Ruins of My Life

De sorte, døde øjne stirrede ud over det ødelagte landskab. De mange marmorstykker indikerede, at der engang havde ligget en bygning, der nu lå i ruiner. Synet fik et koldt smil til at glide over det ellers døde ansigt - det var altid rart at se noget, der var ødelagt.
Den mareridtslignende hingst strakte dovent sin krop, inden han langsomt skridtede ind på området. Det var øde og lå henlagt i fuldkommen stilhed. Ikke så meget som én sjæl var at finde blandt de mange stykker sten. Det passede ham glimrende. Han var ikke ligefrem den selskabelige type. Hvis han var at finde sammen med andre, var det typisk for at få stillet sin sexlyst eller sin blodtørst - eller for simpelthen at more sig. Men denne uhyggelige hingst fandt ikke morskab på samme måde, som andre gjorde. Nej, for ham var det morsomt at spille skuespil eller slå ihjel.

Han nærmede sig den store ruin og overvejede kort, om han skulle træde derind eller ej. Det var jo ikke ligefrem, fordi han havde andet at give sig til, så han trak kort på skuldrene og gik derind. Der var ikke meget tilbage af det, der engang havde været en bygning - men der var nok til, at man kunne bevæge sig rundt derinde. Overalt omkring ham ragede de store marmorsten op mod himlen og omringede ham som det, der engang havde været vægge - der var dog ikke mørkt, da der var åbent ovenover ham. Hvis der engang havde været en top, var den der i hvert fald ikke længere.
Han bevægede sig lidt derindad, indtil han endte i midten af det hele. Her var der åbent til alle sider, og alt gulv var væk, så det bare var én stor græsplæne med marmorstykker til alle sider. Her stoppede han op for at græsse. Græsset var næsten knæhøjt og meget saftigt. Det var tydeligt, at der ikke kom mange på dette sted.

Han rykkede lidt rundt på de mørke ører og svang stille med halen, imens han nippede til græsset. Han havde ingen anelse om, hvor han var henne af i verden. For et par dage siden havde han været i sit hjemland og levet det fede liv med sex, drab og fjender. Men en morgen var han vågnet op her i dette fremmede land. Han havde ingen anelse om, hvad det var for et sted, eller hvordan han var kommet dertil - men nu var han her altså. Han var heldigvis god til at omstille sig, og da han ikke ligefrem var typen, der skabte venskaber, havde han ikke noget at savne - derfor gjorde det ham ikke så meget, at han nu var her. Han vidste ikke noget om landet, men han havde betragtet nogle af dets beboere fra afstand. Utroligt nok virkede nogle af dem til at være lige så overnaturlige som ham selv. Han kom ellers fra en verden, hvor han var anderledes end alle andre. Han vidste ikke, hvad dette betød - men han vidste, at hans ankomst til dette overnaturlige land ikke kunne være et tilfælde.

Til: Chidori

Chidori var vendt tilbage til det selvsamme sted de små hove første gang havde betrådt jorden. De fremartede ruiner bar resterne af en for længst glemt og tabt historie, hvis begynde og ende ingen kendte. Så mange år kunne være passeret forbi her, og hvad der havde fået det der engang havde været smukt og vældigt - bygget til at få landets beboere til at føle sig små, til at smuldre hen med tiden vidste hun heller ikke. Var det tiden? Tiden der ubarmhjertigt klikkede forbi uden nogensinde at stoppe for nogle eller noget. Eller var det noget mægtigere - noget større end selveste jordens element? Hvis det var den sidste mulighed, var den her ikke mere. Igennem det lange græs gik hun, imens den lange hale fulgte trofast med en hvislende lyd. De lange slanke ben undgik med vilje diverse mudrede eller vandede steder, mens det røde blik opmærksomt så ud over landet.

Landet her var smukt.. hun havde været nogle enkelte steder, og alle dets indbyggere virkede underligt stupide og godhjertede. Det var næsten til at le over. Naivt havde de budt hende velkommen, og den ranke skikkelse havde skam nydt godt af deres venlighed. Dermed var det ikke sagt, at hun var en kendt skikkelse i dette område. Nej, hun var velsagtens blot en ud af mange, kunne man fristes til at sige. For sådan var det, hvis ikke man selv gjorde noget ved det. 
Svagt tippede hun det ædle hoved på sned, og hævede det en smule op imod vinden. Den bragte ingen nyheder med sig, og hun gik ubekymret videre. Ved hendes side var en af de mange gange ind til midten af murbrokkerne, og hun valgte at forsatte derind. Hvad der havde bragt hende hen til det forladte sted vidste få, men Chidori havde hørt rygter om ædelsten og krystaller herinde. Og fikseret på skønhed som hun nu var, kunne hun selvfølgelig ikke lade sådan en chance gå forbi. Elegant bar hun sig frem, imens at hun så sig omkring. Et åbent område, hvor murene stod mere solidt end andre steder. 
HUn huskede svagt den anden hvide hoppe hun havde fundet her, og hvordan denne hvide hoppe havde klatret op på disse mure. dengang havde hun blot røstet på hovedet af den fikse ide, men nu hvor hun alligevel havde muligheden... De guldbeslåede forhove klirrede let imod gulvet, idet at hun med et spring hoppede op på en mindre sten. Derfra trådte hun over et hul, og begyndte langsomt at komme opad. Spinkel af krop som hun var, rykkede murene sig ikke ud af stedet, men blev standhaftigt stående og bar hende opad. Som en trappe steg den, inden at den mundede ud i en større flade - det der havde måtte være en overetage. Behendigt landede hun med mere klirren på fladen, og så ned imellem de mange ruiner. Hun var velsagtens nogle meter oppe..

En skikkkelse længere væk fangede hendes opmærksomhed, og som en fugl røg hovedet undersøgende på sned. Hvad var nu det? En kraftig hest - muligvis en hingst, havde også valgt at søge ind imellem ruinerne. Ørene vippede sart lidt tilbage, inden at hun smidigt sprang over på en anden afsats. Imod hingsten. 

Ruins of My Life

Minutterne fløj af sted, mens den mørke hingst fortsat græssede blandt ruinens mange klippevægge. Der skete ikke meget omkring ham, men det var nu ganske planlagt - hvis man havde selskab i tankerne, var man nok ikke søgt ind i en gammel og forladt ruin. Alligevel flakkede Freakshows ører opmærksomt rundt til alle sider. Han var en stor og stærk hingst, der ikke som sådan frygtede noget her i livet - men det lå alligevel til ham at være på vagt, så han kunne forberede sig på ethvert tegn på liv, der kom imod ham.
Derfor opfangede hans ører hurtigt lyden af hovskridt, der klirrede mod klippeoverflader. Klirrede...? Det var ikke en lyd, hovslag normalt afgav. Denne hests hove måtte være belagt med et eller andet. Hvor interessant. Han rettede sit blik mod den retning, lyden kom fra, og afventede blot den fremmede sjæls tilstedeværelse.

Snart kom en hoppe til syne. Hun overraskede ham virkelig. Hun befandt sig nemlig flere meter over hans hoved. På en eller anden måde havde hun formået at komme op på det, der måtte have været en overetage engang. Et beundrende smil gled over hans mule. Hun var noget særligt, det kunne han mærke.
Let som en fjer sprang hun over på afsatsen nærmest ham. Hun var nu tæt nok på, til at han kunne se hende ordentligt, og han måtte indrømme, at hun var lidt af et syn. Hendes udseende var ulig noget andet, han havde set før. Hendes krop var kridhvid, hendes øjne var rubinrøde, og forskellige steder på hendes krop bar hun det pureste guld. Hendes hale og man var et helt kapitel for sig. Den hale dér... den var guddommelig.

Ja, i store træk var hun faktisk bare noget af det smukkeste, han nogensinde havde set - og det var store ord for en så kold og egoistisk hingst som ham. Han besluttede sig straks for, at hun var for unik til at skræmme væk og derved lade gå til spilde, så han ville gå efter den charmerende rolle denne gang. Hvem vidste, måske var hoppen frisk og var med på den? Ellers skulle han nok få hende til det...
Han spidsede imødekommende de sorte ører mod hende og svang roligt med halen bag sig. Hingstet brummede han hende velkommen. „Sikken en skønhed!
Tillad mig at præsentere mig selv; mit navn er Freakshow. Hvad bringer en så smuk hoppe som dig til denne gamle ruin?"

Til: Chidori

De slanke ben bar hende hurtigt tæt på hingsten, så hun - ligesom ham, kunne få et ordentligt kig på denne fremmede. Og det var noget af et syn. Ikke alene var han enormt høj, men også virkelig muskuløs. De vældige muskler under det tynde mørke skind, var tydeligt i den nedgåendes sol sidste stråler. Manen og halen var tyk og lang, og hovskægget ligeså. Men noget af det mest specielle var øjnene.. Så mørke, så dybe og så intetsigende. Ingen sol reflekterede i disse huller, intet genskær overhovedet. Da Chidori mødte dette med sine egne rubin øjne, kunne hun ikke andet end at lade sig fortabe for en stund. Hendes spillede i lyset, og skinnede med en klar påtaget uskyldighed. Hans, slugte lyset og efterlod intet tilbage. Fascinerende - helt bestemt. Den maskuline duft af ham sneg sig ind i de følsomme næsebor, og hun kastede kort med hovedet. En hingst var han.. Men slet ikke den normale en af slagsen. Endnu en ting der gjorde hende mere sikker i sin sag, var de begyndende skygger der kredsede om ham. 
I takt med at solen gled ned bagved træerne, voksede skyggerne sig længere. Men det mørke - de skygger der omgav hingsten, syntes at danse omkring hovene i dovne bevægelser. De nægtede at følge naturens normer, og holdt til om den kraftige koldblodshingst, som var de en del af ham. Og jo mere fjern lyset blev, desto tydeligere viste de sig i natten. En tåge af mørke, der ligesom hans øjne slugte alt. 

Langsomt svang den hvide halen ind til sig, og stampede en enkelt gang på gulvet, så guldskoene ringlede klart i skumringen. Hun ventede.. Og hvad hun ventede på, ville den mørke hingst snart opdage. Ligesom hans skygger blev tættere og mere livlige i natten, begyndte sirlige aftegn snart at tråde frem på hoppen. Et gyldent dæmpet lys glødede ud fra hende, og lagde sig som både stjernestøv og slyngende planter omkring hende. Omkransede øjnene, ned af halsen. Fulgte hendes skulder og hele vejen ned af benene. Bagud til bagptarten, for at følge hele halen ud. Manen og halen viste sig ligeså at bære denne gyldne lysende glød, og snart havde hoppen fået kastet et blidt skær omkring sig i mørket. Chidori, hvis klan havde fået denne gave for evigehder siden, vidste godt at det kunne være et prægtigt syn. Den delikate krop der blev oplyst og omfavnet af dette skær, og reflekterede i de guldsmykker hun bar. Det var ikke hverdagskost for mange. 
Let tiltede den oplyste det ædle hoved på sned, og snart listede der sig et blidt smil frem på den mørke mule. Hans ros fra før, var ikke gået for døve ører. Og efter at have fået hver en detalje med heroppe fra, mente hun at en hilsen var på sin plads. For jah, smiger var en let genvej til hoppens velvilje, og de røde øjne glimtede svagt i lyset. Næsten spillende ville man kalde det. 

"Jeg takker, Freakshow. En kompliment er altid værdsat.."

Den ringlende stemme gled blødt igennem natten, hvorimod den anden bar en mere hæs og raspende stemme. Langsomt tog hun nogle enkelte skridt tættere på kanten, og hævede da hovedet for at bøje det smidigt ind imod bringen. Stolthed var nu engang noget hun bar, og hendes noble attitude blev næsten aldrig lagt ned. 

"Mit navn er Chidori, håber ikke jeg forstyrre dig. Jeg havde hørt rygter om nogle krystaller, ædelsten og andre smukke juveler i ruinerne, og besluttede mig for at undersøge det nærmere... Hvad med dig, Freakshow? Nogen bestemt grund til at søge herhen alene?"

Hoppen sænkede dog langsomt hovedet ved det sidste, for bedre at kunne se ham i natten. Grotesk ville mange kalde sådan en muskuløs skikkelse, men de stærke silhuetter havde altid tiltalt Chidori. Det talte både til hendes naturlige instinkter, men levede også op til hendes personlige standarter. En hingst der var mindre eller svagere end hende, var ikke engang værdig en samtale med. Den hvide flyttede blikket ud til siden, hvorfra endnu en afsats ville lede hende lidt længere ned så hun bedre kunne snakke med denne Freakshow. Tænkende kneb hun øjnene sammen, inden at hun med et spring satte fra, for at lande på den anden afstats lidt til venstre. De lange slanke ben samledes, og hun så igen imod dette mærkværdige selskab. Fascinerende så hun kort på skyggerne der slyngede sig om ham, men valgte med en hovedrøsten af vende tilbage til dem senere. Hun havde natten foran sig.

Ruins of My Life

Han betragtede hende afventende, da hun ligesom stod og ventede på et eller andet. Han kunne ikke rigtigt tyde hvad, men pludselig kom det til syne for ham. I takt med at mørket faldt på, ændrede hendes krop sig. Aftegn i den samme guld farve som hendes hove bredte sig ud på hendes krop. De strakte sig hele vejen fra hendes ansigt og ned til spidsen af hendes hale. De spredte sig langt hele hendes krop, og snart var hun dækket af det pureste guld. Hun funklede som en diamant, og i modsætning til ham selv, der syntes at gå ud i ét med mørket, lyste hun let op som et lys.
Han blinkede kort med de kulsorte øjne og nikkede anerkendende. „Det må jeg nok sige... Sikke et prægtigt syn."

Han lyttede til hendes ord og smilede veltilfreds. Han havde vist ramt rigtigt med sin smiger til denne hoppe. „Det glæder mig at møde dig, Chidori. En skønhed som dig vil aldrig forstyrre mig."
Han lyttede til hendes forklaring og spidsede opmærksomt de mørke ører. Krystaller, ædelsten og juveler? Det lød alt sammen ganske fascinerende. „Jeg selv har aldrig hørt om disse, men jeg har da vist fundet to rubiner - de sidder lige dér, hvor dine øjne burde være."
Han blinkede charmerende til hende. „Men nej, jeg selv har ingen særlig grund til at bevæge mig herind. Jeg har ingen anelse om, hvad dette er for et sted, så jeg var vist bare nysgerrig."

Han betragtede hende med interesse i blikket, da hun atter rørte på sig og let og elegant hoppede ned på en afsats, der var endnu tættere på jorden og derved ham. Han piftede imponeret af hende. „Og smidig er hun også."
Han skridtede nærmere den afsats, hun stod på. „Sikke en gudinde..."
Blikket i hans øjne var intenst. Skyggerne smøg sig om hans behårede ben og gjorde det tydeligt, at de var en del af ham, og ikke mørket.

Til: Chidori

"I’m a princess cut from marble, smoother than a storm.

And the scars that mark my body, they’re silver and gold,

My blood is a flood of rubies - precious stones,

It Keeps my veins hot, the fires found a home in me.

I move through town, I’m quiet like a fire. And my necklace is of rope, 

I tie it and untie it.." -

---

Et svagt smil tegnede sig om den mørke mule. Selvfølgelig var det etprægtigt syn. Hun havde ikke forventet andet respsons. Gløderne gled sørligt over pelsen, og snart pulserede det dovent i mørket omkring dem. Guldstøv var næsten drøsset over hende, og var en af grundende til Chidori brød sig om natten. Ikke alene var hun prægtist i mørket, men man mødte også mærkværdige sjæle gemt i skyggerne. Som denne Freakshov. Ikke alene forsatte hans strøm af smiger og prisende ord, men skyggerne omkring ham tætnedes også. De rev sig væk fra deres brødre og søstre alle vegne, og fulgte kun hingstens ben. De slanke ben trippede lidt, og hvis hun havde kunne rødme ville hun gøre det. For hun kunne intet andet end at give ham ret. Hun syntes selv hun var flot - og at andre så bekræftede det ville gøre enhver glad. Men hun var ikke perfekt... Landet lå sådan, at det nagede hende hun ikke var perfekt endnu. Meget kritisk kunne man hurtigt kalde hende, og det irriterede hende grænseløst at hun ikke kunne få det perfekt - selv efter hele hendes offer. Men i dette land, var den hvide farve en farve af uskyld og renhed. Det havde overrasket hende for en stund, men snart havde hun accepteret det. Det gjorde alt meget nemmere end det egentlig burde.
Hans prisen forsatte, og denne gang imod hendes øjne. Rubiner kaldte han dem, og hun virrede svagt med øret. Røde som rubiner... den måde havde hun aldrig selv set dem, men godtog det. For det var et meget rammende ord, hvis man tænkte nærmere over det. Hun var ingen pupiller, og de blanke øjne funklede og reflekterede i alt lys der kom imod dem. Således nåede intet ind selv, og øjnene glødede heller ikke som andres ville have gjordt. Nej, de var livløse som en sten, men forgav at være i live. Selv i mørket accepterede og sugede de alt lyset til sig, for at kaste det tilbage imod andre.

Hingsten bevægede sig tættere på, og en blid latter gled igennem natten. Ringlende og lys var den, og hoppen sænkede hovedet imod ham. Krøllerne gled kærtegnene ned over halsen, og hun brummede svagt. En gudinde? Det var hun aldrig blevet kaldt før, og lagde det langsomt hovedet på sned i en fugleagtig bevægelse. Ønskede han intet ros tilbage? Det virkede ikke således. "Nysgerrighed kan være godt.. hviskede hun lumsk, og tog et skridt tættere på kanten. Hun var ikke dum, og hun måtte ikke tabe fokus nu. Denne hingst så tydeligvis intet andet end resten af befolkningen - og det glædede hende til dels. Han lod sig indtil nu forblænde af lyset, og der kunne godt siges at hun brød sig om det. Jah, indtil nu brød hun sig ganske godt om denne skabning. "Hvor vil nysgerrigheden fører dig hen nu? Et simpelt spørgsmål, og Chidori så sig omkring. Som ledte hun efter en af de mange stier der kunne føre en dybere ind i ruinen. For tanken om ædelstenene var ikke glemt, men blot lagt i baghovedet for en stund. Man kunne roligt sige at hun koncentrerede sig om skyggehingsten, og lod derfor sådan et åbent spørgsmål stå imellem dem. For hvad ville han gøre? græsse videre eller holde hende i en samtale. Begge muligheder var lige gode for hende, og hun knejsede feminint i nakken.
En svag vind fik træerne uden for ruinene til at rasle, men ellers så hun blot afventende og til dels tænkende på denne skyggeskabning. Den pulserende glød syntes at følge hoppens hjerteslag, der i denne stund slog langsomt og dovent. Var hun bange? Nej. Spændt? Nej. På trods af at hendes ydre afspejlede en plag der for første gang havde fået ros, følte hun sig hverken nervøs eller sky i dette selskab. De glitrende øjne var som sagt som rubiner, og kunne derfor ikke læses af ukyndige sjæle.

---

"I dream all year, but they’re not the sweet kinds,

And the shivers move down my shoulder blades in double time.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach now.

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison,

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."

Ruins of My Life

Æv, dette indlæg er forsvundet ):

Til: Chidori

"I’m a princess cut from marble, smoother than a storm.

And the scars that mark my body, they’re silver and gold,

My blood is a flood of rubies - precious stones,

It Keeps my veins hot, the fires found a home in me.

I move through town, I’m quiet like a fire. And my necklace is of rope,

I tie it and untie it.." -

---

Chidoris tynde skind sitrede let, idet at hingsten begyndte at bevæge sig tættere på. De brede hove trådte med hviskende lyde græsset fladt, idet at han uden tøven kom tættere på. Det var tydeligt hvordan at hoppen betragtede ham… Fokuserede, og fulgte hver en bevægelse hun kunne opsnappe og rage til sig. Hun nød synet – ingen tvivl. Så maskuline kroppe var svære at finde, og indtil nu havde hun kun set de mere slanke og hurtige heste. De var flotte på sin egen måde.. men hvis noget kunne imponere og tænde hoppen, var det en stærk krop.

Styrken.. Den rå og ukontrollerede styrke disse hingste bar. Dominansen var noget der kunne få hoppen til at spinde som en killing, hvis blot man timede alt til rette. Jovidst, hun var giftig som en slange for personer der ikke bar det rette udseende og grundlag for at prøve noget så ude af kontekst som direkte dominans. Men slanger slog kun fra sig når de vidste de kunne gøre noget så drastisk. Intenst så hun i de bundløse huller der formede hingstens øjne, inden at et smil trak hoppen mundvige op. Hvorend hun gik… Javel.. med den tanke, strakte hoppen sitrende den bløde mule det sidste stykke imod hingstens egen.
Fulgte den i et fjerlet kærtegn op af næseryggen, idet at de følsomme næsebor trak duften af hingsten til sig. Lige over øjnene stoppede hun op, inden at hun i udpustet slap kontakten, for at hæve hovedet igen. I lyset af månen reflekterede hoppen øreringe da hun drejede hovedet til siden. Klirrende gik hun lidt frem, inden at hun i et enkelt spring landede på jorden ved siden af hingsten. En beslutning var taget, og den snehvide ville ikke undgå dette nattelige selskab. Natten var fuld af mysterier, og således var det også med den mørke Freakshow. Han var som en kode hun ikke havde kunne knække i første forsøg, og ville således prøve en anden nøgle. For hun ønskede oprigtigt at finde ud af hvem han var, og ikke bare se ham forsvinde.

Et glimt i de næsten glødende øjne, og det fine hoved drejedes igen til hingstens side. De lange ben bar hende vuggende frem, idet at hun søgende strakte mulen frem imod hingstens spændte hals. ”Så går vi ind i ruinen..” lød det da hun var tæt nok på, og hun lod den kort strejfe halsen i et tirrende nap. Derfra drejede hun af, og begyndte at gå imod en af de mange indgange der ville lede dybere ind i labyrinten af gange. Svagt drejede hun hovedet, og kastede opfordrende med det til ham.

---

"I dream all year, but they’re not the sweet kinds,

And the shivers move down my shoulder blades in double time.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach now.

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison,

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."

Ruins of My Life

(Åhhhh gud nej, UNDSKYLD mit sene svar!  Jeg havde ellers svaret den 2. november, men jeg kom til at redigere mit indlæg ind i det tidligere i stedet for at poste det som nyt??  Hvor DUM kan man være?? XDDD)

Hele hans krop dirrede af intensitet og lyst, da hun strakte sin mule det sidste stykke mod hans og berørte den. En dyb brummen forlod hans strube, men han trak ikke mulen til sig. Det var første gang nogensinde, at en anden hest havde været i nærkontakt med ham, uden det betød, at han var i færd med at skade denne. Han indåndede let den søde duft og varmen, der strålede ud ad hende. Han havde haft masser af nærkontakt med hopper før, idet han var en ivrig tilhænger af tvangsbedækninger. Men den intensitet, han følte med denne Chidori, var anderledes end nogen andet kontakt, han før havde haft med hopper. Det her var den ægte vare og ikke bare et eller anden iscenesat billede, han selv skabte ved at tvinge hopperne til at have sex med ham.
Han sukkede og lukkede nydende øjnene i, da hun lod sin bløde mule glide kærtegnende op langs han næseryg. Hun førte den hele vejen op til hans øjne, inden hun atter trak den til sig. Han var helt væk i hende og lod derfor nærmest hypnotiseret sit hoved glide med hendes opad, indtil han ikke længere kunne nå hende.

Han vågnede brat op af sin trance og formede sin mule til en lille spids. Han betragtede Chidori over sig. Han havde aldrig før følt sig så forført... Hun havde noget helt særligt over sig, som han aldrig havde oplevet før. Hun formåede at vise ham respekt, men uden at vise nogen tegn på frygt. Selvom hun var en hoppe, gav hun ham en følelse af, at de var ligeværdige. Månen reflekterede sig i hendes ørering og fik ham til at undslippe et lydløst, drømmende suk. Han forstod ikke, hvad der skete med ham - men denne hoppe havde magten over ham. Nattens Mystik, det var lige, hvad hun var.
Han fulgte stadig næsten hypnotiseret hendes bevægelser, da hun bevægede sig fremad. Guldskoene klirrede mod det hårde stengulv, hver gang hun tog et skridt. Lyden var som sød musik i hans ører. Hun viste atter sin smidighed og ynde, da hun i et enkelt spring landede ved hans side.

Det kildede helt i hans krop at se hende så tæt på ham. Hvis han ville, kunne han bare gå hen og tage hende nu... sætte sit spor i hendes krop for evigt. Men et eller andet holdt ham tilbage. Han ønskede virkelig at bedække denne hoppe, men han kunne ikke få sig selv til at gøre det med tvang. Nej, hende her var den ægte vare, og hun skulle nydes på ægte vis - kunne hun ikke det, ville han slet ikke. Et undrende blik gled kort over hans øjne. Disse tanker var så fremmede for ham; de lå ham så fjernt. Han havde aldrig nogensinde tænkt sådan om et andet individ før. Han ønskede rent faktisk at vise hende respekt og give hende det frie valg. Hopper var normalt intet værd for denne hingst. Han bekymrede sig ikke om deres følelser, og det var ham ikke muligt at få dårlig samvittighed efter at have smadret dem. Men hende her... hun var noget særligt.

Det gav et sæt i hans krop, da hendes forførende mule pludselig befandt sig på hans hals, hvor hun nappede tirrende til ham. Hendes handling havde den helt rigtige effekt på ham. Han svirpede opstemt med halen og brummede maskulint. „Som du ønsker."
Lige så hurtigt, som hendes mule var kommet nær ham, forsvandt den igen. Han mærkede lysten efter hendes krop blive endnu større. Behovet for at være nær hende var næsten ikke til at kontrollere. Han ville have hende...
Han kastede ivrigt med hovedet, da hun opfordrede ham til at følge med sig ind i ruinen. Han satte frem i en spændstig trav og satte først ned i skridt, da han var nået op på hendes side. Han placerede sin krop således, at han stadig holdt sig på respektfuld afstand, men samtidig viste, at han ønskede hendes kropskontakt. Hans blik var fast rettet mod hende og ænsede slet ikke andet omkring sig. Denne ruin sagde ham ikke en skid... men det gjorde selskabet til gengæld.

Til: Chidori

"I’m a princess cut from marble, smoother than a storm.

And the scars that mark my body, they’re silver and gold,

My blood is a flood of rubies - precious stones,

It Keeps my veins hot, the fires found a home in me.

I move through town, I’m quiet like a fire. And my necklace is of rope,

I tie it and untie it.." -

---

Chidori, den snehvide bevægede sig langsomt over det mørke område. Hendes skridt var rolige, alt imens hendes tanker givetvis fokuserede. Der var en spredt interesse på det fremmede landskab omkring hende, men også på den mørke hingst ved hendes side.
Landskabet var som sagt fremmed. Hele Proelio var ikke hendes hjemegn, og det var ikke meget hun havde nået at se endnu. Der lå stadig fantastiske græsgange, storslåede skove og meget mere i vente, som blot ventede på at hun trådte til. Dertil fulgte nye bekendtskaber, og nye muligheder. Den snehvide havde ikke tænkt sig blot at lade stå til, men agtede at stræbe højere end at være en del af de mange. Hun ville stå ud som hvad hun var. Den hvide smilede. Og når tiden var inde, ville Proelio se hvilken magt hun forhåbentlig ville opnå. Jah, alene tanken fik det til at sitre spændt i hendes slanke krop, hvis glødende aftegn tog en kraftigere glans når ideerne kom. Hun ville.. hun ville gøre det - på den ene eller anden måde. Men hver ting til sin tid, og tid var noget Chidori havde foran sig. Derfor vendtes det røde blik tilbage imod skyggehingsten, der ikke var sen til at slutte sig til hendes side. Hans tomme øjne var tydeligt imod det hvide skind, og Chidoris smil bredtes kort. For en der ingen pupiller besad, var hans signaler tydelige nok.

Selvom Chidori nok burde være varsom med så uforudsigelig en skabning, var det nu ikke engang sådan hun var. Hun søgte altid at prøve grænser, tirre og provokere til hun fandt en måde at bryde igennem. Dog havde tilgangen til denne hingst, været hurtigere end så mange andre... I mørket kunne hendes korte fnys høres, og hun tog sig selv i at se noget tænkende på Freakshow. Der var noget ved ham, der ikke helt var til at forklare. Hvor det kom fra, og hvad det gjorde ved hende vidste hun ikke. Men hun kunne mærke hvordan hans dæmoner spillede med hendes egne, istedet for imod dem.
Kort vippede hoppen ørene tilbage, inden at hun med et iltert fnys trådte et skridt væk fra hingsten. Selvom den smalle passage de var nået ind i ikke gav meget plads, var det nok til at skabe en lille 1,5 meter imellem dem. Mange ville tage det som en hurtig og direkte afvisning. Men hoppens flygtige smil var ikke til at tage fejl af, som hun opstemt kastede hovedet opad. Den svævende trav bar hende nogle skridt frem, inden at hun drejede hovedet tilbage imod skyggernes freakshow. Ruinerne kunne være et yderst kedeligt sted, hvis ikke selskabet var iorden.. Glimtende kneb hoppen de røde øjne sammen, inden at en ren latter brød frem fra den snehvide. Hendes ben trippede kort, inden at hun med en doven bevægelse svajede halen tilbage for at gå tirrende frem igen. Hun forlod ikke skyggerne. Søgte i stedet at drage dem tættere på.

---

"I dream all year, but they’re not the sweet kinds,

And the shivers move down my shoulder blades in double time.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach now.

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison,

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."

Ruins of My Life

En let følelse af glæde spredte sig i hans krop, da Chidori smilede ved hans ankomst. Den kraftige hale smældede opstemt bag ham. Han følte sig velkommen og ej afvist ved hendes side, og det fyldte hans krop med en ubeskrivelig tilfredshed. Han mødte hendes blik, der syntes at se tænkende på ham. Et charmerende smil hvilede over hans mule, og hendes korte fnys fik det til at sitre helt i hans krop. Han havde aldrig følt sådan for nogen før... Han var direkte tiltrukket af hende, og han ønskede hende på en helt anden måde, end han før havde oplevet. Der var ikke den mindste lyst til tvang og ondskab i hans sind; nej, han ønskede at forføre hende, og selv lade sig blive forført af hende.
Pludselig blev hendes smukke ører kastet i nakken, og med et iltert fnys trådte hun væk fra ham. Den pludselige bevægelse overraskede ham og fik ham til at hæve hovedet med et forbløffet udtryk i de sorte øjne. Hvad nu? Havde han gjort noget forkert? Han vippede utilpas det ene øre tilbage, mens han så mod den smukke, hvide hoppe, der nu befandt sig et par meter fra ham. Han viftede undrende med halen og brummede forvirret.

Pludselig opdagede han atter et smil på hendes mule. I en opstemt bevægelse blev hendes hoved kastet i vejret, inden hun travede et par skridt fremad. Han trak tranceagtigt sin mule fremad, som ønskede han at nå hende. Han ville have hende tilbage... mærke hendes skind mod hans. Hun vendte nu hovedet mod ham og så på ham med et glimt i de røde øjne. Han brummede charmerende og trippede let på stedet. Han ville hende til hende nu, nu, nu! En latter kom pludselig fra hende, så ren og syngende... den spredte sig i hans ører som sød musik. Da hun tirrende gik fremad igen i de velkendte, rolige bevægelser, faldt femøren for ham. Hun havde leget med ham, forført ham... og det havde virket helt efter hensigten. Han slog kraftigt med det store hoved, inden hans stærke ben atter bar ham frem i en trav, der førte ham op på siden af hende. Han slog tændt med halen bag sig og lod den røde mule strække sig frem mod hendes krop. Han lagde den på hendes bug og lod den glide prøvende ned mod hendes bagpart. Han søgte hendes grænser... Hvor meget måtte han røre hende, og langt var hun villig til at gå?

"I’m a princess cut from marble, smoother than a storm.

And the scars that mark my body, they’re silver and gold,

My blood is a flood of rubies - precious stones,

It Keeps my veins hot, the fires found a home in me.

I move through town, I’m quiet like a fire. And my necklace is of rope,

I tie it and untie it.." -

---

"Med intet tilbage, er du blevet din eget bytte, Argarjzla. Hvornår vil du stoppe?" Den indtrængende stemme nåede den hvide, hvis røde øjne flimrede i mørket af hulen. Omkring hende glødede sten i takt med natten faldt på, og søgte at oplyse både den hvide, men også det pludselige selskab hun havde fået. En krøbling, hvis vinger manglede. En mild latter kom fra hende, der dog bar en ildevarslende undertone. "Stoppe? Er der ikke flere tilbage, kære?"

Den hvide fnyste kort, og rystede uroligt på det fine hoved. Hvad var der sket? Var hun tilbage i hulen? Nej. Den korte strøm af et tabt minde havde trukket hende ud af den, hvilket fik hende til at knibe øjnene en anelse sammen. Hvem havde tricket det? Bagved hende meldte den tunge rytme af faste hove skyggens selskab, og med et nyt smil så hoppen bagud. Hun havde heldigvis ikke været væk længe, måske nærmere nogle sekunder. Han burde ikke have opdaget noget. Fortid var nu engang et kedeligt emne at trave rundt i, når fremtiden så meget mere eksotisk ud.

Med et opmærksomt blik betragtede hun ham, og stoppede så roligt sin bevægelser fremad. Nysgerrig på hvilke tanker der kunne cirkulere rundt i den sortes sind, selvom hun havde en vag antydning af hvad de kunne rumme. For Chidori vidste hun var en tiltrækkende skabning, og prøvede ikke at skjule det. Tværtimod. Den grove mule rørte forsigtigt hoppens glødende skind, og gled langsomt ned imod bagparten. Under ham sitrede det følsomme skind kort, inden at hun med en kurrende brummen slog et kast med hovedet. Blodsøjnene fulgte ham uden at sige et ord, selvom det glimtede i en svag udfordring tilbage. Hvor turde han bevæge sig hen? For Chidori kunne gå langt, tog man alt i en rigtig rækkefølge.

Dog kunne hun ikke undgå at tænke... hvad ved den mørke, havde tricket den hvides sind? Hvad var han?

---

"I dream all year, but they’re not the sweet kinds,

And the shivers move down my shoulder blades in double time.

And now people talk to me, I’m slipping out of reach now.

People talk to me, and all their faces blur,

But I got my fingers laced together, and I made a little prison,

where I’m locking up, everyone, who ever laid a finger on me.."

Lidt (meget) sjusket, da det er lang tid siden med Chidori.. undskyld D:

Ruins of My Life

___________________________________________________________________

OOC: Hehe, det gør slet ikke noget. ^-^ Jeg synes, dit svar er helt fint.

Han mærkede det følsomme skind sitre under hans mule, da den gled hen over hendes krop. En kurrende brummen forlod nu hoppen, hvilket tændte ham yderligere. Han smældede opstemt med halen bag sig. Var det mon ønsketænkning fra hans side, eller virkede hun rent faktisk til at være med på idéen? Han mødte hendes blik, der fulgte hans bevægelser uden et ord. Han syntes at fornemme et udfordrende glimt i de røde øjne. Udfordrede hun ham til at fortsætte? Gav hun ham tilladelse til at føre dette et skridt længere fremad? Han brummede opstemt og mærkede kroppen dirre af lyst. Udfordringen var accepteret.

Med sleske bevægelser bevægede han sig hele vejen ned langs hendes krop og bevægede sig om bag hendes bagpart, hvor han stillede sig med front mod den. Han befandt sig lige nu i en situation, hvor hun med lethed kunne sparke ham, hvis hun ønskede dette - men han havde tillid til hende. Prøvende lagde han mulen mod hendes bagpart og begyndte stille at nusse hende ved haleroden. Ville hun mon acceptere hans kærlige gestus, eller var det for meget af det gode?

___________________________________________________________________

„Before I kill you, I just want you to know;  

The last thing that you ever gets to smell will be my stinking breath."