Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Hvis der var en ting Darkena i sande var berygtet for, var det den altid mørke himmel... Gule øjne stirrede op og hans blik veg ikke fra hvad de så... Det var spæd morgen. Få solstråler trængte ned igennem det mørke skydække - helt sort med få farvestrejf af lilla. Sjældent trængte lyset igennem her og de lange stråler, strejfede det hvide bjerg Mount Ghost. I disse stunder bankede et hjerte meget stødt og intenst. Blå var en farve der tydeligt talte sit sprog i vilde krøller, da en vind hvirvlede lydløst ind over klipperne af hvid aske...

Narrator trak vejret dybt ned i lungerne og søgte sin faders anerkendelse ... Spøgelset af hans fader, hjemsøgte ham stadig. Hvorledes han havde vist sig så levende, men dog så død... Stoltheden fra faderen havde vækket den unge søn til live og han havde endelig accepteret det der skete, da han var ganske ung og blot en plag.

Døden var intet at spøge med. Historiefortælleren trak nu på det svage skæve smil kun han kunne bære. Tak. Tak fader. For igen at varme, blot lidt i mørket. Mørket der er dit - natten der er din.

Det var som om hendes skæbne for evigt var at skulle udfordres. Kendsgerningen var, at hun vågnede op til et land i mørke hvor intet virkede velkendt. Hele natten havde den mørke hoppe spenderet i forvirring - var dette en drøm eller var det sandt at hendes hove betrådte hvad der lignede.. aske? Det kunne ikke passe. Hvordan var hun nået herhen? Vandringen havde udmattet hende og taget noget af hendes skarphed fra hende, for pludselig kan nord blive til syd. Men som morgendagen gryede og enkelte solstråler skød igennem det mørke himmellag, gik det op for hende hvor hun var. Sikke et fint udgangspunkt for en ung og uerfaren sjæl der i forvejen havde haft rigelig med ubelejligheder i sit liv.

Hoppens porcelænsblå øjne og hvide afmærkninger stod tydeligt frem i mørket. Hun rystede en anelse, for hun var selvfølgelig bange. I mørket på et ukendt og øde sted var der tydeligvis ingen trøst, og især når absolut intet virkede velkendt -selv ikke træerne var normale, men i stedet fuldkommen døde. Hvor i alverden var hun endt? Lydende fra vinden, asken og de knitrende, døde træer havde holdt hende med selskab og hun havde ikke turde vandre langt fra hendes udgangspunkt før solen ville vise sig. Endelig kunne hun opsnappe de lyse stråler, og da trådte hun fremad i vilkårlig retning... Dette sted måtte byde på mere end hvad hendes øjne kunne granske. Én ting kunne hun vide sig sikker på - det var ikke nogen tilfældighed, at hun var landet her, og derfor måtte hun handle.

Et dybt suk faldt tungt i hoppens bringe, som hun gjorde sin vej gennem den tynde skov af sortgrå træer. Forsigtigt blev hovene placeret i det bløde underlag én efter én og med sirlig præcision. De porcelænsblå øjne skød opad som hun betragtede den mørke himmel der ikke synede at skifte til blå. Netop som hun sænkede blikket havde hun nået udmundingen. Det gav et sæt i den mørke hoppe. Hun frøs så alle muskler blev spændt op og hun stod så stille hun kunne formå. I hendes retning havde hun længere fremme fået øje på en skikkelse. Kun hendes ører strakte sig frem som hun tog sig de sekunder hun end måtte have til at observere og beslutte hvad hun skulle gøre, før skikkelsen ville opdage hende.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Lange dage havde passeret i Darkena, under skyggernes hærgen. Landsdelen var nu forladt af bæsterne og blottet på ny for sit eget helvede. Her var ingen uskyldige sjæle - ikke med vilje i hvert fald. Her vandrede han også tyst omkring som var han en af mørkets tjenere. Endnu en af de sorte sjæle, som blodtørstigt vandrede rundt i Proelios omgivelser ... men sandheden var så ganske anderledes. Han var ikke sort. Han var misforstået, knust og dog så viljestærke. Hans brystkasse udvidede sig og hans gule blik fjerende sig nu fra himlen, for at betragte bjerget.

Narrators øjne mødte nu en langmanet hoppe, med et ganske naturligt udseende, uden de store farvespræl. Hans blik fæstnede sig ved hendes brungrå farve og hvide aftegn først - for farverne havde en lighed med Gervina... Og Gervina havde han ej set siden før skyggerne... Var hun i sandhed borte? For så var han i sandhed alene.

Øjenkontakt - han søgte de blå øjne nu. Alt i hans udtryk bar hans karakteristiske mystik, men de færreste ville finde noget sindsopvækkende farligt - og ej heller noget venligt. De fleste ville søge og indse, at hans pupilløse øjne var store lysende huller i hans ansigt, der sjældent afslørrede hans følelser - måske pånær i hans historier.

Hingsten rørte nu endelig på sig og hans langsommelige, men elegante skridt nærmede sig nu hoppen - hun hørte ikke til her.

Da hans øjne fangede hendes gav det et sug i maven på hoppen. For hvad man normalt ville finde i en fremmeds øjne var ikke at finde her. I stedet føltes det som om hun faldt ind i hans store, gullige og tomme blik. Det var ubehageligt. Med det samme de havde holdt øjenkontakt i et par sekunder lod hun blikket slå i jorden - i asken. Aldrig havde hun set noget lignende, og vidste derfor heller ikke hvordan hun skulle håndtere det. I stedet løftede hun kortvarigt blikket op og beskuede bjerget der tårnede sig langt op mellem de mørke skyer i en klar kontrast. Det var så stort at hun næsten blev svimmel ved synet. Tilbage flød hendes blik igen over hingsten, som hun tillod sig at få et hurtigt indtryk af, som hendes øjne gled hurtigt over hans tankevækkende aftegn.

Tydeligt var, at han var en del større end hende selv, men til hendes ro virkede han ikke aggressiv. Hans grå pels virkede næsten gennemsigtig og stod klart i modsætning til den dybblå hårpragt han bar, som snirklede sig næsten levende i den kølige vind. Hans bagben nærmest glitrede diskret og Cosette kunne ikke undgå at tippe hovedet en anelse til side i ren forundring. Selv var hun ikke særlig interessant at se på, og det virkede til at alle heromkring havde noget specielt om sig. Tilbage til øjnene. Hans blik indgød hende med forvirring, men også nysgerrighed. Med ét hævede hun hovedet og trak vejret dybt idet hingsten besluttede sig for at gå hende i møde. Med beslutsomhed og præcision bevægede hoppen sig fremad samtidig. Hun ville vise at hun turde - men var det tydeligt på hende at hun var usikker i situationen? Hun gjorde sit, i et forsøg på at skjule det - men først måtte hun vide hvad denne sjæl gik ud på, for han kunne umuligt være af helt normal karakter. Cosette lagde mærke til hans gang, der også virkede flydende og bar ham ubesværet over terrænet.. hele hans aura tog over stemningen og det var som om han langsomt fortryllede hende. Alt omkring hende virkede pludseligt irrelevant. Hun ville vide hvem han var - og om der kunne ligge noget til fordel for hende.

Da hun syntes de var inden for behørig afstand stoppede hun roligt op, og sænkede da hendes hoved mod jorden og vippede ørerne en anelse bagud. Hun ville lade ham få det første ord, hvis han dog kunne tale. Cosette ville dog ikke have det mindste imod blot at betragte ham for en stund..

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


De lange ben tog ikke mange skridt, før han så hendes lyst til at møde ham. Samtidig var der en tydelig usikkerhed i hendes skridt. Det var ellers fine ben, og en let krop hun bar rundt på. Manen ville slæbe langs jorden i dette tempo - så han så for sit indre blik hvordan hoppen, hvis hun i nuet var fri af sin bekymring i stedet ville svæve af sted og manen ikke så meget som strejfe jorden - det var et nydeligt syn. Det var sjældent man så de simple heste i dette land - og hans øje synes bestemt om det. De naturlige farver bar en beroligende effekt og hans nakke der ellers ofte var spændt, slappede af.

Hans sidste skridt blev taget med oprejst pande, som hun ligeledes standsede. Blikket bar en vis beslutsomhed i hendes fine træk. Hans var endnu tavst - der hvilede nærmest en form for ædel adelsmand over ham, men så ganske tvetydig.

"Her vandre hun - en sjæl der burde færdes udenfor den mørke landsdel. Tydeligt kan han se, at hun ikke hører til her - så hvorfor vandre hun iblandt de blodtørstiges omgivelser?" den stemme historiefortælleren bar, talte sit eget sprog. Han var dragende, ganske fortryllende i den dybe, levende stemme, der satte ord på virkeligheden, som var det et eventyr.

Denne hingst bar sig elegant frem, men for hende var han som en skygge i natten. Hans månegrå skind og og gullige øjne virkede hverken naturlige eller familiære på nogen måde og det gav blot den unge hoppe en automatisk tilbageholdenhed. Var denne hest af faktisk kød og blod? Hun havde efterhånden lært at man ikke kunne vide sig sikker på noget i denne verden, og selv hvordan hun havde forvildet sig hertil var hende et mysterium. Når man ikke er bekendt med hverken nord eller syd, så er det svært at finde ro og et fast holdepunkt. Hoppen bar nemlig på en naturlig drivkraft der trak hende til nye græsgange og oftere end hvad der var det normale behov. Det var en tørst efter at gøre sig bekendt med alt der var muligt at gøre sig bekendt med, og at se og lære om disses muligheder. For hende lå verden åben og dette var et overflødighedshorn der blot ventede på at hun skulle tage for sig. Til gengæld skal man huske på hendes uerfarenhed og at der kan være taks blandt de frodige frugter i hornet... Der skal ikke meget til at få styret hende på afveje og dette faktum er hun såvel bekendt med. Derfor bliver alt til en start mødt med en skeptisk indstilling. Det kæreste er hendes liv, og at smide det væk over en begynderfejl ville være prikken over i'et for hendes elendige liv. Derfor var der en beslutsomhed der brændte tungt i hendes bryst, og som holdt hende til ilden - og fra at give fuldstændig op.

Da hingstens stemme brød den ulmende stilhed kunne hun ikke undgå langsomt at hæve hendes hoved. Som i komplet trance fangede hendes øjne hans, skønt de ikke "så" hende. Det var lige før at skyggehingsten lige så godt kunne have været alene, med blot naturen og dets forbandede sjæle til selskab, men hvad der var sikkert var at alle ville lægge et nysgerrigt øre til. Fuldstændig fascineret og samtidig lamslået over hingstens udtale tog det Cosette et øjeblik at forstå hvad han sagde. For i første omgang lød det ikke som om at han tiltalte hende, men i stedet en anden - eller ingen. Ordene der virkede oplæst, men alligevel hundrede procent originale, flød ud i mørket som en beroligende flamme, fra et bål - en invitation til at træde nærmere og lytte med. Det var først da, at det gik op for hende at han talte om hende. Men hvorfor denne fortælling? Hans ord lagde derpå hendes mandelformede ører tilbage. Nej, tydeligvis hørte hun ikke til her, men at få det italesat var på en måde pinligt. Var det så tydeligt?

Cosette åbnede kortvarigt munden som for at sige noget, men tog sig i det og så i stedet på ham med de nysgerrige blå øjne, med hovedet let på skrå. Dette var ingen almindelig hingst, og det gav hende et lys i hendes fortabte blik. Kunne det være at han kunne acceptere hendes eksistens på et niveau der ikke var under hans - men ligeværdigt? Var han en objektiv karakter i hendes univers der blot var til for at guide hende, eller kunne der gemme sig noget bag de spillende gule øjne?... Efter lidt overvejelse rømmede den musegrå hoppe sig.

"Hun er vildfaren og i vildrede.." startede hun, i tvivl om det var fjollet for hende at tale i hans sprog, men fortsatte dog stødt.
"Hvis blot en fremmed kunne gøre hende bekendt med skyggerne, ville hun måske passe ind?" Det var ikke længere hendes ønske at flygte så snart hun fik af vide at hun ikke passede ind, men derimod et krav om at kunne tilpasse sig. Var hun virkelig i fare her? Den kære hoppe anede dog ikke til de farer der kunne lure i disse landsdele - så derfor søgte hun svar - og hvem anden end han, der så tydeligt kan se problemet for sig?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Var det syner han så, eller fandtes der en rejse i hendes øje? Dette blik hun bar. Narrator om nogen havde set og hørt historier af mange slags og slutninger. Nogle var ej heller slutte endnu og gisne kunne man blot om deres ende. Opmærksomt 'lyttede' han ofte til sine omgivelser og det der levede i dem. Blikket så mere end så mange andre. De gule øjne hvis hul man synes at falde ind i, observerede, noterede og digtede på alt de så. Også hende. I stunden hvor han talte blev han mødt som så ofte før - af forvirring, inden det gik op for hende hvad det egentlig var han sagde... Her trak han sig en smule og stirrede ud i landsdelens opslugende uhygge. Han havde ej ment at gøre hoppen utilpas, men ørene sank på hende, som om hun blev genert, sky... Flov? Hans øje vendte sig atter imod hende. Noget sagde ham dybt inde, at hun ville komme med et svar, der ville gøre et indtryk. Faktisk så slog hans hjerte en smule langsommere imens han afventede lyden af denne hoppes stemme...

Da den brændte igennem og hun fandt de ord hun ønskede at benytte, stivnede han en smule og vippede øret efter hende. Det var evigheder siden at han var blevet svaret i hans eget sprog.

Hingsten vendte sig. Langsomt og sikkert på de lange ben. Hans blik fortalte ej om hans indre tilværelse, men afgav nu en anden form for hilsen - en specielt til denne hoppe, der fremførte sig så smukt i sine ord. Han fandt respekt for dette, omend al hans fremtoning stadig var mystisk, ville hun ane dette. At hun nu var velkommen. Vildrede. Skygger. Han kneb øjnene lidt sammen - meget af hans fremtonen kunne minde om en stille sommerstorm.

"En søgen efter at passe ind, kan være ganske forfærdelig. Han ser det, ønsket. Men hun træder på mørkets rødder - et sted hvor ethvert lys vil kvæles og blodet vil flyde som en smuk fortælling fra enhver, der vover at trodse landsdelens sindssyge. Han ved det. For han er selv en del af mørket." den melodiske stemme blev meget dyster. Stille. Helt stille stod hans stærke krop og fortrak ikke en muskel... Ikke før han mærkede et mildt stik i hjertet...

"Hans navn er Narrator. En rejse igennem skyggerne for at passe ind - kan han ikke skænke hende. For han passer ej heller ind i skyggernes hjem..." det var af andre grunde, Narrator befandt sig her. På dette gudsforladte sted - altså medmindre man talte Helzlori med. Narrator var født af lysets hjerte, der forsøgte at tæmme en dæmons sorte smerte...

Ung og uerfaren er dette bankende hjerte af kød og blod blevet formet til et blankt canvas - en silhuet der hensynsløst er blevet sat på en tynd tynd line, uden sikkerhedsnet. Ja vidst, hendes fortid har vagt gløder, men disse er bag lås og slå bag et pænt og veldannet ydre. Denne line er den ultimative middelvej mellem sort og hvidt - det gode og det onde. Sådan var det i al fald til hendes opfattelse. Langsomt, som hun modnes tager hun skridt for skridt hen ad linen og holder vejret i frygt for at miste balancen. Motivationen der driver hende fremad er nysgerrighed og længslen efter at kende hendes plads - hendes skæbne. Det afgørende er alt omkring hende. Ting, begivenheder og sjæle der har frit lejde til at skubbe og trække i hende. Hvor mon hun vil ende? Vil gløderne blive vakt til ild, eller vil hendes veldannede ydre sejre og gøre vreden og længslen efter retfærdighed til aske? Vil hun nogensinde trives og blive til mere end hvad nogen nogensinde ville tro om hende? Gløderne brænder stadig.

Hingsten foran hende var ulidelig subtil i hans kropssprog, og det satte virkelig den unge hoppe på prøve. Aldrig før havde nogen været så delikat i deres udtryk og hendes blå øjne, skønt hun vidste hvor uhøfligt det var at stirre, kunne ikke slippe ham i et sekund. Intet var at hente i hverken blik eller muskelspændinger, så hingsten efterlod hende lamslået. Havde hendes ord været forgæves? Hun kunne mærke hvordan hendes bryst var spændt op, og hjertet stak fordi hun sommetider kunne glemme at trække vejret - specielt når hun var under pres. En ærgerlig reaktion at have i hendes situation. Da hun havde talt besluttede den grå dog at vende sig siden til og på den måde åbne op. Noget hun bestemt ikke havde regnet med, men som hun modtog som en enorm ære - en invitation. Et næsten usynligt smil ramte hendes mundvige, men strakte sig i stedet til hendes klare øjne, der vidnede om en taknemmelighed. Alene - og sulten. Det var næsten ved at være så grelt at ribbene blev tydelige under hendes mørke skind. For hvad havde hun turde at tage chancen med i dette gudsforladte område der næsten virkede uden ende. Cosette var til gengæld mester i at undertrykke hendes behov for ikke at lade andre påvirke. Hun havde aldrig oplevet andet end straf for at belemre andre med "simple problemer" hun udmærket selv burde kunne løse.

Netop som hun selv ville gøre en gestus brød fortællerens ord igennem og tonen fik hende til at reagere, som havde lyden af et skud skåret sig igennem den kølige luft. Hans ord fik hendes krop til at stivne og musklerne spænde til. De mandelformede ører lod sig langsomt vippe bagud idet en forfærdethed bredte sig i hendes blik. Hun havde en gribende følelse af hast - som om disse mørkets rødder kunne skyde op af jorden og trække hende væk for evigt. Det var her, at hendes placering på linen kom hende til gode. For hverken var hun af mørke eller af lys, så hvad ville dog nogensinde skænke hende en tanke? Betød det at hun var sikker her?
Det var som om at hans stemme, der før havde været en varmende flamme pludselig gjorde luften omkring hende isnende kold. Måske var det blot frygt, for hun tvivlede ikke et sekund på hans ord - til gengæld fik det hende til at undres.

Med sammenbidte kæber og stadigt med de mandelformede øre tilbage lod hun forsigtigt sin undren give sig til kende.
"Narrator", svarede hun åndeløst, "... hvis denne er del af mørket, hvorfor så ikke passe ind i skyggernes hjem?" Hun bed sig kort i læben i en tøven inden hun med højere volumen i hast tog en beslutning; "Cosette..." fik hun startet. Hendes ædle hovedet løftedes og med et tog hun en dyb indånding og lod hendes krop slappe af i et suk,"Cosette er hendes navn, og hun søger hvad der ikke kan findes, men som skæbnen må skabe." Alvoren i hendes øjne skinnede igennem - gløderne var i flammer.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Deres kropssprog var som en dans. En lille historie i sig selv. Der bød sig små hentydninger, i endnu mindre træk i deres ansigter, muskler og især øjne. Så små at de måske endda selv havde svært ved at læse dem. Derfor var dansen usynlig. Forklædt. En dans ej desto mindre. Hingstens sommerstorm var så ganske mild i sine vinde, men alligevel så intense i dens styrke. Som om en vilje brændte igennem solstrålerne, og formørkedes let i sorte skyer. Det var præcis her han selv hørte til. Lige i midten af solens stråler og de buldrende skyer. Omend. Det i virkeligheden nok var en sommernat - og hans sted fandtes ved månelyset og nattens endeløse mørke. I sandhed var han placeret et sted, hvor intet helt ville give mening. Nogensinde.

Hun var så fin - så ung og virkede ham så fortabt, at den varme del af hans sjæl, følte et pres - et skub i hendes retning, for at hjælpe. Han havde gjort det før. Hjulpet en sjæl. Denne var Irissia Asandi og et venskab var skabt fra den dag hendes vinge blev helet, fordi han rejste helt til Life søen for at hende vand til hendes lidende krop. Hun var blevet lukket lidt ind i hans sind - det sorte, det hvide og alt derimellem. Gervina Riverza havde ligeledes fundet en stor bid af den han var. Men han havde haft så inderligt svært ved at give sig hen, at han med al sandsynlighed havde ødelagt chancen for mere hos hende. Han ønskede det - en kærlighed. En stærk en. Som hans forældres. Med denne fulgte dog en evig smerte, det var han overbevist om. Det at hengive sig selv til en anden, lagde bånd på en - og det skabte lidenskabelige bånd imellem to sjæle, der ligeledes gjorde dem stærkere. Han sukkede - drømmende, men stadig ikke afslørrende.

Stemmen der kom fra hende, var så åndeløs, at han var en smule urolig for hende. Ørene vippede og han stirede afventende. Hans blik en sky for solen og herefter et lille, skævt smil. For hun sagde noget, helt præcist et vidunderligt spørgsmål, der måtte dele ham i to - den ene side af læben forblev, den anden smilede.

"En kold nat, et blidt månelys - et mørkt hav og en lysende vulkan. Han er intet og alt, et sted ingen burde være. Tiden forgår, uden at hører til, en plads der fortære de fleste med tiden. For han følger ej mørket, ej lyset, hans sjæl er hverken eller. En del af mørket - han forbliver. En del af lyset - har han også. Søger hun en sandhed i det gode eller det onde, så står han altid ved siden af dem begge. Som en fortæller ser han begge sider, alt liv og i dette skabes eventyrene. Omend han aldrig selv vil tage del i deres endeløse skønhed, dragende følelser og bitre ende." var hans første svar. Hans stemme en intens hvisken til de sidste ord. Hans øjne der søgte hendes ulmede af den svage smerte over disse ord, man kunne skue i de gule, tomme øjne.

"Cosette." hans stemme var på en gang en galant gentleman og skurken der forsøgte at forhindre nogen former for kærlighed at spirer. "Hun må søge noget af stor betydning."

Som den mystiske skikkelse med smil i mundvigen, som om han fandt hendes spørgsmål særligt interessant, gav sit svar blev hun som tryllebundet. Men hvad der virkelig foregik som hun tog hvert et ord ind, var en nærmere fortolket analyse, der skulle vise sig at feje jorden væk under hende, og sætte spørgsmålstegn ved selve hans eksistens.

'En kold nat, et blidt månelys - et mørkt hav og en lysende vulkan. Han er intet og alt, et sted ingen burde være.'
Den unge hoppe måtte for første gang sætte sig i en position for at tro på det, der ikke kunne være. Hans ord betød for hende at han måtte være kommet af naturens kræfter, og altså ikke af kød og blod. Eller, var dette hvad han bestod af? Samtidig, at være intet og alt, et sted ingen burde være - er verden delt i to, og selvom hun ser ham her og nu for hendes uskyldige øjne, er han så virkelig på den anden side? Eller befinder han sig i limboet imellem hvad der er levende og dødt - intet og alt?

'Tiden forgår, uden at hører til, en plads der fortære de fleste med tiden."
Tid var et begreb Cosette kæmpede imod. Hendes fortid hjemsøgte hende, og dag ud og dag ind løb hun alt rammer og tøjler kunne holde for at undslippe den. Undslippe for-tid, og så hurtigt som muligt bryde fremad og ind i en ny og anden tid der kunne blive hendes. Samtidig kunne man føle sig fanget, som en lus mellem to negle af sin fortid og fremtid der indeholdt sin skæbne - tragisk eller succesfuld, og dén uvidenhed var en plage i sig selv. Cosette fortolkede dog Narrators fortælling om tid, som om at han ikke lod sig påvirke. At han hverken må ældes eller aldrig har oplevet det usikre liv på ustabile føl-stylter, men hvordan var dette muligt? Og kunne det betyde at denne besad udødeligheden?

'For han følger ej mørket, ej lyset, hans sjæl er hverken eller. En del af mørket - han forbliver. En del af lyset - har han også. Søger hun en sandhed i det gode eller det onde, så står han altid ved siden af dem begge. Som en fortæller ser han begge sider, alt liv og i dette skabes eventyrene. Omend han aldrig selv vil tage del i deres endeløse skønhed, dragende følelser og bitre ende.'

Cosette kunne ikke drage en konklusion ud fra hans ord, for konteksten forsvandt i hendes analyse. Der manglede understøttelse. Cosette havde aldrig, aldrig været udsat for det overnaturlige. Det siger blot lidt om hvor uskyldig og ren hun stod overfor dette enorme land, der bærer på så megen historie og magi, at den viden ville blæse hendes hjerne ud, skulle hun indse det hele på én gang. Hvad hun dog følte hun kunne drage var, at han var den rette hun kunne komme til, skulle hun stå i dilemma om rigtigt og forkert - det gode eller det onde. Tænk at de skulle mødes på et tidspunkt i hendes liv, hvor hun starter fra lvl 1, totalt upåvirket og så indflydelsesrig at det var en skam.

Hendes porcelænsblå blik kunne dog ikke undgås at fyldes med medlidenhed. For hun forstod hvad han mente. Fordi han var fortæller, og bestod evnen til at se med fra begge sider, så ville han aldrig selv kunne leve sin egen historie ud. Hverken det søde eller det bitre ville nogensinde kunne påvirke hans liv - for intet var der. Blot en skal. Men inderst inde troede den unge hoppe på, at denne hingst måtte have en sjæl, et liv der skulle leves - og et hjerte. For de blanke øjne hun kunne skue i hingstens grå ramme gemte altså på noget andet - eller måske var det blot ren indbildning?

Mørket over dem buldrede en anelse som skyerne rullede dovent, men ildesvarslende over dem. Hun lod stilheden dvæle over dem i et par øjeblikke og tog sig tiden til at tænke sig om. Tage det hele ind. Intensiteten i hans stemme havde gjort at hun ikke kunne slippe blikket fra ham, og da han atter lod hendes navn bryde stilheden lød der et svagt gisp i den musegrå hoppe, idet hun trak vejret ind. Søge noget af stor betydning... kunne han se lige igennem hende?
Straks slog hun blikket i jorden og igen tilbage til hans. Der skete et skift i hendes væsen. Hovedet lod hun hæve en anelse, halsen spænde og det var som hun trak musklerne til sig i det hun rettede sig op. Hendes blik blev alvorligt, en anelse køligt. Var hun blevet taget på fersk gerning? Hvad omkring hende tilkendegav hendes inderste ønsker, og lod dem vise sig så let skønt hun knapt nok selv var sikker på hvad hun i virkeligheden ønskede.
Cosette svarede ikke, men forblev stum med blikket i jorden og ørerne skiftende med vippende bevægelser til sine omgivelser og tilbage til Narrator, som hun følte havde strippet hende fra alt hun nogensinde havde bygget op af barrierer.

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?


Eftertænksomheden kunne næsten høres i deres omgivelser. Hver en bid, af alt han sagde vækkede noget hos den anden, omend han ej kunne læse tanker. Det var igen de små ting, han lagde mærke til. Et lille træk ved hendes blå øjne. Om de så op, eller ned... I denne stund, hvor hans læber nu skiltes og smilet forduftede langsomt, rullede himlen over dem langsommeligt frem med flere af de mørke skyer der ejede Darkena. Ildevarslende kunne mørket ulme i tide og utide her. Hans øjne søgte himmelrummet. Et sted han følte sig til - historierne fortalt så ofte, om hans forældres unægtelige kærlighed, fik ham til at tro på sin fremtid, trods deres absurde forskelligheder. Forhåbentlig ville også han en skønne dag, fortjene et eventyr så fuldkomment og dog så bittert. Det stak til hingsten at vende tilbage igen - tilbage til lidelsen, passionen, angsten og poetikken fra hans fortid. Alt et imponerende billedsprog, fantasi om hvad og hvem man var. Alligevel så enestående og ofte mere sigende end nogen almindelig sætning ville være.

Han gjorde det så ofte selv. Altid beskrev han alting udefra - men han var også rede til at se sig selv igennem billedeligt sprog, fuldstændig som hans forældre. Hjertet bankede i forventningens spænding, da hun tavst kiggede tilbage på ham. Han forventede lyd - den fine stemme, han følte nærmest blomstrende i sit sind. Sjældent var han så dragende betaget af at lytte efter andres ord og spørgsmål. Dog var det forsvindende lidt der blev sagt imellem de to. Der var en følelse i ham, der var svær at sætte ord på. Men som vinden rev i træerne, følte han en trang til at stå fast i stilheden et øjeblik. Stoppe tidens tag og blot låses fast her, indtil han ville tillade vinden at blæse hans sind af sted igen. Videre til det næste træ, hvor han atter ville tage en tur ind imellem bladene, inden rejsen fortsatte... Men tanken nåede til ham, at han måtte vende tilbage til det samme træ igen. Han ville ikke blive færdig hos dette så let. Han ville mærke rødderne lige her, trods de var i usikker jord. Som om de kunne blive flået op ethvert øjeblik det skulle være, om vinden blæste kraftigt nok. Vælte omkuld og dræne liv fra træet... Han frygte det så bittert. Mørkets tanker. Livsdrænende tanker. Fuldstændig som før stod han dog i midten - ej livsgivende regn og næring til træet og ej træets undergang. Hun var træet. Så urørt og fyldigt og så fint.

Hun vidste det ikke selv, gjorde hun? Hvor betagende hendes blik var. Hvor fængslende de øjne føltes imod hans gule. Hvordan hendes vejrtrækning føltes varm på hans høresans, når hun åndende ud. Han bed sig nu i underlæben... Der fandtes intet svar på hendes læber. Intet svar på hans læber. Der var blot en insisterende og tiltagende stirren imod hinandens blikke. Som om ingen turde bryde den magiske tavshed. Som om ingen turde flytte sig - var det frygteligt? Eller var det godt? Narrators hjerte begyndte at hamre en tand for hårdt og hans krop spændtes svagt op. Et træk ved kæben afslørede hans anspændthed - men samtidig fandt et glimt af hans fascination igennem de gule, endeløse øjne...

Tiden stod musestille.

Hvor meget indflydelse havde man egentlig på sin egen historie? Kunne man styre hvilken vej ens fortælling gik, hvilke valg man kunne tage og vigtigst, hvilket udkom det ville give? Kunne man tage denne hingsts evne til at få gennemsigtighed og tage den i egen hånd - bruge den til sit eget bedste? Eller var det blot fjolser der troede på, at man var herre over sin egen skæbne?

Cosette, hvis givne navn der så ynkeligt betød lille ting, havde aldrig turde at tro - kun håbe - at hun kunne påvirke sin fremtid igennem de valg hun tog. Det var vel næsten nødvendigt, for hvad ville meningen ellers være? Hvis kun naturens kræfter og tilfældigheden herskede over hendes skæbne, så kunne hun vel lige så let give op. Bare finde sig tilpas med det hun havde, eller, nærmere hvad hun ikke havde og så bare sige at det var det. Det ville være noget så tragisk en tilværelse, og sådan en tanke kunne en ung ildsjæl som hende næsten ikke bære. Hun måtte tro på noget, hvis ikke hun skulle smide al håb væk om at blive til noget. Om at opnå anerkendelse, at blive værdsat og respekteret. Cosette blev dog ikke født i går og vidste, at disse ting ikke ville komme af sig selv. Det krævede hårdt arbejde og noget helt særligt hvis hun nogensinde skulle få sig den følelse af selvværd, som hun for længst havde fået taget fra sig. Aldrig i hendes liv var hun blevet anset som noget af værdi. Kun nedværdigende og hadefyldte blikke havde gransket hendes, hvis altså de overhovedet havde haft den medlidenhed at skænke hende et blik. Det værste var, at hun ikke kunne gøre for det. Selve hendes eksistens havde lagt hende for had, og hvordan skulle et føl kunne forstå det? Det lå derfor dybt i hende, og dette var motivationen der skubbede hende fremad. Det var viljen til at lave om på hendes skæbne og om end ikke vise verden hvad hun i virkeligheden var lavet af - koste hvad det ville.

De to stod der med ingen anden lyd end de buldrende skyer der lå så tungt på himlen, at de begyndte at trække en stærk vind op. Sandet under deres hove begyndte at hvisle henover koderne som vinden hvirvlede saligt. En buldren begyndte at hamre i det fjerne, med sådan en kraft at det næsten kunne mærkes i de døde træers rødder. Cosette var født i torden og lynild og bragte en mærkelig følelse i hendes hjerte - minder der for længst var blevet fortrængt og glemt. Men i det at lyden kom buldrende i det fjerne fik den unge hoppe en kontroversiel idé. De porcelænsblå øjne blev sendt til himmelen for at betragte de mørkegrå skyer der så ud til at hænge lavere og lavere.
Den musegrå hoppe rettede sig op, og gav et lille løft med hovedet så den fyldige pandelok faldt over hendes anden side af næseryggen og dækkede for hendes ene øje. Halen blev hævet og forsigtigt slog hun den et par gange fra side til side så hele hendes hårpragt svang fyldigt med. Langsomt læggede hun sit smalle hoved, belagt af hendes hvide maske der var et direkte vidne til hendes moders udseende, en anelse på skrå og så da indgående på denne sølvbeklædte hingst med man og hale af nattens blå. Begge mandelformede ører var ført fuld fremad - nu skulle der afprøves denne fortællers evner, og Cosettes vilje til at fortælle hendes egen historie.

"Han gjorde hende stum, hingsten med sit jadegule blik." Hendes stemme skar igennem den svage lyd af tordenen i det fjerne, og man kunne høre hendes stemme bære legende toner og en stærk beslutsomhed. "Narrator, som han hed, havde ikke før lagt blik på sådan en som hende." Fortsatte hun overvejende og tog for første gang i lang tid - et enkelt skridt frem. "Han vidste, at han var i stand til at hjælpe hende på rette vej, men spørgsmålet var om han ejede viljen." Hun lod sit porcelænsblå blik slippe hans og i stedet løbe over hans en anelse anspændte silhuet, før hun igen lod sit blik søge hans. "I hvert et valg er der en risiko, og denne unge hoppe ved, at hvis hun tager det foreliggende valg at dele dybe sandheder om hende selv, så kan det en dag blive hingstens valg at bruge dette for eller imod hende." Hendes vejrtrækning blev forhastet og man kunne se en bekymring spille i hendes øjne. Hun tog en dyb indånding og endnu et langsomt skridt mod denne hingst der for evigt ville pryde hendes hjerne med spørgsmål. "Han..." Hun tøvede "Han hørte hendes stemme og var ikke i tvivl. Til hver en tid ville hendes hemmeligheder være sikre hos ham, selvom de for ham var værdiløse." Med en svag desperation flakkede hendes blik alvorligt til hans. Dette var ikke for sjov, og netop nu testede hun dette til det yderste. Nok kunne han tale og fortælle om hende, som var hun blot en karakter i hans fortælling, der passede til lige det han ønskede - men hvis hun gjorde det samme, ville han så kunne forstå hendes hensigt? Eller havde hun fuldstændig misset pointen?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Hvad er et sind gjort af? Hvor stor betydning har én enkel lille handling overfor en anden sjæl? Hvordan var det muligt at elske, forene sin skæbne ud af hvad der synes var det blå? Det synes det purre opspind. Længselsfulde øjne glanede på hende... Der var ting man end ikke selv fattede. Disse måtte være skæbnen - simpelt var det ude af ens hænder, trods man ikke vidste det. De små handlinger kunne meget vel forudbestemme fremtiden. De første indtryk var betydningsfulde - så betydningsfulde at de fik en ret over ens fremtidige handlinger over for vedkommende. Man havde ikke lyst til at skænke kærlighed til én der havde været grum i sine handlinger eller mund. Ligesom han var håbløst troende på kærlighed ved første blik. Så ville man aldrig se ondt på dem, før det måske var for sent. Hans fremtid var halvt skrevet - et sted derude ville han opdage denne. Engang havde han været sikker på at hans liv hvilede hos Gervina Riverza - Men de var ikke ment til at være, og havde aldrig været det. Hans liv havde ventet på noget... Større end ham selv. Hun havde været et fylde i en ellers tom tid. En læring for livet.

Nu stod han her. Hans sind var gjort af historier og eventyr. Revet ud af hans fortid, digtet fra hans møder eller blødt fra hans moders hjerte. Det var inde i ham med mælken - trangen til at fortælle. Berige livet med fortællinger - om livet. Så omvandrende i en tåge følte han sig fortabt imellem lys og mørke. Han ville ikke kunne se kærlighed mere, hvis den stod lige foran ham. Tågen var en accept af at han ikke selv ville leve et eventyr nogensinde. Ikke selv føle de smukke, dramatiske følelser hans forældre havde følt. Deres kærlighed var evindelig. Et suk lød så langsomt og nænsomt fra hans læber.

Det gik sent op for ham, at han var fuldstændig betaget af at iagttage den anden. Hoppen. Cosette. Et sted under slørret var han elskovssyg. En dyb higen efter at mærke evindelighedens strejf. En kærlighed så stærk at det netop var skæbnesbestemt. Der var intet valg. Ingen vej udenom ens hjertes slag - de slog, de tikkede efter en anden. Det var den andens magt at slå hjertet itu, eller omfavne det. Sammensmeltede hjerter... Narrators øjne vågnede langsomt fra deres døsige glanende blik. Afslørrende blev hans ansigt under slørret af tanker. Man ville se hans pinefulde længsel efter at blive elsket. Hvor misforstået han var under sit skind - noget ingen ville se.

Omkring ham blev vejret dovent mere truende. Mere hektisk... Hans krop ænsede regnen på hans pels. Vinden der hvirvlede om hans kodeled - og manen der i sine lange krøller blev blafret blødt rundt om hans heftige ansigtsudtryk. Hun talte. Torden buldrede. De var fuldstændig indviklede i hinandens historier på dette tidspunkt. Uden helt at vide det. Hans hjerte sprang et slag over - hun talte hans sprog. Øjnene der før måske virkede forstenede, så op fra deres hi. De blødte for hendes stemme. En insisterende fascination, han var fængslet. En hingst lagt i lænker - men dog så fri. Aldrig lagt blik på en som hende. hans krop trak vejret længselsfuldt.

Bekymring fandt hendes øjne, imens hun talte - en hensigt var så tydeligt hos hende. Hans vilje skreg efter ham - for han ligesom sin mor kunne sidestilles med en vulkan i vilje. Han ville sprænge for dem der fortjente hans beskyttelse. Hun talte om risiko - vilje. En hemmelighed. Et skridt nærmere - han blinkede langsommeligt, og søgte at få vejret, da han mærkede hendes ånde, trods det var flygtigt.

"Intet er værdiløst. Intet." hviskede hans mørke stemme indtrængende, omend stille. Hans blik slap hende ikke, men var viljestærkt og blidt imod hende. "Han vil lytte, til enhver tanke hun har, enhver fortid hun måtte have... Hun kan trygt lægge ordene fra sig her, thi de skal for altid få et hvilested - måske er det farligt, men for ham viser det hendes styrke. Hemmeligheder - hemmeligheder han holder mange af... Cosette var enestående, det var korrekt at han aldrig havde set en som hende før. Hun formåede at åbne et vindue. Et vindue til hans sjæl... Hun kunne ligeledes bruge dette imod ham - en dag." ordene fandt vej henover de mørke læber et efter et. Hans melodiske stemme så dybfølt.

Naiv. Et fjollet lille adjektiv men som ofte kunne betyde store konsekvenser for dem som bar denne uheldige eller, til tider, frelsende egenskab. Naivitet kunne gøre en sjæl blind for hvad hun måtte opgive, eller skjule de konsekvenser der ellers lå tydeligt ud fra det valg hun var ved at tage. Det er et afgørende øjeblik når man den dag går fra at være naiv til pludseligt ikke at være det, men i stedet være erfaren. Det sjove ved naivitet er, at det sommetider er et valg. Oftest set i kærligheden, når man er i benægtelse, i god tro eller blot rent og skær dum. Kærlighed gør blind - men også fandens naiv. Skønt at være naiv kunne bringe en problemer, ville det for nogle kunne spare dem den tragiske sandhed der var realiteten. Nogle ting er bedre usagt. Cosette var en af disse klassiske eksempler på at være naiv grundet mangel på erfaring. Den lille hoppe var ganske naiv om verden omkring sig, men modsigeligt var hun ikke for godtroende når det kom til fremmede. Dette var en egenskab hun kæmpede med at få omvendt, for at kunne give 'the benefit of the doubt' til dem hun måtte støde på. Og nu skulle det for første gang vise sig, at denne tvivl kom hende til gode igen i tusindfold. Det var nyt og råt og fuldstændig euforiserende at få af vide, at man kan give et stykke af sig selv og derved få et stykke igen. Det i sig selv var spændende nok, men den egentlige rus lå i at vide, at der var en risiko. Det handlede i bund og grund om tillid. Kan jeg stole på dig, hvis jeg giver dig et stykke af mit eget, mit selv, som jeg ellers holder så kært? Eller vil du en skønne dag udnytte dette blodstænk af svaghed og forråde min tillid?

Regnen begyndte langsomt at falde over de døde træer og lave mørke pletter i askeunderlaget. Det fik den unge musegrå hoppes krop til at sitre når de tunge, kolde dråber ramte hendes skind. Ribbenene stod svagligt frem fra hendes mørke silhuet og de hvide ben rystede ustabilt fra tid til anden som vinden tog til. Kærlighed var aldrig et ord der havde gransket Cosettes tanker. Hun havde aldrig stoppet op og gjort sig den overvejelse at der måske en dag ville være en sjæl derude som hun skulle knytte bånd til. Jo vidst, hun kendte til hingste og deres til tider skøre tiltag, men hun havde altid set til fra sidelinjen og aldrig været den der havde fået opmærksomheden. Det var heller ikke længe siden at hun blot havde været en unghest der stadig skulle lære livets basis for overlevelse, men hendes hårde mentale opvækst havde gjort hende kold og uforstående over for sådanne følelser. I stedet havde hendes agenda indtaget den plads, og derfor havde hun så meget drivkraft i sin sjæl. For hvor der skulle være plads til drivkraften for kærlighed, der lå i stedet en kerne af uretfærdighed, vrede og vilje. Om kærligheden nogensinde ville nå hende skulle blive et chok for den unge hoppe, hvis sjæl var overbevist om, at kærlighed ikke var noget hun var værdig til at modtage - eller give. I hendes logik var hun 'bare ikke en af dem'. For aldrig havde nogen set hende i øjnene og ladet hende vide at hun var værdig til at blive elsket. Så hun havde i stedet, et sted, slået sig til tolds med, at hun måtte leve uden.

Cosettes porcelænsblå øjne havde slået sig fast i hans, og hun håbede at han forstod hendes hast. Længe havde hun gået med disse tanker, følelser og mål for sig selv, og den unge hoppe kunne ikke forestille sig nogen bedre at dele hendes begær med end han. Det var som om at bekymringen kunne slippes, at han ville tage imod uden at dømme hendes på trods af hendes måske kontroversielle ideer. Efter at hun havde ytret sine ord, blev hun fængslet af noget i hans blik. Hans gule øjne der før havde virket livløse og fortabte kom nu til live - men det var ikke livsgnisten man kunne have håbet. I stedet så hun en længsel, som havde han åbnet en vindue ind til hans sjæl i nogle få, sparsomme sekunder. Hun tog en dyb indånding og prøvede at forstå, men da lod han sin dybe stemme bryde den larmende stilhed omkring dem og Cosette opslugte hvert et ord. En lettelse spredte sig i årene på den anspændte hoppe ved lyden af hans stemme, der forsikrede hende om at hun var velkommen. Velkommen til at dele sit dybeste. Og da, ved hans ord, trods han stadig i teknikaliteten var en fremmed, lod hun sig være naiv.

I ren og skær uforståelig lettelse lod hun et kort øjeblik sin rosa mule række frem og strejfe hans sorte næseryg i en flygtig bevægelse. Hun lod sig kigge ind i hans dybe blik og det han kunne modtage fra hendes var en dyb taknemmelighed. Rolig tog hun hovedet til sig igen og tog da en dyb indånding. Cosette følte sig uforståelig over for hvad der lige var hændt, og det var som om at skikkelsen foran hende fuldstændig ændrede karakter. Han havde åbnet sig op, gjort sig sårbar - for hende... Men hvorfor? Hans ord varmede hendes hjerte i hvad der i sekunder føltes som anerkendelse på en stærkere måde end hun nogensinde havde oplevet. Hvordan kan noget måle sig med at to sjæle vælger at være sårbare over for hinanden? Bare sådan?

Hun tog sig et kort og eftertænksomt øjeblik, for at være sikker på at hun formulerede sig for hingsten som hun ønskede. "Hoppen søger frelse. Hun har besluttet at gøre alt hvad der må stå i hendes magt for at opnå anerkendelse og respekt, for hun er mere end hvad øjet skuer." Skønt hendes stemme var af fløjl kunne man mærke den stærke undertone af vilje. "Koste hvad det ville, for hendes fortid har budt hende intet godt, og hun frygter at hendes chancer er smalle." Bekymringen indtog atter hendes blanke øjne, men hun stod fast. "Verden er endnu åben for denne sjæl og fremtiden er usikker. Men én ting er sikkert - hun ønsker frelse, anerkendelse, magt." Dette var den triste sandhed, men hvad ellers, når hendes opvækst har lært hende om det, og intet andet?

Narrator the Storyteller
Can you hear the silence? Can you see the dark? Can you fix the broken... Can you feel my heart?

Det pressede sig på. Som om en tung klippeblok blev rusket magtfuldt i. Vinden hylede i dens gab mellem den selv og klippevæggen... Storm rasede overalt omkring den. Hver regndråbe faldt tungere end den forrige, al hast i verden hvilede på blokkens skuldre. Den kunne ikke længere bære vægten fra resten af klipperne ovenpå den. Den måtte løsrive sig. Under den slog bølgerne hektisk op omkring det stenede rev af andre klipper, de rendelig habde løsrevet sig... Den ville falde. Den ville falde så tungt, så hårdt. Men undervejs ville friheden omkranse dens massive ydre. Blot et lille pust til og den braste imod undergrunden. Hans hjerterytme faldt.

Et glimt oplyste hendes sitrende krop - afslørende stak ribbenene frem på den ellers så kønne krop. Deres blikke sugede nærmest ernæring fra hinanden. Et spil hvor der foregik så mange tanker, der aldrig ville blive sagt, blev spillet... Det ene ønske overtog det andet. En strejftanke ledte videre til en drøm. Under ethvert ansigt, fandtes dette våben. Det kunne bruges ubevidst imod en selv. De synes begge at være under denne tvang. Der var ingen der stod mere i vejen for ham selv, end hans eget sind. Var det ligeså for hende? Våbnet var ladt og hver gang, han så ud over kanten, klar til at springe ned i sine egne eventyr skød det ham. Det skød ham tilbage i tågen. Tågen der ikke hørte til nogen steder. Han sukkede så forpint et øjeblik at selv hans krop synes at synke, trods dens anspændthed.

I den stund berørte hendes mule hans næseryg og han blinkede, som hans krop frossede fast et flygtigt øjeblik og sugede til sig hvad hun gjorde ved hans unge krop. Han spændtes som en buestreng, der var klar til at skyde. Men hvad? Amors pil? Dødens kys? Han lagde ørene og lyden af hans hjerte var i hans ører. Taknemligheden fra hoppen var tydelig, da hun slap ham. Der var intet i det for hende, var der? Han trak sig et skridt. Narrator havde rørt sjæle uden at være fysisk. Ved at tale til dem. Sende et blik... Men berøring ville altid være en ting der sagde langt mere end han følte han kunne rumme. Berøring var næsten angstprovokerende, når den føltes som denne.
Alle hendes ord flød ind i hans hjerne. Han veg bort et øjeblik i sine øjne og søgte himlen. Præcis som hans moder ville gøre det.

"Hun ønsker hvad mange før hende, har søgt. Er hun desperat? Er hun fortvivlet? Eller blot beslutsom?" han lod ordene hvile et moment, som det gule øje så regnen dale ned over landskabet. Fylde asken med væde. Så søgte de jorden hvorpå hun stod. Gled en anelse grådigt op over hendes krop igen, før de faldt til ro hos hendes øjne. "Frelse fra sin fortid? Sit sind? Er hun stærk nok til at gribe den chance hun har, omend den synes smal for hende? Anerkendelse. Magt." de sidste ord blev hvisket i et halvt gisp. Han havde intet behov selv, for magt... Men han havde aldrig ønsket sig noget mere brændende end at blive anerkendt. At nogen var stolt af ham... Især hans fader. Måske med undtagelse af kærlighed. Men fortjente han den? Fortjente hun magt? "Hendes hemmelighed hviler her... Han skal lytte til hendes inderste tanker, uanset hvornår hun ønsker deres fald." hans tanker gled på klippeblokken. Var hun klippen? Kunne hun vokse i Proelio, som mange før hende og vise sig fra en side, hun troede umulig?

Han havde set det før. Men på en måde ønskede han det ikke for hende. Ofte var der en bitter ende... Sødme føltes på vejen til afgrunden - men afgrunden var ofte en sikker ende destination for de der begærede magt. Se blot Smeyé.