Zeltic Ameera
OUR LAST MEMORY, WE HAD WATERS IN OUR EYES
YOU CRIED, STAY WITH ME. AND I ASKED HOW CAN THIS BE LOVE, IF YOU'RE LEAVING ME?
BUT DARLING, LOVE'S TO BLAME

[/color]

. . . . .

Den sandfarvede hoppe skridtede rundt i sine egne tanker, men dog var hun meget opmærksom på sine omgivelser. Hun ville ikke lade nogen snige sig ind på hende, slet ikke nu når hun var ny i dette fremmede område. Dog var hun ikke nervøs af sig. Hendes amulet, som hun havde rundt om halsen, beroligede hende. Netop fordi hun huskede, hvorfor hun havde fået den tildelt. Fordi hun var den "lyse". Hoppen som aldrig tog noget for givet, og som tog alt med stiv arm. Men når hun stod i sådanne usikre situationer, så var det svært for hende, at bevare roen - især når området var så stort.
Det var ikke engang hendes mening, men hun nærmede sig en dynamisk lyd, som gjorde hende opmærksom. Lyden af rislende vand kunne høres længere fremme og her spidsede de små fine øre. Den stribede hoppe var nu engang opmærksom på sine omgivelser, hvis nu der var nogen derude, som valgte at opsøge hende. Mon der overhovedet var nogen ude i det mulme? Hun tvivlede en smule, men alligevel var hun åben for at få kendskab til nye heste. Hun ønskede selvskab - for hun var nu en selvskabelig hoppe, der var god af sig.

"Der er ingen derude," beroligede hun sig selv i et lavt toneleje, som hun mente kun hende selv kunne høre. Hun lod sig ikke påvirke synderligt meget af lyden fra dyrene som forsvandt rundt i krattene rundt omkring hende. Hun holdte i stedet fokus på vandfaldet foran hende. Synet var nu smukt. Hun nærmede sig adstadigt, men sænkede hovedet nede ved vandet, hvor hun lod hovedet glide på sned og betragtede spejlbilledet i vandet. Hun var påpasselig, men hun elskede sådanne aftener, hvor hun blot kunne overlade alt til tilfældighederne, og slappe af i sit eget selvskab, trods hun hellere end gerne ville dele øjeblikket med nogen.
Ensomhed; det var ikke et problem for den stribede hoppe. Der var en forskel. Der var en forskel på at være ensom og forladt. Hellere ensom end forladt, og Ameera nægtede at tro på at hun var blevet forladt, trods tanken havde strejfet hende af og til. Hvis der var nogen derude, så havde de angrebet for længst, Hun lod den tanke hænge i luften, for blot at have noget positivt i tankerne, eftersom hun ikke ønskede, at skulle ødelægge øjeblikket ved det smukke vandfald foran hende. Hun nød øjeblikket - og prøvede for alt i verdenen at sidesætte hendes negative tanker, om at det var farligt, for indtil videre var hun ikke udsat for nogen form for farer.

.. OUR LAST MEMORY IS BURNED INSIDE MY HEAD.

[/color]

Den ædle og stolte hingst bevægede sig nær Fairfarren. Det ubeskrivelige vandfald han elskede så højt. Han skridtede rundt i den lette tåge med det stolte og kloge blik der bar en smerte i sig som ingen rigtig kunne hele. Han brummede lidt for sig selv. Flakezé var guden, men hvad betød det egentlig? Han havde brug flere århundrede på at spekulere på hans liv. Men heste kom og heste gik. En kold brise skyllende hen over green hills og nåede også til fairfarren. Flakezé fornemmede tydeligt den anden sjæl nær vandfaldet. En hoppe. Han ville gerne have selvskab. Men han var i et lidt trist humør trods at mange heste var kommet til landet i dag.
Han stod et øjeblik og det næste tog han sig sammen for at hilse på den nye hoppe. Det var hans ønske at heste skulle komme til dette ensomme land igen. Så han måtte behandle dem godt og være udadvendt i det omfang det var muligt.
Han vrinskede lavt og venligt til den unge hoppe og skridtede mod hende. Trods tågen kunne Flakezé skarpe syn se hendes skikkelse.

Zeltic Ameera
OUR LAST MEMORY, WE HAD WATERS IN OUR EYES
YOU CRIED, STAY WITH ME. AND I ASKED HOW CAN THIS BE LOVE, IF YOU'RE LEAVING ME?
BUT DARLING, LOVE'S TO BLAME

[/color]

. . . . .

Nogen eller noget nærmede sig den sandfarvede hoppe med striber. Men hun forholdte sig i ro, især fordi hun var så betaget af vandfaldets flotte bevægelser. I mørket så det magiskt ud. Helt fuldkommen umuligt, at forklare til nogen. Sådanne øjeblikke skulle opleves, ikke fortælles videre. Hun havde længe ikke set noget smukkere. Måske hun alligevel ville falde godt til,i dette nye land? Hun håbede. Håb var det eneste hun kunne bruge lige nu. Håb og held, så var hun på rette vej!
Da en hest nærmede sig vendte hun sig i mod den. Det var en hingst, som havde valgt at søge hendes selvskab, og som den omgængelige hoppe hun nu engang var, smilede hun blot. Hun lod ørene vippe frem i mod hingsten, som havde en helt speciel farve. Hende selv var jo ikke usædvanlig i farverne, men de aftegn hun havde på sig, var særprægede.

"Mit navn er Zeltic Ameera - men du kan kalde mig Ameera. Jeg er ny her," fik hun sagt, mens hun smilede venligt til hingsten. Hun ønskede ikke gøre sig uvenner med nogen, især ikke nu når lige var kommet til dette land, hun intet kendte til.
Hendes mule vibrerede en smule, da hun mimrede med den. Hun trådte nærmere på hingsten. Nærvær havde hun ikke problemer med, til en vis grad. Hun kendte sine grænser, og det var godt nok for hende.

.. OUR LAST MEMORY IS BURNED INSIDE MY HEAD.

[/color]

Flakezé smilede et roligt men på en måde stolt smil. Han fornemmede hendes sind tydeligt. Han stod et øjeblik og var en smule betaget af hendes udseende. De sandfarvede farver og så de usædvanelige aftegninger. Men hun var flot. Det var naturligvis der for han et kort øjeblik måtte stoppe op en extra gang og beundre hende lidt. Et øjeblik mindende den sandfavede pels Flakezé om hans døde mage. Laylis. Han savnede hende dybt og sorgen var stor. Smerten stod ham et øjeblik ud af øjnene. Så begyndte hoppen at tale.
Han lyttede opmærksomt til hendes ord.

"Godaften Ameera" svarede han venligt og blidt. "Mit navn er Flakezé...." sagde han med en kort tøven og slog så en let stolt bue på nakken og løftede det venstre forben let. Han var ikke sikker på om denne hoppe kendte historierne. De fleste havde hørt den. Men få havde ikke, og de få havde kun den fornemmelse af hvem han var. At han var skaberen. Men Flake holdt ikke af at prale så han udelod altid at nævne det.
"Jeg har været her i... al evighed." tilføjede han med et skævt og ret naturligt smil.

Zeltic Ameera
OUR LAST MEMORY, WE HAD WATERS IN OUR EYES
YOU CRIED, STAY WITH ME. AND I ASKED HOW CAN THIS BE LOVE, IF YOU'RE LEAVING ME?
BUT DARLING, LOVE'S TO BLAME

[/color]

. . . . .

I et ganske kort øjeblik blev hun tryllebundet af hingstens farver. Der var et blåt skær over hans aftegn og farver og det gjorde hende nysgerrig, dog holdte hun sig på afstand, men venligheden aftog sig ikke. Hun var aldrig uhøflig overfor nye ansigter. Da hingsten valgte at supplerende at præsentere sig, lyttede hun efter for at opfange navnet, eftersom hun ikke ville nyde noget af at høre forkert. Det værste hun vidste var, hvis man ikke huskede navnet korrekt. Så virkede man afvisende eller blot ligegyldig med alt andet.
Navnet på hingsten fik hendes smil til at blegne, og hun vippede ørene nervøst frem og tilbage. "Jeg har hørt om dig," sagde hun, mens hun lod hovedet glide på sned.

"Du har en søn, som også lever på øen. Ikke sandt?" Ameera undlod at lyde uvidende, men virkede mere interesseret. Hun brød sig ikke om, at andre skulle tro at hun var stupid, naiv og dum. For det var hun bestemt ikke. Naiv - det kunne man ikke kalde hende, for hun kendte sine grænser og lukkede de færreste ind. Desværre, kunne hun komme til at virke som om hun kunne lide andre mere end hun overhovedet kunne. For hun var en hjertelig hoppe, der ønskede det bedste for andre og som havde en svaghed for nærhed blandt dem hun var tryg ved.
"Der er mange forskellige historier, men jeg er nu glad for at kunne sætte ansigt på dig, for jeg havde mine forestillinger," En perlende, mild latter undslap hendes fløjsbløde mule, og hun smilede mildt til Flakezé, som nu stod foran hende. Hun havde forestillet ham anderledes, men det gjorde man altid, når man ikke anede hvordan vedkommende så ud.

.. OUR LAST MEMORY IS BURNED INSIDE MY HEAD.

[/color]

Flakezé lyttede opmærksomt da hun talte. En lille glæde over en ny og godhjertet hest boblede lidt i ham.. Hendes stemme var smuk og hendes udseende ligeså. Og han fornemmede at denne hoppe var ren og godhjertet, men måske lidt for meget til tider. Flakezé kunne nu i hvert fald godt lide hendes selvskab selvom han knap havde udvekslet en samtale med hende.

"Jo, min søn Fermaz, lever også her." nikker bekræftende og måske kan hun se smerten der opstår i mine øjne. Minder flere år tilbage, som endnu ikke er døde, brænder stadig i min sjæl. Hendes næste ord får mig til at smile let leende og blidt.
"Dine forestillinger var nok ikke så tossede, men jeg er sikker på jeg ikke ligner dem nøjagtigt" svarede jeg hende kækt og med et kort hingstet brum. Jeg havde jo også haft mage forestillinger. Specielt da jeg var 6-8 år og eksperimenterede med mine syner og min unge viden.

Zeltic Ameera
OUR LAST MEMORY, WE HAD WATERS IN OUR EYES
YOU CRIED, STAY WITH ME. AND I ASKED HOW CAN THIS BE LOVE, IF YOU'RE LEAVING ME?
BUT DARLING, LOVE'S TO BLAME

[/color]

. . . . .

Hendes mørkebrune øjne søgte forsigtigt den blålige hingsts. Han aftegn i hovedet gjorde hende opmærksom. De markante spidse slutninger på aftegnene, mindede en smule om hendes egne striber, som var så fint og symmetrisk placeret rundt på hendes sandfarvede korpus. Hun lod ørene vippe frem i mod Flakezé. Han var en venlig sjæl, indtil videre. Ameera forholdte sig dermed også nede på jorden og lod temperamentet der ulmede dybest inde i hende ligge. Hun ville for alt i verdenen ikke starte ud med, ikke at kunne styre sig, men hun havde lært at kontrollere det.
Ameera's fortid var der ingen som skulle komme i nærheden af. Hendes mor var født ildrød, med samme spidse, tigerstribede aftegn, mens hendes far var gylden, med en stor hvid stjerne i panden, men de havde begge isblå øjne, og det havde Ameera ikke arvet efter dem. Istedet havde hun fået sig et par brune, store øjne - som hun til tider havde forbandet langt væk. Mest fordi hun var så fascineret af farven blå.

Hoppen vendte blikket ned i mod vandet, hvor spejlbillede af hende kunne ses. Hun brummede mildt for sig selv og lod derefter blikket vandre op i mod Flakezé, som stod ved hendes side. Da hans stemme lød igen, vippede ørene med det samme frem i mod ham og hun hævede hovedet en smule, for ikke at virke mindre end hvad hun var. For hun var en lille hoppe. I forhold til Flakezé var hun meget lille - så hun ville ikke virke endnu mindre. Men Ameera var blot spinkelt, men ædelt bygget. Der var noget araber og mustang i hende - en god gammeldagsblanding af varmblodsheste, trods mustangerne ikke var så populære. En rigtig vildheste afstamning - det stammede Ameera fra. Det havde alle været i den flok hun levede i. En primitiv flok, hvor magt var vejen frem. Ameera fortalte dog heller ingen, at hun havde været med føl, men føllet døde inde i hende blot nogle måneder efter. Det gjorde hende blot endnu mere usikker på kærligheden, eftersom hun ikke vidste om hun kunne byde sin kommende mage en form for fremtid med en stor familie.
Opmærksomheden røg tilbage til Flakezé efter hendes lange tankestrøm. "Jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at du var så stor - men det er nok fordi jeg ikke er født med de længste ben," Hun smilede fornøjet, mens hun svirpede med den lange sandfarvede hale. I panden på hende, var en stor hvid stjerne placeret, som gav hende et anderledes udtryk. Havde hun ikke haft de hvide aftegn, havde hun blot været en stribet hoppe - og lignet sin mor mest, men hun var langt fra sin mor. Så primitiv en skabning var hun bestemt ikke!
"Det er en flot aften .. Vandfaldet, nattehimlen og stilheden," sagde hun drømmende, mens hun nød stilheden. Ameera havde været i en flok hvor der konstant skete noget. Der var næsten aldrig tid til dagdrømmeri. Hun havde aldrig kunne nå at fange de smukke øjeblikke, og det var måske også derfor, at hun var så hæmmet denne smukke aften. For måske var der lidt vind - men det lagde hun slet ikke mærke til. Bestemt ikke, når det hele så så magiskt ud.

.. OUR LAST MEMORY IS BURNED INSIDE MY HEAD.

[/color]

Flakezé måtte de gange hun kiggede på ham trække hovedet en lille smule til sig. Han sørgede lidt denne aften. Tågen og det faldende vand mindede ham tydeligt om den dag Laylis folede hans første hoppeføl. Flake rystede lidt på hovedet da en brise skyllede ind over green hills og forbi vandfaldet hvor de stod. Der var stille. Han svingede kort med halen og fulgte hendes blik ned i vandet. Hun var meget mindre end ham, men han var også vokset en del gennem århundredene. Han var ret sikker på at hvis han brændende ønskede at blive lavere eller højere, så gav hans kræfter efter. Men højere havde han nu ikek stor lyst til at være.
Da hun så endelig sagde noget igen brummede han kort og lyttede opmærksomt med et roligt men en smule fjernt smil. Hans øjne lyster kort af en lille latter i dem, da hun skød bemærkningen at hun ikke var født med de længste ben ind. Det var han jo heller ikke selv. Hvis han da overhovedet var født. Det huskede han ikke meget om. Han betragtede hendes let drømmende blik da hun fotsatte om den her aften. Han nikkede lidt og stod et kort øjeblik og beundrede den sene aften.

"Fairfarren er et magisk sted om natten, under en stjernhimmel" brummede han lavt til hende. Hun så ud til at gå lidt i drømmeland, og han kendte selv følelsen. Han svingede kort med halen og kiggede lidt rundt. Tågen havde fortaget sig en hel del siden han travede rundt selv. Han prustede kort ud og så den varme luft flybe til vejrs. Han kastede kort med hovedet og lyttede så til stilheden et øjeblik.

Read more: www.proelio01.proboards.com/index.cgi?action=display&board=fairfarren&thread=2&page=1#ixzz1g7vpsDTS

Zeltic Ameera
OUR LAST MEMORY, WE HAD WATERS IN OUR EYES
YOU CRIED, STAY WITH ME. AND I ASKED HOW CAN THIS BE LOVE, IF YOU'RE LEAVING ME?
BUT DARLING, LOVE'S TO BLAME

[/color]

. . . . .

Hendes brune øjne blev ledt i mod den store hingst der stod ved hende. Hun følte sig tryg i hans nærvær, men det var nu også kun fordi hun havde hørt om denne hingst. Han blev betegnet som almægtig, og det gjorde hende nysgerrig, men hun ville dog ingen grænser overskride. Hun lod mulen blidt søge ned mod sit ene forben i det det kløede. Hendes små striber var lige så fint placeret rundt på hele hendes fine spinkle krop.
Da hun hævede hovedet hurtigt igen, mens hun prustede ud i luften i det små hårstrå havde generet i hendes næsebor. Hendes næste spørgsmål forberedte hun en smule. Mest af alt fordi hun ikke ville virke for omklamrende og en som der spurgte alt for meget, for hun ville hellere blot fremstå som en hoppe der egentligt kunne klare sig selv, og det kunne hun, til en vis grad. "Jeg er jo ny her i området, så jeg kender endnu ikke stedet så godt. Må jeg være så fræk at spørge, om du måske en dag vil vise mig rundt i dagslyset?" Hoppens forventningsfulde øjne trådte til, men hun prøvede ikke virke for ilter og for påtrængende - det var det sidste hun ønskede at virke!

Hendes øjne søgte hingstens. Måske virkede Ameera ikke så underdanig, som hun burde, men det var måske af uvidenhed. Hun vidste ikke om hun skulle bøje sig i støvet for andre - for det var hun ikke belært. I hendes gamle flok havde de levet i en stor flok, hvor det blot handlede om rang og man skulle bestemt ikke ligge sig i bunden, fordi dér ville man umuligt kunne bygge sig op.
Ameera smilede blidt til hingsten, mens hun rystede lidt på hovedet så den sandfarvede man atter lagde sig flot ned over hendes sider. Hun var meget fenimin i udseende. Spinkel og ædel - ikke så høj og generelt meget fin.
Hendes navn Ameera havde hun altid holdt af, fordi det mindede hende om, at hun ikke skulle være bange for mørke. De nætter hun forladt og ensomt, havde ligget og været bange for hvad der skulle blive af hende.
"Flakezé... Hvor længe har landet eksisteret?" adspurgte hun en nysgerrigt, dog uden at snage for meget. Hun ville gerne vide noget om ham. Dog uden at virke for påtrængende, men hun havde hørt så meget om ham, og hun ville så inderligt gerne have den ægte vare.

.. OUR LAST MEMORY IS BURNED INSIDE MY HEAD.

[/color]

Flakezé betragtede hende stadig. Men et øjeblik efter vendte han hovedet for at se kort rundt. Hans smaragd grønne øjne var opmærksomme på bevægelser og fare, hvis der skulle være nogle. Han måtte af og til tjekke. Selvom hans evne til at sanse rovdyr og alle dyr for den sags skyld næsten aldrig havde svigtet ham, så kunne hab godt misse en. Som da han samlede kræfterne og et rovdyr ansgreb ham så han mistede magten et øjeblik. Han troede da at han var fortabt.
Da Ameera ved hans side stillede ham sit spørgsmål vendte han opmærksomheden mod hende og nikkede med et lyttende blik og et lidt fjernt og smertefuldt blik. Dog forsøgte han roligt at ligge en facade over det. Smerten, sorgen og længslen var ikke noget han var stolt af og ikke noget han havde lyst til at dele med andre.
"Det kan vi sikkert finde ud af. Sneen falder nok snart, men landet her er stadig sig selv til foråret" brummede han blidt og en smule kækt. Han dækkede godt over sin indre uro i sin stemme. Det var blevet til vane for ham. Han smilede kort til hoppen og svingede lidt med halen.
Han stod kort og tænkte på Laylis. Den klare gyldne stjerne på himlen skinnede ganske smukt for ham. Som en vuggevise. Han elskede hende inderligt. Men hun elskede mig ikke nok - der var hans tanke. Den nagede ham dybt. Han så på Ameera i håb om at komme på andre tanker. Han kunne ikke smile i det øjeblik. Men da hun atter talte og stillede ham spørgsmålet blev hans blik først mildt og derefter fjernt. Han tænkte langt tilbage. Til sin føltid.

"Denne planet har vel altid været her på den ene eller anden måde, opstod den som alle andre planeter i tidernes morgen... Jeg ved ikke hvordan jeg kom hertil, hvor jeg blev født, hvem jeg blev født af, men jeg ved at jeg må være langt over 600 år gammel. Flere tider har passeret mig... Jeg er ældgammel, men jeg føler mig som en 6 årig til tider... Noglegange som en ung plag der endnu ikke kender verdens hemmeligheder." Flakezé tav kort. Der var så mange ting der stadig var nye for ham. Så meget overnaturligt han ikke havde eksperimenteret med. Så mange muligheder og hver gang han stod overfor en ny, så var det som om han kun var det lille føl der skulle lære hele livet at kende.

"Landet Proelio har altid været mit hjem..." sluttede han kort og så nu meget nøje på Ameera. Hans lidt fjerne kolde blik bar stadig stoltheden og blidheden. Men han var dybt plaget indvendigt. Han smilede mildt og kiggede så på Fairfarrens høje, lave og smukke vandfald.