R H E A                  

Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?
You are gonna wish you had a storm warning.

Hun havde alle mulige grunde, og ikke mindst et reelt behov for at starte på nyt.

Den dybe og dunkle, men også velkendte hule som hun før havde gemt sig indeni, lignede sig selv. På trods af nogle mus og edderkopper som havde bosat sig i hendes hjem, så var den ligeså tom, uhyggelig og igenkendelig som før. Den lille, røde krop måtte falde på knæ for at komme ind, og hendes føllede krop kunne lige præcis ligge i den lille fold i klippevæggen, hvor hun havde spenderet måneder i efter krigen. Her havde hun ligget i en tyk tåge af selvmedlidenhed, vrede og frygt. Aldrig havde hun troet, at nogen kunne være så grusom…

Hendes lille, rødglødende krop passede stadig perfekt ind i folden, og hun trykkede sig utrygt og bekendt ind mod den fugtige klippevæg da et gys løb i gennem hendes spinkle krop. Hun følte sig mere alene end nogensinde. I dette land som skulle siges at være bekendt, men alligevel var så ukendt. At finde denne hule i dette nye, dog gamle, land havde været hendes mål og skulle være hendes sejr. Men selvom hun nu var tilbage, så føltes det nærmere som et nederlag at genforenes med dette gemmested. Sorgen hang så tungt i den lille, ukendte hule – i hendes hule.

Hun havde kunnet ligge her og se ud over de forbipasserende, uden at blive opdaget. Men disse bjerge havde været så øde efter krigen, og ingen var kommet efter hende, hvilket kunne presse tårerne frem i de store, væde øjne når som helst. Hun havde klaret så mange måneder i dette hul, skjult fra verdenen udenfor i mens hun bearbejdede de åbne, mentale ar som den grusomhed hun var blevet udsat for havde skabt i hende. Her havde hun ligget, skjult fra de isnende rædsler i den kværnende, nådesløse verden. Hendes øjne havde for længst fundet en form for trøst i hulens mørke.

Men hun savnede sin moders barm og sange om bedre tider for meget, og til sidst måtte hun indse at dette hul, uanset hvor fristende det end var, måske ikke var det korrekte sted at bearbejde sine tab. Hendes hjerte havde ikke kunne bære mere, og hun var løbet væk fra sit skjul, for at blot blive væk i dette nye land og ville hjem igen. Det ukendte gjorde hende bange.

Hvorfor var alt forandret og alligevel det samme? Nysgerrigheden var tvunget til at vende tilbage til hendes unge sjæl, og den krøb langsomt frem i hendes bringe og bragte hende ud af sit skjul. Men usynlige bånd holdte hende tilbage. Hun ønskede ikke at forlade sin hule, sine minder, og ikke mindst det bjerg hun havde levet i så længe. Den ranglede, lille hoppe vendte sig ind mod bjerget, og den enorme, flammende hårpragt flagrede i vinden. Hendes blik var vendt mod de stier, som engang havde ført hende ind i skyggeklanens tryghed og ind til den sjæl hun engang havde elsket af hele sit hjerte.

Et farvel blev stumt sagt. Til det liv hun troede hun hun havde haft, og hvis forsvinden hun havde sørget over i så lang tid nu. Et farvel til det forræderi og den vrede hun bar mod den blå hingst som hun havde troet elskede hende. Det var en tung byrde at slippe, og ikke en byrde hun blot kunne ryste af sig, men i det mindste kunne hun starte med at vende blikket fra det og tørre de klare tårer væk. Med et rystende suk vendte hun sit intense blik væk for en sidste gang, og bevægede sig nu ned af klippesiden med perfekt opretstående ører.

Hun ville have en nyt eventyr at leve og en ny historie at fortælle. Et frisk billede at male, og det var her det begyndte.

        T H E   A R D E N T        

Oppe i den tynde bjergluft kunne man svæve uset og uberørt af ukendte farer der lurede i dette nye land. I så fald var den brune hingst overbevist om at der var en grund til at de alle var havnet her. Han var langt fra tilfreds med det, og beskyldte guderne for at endnu engang at bringe kaos til det ødelagte land. Han skulle nok få deres opmærksomhed på en eller anden måde. Dead hærgede landjorden omkring den, spredte død og sygdom til dem som kom i kontakt med den. Han kunne høre deres stemme tydeligt. Hvordan de forbandede at han havde magten over dem, men samtidigt kælede for ham. Han kunne være deres ven eller fjende og ligenu var det førstnævnte hans valg. Han skulle ikke lege oprydningsmand efter nogen. Han fnyste, og den varme ånde skabte damp fra hans næsebor, dampen blev dog til små iskrystaller i denne højde som han svævede rundt i.
Jævnligt slog han slag med det brede vingefang, som han havde mestret relativt hurtigt. Det lå i generne, noget han dog aldrig ville få af vide. Vindene over skyggebjergene bar ham uden problemer og det krævede ikke rigtig nogle kræfter at holde ham bærende. En duft ramte ham dog, båret fra landjorden op op til hans følsomme næsebor. Det fik ham til at svæve en anelse tættere på bjergene og han spottede hurtigt vedkommende, men holdt sig endnu skjult indtil det rette øjeblik bød sig.
Den røde delikate sag, som ikke havde givet lyd fra sig i måneder. Han var overbevist om hun var kradset af, glemt af Smeyé. Han havde trods alt været klar over hun havde været taget til fange. Traumatiseret måtte hun være, medmindre hun ikke kunne huske det scenarie. Han gjorde sig ikke meget i hvordan hun ville se ham nu. Han vidste blot at han godt kunne tænke sig at se nærmere på hende. Da hun nåede et mere fladt sted, hvor han rent faktisk kunne lande, slog han til. Han startede sin nedstigning, ganske hastigt for at fange hende på det plateau. Derfor var det med store slag med vingerne at han fik placeret alle fire hove i jorden lige foran hende. De røde øjne søgte hendes uden at tøve og en brummen skød op fra hans brystkasse, mens vingerne endnu ikke var foldet ind, men holdt langt ude fra kroppen, næsten for at spærre hvis hun skulle finde på at stikke af.

" Sikke en yndig overraskelse "

Lød det så fra ham. Det var oprigtigt. Den brune hingst havde et noget godt øje til den røde hoppe med de tiltalende lokker. Det var ikke noget han gik og skammede sig over, til trods for aldersforskellen. Han var godt klar over at det ikke var hans hoved der talte til ham på de punkter, men de stærke instinktive præg det at være en dæmon og hans faders gener satte på ham. Hans hoved og hjerte tilhørte hans hvide hoppe, som ikke ville vide af ham, men alt andet, ja det var en helt anden sag. Derudover kunne han godt lide den røde, hvilket var hvorfor han ikke blot havde gået mere groft til værks og at der faktisk fandtes en snært af fornuft bag de dyriske røde øjne.

                  R H E A                  

Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?
You are gonna wish you had a storm warning.

Det var kommet som noget af et chok for hende, at hun var gået i gennem en form for hinde, og havde fået vendt sin verden på hovedet og var endt i dette landskab. Et landskab som hun før havde kendt så vel og grundigt. Hun havde kaldt det hjem og sit eget, og drømt om hende og hendes faders regering af de bekendte områder. Men nu var blot visse områder velkendte, og de havde flyttet sig. Hun havde først troet at det var en drøm, men måtte senere indse at Proelio var et sted som havde i sinde at overraske hende gang på gang. Hun kunne dog ikke andet end at notere, at den næste overraskelse bare havde at være god, ellers ville hun pudse... Ja, hvem der nu var tilbage... På landet.

At komme til den nye form for Proelio havde været et chok og en forvirring, men den kommende overraskelse var næsten større. At hestene pludselig faldt fra himlen havde været noget at skulle vænne sig til dengang hun var kommet til landet, men at Dawn pludselig skulle dukke op fra oven og spærre hendes vej havde hun aldrig troet. Og mildest talt blev hun overrasket.

De væde, store øjne spærredes yderligere op og hendes chokerede trippen få skridt tilbage fik hendes hove mod klippen til at spille en kort melodi. Men om overraskelsen var god eller dårlig, kunne hun ikke svare på endnu. For hvor havde hun ønsket den brune hingsts redning mange gange i mens hun lå skjult, men samtidigt havde dette blot været ønsketænkning, fordi han havde vel forrådt hende ligesom de andre? Efterladt hende for at dø i fjendens lejr uden så meget som at blinke med øjnene? Det stak i hendes bankende, gyldne hjerte.

Hun kunne intet andet end at håbe på at hingsten i det mindste havde forsøgt at hjælpe hende, eller ledt efter hende. Men det billede af en helt som hun havde skabt af ham var blevet knust - fordi hvis han kunne gøre alt, havde han så ikke hjulpet hende? Hun følte sig svigtet og selvom det var flere end blot hans skyld, at hun var endt som hun var endt, så ønskede hun at lægge alt skylden på hans skuldre og afreagere. Men den livlige, alt for gode hoppe ville aldrig kunne gøre sådant. Og selvom hun forbandede følelserne væk, så sprang en glæde for at se ham frem i hendes bryst.

Hun pressede de fine løber sammen og krængede det velformede hoved på skrå i mens hun mødte hans blik. Han havde vinger nu. Og tydelige hugtænder fik hende til at træde et skridt forskrækket tilbage og lede i sin hukommelse efter, om han også havde haft det før? Men han var ligeså enorm som normalt, og under en ny klang i hans stemme lød også den tone som hun engang havde søgt sig til for at finde tryghed og trøst. "Dawn.." Den lyse stemme var hæs og næsten ingen lyd kom frem. "Du ser anderledes ud." Måtte hun konstatere.

Hun ville springe i favnen på ham og græde ved hans barm, men noget skræmte hende og fik hende til at tøve.

        T H E   A R D E N T        

De røde øjne hvilede på hendes røde skind og betragtede hver en lille trækning der nu måtte komme. Han kunne fornemme hendes splittelse over så mange ting, og han undede hende det. Hendes fader var ej hendes fader og krigen havde krævet meget af den unge hoppe. Han viste dog ikke sin svage medfølelse udadtil for selv havde han bragt sine ofre. Derfor sagde han ikke yderligere før hun selv sagde noget. Hun genkendte ham, det kunne han konkludere, men for nu stod han stille og lod de sidste ord lyde fra hende.
Et tavst nik kom fra ham i det han anderkendte hendes spørgsmål. Kort overvejede han hvilken version hun skulle have af hans svar eller om han blot skulle lade det blive ved dette. Den brune havde flere valgmuligheder, alle sammen en repræsentant af de mange brudstykker der opgjorde hans personlighed. Han rømmede sig ganske kort og rykkede sig ikke ud af stedet, i stedet tog han nu en beslutning.

" Ja. Jeg har indtaget min retmæssige plads som budbringer af Dødsguden. Krigen er slut, og således er mit dække som di.. Smeyés general.. Frihed langt som længe "

Ordene der kom ud af hingsten var ikke pakket ind. De var kortfattede, og hudløst ærlige. Det blotlagde hans sande intentioner i krigen. Han havde aldrig været på Smeyés side. Det hele var blot et led i en større plan. Meget havde han mistet på den måde. Kunne han gøre det om havde han måske valgt anderledes, men sådan lå landet desværre ikke. Han måtte leve med konsekvenserne for hans handlinger. I hvert fald for nu. Han beskuede Rhea og konkluderede at hun bestemt så bedre ud end da hun lå halvdød i Helzloris grotte. Ja den sorte gud havde heldigvis kommet til nogenlunde fornuft og brugt hende på bedre vis end det oprindelige formål.

                  R H E A                  

Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?
You are gonna wish you had a storm warning.

Den unge hoppe havde elsket sin fader mere end noget andet. Hun havde taget hans holdninger til sig uden spørgsmål og kæmpet for hans sag uden protest. Hun havde gjort det med glæde. Fordi hun elskede ham. Og hans forræderi havde været et stort tab for hende. Et tab som hun havde sørget som var han død for hende, hvilket næsten havde været bedre. Det samme gjaldt for Dawn. Hun havde måske ikke elsket ham, men hun holdt af ham. Hun havde stolet på ham når ingen anden gjorde, og hun vidste også at han et sted vidste, at hun havde villet gøre ligeså meget for ham som for Smeyé. Alt der manglede var at han spurgte hende om det, og hun ville ikke engang tøve.

Men måske var hendes dømmekraft blot omvendt, fordi nu havde de begge forrådt hende. Rheas spinkle ører faldt ud til siden og hun blev tør i halsen, svimmel og kvalmen kastede sig over hende da hun indså hans gerninger. Måske havde han ikke ledt efter hende, men at ligefrem kaste hende for fødderne af fjenden, og vende ryggen til hende på denne måde havde hun set sig hævet over. Hun havde et eller andet sted troet at de havde haft et bånd. Hun havde troet at han ønskede at beskytte hende, også selvom hun inderst inde også vidste at han ville ende som dårligt nyt.

"Du..." Hun ledte efter ord, men intet gav mening i hendes hoved. Et brændende blik fandt frem til de væde øjne og hun mødte hans. Hendes krop rystede af chok, frygt og vrede. Men mest af alt af sorg. Hun havde holdt fast ved håbet om at hun stadig havde haft en ven, eller i det mindste en beskytter i Dawn, ligesom de havde aftalt. Men hendes liv havde ikke engang betydet noget.

Dybt trak hun vejret ind og ud igen, i gennem de udspilede næsebor. Hun havde mistet sin fader, sin tro, sin beskytter og sin eneste ven. "Jeg..." Ordet rystede og døde hen, og hun hævede hovedet op og samlede luft og mod til sig. "Jeg kunne havde været død nu, Dawn." Hun talte sandt. Hun havde allerede været nær døden ved Helzori, men hun ville aldrig tro at Dawn ville stå bag den hændelse. 

Den flammende hårpragt blæste vredt i vinden og hendes føllede krop forblev solidt plantet på klippen og holdt en hævet position ved siden af kæmpen. Men i hendes øjne var alt vrede blæst væk, og hendes tanker var vandret hen på sidste gang de mødtes. Hvor han havde trøstet hende ved stranden og holdt om hende. Havde alt dette blot været en løgn? "Jeg så forbi så meget ved dig. Dit rygte, dine gener, drabet på vores egne..." Hun havde accepteret ham på trods af hvad hendes fader havde lært hende. "Men dette. Dette er værre end hvad Smeyé gjorde mod mig." Den unge hoppe hadede ham. Med hver celle i hendes rystende, spinkle krop hadede hun ham.

Men hun hadede sig selv endnu mere. For at ønske at der var en anden forklaring på situationen. For at ønske at dette blot var en drøm. Og for at ønske at han ville holde om hende igen og fortælle hende at det nok skulle gå - ligesom han havde gjort ved stranden, sidste gang de sås. En enkelt, krystalklar tåre løb ned af hendes blodrøde kind. "Husker du sidst, General?" Det sidste ord blev sagt af vane, og det spinkle, velformede hoved vendte sig intenst på skrå. "Husker du hvad du sagde?" 

Hun holdt en pause i mens hun selv hørte hans stemme for sine ører. Den havde været varmere, mildere og der havde været en spændt klang mellem dem dengang. Men nu følte hun sig som et fjoget føl der blev belært af en ældre. Hun kunne ikke hamle op med ham. "Du sagde, at der var en pris for alting. Og du har du taget min ungdom, min uskyld og alt hvad jeg havde, da du lod Helzori tage mig. Smerte mig." Den hæse stemme var langsom, fuld af ulykkelighed og vrede. "Men hvad får jeg for dette? Hvad får jeg får den pris jeg betalte?" Endnu en tåre. Og endnu en.

Men hun nægtede at vige fra hans blik. Hun tvang ham til at se hvad han havde gjort mod hende.
Havde han dog aldrig holdt af hende? Den mindste smule?

        T H E   A R D E N T        

De kolde røde øjne veg ikke fra hende væde øjne. Den unge naive hoppe havde lært en hård lektie om livet og hvor uretfærdigt det nu kunne være. Dawn var der ikke meget trøst at hente ved, mens han blot stod der og lod hende dampe af, lade det hele gå op for hende, og så derefter synke ind i hendes spæde sind. Hun beskyldte ham for at være skyld i hendes tilfangetagelse, men sandheden var at selve tilfangetagelsen ikke var et led i den plan. Han var søgt Helzlori fordi han kendte guden, vidste at de to andre aldrig kunne få dem til sådanne ugerninger. Han fnyste derfor blot af hendes kommentar og trådte et skridt frem, og lod den ene forhov hamres i jorden. En trækning var at så på hans mule og hugtænderne blev en snært tydeligere, men han havde ikke til hensigt at skade hende, men hun måtte tage at vågne op fra sine naive drømme og håb.

" Nu hører du grundigt efter, Rhea. Hvis jeg ikke havde fundet dig, havde ingen fundet dig. Du havde lagt som et forrådnet lig i hans grotter den dag i dag, hvis jeg rent faktisk havde været en oprigtig Genereal. Så havde han dræbt dig, det kan du bide spids på. "

Hans stemme var gennemtrængende, men der var ingen medfølen at spore hos den brune dæmon, som stod hævet over den unge røde hoppe. Hun havde trods alt hørt efter med hans snak om man betalte en pris for alt. Han nikkede blot kort til den bemærkning. Han skulle nok fortælle hende hvad hun havde fået til gengæld.

" Sandheden, om din såkaldte fader. Sandheden om at livet er ikke fair. Sandheden gør ondt. Lad det være en af de mange lektioner du kommer til at lære, som din falske fader aldrig har lært dig. "

Det skete en formildning i de røde øjne. Krigstider var ikke tider i mild opdragelse og indlæring hos nogle. Rhea var blevet brutalt flået ud af sin trygge skal og hele hendes baggrund var baseret på en løgn. Der var ikke noget der kunne redde det traume der var sket, hun måtte blot lære at bearbejde den smerte den nu forvoldte.

                  R H E A                  

Have you ever noticed how every hurricane gets its name from a girl like me?
You are gonna wish you had a storm warning.

Den lille røde var altid enormt påvirket at den enorme hingst foran hende. Måske var det grundet, at han havde været den klippe for hende som Smeyé aldrig havde tilbudt hende at være for hende. Han havde fyldt de huller i faderskabet som Guden havde efterladt, og derved var Rhea efterladt under den tro at hun havde en hel faderfigur, hvor det i stedet viste sig at hun ikke engang havde to halve. Samtidigt var det også så forkert at sammenligne de to hingste med hinanden, da Dawn havde en særlig kraft der lokkede Rhea ind i slangens hule. Han var som et stof og Rhea som en misbruger. Hun var blevet alt for afhængig af begge hingste, og efter de begge havde forrådt hende måtte hun lære af sine fejl. Men vil hendes afhængighed sætte en stopper for den unge, iltre hoppes udvikling i livet? Eller vil hun desperat holde fast i det hun troede hun havde indtil hun var så ødelagt at hun ikke længere kunne repareres?

Der var ingen tvivl om at Rhea var knust efter deres forræderi – særligt efter at hun havde vist dem intet andet end loyalitet og viljen til at kæmpe for deres sag til sidste hjerteslag. Hendes mørkere, mere ukendte sider hungrede efter hævn, i mens den naive del af hende tiggede hende om at tro på Dawns ord. Hun måtte vælge. Hun blinkede kraftigt med de væde øjne, og selvom tårerne ikke forsvandt, så gjorde hendes blik. Hun hævede det spinkle hovedet op, uden at udfordre ham, og så ham i øjnene. ”Nuvel, Dawn.” Den syngende stemme dirrede stadig af gråden, men hendes viljestyrke vandt og hun lykkedes ikke at knække sammen. Hendes intense, flammende blik forsøgte at gennembore hans i et forsøg på at se hvad der kunne gemme sig bag, men han var en gåde som altid.

Hun hævede en forhov, som efterlod et lille rundt eftertryk, og placerede den få centimeter nærmere ham før hun skiftede vægten over og blødt kom en smule nærmere ham. Hendes fløjlsbløde mule hævedes en smule op i mens hun studerede ham. Nysgerrigt og undrende. ”Du har ret.” Erkendte hun lavmeldt. Hun krængede hovedet en anelse mere på skrå og pressede læberne en smule sammen. Øjeblikke passerede stille i mørket, i mens de våde øjne og den grædende sjæl måtte indfinde sig med det lod hun trak i livet.

”Så dette er din retmæssige plads…” Ordene var knapt hørbare og hverken rettet til ham eller blot en tanke med stemme. ”Ikke ved min side, men som denne fremmede.” Pause, der var alligevel noget melankolsk  over ordene.
”Hvem er du?” Nysgerrigheden tog over den spinkle, unge krop og knuste sjæl.

Han fascinerede hende, men ville Rhea forblive afhængig af Dawn eller løsgjorde hun sig under forræderiet? Havde de stadig en smule godhed tilbage for hinanden?

        T H E   A R D E N T        

De røde øjne veg ikke fra den røde hoppe. Der var intet umiddelbart at spore på hverken hende eller ham selv. For Rhea virkede som en der kunne knuses hvert øjeblik. Ung og skrøbelig, men den brune afventede blot at hun mandede sig op og så livets bitre facts i øjnene. Først der kunne de tale. Snart mødte et mere intenst blik hans og han vippede nu de mandelformede ører frem og lod hende nu få hans fulde opmærksomhed. Der var langt mellem ordene fra den dirrende grådprægede stemme, og han måtte forsøge at bibeholde den opmærksomhed han havde givet hende, selvom han snart ønskede at hun måtte komme til sagen.
En kort nikken fulgte hendes ord om hans plads. Det troede han i hvertfald. Her følte han sig hjemme, men der var stadig et tomrum i hingsten, spørgsmålet var hvad der skulle til for at fylde det. Han rømmede sig let da denne klynge af ord blev afsluttet med et for mange simpelt spørgsmål, men Dawn forholdt sig tavs i nogen tid, for hvem var han? Han vidste hvad han var, det var simpelt. En dødens budbringer, en dæmon af den forbandede sø, leder af Slavian , men hvem var den brune hingst bag alle disse titler. En dyb brummen forlod hans strube. Måske ville hun kunne finde ud af hvem han var.

”Hvem jeg er, er op til øjet der ser, men lad mig udvide din horisont og fortælle dig en historie som mange kender, men få har hørt. ”

Med disse ord trådte han et enkelt skridt frem mod hende inden han lod den dybe barytone stemme lyde endnu engang.

” Dawn of Death. Bragt til verden af de to dæmoner som tjente den sø i kender som Dead, forbandede sjæle, hvis blod løber i mine årer. Opdraget med hård fysisk træning med ukendt formål. Så Helzlori fatalt myrde min fader, for jeg senere hen valgte hans side i et trick for at holde flokken sikker. Alt dette før Smeye var kendt for os dødelige. Livet var ganske fredeligt efter det, min mage, Helzloris datter og jeg slog os ned, men Dødsguden var sur over mit stunt og ville for alvor teste mit værd som svigersøn. Han lod Dead genopstå, da den ligeledes ville genopstå i mine årer, men jeg snyd søen, og jeg var for alvor en del af familien. Smeyé kom og mente tingene alvorligt. Efter min lille snak med dig vidste jeg godt at jeg måtte ty til gamle afprøvede metoder så min familie ikke skulle lide under dette, og det fungerede fint, indtil min mage måtte høre sandheden. Hun kunne ikke se logikken i dette og forlod mig. Se her var det at dæmonen fik frit spil i ren sorg over at have mistet det eneste jeg nogensinde har elsket, så dræbte jeg den hoppe du så i ren blodrus. Du ved hvad der bragte sig af veje siden da.. Jeg mødte Helzlori en dag, da jeg var på sporet af dig, du har ikke været i bevidsthed da han førte mig til dig, men jeg fortalte ham at du ikke skulle slåes ihjel, at dødsguden skulle lytte til mig, og derefter ved du atter hvad der skete. Nu står vi her. Så hvem er jeg Rhea? ”

Det var op til den røde hoppe at dømme ham, finde ud af hvem han egentlig var. For han kunne ikke svare hende på det. Der var ikke noget nemt facit til hvem han var for han var ikke selv klar over det.