Han bevægede sig stille afsted, undersøgte nysgerrigt dette fremmed og så alligevel ikke fremmet sted. Et eller andet sted, følte han det rart blot at udforske verden, være sig selv. Efter at han var blevet efterladt af flokken igen.. altså bare en anden flok, men måske var han blot ikke dømt til at være flok hest? Han vidste i hvert fald ikke helt lige hvad han var dømt til, men i så fald ville han søge rundt i landet, for at finde sin mening, sin mening med livet, nu hvor han end ikke kunne finde sin hoppe og sit føl, alle var forsvundet, måske var det han troede der var hans mening ikke det rigtige svar for ham? I såfald nægtede han med at stoppe op til han havde fundet frem til det rigtige svar. Han lod et prust forlade mulen, det var nu rart alligevel at komme frem med den konklusion. Det var som han ikke fandt noget hjem noget sted. Manglede at vide en del af sig, hele hans familie lå som en tyk tåge, han havde få svar, men kendte ingen, vidste blot han havde nogle søskende derude, endelig havde det været svar nok for ham. Han havde heller ej mødt sin far, men det betød heller ikke det store for ham, fordi hans havde vel travlt med den flok han havde hørt han havde, så længe han vidste at verden var der mere i holdte det ham gåede, det var derfor han nu løb afsted, søgte nu steder hen, for at finde svaret.. hans svar på meningen med livet…

Den brune hingst bevægede sig så godt, som han nu kunne gennem græsset, men det var ikke let når det gik op af bakke. Bakkerne var ikke den værste forhindring man kunne stille ham overfor, det var nærmere vådt tærren, da det virkeligt ikke gjorde underværker for hans ben og smerter. Han havde enligt en høj smertestærskel, da han hele sit liv havde levet med at tumle af sted som et eller andet såret dyr. Selv nu, hvor han var blevet ældre end det føl der engang var tumlet rundt i skovene uden skyggen af balance, han travede nu op af en af de mange bakker i green hills. Han var vant til disse, men de var langt fra de velkendte der havde været på den anden siden af skyerne.. Han pustede let og sveden piplede let frem på han hals, da den sjove gangart der truede med at sende ham til jorden, så snart han trådte en smule forkert eller hårdt, ej var den letteste for ham. Han bevægede sig oftest langsomt og forsigtigt. Det var også tydeligt i hans trav nu.
Ducan havde familie ude i verden, det var sandt, men han kendte ej til dem. Han vidste han ingen brødre eller søstre havde, kun halve og han havde måske kun mødt en halvsøster engang for langtid siden. De røde øjne var opmærksomme på alt omkring ham og han var klar til at stoppe eller vende om, hvis det var det han følte ville være bedst.

Han lod hovene bevæge sig frem over den næste bakke, men til hans overraskelse da han skulle ned igen var der ligeså en anden sjæl på vej op af samme bakke, ofc samme spor, en normal hest ville nok blot havde forsat videre ned og forbi, men Artax slog hovene i jorden og satte sig næsten ned fordi så meget fart havde han under hovene og det var ligefrem heller ikke det letteste at stoppe i dette små våde og små lange græs, så hovene gled frem ad mod ned af også derved mod hesten, dog fik han til sidst stoppet op, han lod et let prust af stolthed forlade sin mule, før han lod de lilla-lige øjne ramme den brunelige hingst. Han lod en hilsende brummen forlade mulen mod denne sjæl, mest fordi han var nysgerrig over hvem denne sjæl mon kunne være.

Han gik lidt i sine egne tanker, så da han hørte lyden af hove i nærheden af ham så han rundt, men så først hesten, da denne var ved at sætte sig på enden for at stoppe inden de endte i en kollision. Han satte selv ned i skridt og stoppede op. Hans hoved var hævet og de røde øjne betragtede den blege hingst foran ham med en let fjendtligthed, der dog ikke var aggressiv, men langt mere defensiv af natur. Han havde ikke set denne hingst før, så han anede intet om hvor denne lå henne af i humør og personlighed, han ville ikke ud i problemer, men langt helere bare gå for sig selv lidt og forsøge at træne sine muskler op igen, så han kunne tage på længere ture igen, for det ville være nødvendigt, nu hvor han var endt i dette underlige land..
Den fremmede hingst fnøs nærmest af stolthed over sig selv, i Ducans øre altså, men han kunne ej se hvad hingsten havde at være stolt af. Han var stoppet, så med mindre det var et problem han kæmpede med, så så han ingen grund til at være stolt over sådan en lille, naturlig ting. Han betragtede hingsten lidt og ventede på at han enden skulle flytte sig eller sige noget. Dog var det også mest af overraskelse at han ej havde flyttet sig endnu, som han normalt ville. Han tog nu et par tøvene skridt tilbage med de røde øjne fokuseret bag ud, samt hovedet krænget en smule til siden. Det var svært at bakke ordentligt...

Hingsten virker et eller andet sted fjern, så af ren respekt vælger han at træde nogle skridt bagud. "hej?" spørgte han mere roligt før hans sænkede hovedet en anelse for at vise han ikke havde noget ondt i sinde. "mit navn er Artax, hvad hedder du?" lod han stemmen lyde i samme venlige tone, de Lilla øjne hvilede nysgerrigt på den brunlige hingst. Han havde endelig de fleste af hans afteng fra sin fader, hans moder så vidt han huskede havde blot en lys palomino farve, som ligeså var hans grund farve, han kunne dog ej hsuke hvilken farve man hans moder ejede. Derfor måtte han jo så gå udfra de fleste af lilla brune og andet kom fra hans faders side, eftersom han stadig små huskede sin moder, som ingen aftegn ejede.. Only Teardrops, han huskede stadig hendes navn, det ville han i hvert fald aldrig glemme.

Han stoppede sin mission i at bakke, så den fremmede hingst kunne komme videre i hans halsbrækkende fart, men i stedet begyndte den fremmede at snakke til ham. Han var lige ved at sige stop bare for at få ro til få en overskuelig afstand til den fremmede, så han kunne tænke og svare den fremmede samtidigt.. Han gjorde et hårdt nik med hovedet op af for at få den vinrøde man ud af ansigtet, inden han svarede. "Hej, Artax.. " han var en smule tøvene med hans ord, men kom snart efter det, da han igen talte. "Jeg er Ducan Tenebris" Han ville have koblet hans sædvanlige hilsen på at han var Caelis søn, men han var for obs på at holde øje på den fremmedes bevægelser og at være klar til at bevæge sig passende.. Han vidste heller ikke hvor relevant det ville være, nu hvor hans mor havde et stærkere og langt bedre eksemplar af en søn... Han vidste endnu en gang ikke hvor han skulle placere sig i hendes liv.. Hans røde øjne flakkede kort, inden de vendte tilbage til Artax. Han lignede en ligt sin mor på mange måder, men havde de fleste farver fra sin faders side, men man og hale var vinrød som sin moder, og hans ben var ligeså fra hans mors side.

Han smilte roligt "hi Ducan, rart at møde nogen herude" svarede han så med et roligt og venskabligt smil "vil du følges over bakkerne?" spørgte han så, det var måske en smule kejlet at stå her midt på en bakke der gik ned af form ham og op ad for den anden. "altså hvis du lyster, jeg har i hvert fald ikke meget at lave, render blot rundt og prøver at finde en mening med livet" tilføjede han roligt. Han havde skam ikke noget i mod noget selskab. han ville heller ikke have noget i mod at høre mere om den fremmeds liv, det kunne måske give ham et pej på hvad mening med livet var, og give ham nogle ideer, hvem ved, men dog ville han heller ikke masse sig på denne fremmed, han respektede skam hvis Ducan havde sine grænser og ønskede på ingen måde at træde over disse heller.

Han betragtede mistænksom den lyse hingst et øjeblik inden han brummede kort. Det ville ikke være værst at have lidt selskab faktisk. Hvor meget han end ikke ville indrømme det, så kunne han faktisk godt lide at være i selskab med andre, så længe de ikke var for mange altså.. Han vippede det ene øre frem mod Artax og den andet ud til siden. " Det kan jeg vel godt. " Han lød en smule tøvene, men bakkede alligevel et sidste skridt, inden han rettede sig let op og så på den lyse hingst. "Så længe du ikke tonser af sted.." Han studsede lidt over hans ord om at finde en mening med livet, han kunne nemt relatere til det, men han havde aldrig i sin vildeste fantasi ville dele hans tanker med nogen, de var alt for kedelige og deprimerende for dem og han ville ikke ændre deres syn på ham.. Han vidste ej helt hvad han skule svare til dette, så han valgte at tie og ventede på at Artax skulle vælge en retning. Op eller ned.

han ventede blot roligt på svar. før han lod en let brummen forlade mulen, så Ducan ville godt gøre ham i selskab. han nikkede roligt "det lover jeg ikke at gøre" sagde han så, før han roligt vendte rundt og ventede på Ducan kom op ved hans side så de kunne forsætte op af bakken som Ducan synes at være på vej til. "så sig mig har du været i Proelio længe?" spørgte han så venligt "du behøver ikke at svare hvis du ikke vil, vil nødig være for an massende" tilføjede han dog hurtigt efter.

Han var taknemmelig for Artaxs forståelse og fortsatte afsted op af bakken ved siden af den mere eller mindre fremmede hingst. "Mange tak, Artax" Den mørkerøde hale slog kort bag ham, inden han rettede blikket frem mod horisonten og så først tilbage på den lyse hingst, da han snakkede igen, dog var han hele tiden opmærksom på den andens bevægelser. "Jeg er født og opvokset her. Dog opholder jeg mig mest i Slavian." Han havde med tiden lært at være en smule mere åben med småting, ikke alle og enhver var ude på at nedlægge ham eller gøre grin af ham og hans underlige gang.

han smilte lidt "ingen oversag" sagde han roligt med den venlige stemme. han mærkede musklerne let arbejde under pels på ham imens de gik op af. ørene gled en smule ud til siden ved hans næste ord.. "Slavian.." gentog han stille.. "mhh leder er Dawn of Death stadig ikke?" han så mod den brune hingst, uforståede hvorfor han doog ville være i den folk af alle flokke der var her i landet. "jeg selv er blevet opvokset her, i selveste Slavian, men smuttede da jeg blev unghest." et stille smil former sig på hans læber. "du ved får at finde en mening med livet.. og her er jeg.. og ikke kommet længere end da jeg forhold flokken" griner lidt.. tja, det er et sjovt fact at jeg nærmest er låst her.. men det genrer mig nu ikke.