//Forbeholdt Gaizka Calanthia

F A Z E T

Rytmisk bevægede kroppen sig. Mørket var som altid omsluttet omkring hingsten. Vinteren var kommet. Den tykke pels var blevet noget pjusket og mudder hang hist og her i den sorte pels og dækkede enkelte af de blålige stjerner der ellers pyntede hans krop så elegant. Fazet nægtede at forsøge at bade og blive ren. Det måtte regnen klare, når den engang ville dukke frem efter den lange vinter. Desuden var mudderet og jorden med til at holde ham varm i denne kulde. Om det var dag eller nat, havde han ingen anelse om. For Fazet var det altid et stort tomrum af mørke og det var ligegyldigt. Han bevægede sig afsted. Væk fra det område, som han huskede som værende skoven og mod der, hvor havet var. Han kunne ganske svagt høre, hvordan lyden af havets brusende bølger skød ind mod stranden i et heftigt virvar af symfonier. Det gjorde nu ikke noget. Så længe Fazet ikke selv kom ud i vandet. Det var den eneste frygt hingsten bar i sin krop.

Rent ud sagt, så måtte han ligne noget, der var løgn. Pjusket i pelsen og grene og kviste der hang forvildet i den forfarvede man - for slet ikke at tale om halen. Han havde gået og irriteret sig over en længere gren, der havde sat sig fast i halen, men hver gang han havde forsøgt at slynge den ud af halens hår, så havde han fået en gren i siden og det havde fået hingsten til at puste opgivende og søge mod havet. Måske den vilde vind kunne hive grenen ud af den. Han havde jo ikke andre til at få den ud. Lilium havde forsøgt engang, det var også inden hun bed øret af ham. Den forbandede hoppe. Hun var for længst strukket af, flygtet - som Fazet ville kalde det ud af landet. Nu var hans datter Blodwen stukket af sammen med.

Hovene ramte den knastøre overflade af sand, så det gav en hul lyd fra sig, og han sank igennem. Kanterne var en anelse skarpe og han endte i stedet med at trække sig væk fra sandet og op på engen i stedet. Hovedet hang en anelse. Under den tykke pels lagde en god muskuløs krop, men han gjorde intet for at spille med musklerne. Han kunne jo ikke se, så hvorfor skulle andre tro de så den rette ham. Hadet hang i hingsten, mens han søgte med mulen efter noget mad. Noget der var mere brugbart end det halvvisne. En snefnug ramte hans mule og han udstødte et fnys. Sne? Han havde aldrig set sneen, men den måtte være grim, for den var fandme kold!

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.


Koldt vådt havvand skyllede op på den frosne strand. Sandet der lå i de kendte riller, var hårdt og knasende. Fire hove vadede gennem det, ligeglad med kulden. Trods hendes mors manglende evne til at skabe en god vinterpels, havde Gaizka ikke arvet skavanken. Hun havde en fluffy skinnende pels, der bestemt tog sig godt ud. Det gik hun jo op i for søren. At se godt ud, selv i dette møgvejr. Hendes øjne var søgende. Stranden var et af de få steder hvor der på denne årstid var ro til at tænke. Det eneste irriterende var den skarpe bidende vind der satte ind. Til gengæld kunne hun få blæst hovedet igennem. Hendes man hvirvlede for hendes øjne, men hun tog sig ikke af det.

Her i Proelio var hoppen født. Men det eneste landet i virkeligheden havde bragt hende var tab og lidelse. Nu var hun her ikke for at leve videre og håbe. Hun var her af den eneste grund der forekom logisk. Hævn. Hun måtte tage hævn og de der havde ødelagt hendes barndom, og knust hendes hjerte. Inderst inde fandt man en lille pige der skreg. Men hvem ville se hende? Hvem var tilbage til at høre hende, når hun ikke kunne blive frelst af andre end sig selv? Den lille smukke blomst Calanthia skulle ikke længere smile og le. Ej mere elske og lide. Gaizka den forbandede frelser skulle personligt sørge for et nyt liv. Hun brummede mildt, som øjnene fangede en skikkelse længere oppe i lyng og eng, nær skov. Hun kastede med hovedet. Et lusket blik vandrede over hans krop. Han synes ikke at registere hende trods hun var lige i hans synsvinkel.

Hingsten tog sig forfærdeligt ud, og han lugtede af gammelt mudder og skovsvamp. Hun slog med halen og begav sig selvsikkert nærmere. Man kunne stort set ikke se hans aftegn for mudder. Selv ansigtet var tværet ind i stadset. Der han grene og burre og visne blade, men Gaizka var i princippet ligeglad. Han kunne ligne hvad han gjorde, hun skulle nok finde en måde at gøre nytte af hans selskab. "Unskyld mig, Sir." lød den mørke, tiltalende stemme, der dog bestemt ikke åbnede sig særlig blidt. "Jeg søger en sjæl ..." begyndte hun. Hvis han ej så hende, ville blikket fyldt med mystik og den intense følelse af hævn, ikke fylde hans øjne. Men måske ville han alligevel mærke hendes blik.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

En fremmed duft fandt vej til hans næseborer der let udspildede sig ved duften af en hoppe. Han løftede hovedet en anelse, men det var den eneste mine han gjorde til, at have hørt den fremmede. En hoppe ville ikke være nogen fare. Hans øre lå i nakken, og han snappede efter en snefnug, da endnu en dalede ned foran hans mule og et fnys forlod ham, da det kildede en anelse. Han drejede sit ansigt og vrængede på mulen, da han hørte hoppen tale til ham.

De blinde øjne søgte efter hoppens placering. Halen smækkede mistænksomt bag ham og han virrede en anelse med hovedet, inden han overvejede, hvorfor hoppen havde valgt at søge imod en sikkert beskidt hingst, der i forvejen bøvlede med ikke at kunne se og en gren i halen.

"Ser jeg ud til, at være en der kan finde en sjæl til dig? Hvad vil du mig?" Hvæste han en anelse bidsk af den fremmede og slog et forben imod underlaget i et forsøg på at finde ud af om der var noget føde under det. Mulen blev sænket, men udelukkende mødt af det knasende sand og han sukkede. Inden han vendte sin front imod hoppen.