|
Post by Deleted on Feb 5, 2012 20:28:18 GMT 1
Bølgerne skyllede sagte ind over det bløde sand i lagunen, små og bløde uden det mindste strejf af skumsprøjt. En sælsom stilhed lå over området, som holdt selve jorden vejret i forventning om, at der ville ske noget på præcis denne stjerneklare nat. Oppe fra deres plads i universet blinkede de klare stjerner tydeligt ned mod den kolde jord, og illuminerede i tavs afventning hvert eneste sandkorn og vanddråbe. Små skygger lagde sig i det våde sand, hvor en hov havde trådt fordybninger i det faste materiale, men så hurtigt som de kom, forsvandt de igen, opslugt af de kolde vandmasser, der gled ind over bredden. Aftrykkenes skaber vandrede stilfærdigt afsted langs vandkanten, et tyndt lag af rim liggende i hans pels, afblegede med månens lys hans røde pels til en mere skinnende, metalagtig farve. Et stolt kast med hovedet fik den mørkerøde man til at blafre om hingsten lettere muskuløse hals, og kaste issplinter fra de stive lokker. Det var ufatteligt koldt på stranden, og selv større dråber vand frøs til is på ingen tid, hvilket Hoodoo hurtigt havde opdaget, efter han havde gået i vandkanten i blot få øjeblikke. Hans bleggrønne øjne gled kort ned over hans stribede ben, hvor dråber af is klyngede sig til den korte pels, og fnøs let. Isen skulle nok forsvinde af sig selv, og indtil da ville han blot nyde stilheden.
|
|
Inaktiv karakter
685 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Fermaz on Feb 5, 2012 20:54:58 GMT 1
Valeñcia: (Aahah, skriver fra Fermazs profil da det er meget nemmere, orker ikke at logge ind og ud (-; ) Den unge lyserøde og hvide hoppe kom med elegante og dansene skridt skridtene hen over stranden. Det var bidene koldt, og egentlig burde hun flygte i læ. Hvor det var varmere også fordi at hun ikke havde en særlig stor vinterpels. Men der var noget der trak i hende. Som om at der var noget hun skulle se, eller møde? Hun vidste ikke. Nysgerrigt kiggede hendes regnbuefarvede øjne rundt. Hendes hale slog svagt bag hende. Hendes øre vippede rundt og hendes lille og spinkle krop var en smule anspænt. Hun vrinskede mildt, feminint og hoppet op. Hendes pels var lys lyserød lige nu. Hun håbede på at der var nogen der ville svare hende. Hun var i et ret godt humør lige nu. Men der skulle heller ikke meget til før at hun ville blive sur eller flippe. Hun havde en meget kort lunte, nok på grund af hendes forvirring. Hun var forvirret omkring hvem hun egentlig var? Hun hældte nok mest mod det gode, men hun havde det onde i sig, der bare ventede på at komme ud.
|
|
|
Post by Deleted on Feb 5, 2012 21:06:29 GMT 1
(Haha, helt i orden (: ) Hoodoo stoppede op og løftede sit rødspraglede hoved, hans blik på det mørke hav. Selv så langt fra bredden kunne man skimte bølgetoppene brydes, når de i glimt blev ramt af månelyset og dernæst forsvandt bag toppen på den næste bølge. Han brummede let og flyttede sig blik ned mod sine hove, der i takt med havets hjerteslag blev omkranset af iskoldt havvand, og dernæst ladt alene i den bidende kulde. Der var en ubehagelig fornemmelse, der langsomt bredte sig op gennem hans ben jo længere tid han blev stående, og Hoodoo fik hurtigt flyttede på sine lange ben og trippet uden for vandets rækkevidde. Han rystede sig kort, hvilket fik iskrystaller til at falde fra hans rædspraglede pels, og lod hans naturlige farve skinne tydeligere gennem det tynde, hvide lag, som frosten havde skabt. Et øre vippede overrasket bagud, da en stille vrinsken lød bag ham, en hoppet og spørgende tone i den bløde lyd. Hoodoo drejede sit hoved hen over skulderen, og så sig tilbage af samme vej han var kommet, hvor han nu kunne se en mørk silhuet i det fjerne. Med et par hurtige skridt, fik Hoodoo vendt sig i modsætning til sin bevægelsesretning, og tog et par skridt frem mod den fremmede, inden han gav et langsomt, dæmpet svar fra sig. Hans bleggrønne blik fulgte den slanke silhuet, der langsomt bevægede sig hen langs bredden.
|
|
Inaktiv karakter
685 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Fermaz on Feb 5, 2012 21:18:12 GMT 1
Valeñcia: Hendes øre vippede rundt og hendes mule var sænket ned i sandet da hun pludselig havde opdaget hovspor i sandet. Nysgerrigt stak hun mulen ned mod dem og skridtede i deres retning. Nærmest som at være på skattejagt. Hun ville finde deres ejermand. Det var hendes mission i aften. Der lå få klipper ude i havet og da bølgerne ramte klipperne fløj vandet op og nogle af dråberne landede på hendes pels. Derfor var der på den ene side af hende et let lag frost. Det var koldt og hun ville sikkert blive syg hvis hun ikke snart bevægede sig væk herfra og søgte i læ. Hun vippede hurtigt ørene frem og hun fik hurtigt hovedet hævet da der var en der besvarede hende vrinsk. Enda en anden på stranden. Hun kunne snart skimte en skikkelse ikke ret langt fra hende. Hun stoppede elegant op og tog hovedet på skrå. Hver gang at hun trak vejret kom der små skyer ud af hendes næsebor. Nogen gange kunne det godt ligne at man så sur ud, men det var hun bestemt ikke. Hun fandt hurtigt ud af at det var ret koldt at stå stille, så hun begyndte at skridte sin elegante og dansene gang frem mod hesten, som lød som en hingst. Hun slog med halen bag sig og smilede skævt. Hendes regnbuefarvede øjne var opmærksomme. Hun stoppede dog op igen. Hun rystede helt vildt lige nu af kulde. "Godaften" sagde hun med en mild tone og så på ham.
|
|
|
Post by Deleted on Feb 7, 2012 18:50:47 GMT 1
Hoodoo gav et kort kast med hovedet, da en iskold vanddråbe landede faretruende tæt på det af hans øjne, der sad ud mod havet. En lille brise var kommet og fløj legende gennem hans frostfarvede man, der stadig villigt flyttede på sig for vinden, blæste det øverste, løse lag frost af hans pels og dansede videre med de små ispartikler glimtende i månens lys. Han fnøs let og rystede sig kort, kulden indfandt sig hurtigt i hele kroppen, så snart man stoppede med at bevæge sig, og derfor fandt den røde hingst sig selv i færd mod den fremmede, der selv kom nærmere. Et nysgerrigt glimt blev synligt i hans bleggrønne øjne, da han kunne se den fremmede hoppe, der så ud til at være noget forfrossen, hvis hendes skælven var en indikation. Han nikkede let til hendes hilsen og gav et brummende svar fra sig: "Godaften." Et forundret udtryk gled kort over hingstens mønstrede ansigt, da han bemærkede hoppens unikke, regnbuefarvede øjne, men han undlod høfligt at kommentere på det.
|
|