Den blå forhov og den gyldne forhov stod meget tæt på kanten til at falde 8-9 meter ned i det kolde hav. Jika spidsen var et farligt sted for Athenas vedkommne. Den mørke, længslende hoppe stod der med mulen ude over skranten og kiggede ned i havets dyb. Bølgerne slog mod klipperne, og som så mange gange før, ønskede Athena næsten at springe. Selvmords tanker ved klipperne. Det var typisk hende. Hun var bange og ret alene i verden. Smertede over fortiden og turde ikke åbne sig. Facadebygger. Det var hvad hun var.

"Hvis jeg kunne holde op med at tænke på dig, så ville jeg springe... Gøre en ende på lidelserne." sagde hun stille til sig selv. Tænke på dig... Hun kunne lide en hingst lidt for meget. Og hun viste det næppe. Denne hingst, ville sikkert aldrig tænke sådan om hende. For han havde så sikkert, alt for meget andet... En anden? Hun var ikke sikker. Men beskyttede sig selv. Lagde en facade op, så han ikke skulle kunne se det. Hun kunne lide Fermaz. Sønnen af Flakezé. En halvgud. Hun rystede på sit hoved og trådte et skridt tilbage. Et meget lavt vrinsk slap hendes læber. Hun ønskede ikke selvskab fra hvem som helst... Og var usikker på om hun overhovedet ville have selvskab. Hun kiggede sig omkiring og prustede langsomt ud.

Den store og brune hingst var slet ikke sig selv, han var blevet forvandlet til et monster. Han var ked af det, sur. Han var skuffet. Hvordan kunne hans far bare give slip på Laylis? På hans mor. Hans far ville sikkert ændre sig. Han ville ikke kunne holde ud at se den hvor forelsket han var i denne anden hoppe, hans eks bedste veninde Eos. Han gøs ved tanken. Han var bestemt ikke bedste veninde med hende mere, men hun vidste det selvfølgelig ikke. Han havde en plan til at ødelægge deres forhold, men den var endnu hemmelig. Snart skulle helvede bryde løs! Gøre ting som han ikke burde gøre, men som han så gerne ville gøre.
Han sukkede. Han skridtede dog stadig med de stolte skridt, men de var begyndt at blive mere dominerende at se på. Han var ikke så let længere, han var blevet tungere og meget kraftigere at se på. Han stoppede pludselig op ved lyden af et utroligt velkendt vrinsk. Allerede fra første møde havde der været noget specielt mellem dem. Hun havde formået at vække barndommen i ham, havde formået at få den gamle Fermaz til at røre på sig inden i ham. Den glade hest kunne hun få frem i ham. Det var Athena! Dog så han ikke glad ud da han opdagede dette, for hun havde andre tanker. Hun stod ved en af klipperne. Et ordentlig brøl lød fra ham og han satte af sted mod der hvor hun var og han var der hurtigt. Af en eller anden grund kunne han ikke være sur, ikke lige nu.
For en gang skyld handlede det ikke om ham, men om en anden. Hans følelser var blandede. Det var lang tid siden at han havde haft denne følelse, men han gemte den lidt væk.

En kold brise skyllede ind over klipperne bagfra. Hun skævlede kort og lagde ørene en smule. Hun blev let anspændt og kort efter hørte hun et brøl fra en hingst. Hun kendte den stemme, men var usikker. Havde han hørt hende? Og hvad skete der for at han brølede sådan? Hun blev en smule anspændt igen og kiggede tilbage da hun hørte hovslagene. Det var Fermaz. Hendes blå og røde øjne betragtede ham. Han så anderledes ud. Som om han var blevet tungere at se på. Mattere i pelsen og koldere i blikket. Hun slog et usikkert slag med den tykke røde hale.

"Fermaz?" spurgte hun forsigtigt. Hun var let anspændt, men så næsten afslappet ud, i forhold til så mange andre tilfælde, hvor hun virkelig var anspændt, nervøs og smertende. Hun vendte sig mod ham og stod derved med bagparten mod havet og klipperne. Hendes hoved blev lagt let på skrå og hun byggede facaden, for ikke at bryde ud i et stort levende smil. Strålende øjne, elegant og let holdning. Nej hun turde bestemt ikke vise sine følelser for Fermaz. Det kunne hun ikke få sig selv til, efter alle de gange hun var blevet svigtet...

Han så på hende. Han havde altid synes at Athena var smuk, og ikke mindst speciel. Han vidste at hun havde bygget et skjold over for dem hun mødte, men nogle gange havde hun haft svært ved at holde det hundrede procent oppe med ham. Han skridtede frem mod hende. Dog stadig med det samme blik. Selv skjulte han sine følelser, sidste gang gik det galt. Men han var godt klar over at hvis der skulle komme noget mellem dem, så var det ham der skulle tage første skridt. Han lød sin mule kører meget roligt ned af hendes næseryg, nussende. "Hvad laver du heroppe?" spurgte han, men en mere dominerende stemme, men også en klang af bekymring og beskyttelse. "Athena" sagde han og så på hende. Han havde bare brug for at sige hendes navn. Han så kort ind i hendes blå og røde øjne.

Den lille mørke hoppes hjerte sprang et slag over da han nærmede sig. Og da han nåede hende, og kørte sin mule ned over hendes næseryg, hamrede det for meget. Hun så mod hans øjne, men så hurtigt væk igen. Vinden rev let igen og da lyden af hans stemme kom, pustede hun langsomt ud. Som om hun havde holdt vejret til han sagde noget. Og da han derefter sagde hendes navn, kom der et svagt smil frem på hendes læber. Hun lukkede kort øjnene i...

"Jeg søger svar... På livets spørgsmål. Forsøger at modstå trangen..." svarede hun ham. Øjnene åbnede sig igen og hun så op i hans. "til at springe." Så sandt som det var sagt. Hendes blik vendtes mod lyden af bølgeslagene mod klipperne. Skulle hun være sprunget i dag? Eller sidste gang hun stod her? Hun kunne ikke. Nej det var som om hendes følelser for Fermaz, holdte hende i live. Hun kunne bare ikke se sin fremtid. Hun var ikke den søde, blide hoppe, der ønskede sig et liv i harmoni og beskyttelse. Have en mage og få et par føl. Hun havde aldrig set sig selv i det billede. Trods hun længslede efter at finde ro i sit blødene hjerte.

Han så på hende. Han lukkede kort øjnene selv. Kærlighed og følelser havde altid været svært for Fermaz. Han var ikke bange for at binde sig, han var bange for at blive svigtet. Han havde endnu svære ved at udtrykke sine følelser nu, han var blevet svigtet af hans far, eller det følte han. Han så på hende. Han tog fat i hendes pandelok og hev blidt i den. "Kom" sagde han. Han ville føre hende et andet sted hen. Væk fra klipperne. Han kunne ikke lide at stå her sammen med hende, han var bange for at hun kastede sig ud. Han brummede dybt og hingstet, en smule dominerende. Hans sorte øjne var begyndt at få det rødlige skær tilbage. Hans krop var dog stadig overdrevet pumpet, der ville gå noget tid før det ville gå væk og på en måde kunne han lide det?
Han så på hende. Et skævt smil var omkring hans mule. Han kunne lide når hun smilede. Hun var så smuk når hun smilede. Han så lige frem for sig igen. Han havde meget blandede følelser og kunne ikke rigtig finde rundt i dem, og det irriterede ham.
Savnet til hende havde været der. Hun havde været meget i hans tanker, de dage inden at han fik den forfærdelige nyhed afvide om hans far og Eos, men han var blevet nød til at lægge hende lidt på hylden, da han ellers ville bryde fuldstændig sammen. Han kunne lide at have hende nær ham, det var rart og han vidste nu hvor hun var.

Hun stod et øjeblik og da han tog fat i hendes pandelok og ville have hende med, stod hun kort imod. For hende, var det svært at flytte sig fra klipperne. Det var som om at hun nød, at vide at hvis hun blev, svigtet, forladt, forrådt, bange eller andet kunne hun bare springe. Men han var for insisterende, og hun nød hans nærvær så hun flyttede sig med ham væk fra klipperne. Hendes øjne, var stadig smertefulde, men nervøsiteten var væk. Hun var tryg i Fermazs selskab.

"Jeg har savnet dig" lød det stille fra hende. Hun vidste ikke hvor hun skulle placere sig selv. Hun havde bestemt savnet ham siden deres sidste møde. Men hun var også en anelse bange. Var det for følelserne, for ham, eller for sig selv? Hun tænkte så meget over fortiden. Levede under smerten fra alle årene hos Flight. Levede i savnet og smerten den sorte hingst havde efterladt. Men også i en spirrende ny følelse, der måske lyste en vej til fremtiden op. Men hun var bange, for den vej, fordi hun ikke var sikker på om hendes følelser var gengældt... Og Fermazs virkede anderledes. Der var noget der plagede ham...

Han så på hende. Kort med store øjne, men et større smil var omkring hans mule. "Jeg har også savnet dig" sagde han og lagde mulen på hendes hals.
Et eller andet sted havde han lyst til at fortælle hende alt, hvorfor han var som han var, hvorfor han så ud som han så ud. Men han kunne ikke, han vidste ikke hvordan han skulle sige det og hun var sikkert ligeglad med det? Han så på hende. De skridtede ikke hurtigt, nok lidt langsomt, men det var helt fint for ham. "Hvor har du egentlig gemt dig henne? Jeg mener, jeg har ikke kunne finde dig nogle steder?" spurgte han og fik et smil om mulen. Han puffede til hende, prøvende. Hans øjne så kort rundt. Han havde fået en beskyttende trang over for hende, han følte at han skulle passe på hende, som var hun hans kæreste eje.

Det brændte i hendes sjæl. Følelserne. Hun kiggede på ham som de skridtede frem. Hun vidste hun havde gemt sig. Hun havde ikke opsøgt nogen former for selskab. Men forsøgt at forsvinde. Væk fra alt levende. Måske havde hun ønsket sig død, fordi det smertede og flåede hende op. Det hele.

"Jeg har, holdt mig for mig selv. Forsøgt at forsvinde lidt væk... Bare gå i ét med skyggerne..." sagde hun. Hun ville gerne give den fulde forklaring. Men hun kunne ikke få sig selv til at sige orderne. De ville ikke komme over hendes læber. Igen for at beskytte sig selv, mod skuffelser, svigt og det at miste noget. Hun gemte følelserne. Gemte dem dybt inde i sit indre, i den tro at han ikke kunne se dem.

Han så på hende. "Hvorfor skulle sådanne en smuk hoppe som dig dog gå i et med skyggerne og holde sig væk? Det er da synd" sagde han og puffede til hendes skulder. Hans sorte øjne var begyndt at blive røde nu, og havde mere rødt end sort i sig. Men han vidste at så snart at Athena var væk, så var hans øjne sorte og vreden ville skylde ind over ham igen. Han havde mange faser, man kunne se på ham når han var sur eller havde det dårligt. Den dag han ville blive den gamle Fermaz, det var den dag hvor hans rødlige øjne blev de behagelige og varme øjne som han havde fra sin mor. Han slog med halen og så på hende. "Lov mig at du ikke vil gemme dig for mig" sagde han og så på hende. Han strøg kærligt mulen ned af hendes hals.

Da han kaldte hendes smuk, rystede hun på hovedet, men et lille smil sad på læberne og øjnene synes et øjeblik blide. Men det forsvandt hurtigt igen. Måske bemærkede han det måske ikke. Hun forsøgte i hvert fald at gemme alle disse småting, der kunne være tegn, på hendes følelser...

"Fordi, der ikke var noget at leve for... Andet end..." hun fuldendte ikke sin sætning. Hun nægtede det, for at beskytte sig selv. Nej hun ville ikke sige at der ikke var andet at leve for end de ganske få spirrende følelser, der lyste hendes vej op. Nul og niks. Da han ville have hende til at love at hun ikke ville gemme sig for ham, kiggede hun væk. Det var ikke noget hun kunne love. Så hun forblev tavs. Han vækkede den del af Athena der stadig levede. Den del der holdt fast i mindet om lysningen, den sorte hingst og moderen. Den Athena, hun virkelig var, men forsøgte at skjule, for at beskytte sig selv. For den Athena var næsten død og druknet i smerter, savn, tab og misforståelser.