Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Det var sket. Som hun havde forestillet sig det, var Jaymelia blevet gudinde af Elasium. Det skræmte som sådan ikke den brave Oasis. Der skulle mere til at sende hende ud til bekymringens rand. Det var hendes familie og fremtiden hun tænkte på. Hun var en krigerinde - en prinsesse. Datteren af en helt, hvis ære og minde levede videre i hende. Myspiritous...

På det seneste havde hendes visdom været en byrde. Hendes intelligens og forudseende sind havde tvunget hende til at gå en lang tur denne stjerneklare aften. Frosten lå som et tæppe over landskabet. Hvor var hun egentlig? Et sted nord for Proelios hjerte vidste hun. Meget længere nord på og hun ville møde Frozticen og Darkena. Oasis trak på sit smilebånd. Hendes krøllede hovskæg faldt omkring hovene i det lette snelag for hvert skridt hun tog. Luften forandrede sig langsomt nu. Hendes tætte pels begyndte at stritte. En form for uro overtog hendes ellers stærke sind.

Gaib War. Et af Jaymelias levn fra hendes verden. Her hvilede en forbandelse, men det vidste Oasis endnu ikke. Først da glimt fra krig hun ej huskede at vide noget om flashede for hendes øjne forstod hun det. Området her var oldgammelt og havde oplevet lidelse. Ligesom hun havde set for mange krige, til at være så ung som hun faktisk var. Hun standsede. Den isende brise strøg hendes meterlange man tilbage over hendes elegante, men kraftige krop....

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Han stod i udkanten af det område som han et stykke tid havde i tankerne at overtage. Han smældede hårdt med halen og lod blikket falde over dette lad. Det luskede og mørke smil flød let over den sorte mule. Han vidste at det var et spørgsmål om tid før dette land kom til at tilhøre ham og hans bror. Han havde planer og disse planer ville blive ført ud i livet. De blodrøde øjne søgte nu rundt over landet. Stilheden var ikke til at tage fejl af, den frosne jord viste ingen tegn på betrædelse i et stykke tid og denne stilhed nød han.
Nattens stjerner funklede over himlen og han bestemte sig for nu ikke at gøre mere i sine planer, men træde ud af området og finde ud af om der måske var andre i dette land som havde lyst til at snakke med ham – nyde denne lettere frustrerende hingst. Den sorte krop blev sat i bevægelse og den sorte muskuløse hingst blev let vælvet. Hver en muskel spillede i den klare månes skær – han var flot sat og det var han også selv yderst bevidst om.

Han bevægede sig rundt, så et område han kun havde bevæget sig i, i starten af sin tilværelse her. Han vidste dog meget om de mørke steder og de steder med forbandelser i dette land. Han gjorde en stor ære i at kende sit område og sit lands historie. Han fik et lusket smil over den mørke mule og bevægede den kraftige og arrede krop længere ind i det område. Der gik dog ikke længe før han tydeligt kunne fornemme at han ikke var alene.
En hoppe stod foran ham og han vidste at han muligvis burde kende denne, det var der noget som sagde ham. Han smældede hårdt med halen og travede over mod denne fremmede hoppe uden at tøve. Han stoppede 5 meter fra hende og spændte let op, dog ikke advarende – lige nu havde han sit rolige humør på. Hans blik fuld af den dybe mørke de besad gled kort ned over hende. Hvem var denne hoppe?

Amuletten om hans hals kølede hans bring, da denne også blev påvirket en smule af kulden. Hun lignede ikke alle andre her og det gjorde også at han var en smule mindre frembrusende end han plejede at være. Han var en udspekuleret hingst som på ingen måde var bange af sig, men han var klog og vidste at magien og kræfterne i dette land, kunne ligge hos alle.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Lúthendril Oasis havde ikke stået længe, før de følsomme ører havde opfanget lyden af hovslag et sted foran hende. Safirsmykket klirrede i hendes man da hun vendte hovedet mod lyden af denne fremmede. Hun kneb øjnene sammen. Aftens mørke var ikke helt tæt endnu, men tæt nok til at silhouetten af den sorte hingst, var svær at skue.
Men lidt undslap Oasis intense øje. De skinnede i en advarende rød netop nu. Områdets flashbacks til den krig der måtte være hændt her, gav hende ikke lyst til selskab. Hun var kommet her for at tænke - være langt væk fra de hun elskede. De som ville være hendes svage punkt. Dem der bragte hende i fare.

Som den krigerinde hun normalt var, slap hun ikke for at indgå i Proelios historie - på krigens marker. Der hvor hun kunne gavne og redde liv. Stå frem for det der var rigtigt, og aldrig falde i de forkerte voldgrave.

Han skræmte hende ikke. Uanset hvordan han tordnede frem imod hende, med sine muskler, ar og røde øjne, havde Oasis stået overfor hingste, der meget vel kunne være dennes ligemand. Hun så ham tydeligt nu og fortrak ikke en nerve. Hoppens udseende var dragende - det vidste hun. Mange faldt for hendes skønhed. Så hende som en blid hoppe. Men trods dette var der en hoppe under skindet, som var vis, snedig og stærk. Hver muskel havde prøvet at kæmpe før. Hun lod ham stå der og skue med sine mørke øjne. Ro. De var begge i ro, men intensiteten var alligevel stor.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

De mørke øjne søgte ned over denne hoppe, hun var anderledes end de fleste andre hun havde set i dette land. Den lange hvide man som bølgede ned over hendes skulder og den mørke blå farve som klædte hendes pels. Han førte de mørke øjne til hendes grønne øjne – dette var heller ikke en farve som man så forfærdelig meget til i dette land. Han vælvede den muskuløse hals og løftede halen højt.
Han havde forladt det område som snart ville blive hans, som snart ville tilhøre ham og hans broder. Han trådte helt hen til denne hoppe og stoppede op foran hende. De første sekunder sagde han ikke noget, men betragtede denne hoppe. Noget var anderledes ved hende, hun havde en anden aura end de andre hopper han havde stødt på. Måneskinnet lyse på hende og fik nærmest hendes hvide man til at lyse op i det smukke måneskær.
”Godaften du natlige hoppe. Hvem har vi her?”
Han stemme skjulte det meste af hans mørke side, dog var den hæse tone stadig at ane. Hans sind var lige nu mere nysgerrigt end ondskabsfuld. Dette var nærmest de tidspunkter som man skulle frygte ham mest. Han var lusket og klog. Han var bestemt ikke en dum hingst, men han havde sine dage var ondskaben tog mere over end andre. Men i aften var det ikke ligefrem vreden som tog over. Det var nysgerrigheden og den lidt mere charmerende hingst som havde overtaget - dog var dette på ingen måde sikkert at man kunne stole på denne hingst.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Der skulle meget til at ryste Oasis grundvold. Meget til at overtræde hendes personlige grænser. Hun af alle havde stået igennem ødelæggelse og krig. Set løgne blive gennemskuet - især dem der havde forsøgt at narre hende. Intelligens som hendes var udsøgt - sjælden. Det havde faderen altid sagt. Myspiritous hade sjældent fortalt om hendes slægt - men den var ganske særlig og ligeså var hun. Almen, men visdommen boede i hende.

Hun rankede sig og jo nærmere han kom, jo højere mod skyerne stod hendes mule. Manen gjorde hende større end hun var. Kroppen var dog ikke af en lille, fin kaliber - hun var en kraftig, elegant hoppe, med en styrke de færreste hopper besad. Solide knogler, delikate muskler. Hun virkede større end mange hingste.

Hun var dog ikke hverken i humør eller lyst til at fremmede skulle være hende nær. Så da han rykkede tæt på, trak hun på et snedigt og velvidende smil. Hun flyttede sig blot. "Natlig kan bedre beskrive dig end mig." formidlede hun med sin rene, klare stemme. Tonerne var altid et spil af blide klokker. Hun skridtede nu i god afstand til ham omkring hans sorte legeme. Hun var nysgerrig, men viste intet. Kun tonløse blikke. Oasis havde behov for at beskytte andre - mod alt der var en trussel på livet. Hun så tit ting komme, før de kom. Fordi hun opsøgte dem og var nysgerrig. Observant.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Hoppen slog ham ikke som arrogant, men så var der alligevel et snert at spore i denne hoppe. Han lod de røde øjne søge hendes – hun var mistroisk og en smule skeptisk overfor ham, men hvem ville ikke være det overfor en hingst som ham? Han var ikke just en skønhed fra naturens side. Han kunne ikke dække sig ind og lige en af guds bedste børn, men det ønskede han bestemt heller ikke. Han var en hingst som stod ved den han var og som aldrig nogensinde lagde skjul på hvem han var. Han lod blikket glide lidt ned over hende, da hun løftede hoved nærmest så højt hun kunne og rankede sig. Hun var ikke en lille hoppe, men han var stadig en smule større og han var ikke bange for at vise hende det.

Han lod godt mærke til at hun valgte at rykke sig og et lusket smil gled over den sorte mule. Nattens lyde ramte hans ører og mange ting kunne han høre og mange ting kunne han ønske at høre, men lige nu lyttede han atter til den stemme som forlod hoppen foran ham. Han var mere mørk end hende, dette kunne de ikke diskutere og natlig – til en vis grad. Han lod kort blikket følge hoppen til han ikke længere kunne se hende og vendte så blikket fremad. Han smældede hårdt med halen og spændte let op i den store muskuløse krop. Han var tilfreds med sig selv og sin styrke at han blot lod hende gøre det uden at skulle sikre sig at hun gjorde noget.

”Hvem har vi her?”

Han så atter ikke på hende, men blot lige ud i det stilel mørke foran ham.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Efter hvert skridt landede hoven blødt i græsset foran hende. Hun vippede ørene mod ham og lagde hovedet let på sned som han blot stirrede ud i luften foran ham. Dog kom der snart et kraftigt halesmæld og dernæst pustede han sig rigtig op. Oasis havde set det før - hun var stadig godt 8 meter fra ham og fortsatte rundt, selv da hans stemme lød.

Hun stod bestemt ved hvem hun var. Dog var der fordele i at skjule ting for fremmede - altid. At hun var en heltinde, en del af lyset og en del af mystikken samtidig, var ingen hemmelighed. Hun spillede ikke ond, spillede ikke masker på den måde. Mystikken var det der dragede mange til hende - hvad gemte hun på? Bag de feminine træk? Åh en krigsmaskine. Fuldstændig ligesom han sikkert gjorde. Han gentog sig selv...

"Vi har mangt og meget her. Hvem er et større spørgsmål - svaret må han selv opsøge... Noget for noget." hentydede hun, som hun dukkede op foran ham igen, med rolige øjne.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Hoppen foran ham prøvede at lokke ham ind med den mystik som tydeligt lå omkring hende, men det var overhovedet ikke noget som han tog til sig. Han havde oplevet hopper som hende før, hopper som troede at de vidste alt, hopper som troede at de kunne styre alle hingste omkring dem og selv om Sempers helt store passion her i livet var magt, havde han en svaghed for hopper. Men der var bestemt visse hopper som fangede hans opmærksomhed mere end andre. Denne hoppe var yderst smuk, det var der ingen tvivl om overhovedet – men han var bestemt ikke en hingst som faldt for alle tricks folk spillede ham.

Han lod bare blikket hvile ligefrem og lod det først falde på hende da hun atter kom tæt på hans blik. Hun stoppede foran ham med rolige øjne. Hendes ord lød nu, men hun svarede ikke på hans spørgsmål – svaret måtte hans selv opsøge? Det var vidste også det han gjorde ved at spørge hende? Han fnøs kort en smule irriteret over hende, men valgte at lade det fare for denne gang.

”Jeg er Frozticens nye leder og undersøger derfor mine ydergrænser”

Han valgte selv ikke at sige sit navn, han var stolt af sit navn og havde efterhånden opbygget sig et vidst rygte, men hvis hun ønskede at holde oplysninger tilbage for ham, så kunne han også holde dem tilbage fra hende. Han lod de røde øjne atter søge hende. Hun ville lave et smukt føl til ham en dag.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Oasis bemærkede irritationen. Temperamentet i hingsten... Ens eget temperament var ofte det, der ledte en ud til de steder, man havde håbet aldrig at ende. I hans tilfælde, nok på bunden, hvor ingen så ham værdig, alle ignorerede ham og lo... Måske. Hun så meget, trods hun ej bar synske evner. Hun stirrede på det der var ret foran hende, med sine mystike øjne, der snart skiftede farve til gul. Hun kunne ej rokkes, men hun var udmærket klar over at her var fare på færde. Hele has adfærd skreg om mørket i hans indre. Lysten til at knuse hendes mystik og skønhed.

Hun trak ikke på et smil, flyttede ikke en hov, sænkede ikke sit hoved, da han kaldte sig Frozticens herre. Ice. Ice var blevet overvundet. Hun mærkede et svagt stik i hjertet overfor den turkisblå hingst, som hun havde mødt for længe siden ved flere lejligheder.

Hingsten talte sandt. Hans sorte skind en plet i det hvide landskab i norden. Oasis brød sig straks ikke om det. Længe havde hun vidst at tingene ville ændre sig drastisk - og længe havde hun håbet at ingen krige ville bryde ud imens hendes døtre var små.
Foran hende stod nu en hingst, der kunne blive dette håbs undergang. Konstateringen i hendes indre blev, at han måtte tilhører Helzloris slyng. En svag del af hende tænkte Smeyé, men galeguden havde knap fået fodfæste på jorden igen. Øjet søgte let mod hans.

"Her finder man så sort på hvidt. En Lord af kuldens hjem - dog også lysets... Kaos og tids gudinde vogter på dig..." hviskede Oasis nu, hendes klare stemme en hæs lyd. Laylis havde overtaget den landsdel - brød hun sig om denne? "Hvad søger du da i din ydergrænse? Finder du noget nyttigt?" hun hævede stemmen roligt igen, som en brise tog hendes man.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Den sorte hingst lod blikket glide ned over denne hoppe, hun var en anderledes hoppe og hun troede bestemt at hun var bedre end ham, dette var han ikke et sekund i tvivl om. Et lusket smil faldt over den sorte mule og en plan spirede i hans indre, han fandt på en plan som var mere udspekuleret end nogen af dem han før havde lavet i dette land. Han trådte et skridt tættere på hoppen og han vidste at denne hoppe ville bruge den næste tid på at gennemleve et helvede som hun aldrig før havde oplevet. De tanker som flød igennem det manipulerende og udspekulerede hoved gjorde ham farligere end de hingste som blot var muskelbundter, han havde hovedet med sig i det fleste af hans beslutninger.
Hele hendes udstråling var der som gjorde udslaget, han ville gøre hendes liv til et helvede indtil hun lærte hvad respekt og frygt var. Han vælvede kort i halsen og gik helt hen til hende. Det mørke blik fik et nærmest morderisk blik i øjne – han drejede kort hovedet væk og sendte et højlydt og nærmest kaldende hvin afsted før han atter lod de røde øjne i falde i hendes nærmest skiftende farver. Han blik var intenst og yderst borende. Han kunne ikke læse tanker, men han kunne se på denne hoppe at hun tænkte og hvad hun tænkte over kunne han ikke vide, men han havde da visse ideer.

Han var en hingst som ofte gjorde hvad der passede ham og han havde næsten ingen respekt for andre. Hans herre lige nu var Helzlori, men han var en rebel og så længe den store hingst ikke trådte i karakter og droppede sine små skolepige forelskelser, var han mindre loyal end han normalt ville være. Helzlori var for nu hans herre, men han var ikke en hingst som lod sig styre af en hingst han ikke respekterede – han ville ærligt sige at fandt han vejen til at kunne fælde Helzlori, så ville han nok tage den lige nu, hvor hans herre rendte rundt efter en eller anden dum hoppe som en forelsket lille køter. Hendes ord lød så atter og han kunne ikke lade være med at slå en latter op af hende.

”Laylis er ikke mere end jeg kan styre, hun er en hoppe og selv om hun har magt, så finder man vel ikke noget mere kaotisk end en magtfuld søn af mørket – så mon ikke hun nok skal acceptere dette? – hvad angår min yder grænse, så har jeg brug for at kontrollere så jeg ikke lukker dårlige æbler ind på mit område”

Han lod blikket køre ned over hende, nærmest som om det var en hentydning. Hun spurgte nu om han havde fundet noget nyttigt og han trak lidt på skulderen. Dette var kun noget som tiden ville vise – mere kunne han ikke svare på lige nu.

---

Renekton var vendt tilbage til Ingenmandsland for en stund. Selvom han egentlig ikke havde forestillet sig nogensinde at skulle vende tilbage til dette sted igen, så levede han et nyt liv sammen med sin bror nu, og dette indebar, at han som regel aldrig var særlig langt væk fra ham. Så da Semper havde meddelt, at han ville rejse en tur til Ingenmandsland, havde han ikke tøvet med at følge med ham.
Han holdt sig lidt bag ved Semper denne dag, for at de to brødre kunne få lidt privatliv og ikke blot gik helt op ad hinanden hele tiden. Han bevægede sig ned igennem denne mærkelige eng og blev fyldt af en følelse, som han aldrig havde kendt mage til før. Han blev nærmest helt sorgfyldt, som om han kunne mærke andre hestes smerte flyde igennem sit eget hjerte. Shit, det var ubehageligt!

Han blev dog brat afbrudt af sine tanker, da han hørte Sempers hvin flække stilheden omkring ham. Han vidste, at Semper kun ville hvine sådan dér, hvis det betød, at han havde brug for Renekton - og derfor tøvede han ikke med at sætte frem i galop og storme frem i den retning, Sempers hvin havde lydt.
Han slyngede selv et besvarende hvin ud i luften for at meddele Semper, at han var på vej, inden han kort tid efter dukkede op foran Semper og en fremmed hoppe. Han stoppede op ved Sempers side og brummede hilsende, mens han kastede et belurende blik over den kønne, kraftige hoppe. Hvad mon det var for en dejlig lækkerbidsken, Semper havde fundet frem til dem?

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Hvis man troede Oasis manglede respekt, tog man fejl. Hvis man så på hende og kun fandt overlegenhed havde man ikke kigget længe nok. Oasis var blevet forrådt - mere end en gang. Hun havde kæmpet for at nå sine mål - badet i blod, sved og tåre. Fortiden var grum og smerte - frygt? Hun havde overlevet det før. Stået igennem vanviddet fra hingstes magtsyge. At drive hende ud i den slags igen, var ubarmhjertigt, men ikke desto mindre noget hun ville klare. Med sin intelligens, den hårde kerne om hendes hjerte og sine kraftige muskler - hvis det da blev nødvendigt. Netop nu fornemmede hun tydeligt hvorledes en plan foretog sig i hovedet på den sorte hingst. Hun vidste, at han havde en tanke - en hensigt - med hende. Hvilken stod uvis, men der fandtes ingen gode intentioner. Langsomt stirrede hendes røde øje nu på ham. Blodet blussede op i hendes kinder, en dunken lød for hendes ører.

Det var længe siden Oasis, havde følt Lúthendril i sig. Men det var uundgåeligt. Langsomt lod hun sin kærlighed svinde dybt ind i hendes sorteste svælg i hjertet. For at beskytte dem hun havde kær. Hun genvandt sin hårde kerne og følte hvordan hun et eller andet sted, havde længslet efter at blive sig selv igen. Uden bekymring for nogen hun elskede, med målet i sigte. Stærk. Uigennemtrængelig. Lúthendril Oasis.

Påkaldelsen af den anden hingst tog blåt få minutter. Hun fandt en strategi og lod hovedet synke til jorden. Én havde hun magtet - to var for meget. Flugt var ingen mulighed, den sortes ben var slanke og hans krop adræt. Han var hurtigere end hendes kraftige ben og tungere krop. Den anden lignede hende selv af kropsbygning - men hun så sig selv have en chance alligevel, bare ikke endnu. "Oasis." sagde hun roligt, men stemmen lod til at svigte en anelse. Musklerne rystede en smule omkring benene. Bevidst.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.

Den mørke hingst mærkede en nærmest lykkelig rus flyde over sig i takt som hans planer dannede sig i hovedet, han var en hingst som kunne mange ting og som stortset altid fik tingene til at fungere på en måde som han syntes faldt ham rigtig godt til rette. De røde øjne spejdede ned over hende og han kunne tydeligt se at der var noget der ændrede sig i denne hoppe – hun forandrede sig helt. Den før så overlegne hoppe ændrede sig til nærmest at lukke sine følelser af og virke kølig? Han hørte meget hurtigt hovslag i det fjerne og et stolt smil flød let over hans mule – den skikkelse som nærmede sig kendte han helt til benet. Han nikkede respektfuld til hans bror der med det samme fandt denne hoppe lige så fascinerende som han selv havde gjort.
Hans øjne førtes tilbage på denne hoppe og endnu engang ændrede hun markant opførsel endnu engang – hun blev nærmest underkastende og blid. Men han kunne ikke overbevises, hun havde en vis falskhed over sin attitude og det generede ham, men alligevel imponerede. Han vippede ørerne i retning af hans bror da han spurgte hvem denne lækre sag var og et stolt smil faldt på hans mule.

”dette kære broder er tydeligvis Oasis – mit nye legetøj”

Han sagde dette uden overhovedet et trække en eneste mine. Lynhurtigt og næsten med slangeagtige bevægelser trådte han helt tæt på denne hoppe og bed hårdt ud efter hende – ikke for at ramme, men nærmest for at markere sig. Samtidig kom han indenfor rækkevidde til at kunne bruge sin amulet mod hende. Hun havde tydeligvis forstået at de to brødre ikke var til spørge med, de var meget forskellige – han var mere adræt og hurtig på hovene, mens han bror var en smule tungere end han selv. De var ikke ligefrem fremstillet som perfekte brødre, ikke mange ville tro at de var brødre.

Han vælvede i nakken og lod blikket kort glide over på hans bror, mon han ville være med til at lege en lille smule? Han havde før vist hans bror en grotte ikke langt herfra og dette ville helt bestemt blive denne hoppes nye verden – i hvert fald ind til andet var blevet beordret fra hans side.

---

Da hans blik hvilede granskende på den fremmede hoppe, faldt hendes hoved straks underkastende til jorden. Et overlegent smil formede sig om hans rødbrune mule. Han ville aldrig blive træt af at se folk underkaste sig for hans og hans brors fødder... Hun var høflig nok, denne hoppe, og præsenterede straks sig selv som Oasis. Det scorede hun et pluspoint for i hans bog. Dog kunne han ikke lade være med at fnyse en anelse hånligt, da han bemærkede både hendes stemme og benene ryste let under hende. Hun virkede mere sølle og skvattet, end han først havde antaget, og det gjorde ham kort lidt skuffet... Men hurtigt blev han dog enig med sig selv om, at det nok var meget godt - så ville hun forhåbentlig ikke skabe alt for mange problemer. I modsætning til den bitch ved navn Chinwe Neema, som han nærmest havde måtte kæmpe med hele vejen hjem til ham og Sempers hjem!

Sempers ord lød nu i hans ører og fik ham til at dreje hovedet mod sin bror. Han smilede slesk ved hans ordvalg - sit nye legetøj.
,,Det lyder vel nok interessant," sagde han med en tydelig veltilfreds stemme.
Lynhurtigt trådte Semper nu hen til Oasis og bed markerende ud efter hende; en uskadelig og harmløs bevægelse, der dog alligevel var truende og mindede alle om, at hoppen nu var i deres magt.
Han bemærkede Sempers inviterende blik og tøvede ikke med at slå ivrigt med hovedet, inden han smilede stort og trådte nærmere. Han lod mulen køre groft ned over Oasis' skind og trykkede hårdt og prøvende forskellige steder på hendes krop for ligesom at markere, at han og hans bror ejede hende og dermed havde ret til at gøre, præcis hvad de ville mod hendes krop.

,,Mhh, min kære bror, det er vel nok et udsøgt stykke legetøj, du har fanget til os..." sagde han sleskt lige over hovedet på Oasis, som om hun slet ikke var til stede som andet end et dødt stykke kød, han kunne misbruge, som han ville...

---

You either die a hero, or live long enough to see yourself become the villain.

Lúthendril Oasis
You loved me and I froze in time. Hungry for that flesh of mine.

Dagen var blevet anderledes end forventet. Oasis øjne forvandledes langsomt til sølvhvide, som hoppen forsvandt ind i sig selv til fordel for sit eget spil. Åh hun havde prøvet det før. Hingste - og hendes krop var troværdig, blikket troværdigt, som hun stod med den lange man i støvet.

Forsøget på at eje hende, ville ikke lykkedes helt - Oasis vidste indeni sig selv hvem hun var og hvad hun stod for. Hun kunne ikke ejes, uanset hvor meget magt man benyttede sig af. Hoppen klemte øjnene i og vendte hovedet såret bort, da den sorte forsøgte at lange ud efter hende med sine blottede tænder. Tæt nok på til Oasis sansede en magisk kræft - fra en amulet, hun omgående vidste var gemmensyret af mørke og ondskab. For den udsendte en smerte til hende allerede. Hun peb ikke, men hendes læber bævrede svagt.

Den brune der var ankommet, nød tydeligvis synet. Hvilket kunne vænnes til hendes fordel.
Hun så på ham med ængstelige træk omkring øjnene. Deres intelligens skjult. Hendes styrke kun et meget svagt glimt bag øjets væde. Hun klemte den hvide hale mod sig og hævede ryggen, da mulen gled over hendes skind og pressede hårdt på. Musklerne var store - fyldige og hun lod dem ryste af angst. Smerten. Den brunes stemme og hans stød imod hende. Hun lagde ørene svagt, imens styrken i hende fandt noget ved ham fascinerende. Misbruge hende - ak det kunne de, når de var to. Men hendes psyke var solid og hun havde allerede gennemlevet meget i sit unge liv. Der skulle mere end som så til at knække hoppen.

"Tager i mig bort fra mit hjem?" stemmen var svag og de smukke lyse toner - knækkede.

Who would've dreamed the secrets we could find? … Daddy … We'll be together again. All just a dream in the end.