuldrer, men ham alene fik dem ikke ned. Det var hende, og hendes... udtryk. Stemmen. Hun havde ledt efter ham? Overrasket spærrede Kharuno øjnene op, før han uforstående virrede med hovedet. Hvorfor ville hun lede efter ham? Kharuno havde ikke styr på hvor lang tid der var gået... men han huskede hvordan han havde flygtet fra det hele, da Laylis var forsvundet. For efter det, var der ikke flere svar. Kun spørgsmål.

Ourania nu næsten kravlede hen til ham, hvilket var næsten umuligt så stor som hun var. Det skar ham at høre hende så anstrengt til mode, men det var være ved den sitren af... ikke ubehag, men spænding hendes nærvær bragte. Hendes aura... stærk og guddommelig, men også sårbar. Og Kharuno frygtede hvad hendes magi kunne tricke. Det virkede dog ikke til at påvirke Ourania, hvis indtrængende stemme ikke svigtede.
Langsomt pustede Kharuno ud, før at han svagt sænkede hovedet ned imod hende. Den krydrede fært af hende bragte kort ro, og med et suk nippede han til den sorte man.

"Jeg vil ikke bede om tilgivelse. Det ville ikke ændre noget".
Blikket gled over hendes ar, før han svagt lukkede øjnene. De var helet godt, selvom de i første omgang slet ikke hørte til hos hende.

"Men hvordan.. Hvordan kan du være så, rolig?"
Sagde han, og en sitren af behag løb igennem den gyldne krop. Havde det virkelig været så lang tid siden han havde været nær nogen? Han kunne ikke tælle årene. 

Tiden stod for nu stille selvom det i 700 år havde føltes således, dog på en anden måde. Ligenu ønskede hun blot at den stod stille. De mandelformede ører vippede stille frem og tilbage, mens hun bare mærkede ham. Varmen der kom fra ham, nok havde hun aldrig delt sådan et øjeblik med ham, men det hele føltes så familiært at det kunne hun ligeså godt have gjort. Hans ord lyd i takt med han nippede til hendes man og hun slog blikket op på ham og sendte ham blot et lille smil fra den grå mule. 

" Jeg kan godt lide dem.. De minder mig om min mors striber.. Min mor.. " 

Hviskede hun stille. Hun savnede sin mor, det var uvidst om hendes eksistens stadig var der. Hun havde ikke betrådt himmelriget på noget tidspunkt, da det virkede for underligt efter hendes smag. Halen svang svagt bag hende og hun så op på Kharuno. Hun rykkede lidt på sig så hun stod tættere på ham, selvom hendes størrelse gjorde det lidt bøvlet. Hun lyttede til hans spørgsmål, men hun var ikke urolig. 

" Fordi du er her.. " 

Svarede hun så på hans spørgsmål. Hun fandt en vis ro hos ham, selvom der var den mulighed for at han forvandlede sig til det væsen igen. Det troede hun dog ikke på. Guderne var jo i ro. Hun var i ro. Der var intet kaos at finde hos hende. Kun en snært af fortvivlelse, men ligenu var den erstattet af ro og tryghed. 

Hendes mor? Den gyldne kneb tænkende øjnene sammen, imens han prøvede at huske hende. Havde han overhovedet mødt hendes mor? Det virkede ikke sådan... Og måske heller ikke hørt om hende. Han kunne dog forestille sig, at de lignede hinanden. Selv havde han Laylis, hvori hans egne farver afspejlede hendes. Og alle vidste hvem Laylis var... jah, måske bedre end Kharuno selv. Han prustede kort. Mødre... man vidste aldrig hvor man havde dem. At dømme udfra hendes ikke afsluttede sætning, var hendes mor heller ikke ligefrem i nærheden.
Opmuntrende sendte den gyldne en dyb bas ud. Fortiden kunne ikke ændres. Men valg nu, kunne påvirke fremtiden. Og at bruge tiden nu på at sørge over tabt familie, var ikke brugbart. Hvem ved, måske kom hendes mor også tilbage, ligesom Kharuno selv var?

Ourania rykkede tættere på, og svagt sitrede det i Kharunos vingespidser. Skiftevis vippede han vægten fra side til side, inden at han uden kommentarer affandt sig med det. Ourania virkede ikke til at... have brug for ham skabe sig tosset. Dog kunne han ikke undgå at lave et kort "hmpf" over hendes ord, og flyttede blikket over på hende.

"Fordi jeg er her..?" Mumlede han med et skævt smil, men stadig med en snert af tørhed. "Så i.... mange år, har du ikke kunne finde ro, men pludselig er alt godt?" Kom det roligt fra ham, selvom han ikke ligefrem var tålmodig efter et svar.
"Jeg burde ikke være grunden til ro - nærmere det omvente" sagde han, men smilede. Mere ment som et forsøg på at være sjov, selvom det ikke altid var til at høre.