Den stribede hoppe Jah-lila bevægede sig af sted med tunge, stive skridt.. Hendes vejrtrækning var hurtig og overfladisk med udspilede næsebor, mens sveden ligeledes drev ned af hende. Hele verden drejede mere eller mindre rundt for Jah-lila, da hun følte sig frygtelig svimmel, og med korte mellemrum måtte hun stoppe op, da stærke mavesmerter fór igennem hende. En stønnen lød hver gang fra den stribede hoppe, når dette skete, og hver gang var hun bange for, at dette skulle blive hendes endeligt. At hendes hjerte ikke kunne holde til disse smertes udbrud, der hver gang efterlod hende fuldstændig udmattet, så hun hver gang frygtede, at hun ville falde om, uden chance for at rejse sig igen. For Jah-lila var nød til at blive på benene, hun blev nød til at finde Fermaz, for ellers ville det aldrig gå godt.

Jah-lila bevægede sig af sted lige på grænsen til Daylia, uden selv at være klar over det. Hvis hun havde vidst det, ville hun nok være søgt længere ind i midten af flokkens område, da chancen for at finde Fermaz, var større der. En særlig smertefuld ve, fik dog omsider bugt med den stædige hoppe, og uden selv at ville det, knækkede benene sammen under hende. Et forskrækket hvin lød fra Jah-lila, da hun pludselig trimlede omkuld i det høje græs, mens erkendelsen vældede ind over hende. Hun ville nu ikke længere have nogen mulighed, for at finde Fermaz.

Som var hun den eneste hest i hele Proelio, lå Jah-lila alene i sit eget smertehelvede, som bare tog mere og mere til.. Hun lå på siden, mens den kæmpe store stribede mave bulede ud som en anden forhøjning midt i landskabet. Den pinke hale piskede op og ned i ren afmagt, mens den ene ve efter den anden kom med mindre og mindre mellemrum. Tydeligt kunne Jah-lila høre, hvordan hendes hjerte galoperede hurtigere og hurtigere derudad, og vejrtrækningen nu ligeledes eskalerede, så det mere eller mindre lød som om, at Jah-lila var i gang med et væddeløb, som gjaldt det hendes liv. Jah-lila var ganske vidst ikke midt i et væddeløb, men hun kæmpede for sit liv, ja endda flere liv end blot hendes eget.

Med tænder der skar mod hinanden og øjne der rullede rundt i hovedet på den stribede hoppe, forsøgte Jah-lila at presse det bedste hun havde lært. Problemet var bare, at hun knap nok nåede at gå i gang, før hun følte hvordan energien bølgede ud af hende, og efterlod hende fuldstændig udmattet, og uden mod på at prøve igen.

Det var ikke enhver hest, som turde bevæge sig så tæt på en floks grænser, som den sorte Elzharin nu var i fuld gang med. For han var i sandhed tæt på Daylias grænse. En flok som han førhen ville have undgået for alt i verden, men han og Fermaz var ligesom kommet til en forståelse, hvor de to hingste kunne acceptere hinanden. Den accept ville dog nok ikke vare længe, eftersom Elzharins planer gik stik imod det Fermaz troede på. Men hvad denne halvgud ikke vidste, havde han ikke ondt af. For nok ville planerne påvirke hestene i landet, med på lang sigt ville det sikre på Fermaz' overlevelse og resten af hans families. Så han kunne vel ikke hade hingsten forevigt vel? Nu var det ikke fordi Elzharin ligefrem bekymrede sig om det, for han var ærlig talt ligeglad. Et prust forlod den hvide mule, som han stadig fortsatte direkte imod Daylia, uden noget egentlig formål. Elzharin havde dog lært at stole på sin krops vandren, for han endte altid med at møde noget interessant. Sidst var han stødt ind i Rin, hvilket også havde været hans mål, så han havde lært, at hans ben nok skulle vise ham vejen.

For at være helt ærlig, så var hingsten ikke helt opmærksom på sine omgivelser, da han tit endte med at gå i sin egen lille verden, når han tog disse ture. Dog var der noget som fik hans krop til at stoppe brat op, og han løftede opmærksomt hovedet. Hvad var det? Havde det været et hvin? Og bestemt ikke et godt et af slagsen. Se nu var hingsten splittet, for smerte var jo hans speciale og hvor ville han elske, at påføre endnu mere smerte til den der nu var i problemer. Samtidig var det Fermaz's flok og han kendte nogle derinde, og dem ville han bestemt ikke skade. Man skulle nok tro, at hans bekymring ville være, at han krydsede grænsen men Elzharin var fuldkommen ligeglad med de grænser. Han gik hvor det passede ham, og dermed basta! Et hidsigt fnys forlod ham, inden han satte afsted direkte mod flokken, mod det hvin han mente han havde hørt. De lysende øjne betragtede omhyggeligt omgivelserne, og de hvide ører opfangede hver eneste lyd. Elzharin skulle dog ikke lede længe, og synet der mødte ham fik ham til at stoppe op igen. Hvad i al verden var det nu?! For hvor Elzharin stod kunne han kun lige se det, som så var Jah-lilas mave, som pumpede op og ned. Trodsigt piskede han en anelse med halen, inden han fortsatte frem. Den trodsighed som havde dannet sig i hingsten, forsvandt dog som dug for solen da han så, hvad og hvem det var der lå foran ham. Jah-lila! Den stribede hoppe som havde banet sig igennem hans mørke, i den periode hvor det havde været værst. Men nu var det hendes tur til at forfærdelig sølle ud! Blidt brummede han til hende, blot for at gøre hende opmærksom på, at det bare var ham og ingen fjende. "Jah-lila." Elzharins stemme var øm, meget ømmere end man havde regnet med, og hingsten nærmede sig med stor forsigtighed, hvad nu hvis hun ikke ville have ham i nærheden?

Jah-lila lå fuldstændig afkræftet efter en særlig smertefuld ve, og selvom hun godt fornemmede, at der var noget der nærmede sig, havde hun ganske enkelt ikke energien til at finde ud af, hvad eller hvem det mon var.. At det kunne være en fjende, var den stribede hoppe ganske godt klar over. Uden at gøre noget som helst, havde Jah-lila tilsyneladende opnået at få en hel del fjender.
Den tilstand den stribede hoppe lå i, gjorde hende desuden ude af stand til at forsvare sig. Hun kunne ikke engang komme på benene, så hvordan i alverden skulle hun kunne kæmpe? Kæmpe var ikke engang det rette ord, for Jah-lila havde på ingen måde et sind, der gjorde hende i stand til at kæmpe mod andre, men så i det mindste at forsvare sig.

Som den stribede hoppe lå der i græsset, og egentligt blot ventede på, at et par spidse tænder ville bore sig ned i hendes hals, følte hun på ingen måde hverken panik eller angst. Al hendes fokus lå på de konstante smerter, og hun var ganske enkelt ikke i stand til at føle andet end dem. Det skulle dog snart vise sig, at der heller ikke var grund til hverken panik eller angst, for en stemme der var ganske velkendt, lød nu over hende. "Elz.." Navnet blev sagt nærmere som et gisp, end som et egentligt ord. Lettelsen bølgede ind over Jah-lila ved synet af hendes sorte ven. At Elzharin var mere end velkommen, ønskede Jah-lila bestemt at fortælle ham, men hendes hurtige vejrtrækning havde ikke plads til ordentlige ord, og da endnu en ve skød igennem hendes mave, blev alle hendes kropstegn forvrænget af smerten. Hendes mørkeblå ører havde dog i et splitsekund nået at vende sig frem mod vennen, inden de atter røg ned i nakken.

Selvom energien atter engang med lynets hast forlod Jah-lila, havde Elzharin med sin blotte tilstedeværelse, formået at give den stribede hoppe nyt håb. Hun gav alt, hvad hun havde i sig, hvilket resulteret i, at et hoved samt et par forben nu kom til syne.

Det var tydeligt for enhver at se, at den smukke, stribede hoppe, var i store smerter. Nærmest for store! For godt nok var en foling hård, men Jah-lila lignede en som var fuldkommen afkræftet. Selvom den store hingst ikke lod følelserne tage over, ikke efter sit brud med Europa, så følte han alligevel et stik et sted i kroppen. Et stik af bekymring, for selvom han og Lila ikke havde kendt hinanden så længe, så var hun betydningsfuld for ham. Og at se hende i så store smerter, var bestemt ikke behageligt for den sorte hingst. Elzharin opfangede godt de små ører, som i en kort periode rettede sig frem mod ham, og han tog det som en hentydning til, at han godt måtte komme nærmere. Ellers måtte hun bare give tegn, hvis hun ikke brød sig om det. De lysende øjne kørte rundt på omgivelserne omkring dem, blot for at sikre sig, at der ikke var noget rovdyr eller en fjende nær dem. Men der var stille, så han lod sin opmærksomhed glide tilbage til hende.

Forsigtigt gik hen tættere på hende, og strøg mulen langs hendes hals. I en glidende bevægelse dumpede han ned ved siden af hende, så hans mule fortsat kunne berøre hoppens hals. En beroligende brummen forlod ham, imens han gav hende den støtte han kunne. Hvis han havde været i stand til det, så havde han givet hende nogle af de kræfter han havde i sig. For hingsten var blevet ufattelig stærk, men han kunne bare ikke overføre det til andre. Han var hjælpeløs. Hingsten kunne ikke gøre andet for hende, end at være der for hende som en støtte. Lige nu skulle det føl ud, og så måtte de se på hendes helbred efter det. "Det skal nok gå." Hviskede han lavmeldt til hende, og puffede opmuntrende til hende. Hun skulle nok klare det!

Jah-lila var så uendelig taknemlig for, at Elzharin var dukket op, og at han ville blive hos hende.. Selvom de to heste måske ikke havde kendt hinanden så længe, så følte Jah-lila sig alligevel helt tryg, ved at have den sorte hingst hos sig. Nu var der ikke længere nogen der kunne snige sig ind på hende.

Som Elzharin lagde sig ned hos den stribede hoppe, sendte Jah-lila ham et lille smil. Et lille og træt smil, men dog et smil. Det forsvandt dog hurtigt igen, som smerterne atter kom igen, og med det hvide vendt ud af øjnene, kæmpede Jah-lila det bedste hun havde lært, for at få føllet ud i denne verden. Den konstante, beroligende brummen der lød fra Elzharin, gjorde hele tiden Jah-lila bevidst om, at hun ikke var alene. Og at hun ikke var alene om det hele, gjorde at det måske føltes bare en lille smule lettere.
Med ét gled et stort og prægtigt hingsteføl ud i verden, hvor det for første gang ville komme til at se dagens lys. Hele anstrengelsen havde dog udmattet Jah-lila så meget, at hvor end hun gerne ville, havde hun simpelthen ikke kræfter til, at komme op at stå, så hun kunne se sit smukke føl. Helt stille lå hun blot, mens det eneste man hørte fra hende, var det hektiske åndedræt. Hendes blik der var vendt mod Elzharin, fokuserede på hans øjne, uden egentligt rigtig og se dem. Hun koncentrerede sig om hvordan den orange og blå farve smeltede sammen, idet det hjalp hende til at holde sammen på sig selv. Det hele var dog heldigvis overstået nu, og hun skulle blot ligge og komme til kræfter.

Da et smertejag pludselig skød igennem hendes mave, kom det som så stort et chok, at det gippede i hele den stribede krop. Hvad var nu det? Var det ikke slut? Men føllet var jo kommet ud! Med et næsten bedende blik til Elzharin om at få det til at holde op, blev Jah-lila nød til at bide sig i læben, for ikke at komme til at skrige. Da smerterne atter engang begyndte at komme med jævne mellemrum, rullede den stribede hoppe sig næsten sammen i en kugle, mens hendes øjne blev klemt hårdt i. Ville det ikke godt stoppe? Åh ville det ikke godt stoppe!

Endnu engang måtte Jah-lila det hele igennem, og selvom det tog endnu længere tid denne gang, fordi hun i forvejen var udmattet, endte det alligevel med, at der lå endnu et nyfødt føl bag den stribede hoppe. Denne gang noget mindre, og denne gang et hoppeføl.
Det hele var nu overstået, men selvom Jah-lila vidste at det var bydende nødvendigt, at hun fik tørret de to føl, så var hun nu så tappet for energi, at hun blot lå helt stille, næsten uden at trække vejret. Det havde tæret på al Jah-lilas livsenergi, at give liv til hendes to afkom samtidig med, at hun skulle kæmpe mod den virus, som Smeyé havde inficeret hendes krop med.