|
Post by Rim on Feb 14, 2021 14:54:37 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Mørket havde sænket sig ned over Darkenas land. Hele flokken var vågnet op til nattens mulm og mørke, for som en Ithaca hest, så var Rim et nattevæsen. Hendes bror havde ofte sneget sig bort på eventyr, men denne nat havde han fået ansvaret for at holde øje med flokken, så nu ville hun gribe chancen og selv tage ud på et lille eventyr.
De røde øjne spejdede kort mod himlen, det var halvmåne denne aften. Hun var efterhånden blevet næsten voksen, og det var tid til at finde andre venner. Eller var det? Hun havde brugt sit liv på at være i flokken, snige sig ind på sin familie og forsøge at forskrække dem. Forsøgt at træde i sin faders fodspor, og hun måtte da indrømme, at hun var blevet god til det; hvis hun selv skulle sige det.
Men denne aften havde det dalet med små snefnug, og Rim var vandret afsted. Lydløst, som hendes fader havde lært hende det. Årvågent, bevægede hun sig dybere ind i områderne omkring Darkena. Hun havde ikke været alene så langt væk før, men det var ingen hindring for den unge hoppe. Snart nærmede hun sig et vandløb, og hun stoppede op. Stående i skyggen fra et træ, blev hun stående uden at gøre sig til kende. Hvis man skulle opdage hende, skulle man søge godt, men her stod hun og ventede. Et eventyr ville der nok dukke op.
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 15, 2021 18:37:49 GMT 1
Et andet af nattens væsner bevægede sig gennem den sneklædte landsdel Darkena. Sneen formåede at lyse natten en anelse op, således mørket ikke helt formåede at overtage. Sne eller ej gjorde dog igen forskel for den gyldne hingst, der som en anden ildflue lyste op på sin vej. Man skulle antage at det var det rene selvmord, at bevæge sig gennem en nat som denne, når man på det nærmeste bar en pels, der bare skreg på at blive opdaget af rovdyrene. Men for Calan Gaeaf var der ingen fare på færre. Han var alt andet end blot en almindelig hest, hvilket rovdyrene i Proelio instinktivt vidste, og derved valgte at holde sig på sikker afstand. En skam mente den gyldne hingst, men blot en af de ting han måtte leve med.
Den sagte rislen fra et vandløb fik det til at vrikke let i Calan Gaeafs ører. Han fulgte lyden uden større besvær, og stod nu snart med de flossede forhove i den lave å, der skar sig gennem den glitrende sne. Der var endnu ikke blevet så koldt, at det var frossent til is, men med den damp der stod ud af hans næsebor, kunne det ikke vare længe.
En fornemmelse af tilstedeværelse fik den gyldne hingst til at kigge sig omkring. For enhver anden ville hun have været så godt som usynlig, men Calan Gaeafs kulsorte øjne besad et perfekt nattesyn, og derfor trådte hun tydeligt frem under træet. Havde dette været i dagslys, havde det straks været en helt anden sag. Kort kiggede han blot på den unge hoppe, inden hovedet sank og mulen berørte det iskolde vand.
|
|
|
Post by Rim on Feb 15, 2021 23:07:20 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Den rødorange farvede hingst var ikke nem at overse ude i det endnu ikke frosne vandløb. Rim betragtede ham, men hun bemærkede også hurtigt, at hans blik kortvarigt lå mod hende. Havde han virkelig spottet hende? Det var ikke normalt, at andre fangede hendes skikkelse i nattens mulm og mørke. Nysgerrigheden gled ind over den unge, og hendes plan om at forskrække og skræmme den flammende hingst røg i vasken og blev nu i stedet erstattet af en lyst til at vide lidt om denne hingst.
Lydløst bevægede hun sig ned til vandløbet, og først da hendes hov let gled ned i vandet med retning mod den fremmede, kom der en svagelig lyd - ja, hvis man ikke hørte efter og virkelige lyttede, så ville man ikke opfatte det. For Rim havde lært meget af sin far.
"Hvilken skabning af Darkena træffer jeg denne nat? Du som ser alt i mørket, og alligevel ikke afslører skyggernes hemmeligheder?"
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 16, 2021 15:59:43 GMT 1
Kulden fra vandet skar sig gennem halsen og helt ned i maven. Måske ikke den bedste beslutning, og derfor blev det da også kun til et par enkelte slurke, inden den orange hingst opgav sit formål. Den værste tørst var ligeledes blevet slukket, og dermed havde det iskolde vand gjort godt, trods maven ikke var glad.
Da Calan Gaeaf atter løftede hovedet, bemærkede han hurtigt, at den unge hoppe ikke længere befandt sig i træets skygge. Til hans overraskelse lød hendes spæde stemme nu ved hans side, som hun havde gjort ham selskab i det rislende vandløb. Han havde slet ikke hørt hende komme, trods hun stod ganske tæt på ham. Den gyldne hingst nåede hurtigt til den konklusion, at hun måtte være bære af selv samme nattesyn som ham, da det ellers ikke ville være muligt, at kunne bevæge sig så lydløst gennem nattens mørke.
Hendes spørgsmål om hvilken skabning han var, fik hans grimme smil til at brede sig over de sorte læber. Det var nok bedst, at han ikke overdrev. Eller for den sags skyld, sagde sandheden. "Mit navn er Calan Gaeaf. Hvorledes kan det være, at sådan et lille kid, befinder sig alene i nattens uforudsigelige sorte verden?"
|
|
|
Post by Rim on Feb 17, 2021 19:57:13 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Kid... Kid... Havde han lige kaldt hende et lille kid? Hun var aldeles ikke et lille kid! Hvis ikke det havde været for den træning, som hun havde modtaget, så var ordene røget ud af munden på hende med det samme. Nej, hun havde lært bedre... Men stadig, den sved lidt af en kommentar. Selv følte hun sig voksen, selvom hun endnu ikke var det.
"Lille kid?"
Rim kunne ikke holde et lille grin tilbage. Det kom faktisk bag på hende. Hun var ikke typen der grinte eller lavede sjov, men alligevel fandt hun sig selv med et undsluppet grin. Men hun fik hurtigt hold på sig selv. Og atter var hun ligesom før. Nysgerrigheden var dog vagt for den unge.
"Calan Gaeaf - Mit navn er Rim. Og du tager fejl... Jeg er aldrig alene. Natten er forunderlig og foranderlig, men altid mit hjem. Skyggerne passer på mig, så spørgsmålet er vel snare, om hvem det er der skal passe på i nattens forunderlige mørke? Den store eller den unge, for hvis mørket ønsker føde, så ville den gøre bedst af at tage den store."
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 19, 2021 13:52:40 GMT 1
Den lille fandt åbenbart ikke hans betegnelse for hende særlig tilfredsstillende. Selvom de blev forsøgt skjult under en ligegyldig facade, bemærkede han alligevel de små trækninger i hendes ansigt der tydeligt røbede, at der var følelser i hendes unge krop, som hun forsøgte at undertrykke. På en eller anden måde måtte de dog ud, og dette blev nu gennem en latter så fin, som de små snefnug der dalede ned fra den mørke himmel. Hans grove stemme blandede sig nu med hendes, da han fandt hendes fornærmelse ganske morsom. Latteren lød høj i den ellers stille nat, og den nærmest rungede imellem de nøgne træer, der omgav de to sjæle. "Åh ja, du er jo stadig blot en blomsterknop, endnu ikke sprunget ud." I Calan Gaeafs øjne strålede hendes ungdom så stærk, at hun tydeligvis endnu ikke havde nået at smage livets sødme.
Det lille kid lod sig sandelig ikke holde sig tilbage. Rim var hendes navn, og tilsyneladende en naiv lille én, da det lod til at hun selv troede på, at skyggerne passede på hende? Det måtte være på grund den unge alder. Hun havde endnu ingen erfaring med, hvad skyggerne kunne gemme på. Bestemt ikke noget der ønskede at passe på hende. "Jeg takker for din advarsel, lille kid." Han antog, at hun endnu ikke vidste, hvad en trussel var. I så fald ville hendes intellekt ikke være at prale af, hvis det var, hvad hun netop havde snakket hans ører af med.
"Jeg frygter dog ikke mørket, og ønsker det mit liv, skal det være så velkommen til at tage det." Et ondskabsfuldt smil lurede om de mørke læber. Åh ja.. Hvis ikke hans dæmoniske sjæl var bundet til denne krop, kunne den frit besætte en ny. Langt væk fra Helzloris forbandelser. Måske i en lille, uskyldig hoppe som troede hun ingen fjender havde?
|
|
|
Post by Rim on Feb 20, 2021 11:25:20 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Hendes øre var rettet mod ham. Hans mørke latter rungede i nattens mørke, og den passede perfekt ind. Rims derimod havde været meget ungdommelig, og lige nu var hun lidt fascineret af det. Tænk hvis hun også kunne få sådan en latter en dag. Sådan en stor og mørke en, den ville kunne skræmme lysvæsnerne væk måske? Eller endnu bedre! Skræmme solen, så det altid var mørkt! Så behøvede hun ikke sove dagen lang. Åh, det ville nok være dejligt.
"Hvad frygter du så?"
Spurgte hun, og halen vippede en anelse bag hende. Hendes hoved var rettet mod ham. Det var sand - Rim havde aldrig oplevet fare i mørket eller nogensinde. Hendes familie vandrede i skyggerne, så hun havde aldrig behøvet at forholde sig til at skulle være i fare. Selv mens skyggerne have hærget landet, havde hun været gemt godt væk inde i grotterne med det meste af flokken.
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 21, 2021 13:32:22 GMT 1
"Behøver man frygte noget?" De kulsorte øjne lod blikket glide vurderende ned over den unge. Køn det var hun, men hendes måde at se verden på, var ganske enkelt sort/hvid. Det indikerede tydeligt at hendes liv havde været beskyttet i en sådan grad, at hendes uvidenhed muligvis ville ende med at blive hendes endeligt. Ved denne konklusion lod Calan Gaeaf dovent hovedet glide rundt, mens han skannede landskabet omkring dem. Kunne det virkelig passe, at hun ikke havde følgeskab? Havde hendes meget overbeskyttende forældre virkelig ladt hende vandre alene rundt? Hendes fysik fortalte tydeligt, at føldagene var ovre, men hendes sind havde ikke fulgt med. Hun havde intet kendskab til den verden, hun betrådte med sin spinkle skikkelse.
"Er du sikker på, at du må være her?" Undersøgende kneb han øjnene let sammen, som han betragtede hende. Rim.. Hun ville være så let at lokke i fordærv, men af en eller anden grund, ville han lade hende slippe. For nu i hvert fald. Hendes unge, uvidende sjæl talte til ham.
|
|
|
Post by Rim on Feb 25, 2021 18:23:24 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Sandheden var, at Rim ikke vidste, hvad hun skulle frygte - hvordan kunne man vide det, når man ikke havde oplevet noget at frygte.. Og dog... Lyset havde hun hørt sådanne frygtelige fortællinger om. Det var måske det, som hun burde frygte. Lyset som kunne tage synet fra hende i løbet af et split sekund.
"Ikke nødvendigvis..." Hendes blik lå mod ham. Tomt og død, som familiens gener var hun trådt stærkt igennem med udseendet. "...Men hvad sker der, når der intet er at frygte? Er det den dumdristige som ikke frygter noget eller er det den intelligente?"
Alene... "Tror du ikke, at jeg kan klare mig selv?" Spurgte hun så, da han endnu engang spurgte om hun var sikker på om hun måtte være alene.
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Feb 28, 2021 16:56:54 GMT 1
"Når du intet frygter, så lever du." Den gyldne hingst havde mødt alt for mange på sin vej, der blev holdt tilbage af frygten. Med dovne skridt bakkede han op af vandløbet, der med sin kulde ikke var sundt at befinde sig i for længe. Mulen strøg nu undersøgende over jorden, men fandt intet der vækkede hans appetit. Det lille kid fortsatte med sine betragtninger. Calan Gaeaf antog, at der var sådan man blev, når man ingen mulighed havde haft for at opleve verden. For at leve. "Jeg tror mere at spørgsmålet lyder. Er det bedre at leve et langt ulykkeligt liv end et kort lykkeligt?" Hans sorte øjne studerede hende, som hun stod der stolt og rank. "Hvad frygter du da, lille kid?"
Endnu en gang fortørnet over hans spørgsmål, spurgte hun ham nu direkte, om han ikke troede, at hun kunne klare sig alene. Svaret var blot ganske kort. "Nej."
|
|
|
Post by Rim on Mar 17, 2021 18:57:15 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
"Men hvordan kan man blive herre over sin egen frygt?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var måske ikke normalt, at en i hendes alder snakkede om sådanne spørgsmål - og dragede forunderlige tanker ind. Men det var normalt i hendes familie. Lige fra hendes spæde fødsel havde hun fået talt ørene af med gåder, snørklede sætninger og intelligente fraser fra sine forældre. Han bakkede op af vandløbet og som et lille irriterende føl, så fulgte hun nysgerrigt og ivrigt med - for han havde gjort hende nysgerrig og dræbt kedsomheden. Så så let fik han ikke lov at smutte væk. "Men hvorfor ville man overhovedet leve et kedeligt et?" Hun rynkede let på mulen for det virkede da dumt. "Det ved jeg ikke, ingenting?" Han ville bare grine, hvis hun fortalte det rigtige og det gad hun ikke have.
Mundvigen skød skuffet frem i et sælsomt sekundt, inden det var borte igen. "Men det kan jeg altså godt." Sagde hun og rankede sig op. Hun var lige ved at tilføje og ellers kunne hun hente sin familie og få dem til at fortælle ham det, men så ville de nok blive skuffede over hende.
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Mar 21, 2021 17:35:16 GMT 1
Af en eller anden grund, vakte frygt en stor interesse i den unge hoppe. Hun kunne vel blot stille sig op ansigt til ansigt med, hvad end hun var bange for, og så analysere hvad der foregik indeni hende? "Se sin frygt i øjnene. Hvis du overlever, kommer du stærkere ud på den anden side." Calan Gaeaf havde svært ved at se, hvorledes man ikke kunne styre sin frygt? Men måske var det netop fordi, at han intet frygtede, at han ingen forståelse havde for de vilde følelse der kunne overtage i en sådan grad, at det tænkende individ var overtaget af ren og skær instinkt.
Som den gyldne hingst nu begyndte at bevæge sig væk, fulgte det lille kid blot efter. Et irriteret blik blev sendt imod hendes uskyldige skikkelse. Var det ikke snart på tide, at hun skulle vende hjem? Henkastet bevægede han sig dybere ind i mørket. Mon ikke hun havde en grænse for, hvor langt hun måtte gå? I så fald skulle han jo blot finde den grænse.
"Fordi man ønsker sig den tryghed der er i et liv uden fare." Calan Gaeaf blev helt forbløffet over sin egen indsigt. Idet havde ikke var en normal hest, med en normal hests ønsker og drifter, forstod han sig ofte ikke på deres opførsel. Men unghoppens mange spørgsmål fik ham til at forstå, hvad der var drivkraften bag, at holde sig i live. Lev livet sikkert, men længe. Kedeligt, tjaaa man var da i live.
Som hun nu erkendte, at hun intet frygtede, vendte den gyldne hingst sig rundt i en hurtig, glidende bevægelse, så hans ansigt kun var få centimeter fra hendes. "Du frygter tydeligvis ikke løgnen, lille kid." At hun løj, var han slet ikke i tvivl om. Den tøven der havde været kort før hendes svar, talte sit tydelige sprog. "Men om det er overfor mig eller dig selv, du lyver, skal jeg være usagt." Hans stemme var kold, foragtelig. Så megen snak om frygt, og så turde hun ikke engang tale om sin egen.
Som Rim stædigt holdt fast ved, at hun godt kunne klare sig selv, sneg der sig et lusket blik ind i de kulsorte øjne. "Vis mig det."
|
|
|
Post by Rim on Mar 22, 2021 10:04:34 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Se sin frygt i øjnene, men det ville da være dumt? Tænkte Rim, inden hun rystede på hovedet og straks fulgte trin med Calan. Han havde vækket hendes nysgerrighed og han havde endda spottet hende i mørket - så han måtte være endnu bedre end hendes familie til at gemme sig i mørket, hun ville gerne lære mere og han var det bedste selskab hun havde haft i flere timer! Eller i hvert fald den sidste time!
"Det lyder som et kedelig liv, er der så ingen eventyr? Eller udfordringer?"
Spurgte hun med nysgerrighed og iver, mens hun gik helt tæt - side om side med hingsten. Hun havde i sandhed ikke mærket noget med frygt før, så der var ingen grund til at holde afstand fra noget - udover lyset!.
"Gør du måske? Hvis jeg frygter noget, så gør du også!" Kom det rapkæftet tilbage. Ups... Hendes far havde sagt, at hun ikke skulle være rapkæftet ligesom sin mor... Skidt pyt! Det store smil prydede nu snart hele Calans hoved, og Rims øre vippede helt op og halen piskede frem og tilbage bag hende af iver.
"Hvordan?" Spurgte hun så, for hun var jo alene nu? "Vi er jo alene nu, så hvad mere vil du se?" Hovedet tiltede spørgende på skrå.
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|
|
Post by Calan Gaeaf on Mar 27, 2021 17:18:18 GMT 1
Som unghoppen nu spurgte ind til, hvorledes sådan et liv uden fare blev levet, lo Calan Gaeaf ganske kort. "Det må du spørge en hest, der lever sådan om." Der var trods alt grænser for, hvor langt hans viden rakte. Egentligt burde hun selv have kendskab til et sådan liv, da det virkede som om, at hun havde været pakket godt væk fra alt, hvad der kunne være skræmmende. "Du har nok selv mere erfaring end de fleste, med sådan et liv." Frygtede hun intet, kunne det kun være fordi, hun intet kendskab havde til alt, hvad der ville fortære sådan et lille kid.
Køligt studerede han blot den lille, som endte med at få et helt lille vredesudbrud. Indeni godtede han sig dog over, hvorledes hun blot med nogen få ord, kunne drives ud over kanten. "Ja," hvad han frygtede ville dog gå ud over hendes forstand. Kun en anden dæmon ville forstå.
Et grumt smil trak nu op over de mørke læber. "Så vidt jeg kan se, er du ikke alene." Hun kunne selvfølgelig ikke vide, hvem hun var i selskab med, og at hans blotte tilstedeværelse skræmte ethvert andet væsen bort, som kunne finde på at smage på en nattehest.
|
|
|
Post by Rim on Mar 29, 2021 10:44:53 GMT 1
Rim Life is about finding how far you can go - how fast you can run and you’ll never know until you try
Hun rynkede let på mulen, mens hun overvejede det ganske kort. Kendte hun nogen, som levede sådan? Nej det troede hun ikke. Hun kendte faktisk ikke andre end sin familie og flokken. Hun havde da mødt nogle få, men de var allesammen blevet væk efterfølgende. Måske hun så farlig ud? Men ikke Calan! Nej han ville gerne være sammen med hende, det var hun sikker på!
"Hvorfor det?" Spurgte hun undrende. "Jeg gør, hvad der passer mig."
Overraskelsen kom dog over den lille, da han sagde ja. Frygtede han noget? Det ændrede sig i et split sekundt til nysgerrighed. Ikke noget man kunne se på hendes øjne, men hendes hale afslørede det. Han var den mest spændende hest hun havde set i .... Ja, hun kunne ikke engang huske hvor længe. De andre var der jo altid.
"Hvad frygter du?" Spurgte hun og trådte helt tæt ind på hingsten. Som om hun ville kunne suge det ud af hans øjne, hvis hun bare gik tæt nok på.
Snart dukkede der et stort smil op på Calan. Hun lagde hovedet undrende på skrå. Men de var jo alene? Det tog et par sekunder inden femøren faldt for hende. "Fordi vi er 2" Hun rystede på hovedet. "Men jeg gider ikke gå lige nu," muggede hun.
Life is not always good - but life is worth living if that’s who you want to be if that’s what you wanna do in life then walk to it - one day at a time
|
|