Den blå, lille hoppe havde efter sit møde med den fremmede hingst ved Boundless, bevæget sig videre på sin færd, og var nu endt ved stranden.Et helt guddommeligt smukt sted, i månens feberagtige skær, og den mørke himmel der tronede sig over dem, med tusindvis af stjerner, der desperat kæmpede om opmærksomheden mod månen.
Indigo søgte ned mod vandet, og stoppede da først da hun nåede de første bølger der dovent gled op af sandet, gang på gang.
Hun stoppede lige inden vandet nåede hende, men trådte så lidt ud i det iskolde vand - hun gøs og brummede kort over kuldechokket, men nød dog at få rene hove - al den mudder der lå rigeligt af over det hele, havde gjort hendes ben mere eller mindre konstant beskidte, og det her var en ren befrielse.
Hun trådte længere ud til det vandet nåede halvvejs op af hendes ben, og begyndte at skrabe lidt med et forben, og trippe lidt på stedet, for at opløse mudderet. xD

Den nysgerrige palomino hingst så sig omkring. Hans spinkle, lille krop smøg sig langsomt afsted i små, hurtige travtrin. Han prustede højlydt, og da han var forkølet, kom der små dråber af snot ud af næsen. Den lyse måne var over ham, lyste hans gullige krop op og den kridhvide man fik et lysende skær. De hasselbrune øjne flakkede frem og tilbage, søgende efter liv. En kølig brise slikkede sig langsomt om hans langpelsede krop, og vinden gav ham kuldegysninger. Vinteren var virkelig ved at være over dem.
Bølgerne dansede op af strandkanten, hvorefter de så langsomt krøb tilbage til deres kæmpe hav. Vandet var iskoldt, alt for koldt til at gå ud i det! Tiro nyste en gang, hvor han sank hovedet hurtigt, men fortsatte sin lystige trav. Han slog op med hovedet, så hans lange man blev taget af vinden. Stjernerne vågede over ham, som var det hans slægtninge. Ifølge han hoved, var det hans forfædre som holdte øje med ham på sin rejse.
Pludselig syntes Tiro at kunne skimte noget længere ude, noget blåligt, så det var svært at sætte en skikkelse på det blåblige skær.

Hoppen stoppede kort sit tripperi, og lyttede intenst, med spidsede ører - de begyndte så at vippe lidt rundt, og hun sendte et scannende blik rundt i omgivelserne.
Den milde vind havde sendt en fært af noget levende med sig, hvilket havde fået hende til at øge opmærksomheden
Og ganske rigtigt, ikke langt borte, fik hun øje på en skikkelse der næsten kunne have lignet et spøgelse, med de farver han havde.
Hans skikkelse lignede i månens skær at den var af det pureste sølv.. Hun gættede i hvert fald på det var en hingst, ud fra hans fært.
Indigo var ærlig talt en smule overrasket over den iøjnefaldende, og ganske betagende hingst.
Hendes aftegn og smykker lyste som altid svagt op i mørket, og normalt syntes hun at hun var svær at skjule i mørket, men sammenlignet med ham der, i månelyset, var hun jo næsten usynlig
Hun brummede højt for at gøre opmærksom på sig selv, egentlig mest af høflighedsmæssige grunde, og trådte så op af vandet.
Hun fandt det lidt upassende at stå der og soppe med andre i nærheden.
I stedet rystede hun sig, som for at ryste kulden af kroppen, og vendte sig i den retning hun havde set den fremmede skikkelse.

Palominoen begyndte svagt at kunne skimte at det var en anden af hans slags. Han spidsede ører. Hvis er var noget som gjorde ham allermest nysgerrig, var det nye bekendtskaber. Et svagt smilede bredte sig over hans lyse mule. Den viltre man boltrede sig i vinden, dansede ligeså elegant omkring ham. Den himmelfarvede hest så ud som om at have set ham. Tiro opfangede en brummem fra hesten, som han opfattede som en velkommende gestus. Hingsten blev gladere, så var det i hvert fald ikke livsfarligt at gå hesten i møde. Endnu.
Tiro skridtede langsomt hen i mod den fremmede hest med et nysgerrigt blik i sine øjne. Hans ører pegede ligefrem, og man kunne høre ham puste højlydt. Hans hoved var løftet, imens han kiggede undersøgende på den ukendte. En svag, hvinende lyd kom fra ham, det lød meget hoppet, hvilket gjorde ham lidt flov. Hvorfor skulle han altid lyde som en eller anden lille tøs.. Det var så irriterende ikke at kunne finde ud af at være, ja.. Mandig! xD
Han slog de irrelevante tanker til side, og smilede imødekommende til den blålysende.

Hoppen vippede afventende med ørerne, især over det hvin der mødte hende.
Havde hun alligevel taget fejl af kønnet på den fremmede? xD
Da hingsten kom tættere på, gav det dog sig selv, og hun indså det blot var en meget ung hingst - og dog ikke en hoppe.
Indigo kunne simpelthen ikke lade være med at smile over den feminine lyd han var kommet med, men prøvede dog at gøre det lidt diskret.
Da han efterhånden næsten var helt hende ved hende, vrinskede hun til hilsen.
,, Godaften.. " sagde hun så, i et mildt, roligt toneleje, og så den unge palomino lidt an. Han var formentlig yngre end hende, men hvor meget kunne hun ikke rigtig regne ud.
Indigo havde det dog også med at opføre sig noget ældre end hun var, fordi hun havde været tvunget til i en meget tidlig alder, at lære at tage sig af sig selv - det havde simpelthen været et krav, hvis hun ville overleve.
Hun skrabede lidt i sandet med et forben, og slog et kort kast med hovedet - mest fordi hun var nysgerrig, og derfor en anelse utålmodig..

Tiro stoppede brat da han var helt henne ved den ukendte blå hest. Han fornemmede, både på stemmen og hendes fremtræden, at det var en hoppe. Ældre end ham, men det var de fleste jo. Hingsten smilede blot stort, og svarede med en venlig stemme. "Hej!" Hans ungodom og barnlige sind stråelde ud af ham. Moden var han ikke, så hele verden som hans legeplads. Øjnene kørte rundt omkring, han var meget opmærksom på hver en lyd og bevægelse omkring dem. Vindens rolige kærtegnelse af palmerne omkring dem, som fik dem til at svaje let. Hans hove sank langsomt i det mørkegule sand, og han måtte hurtigt løfte sine ben en gang i mellem for ikke at synke helt i.
Imens han stod der med front mod den nye hoppe, kørte en masse spørgsmål rundt inde i hans hoved. Hans nysgerrighed drillede ham altid, og skabte en milliard spørgsmål, parat til at fyre i hovedet af ukendte ting. "Og hvem er De så? Og hvad laver De på den mørke strand på denne tid af døgnet?" Hans mor havde trods alt opdraget ham til at være høflig og minimere hans spørgsmål, sådan at folk ikke var tæt på at dræbe ham ved første øjekast. Eller, ørenlyd?

Hoppen kunne ikke lade være med at le, over de spørgsmål der pludselig regnede ned over hende, og selv på trods af dette, lignede han en der virkelig måtte ligge bånd på sig selv.
,, Mit navn er Indigo.. " svarede hun først, hvorpå hun fortsatte:
,, Hvor skulle jeg da ellers være? " til hans spørgsmål angående stranden.. Det var for hende det lige så fantastisk sted at være, som så mange andre. ^^ - og nu var hun jo en strejfer, der med glæde befandt sig udendørs om natten - faktisk brød hun sig i den grad ikke om at være lukket inde, eller have tag over hovedet, end ikke hvis vejret var slemt.
,, Hvad med Dem selv? " spurgte hun, og havde helt automatisk og uden overhovedet at tænke over det, taget hans høflige tiltaleform til sig.
Nu hun tænkte over det, var det egentlig alligevel lidt overraskende at en ung hingst som ham, talte så høfligt.
Hun havde aldrig selv fundet det naturligt at kalde andre De, men var dog god til at kopiere sine omgivelser.

Hingsten nikkede langsomt, stadig med det glade smil på læben. "Jeg hedder Tiro," sagde han med en kæk, drenget stemme. Han kastede kort med hovedet, da en lille tot fra hans pandelok var svunget ned foran hans øjne. Men trods det lille kast, gled ned fornemt tilbage. Han sukkede hurtigt, irriterende hår. Endnu et vindpust størg sig over stranden, og han vendte hovedet, da han syntes at høre noget. Men det var blot en fugl der fløj over dem. Hvor mærkligt, de plejede da ikke at flyve rundt på denne tid. Men tja, det kunne jo være en nattefugl. Findes de mon? Fuldkommen væk som han pludselig var, fuglte hans øjne iagttagende fuglens rejse hen over himlen. Dens brede vinger som langsomt svejede i vinden.
Tiro glemte kort omverdnen, men kiggede så igen på Indigo. Sjovt navn. Hvad mon det betyder? og hvad er det mon for nogle lysende prikker? Og halssmykket? Hvor har hun det fra? Spørgsmålene drev ham næsten til vanvid, men han slog dem bare kort væk, og konentrede sig om hendes spørgsmål. "Jo, tja... Jeg ved egentlig ikke hvad jeg laver her," sagde han med et smil og et halvt grin. Hvad lavede han mon egentlig der på stranden? Palominoen kunne ikke engang huske hvordan han lige var kommet på at tage ned til stranden..

Hoppen smilte let, venligt - af hans svar.
Der var absolut intet faretruende, ved den glade, unge hingst, så hun tillod sig at slappe lidt af, på trods han ellers var en fremmed.
Hun virrede lidt med hovedet, da hun så en fugl totalt fik fanget hans opmærksomhed, og at han pludselig var helt væk - typisk unghesteting, nåede hun at tænke, med et lidt vemodigt smil.
Selv havde hun aldrig, aldrig haft den luksus at lalle glad rundt i verden og lade sig distrahere af ting - end ikke som helt lille - et ensomt forladt føl, der tillod sig den luksus, levede ikke længe.
Hun skulle lige til at sukke tungt, men tog sig selv i det, og den lettere melankolske mimik var pakket langt væk før hun overhovedet havde hingstens opmærksomhed igen.
Hun lo så let af hans svar - han VAR vidst ret let at distrahere.
,, Nå men uanset hvad, er det nu heller ikke så skørt et sted at være.. - her er smukt.. "

Tiro smilede, og kiggede op mod de glimtende stjerner igen. De blinkede til ham. han vidste at det var til ham.

"Mmmm," var hans svar. "Meget. At stå et så åbent sted med frit udsyn på det store stjernetæppe. Det er meget vidunderligt," sagde han smilende.

Han vendte hovedet ud imod det mørke, rene hav. Månen genspejlede sig i det blanke vand, som ligeså let bølgede af sted. Et vidunderligt syn. Da fuglen var fløjet bort, var det eneste man kunne høre vindens lette susen, deres vejrtrækning og lyden af det brusende vand som langsomt gled op over strandkanten.
Han kom hurtig til sig selv igen, han plejede godt nok ikke at være så nem at distrahere som nu.

"Kommer du herfra?" spurgte han den mørkeblå Indigo.

Trudy var nu helt ude af Keisa, og befandt sig i stedet på den store strand Ho Ra.. Roligt skridtede hun helt ned til vandkanten inden hun stoppede op med et henrykt blik i de grønne øjne. Trudy elskede havet! Så vildt og utæmmeligt som kun få var, og dog alligevel så smukt og blidt som den fineste hoppe. Et henført suk lød fra hende, mens hun stirrede ud over det blå hav. En særlig stor bølge fik havet til at skumme, så det lignede at det var fyldt med hvide, næsten usynlige heste, eller måske var det bare hendes fantasi, der fik det til at ligne? Stille fladede bølgen ud for til sidst helt at forsvinde.

Med et legesygt hvin slog Trudy med hovedet, inden hun med et elegant hop sprang til siden, for derefter at sætte i galop så det bløde sand føg omkring ørene på hende.. Et par vilde bukkespring blev det også til, inden hun med ét satte farten op, så der ikke længere var tid til vilde krumspring. Hurtigere og hurtigere gik det, og fra at hendes hove sank langt ned i det bløde sand, føltes det nu som om de slet ikke rørte det. Vinden hylede i hendes ører, og opildnede den sorte hoppe til at galoperere hurtigere og hurtigere.

De sorte ører var placeret i nakken, ikke på grund af surhed, men på grund af vindmodstanden, som naturligvis blev større, jo hurtigere Trudy galoperede.. Det føltes herligt sådan at jorde af sted, og se landskabet flyve forbi én. Man skulle næsten tro at Trudy fløj, så hurtigt gik det. Fløj uden vinger. Langsomt begyndte den sorte hoppe dog at sætte farten ned, mens hun forpustet gispede efter vejret. Trudy var vidst ikke i sin bedste form, men det kunne dog hurtigt komme. Et lykkeligt smil bredte sig over hendes hvide mule, idet fart gav hende en god fornemmelse i hele kroppen.

Efter Trudy havde pustet lidt ud, satte hun afsted i frisk trav.. En frisk brise blæse ind fra havet, og brugte lugten af tang og salt med sig. Den sorte hoppe tog en dyb indånding, og nød de speciele lugte. Det var altid rart at være nær havet. Så friskt og livsbekræftende! Endnu et glad hvin lød med ét fra hende, inden hun grinende rystede på hovedet af sig selv. Nu var hun da vidst ved at blive tosset? Måske skyldtes det den underlige blomst hun havde spist for et par dage siden?

Trudy var stødt på en højest usædvanlig plante på en af sine ture rundt på øen.. Denne plante havde været hvid og lyserød og have blade der ikke lignede noget andet, som Trudy før havde set. Mærkelige lyserøde bobler havde ligeledes stukket ud fra den, og selvom den første tanke der var faldet hoppen ind var, at den helt sikkert var giftig, og at hun bare burde gå sin vej uden at se sig tilbage, havde planten alligevel noget over sig der gjorde, at Trudy havde følt sig tiltrukket i stedet for frastødt. Hoppen selv havde en idé om, at det var fordi planten havde de samme farver som hende, idet hun selv bar hvid og lyserød, men hvorfor hun egentligt ikke kunne lade den være, var ikke til at sige. Første havde hun forsigtigt snust til den, og da der ikke var sket noget ved det, havde hun efterfølgende puffet til den, for herefter at studere hvordan den med mærkelige bevægelser var vippet frem og tilbage. Efter at havde undersøgt planten på må og få, var det hele ganske enkelt endt med, at Trudy havde spist den mærkelige blomst.