Chinwe havde forladt sit hjem i Frozticen for en stund, for at udforske nogen af Proelios andre skønne landsdele. Denne dag var hendes valg faldet på Natiaum. Hun havde brugt det meste af dagen her og var allerede meget imponeret af dets skønhed. Men intet kunne måle sig med det sted, hun var kommet til nu! Blå bjerge strakte sig, så langt øjet rakte, omgivet af mystisk tåge og fugtighed i luften. Fra bjergene faldt store klare vandfald, der flød hele vejen ned igennem dale, hvor græsset ligeledes var blåt. Aldrig havde hun set noget så fantastisk! Hendes eventyrlyst blev straks forstærket med ny energi - hun var så klar til at udforske dette sted! Med et muntert kast med hovedet og store spankulerende skridt, begyndte hun nu at skridte op ad en smuk, blå bjergsti. Hun lod et muntert vrinsk runge som ekko igennem bjergpasset. Mon der var andre heroppe?

Den store sorte hingst havde for første gang bevæget sig op i det blå land – de blå bjerge strakte sig som perler på en snor hen langs den ligeledes blå jord. Han havde aldrig set mage og dette betød dog også at det skulle undersøges. Han var en hingst som ønskede at vide alt om dette land – han var nød til at vide alt når det kom til dette land. Han ønskede at bringe sin leder og sin gud tilbage, for at dette kunne ske, måtte han kende alt, tage magten og tvinge de store guder til at hjælpe ham. Han smældede højlydt med halen og var egentlig på vej ned af en af de blå stier. Han havde brugt et par timer heroppe og var nu egentlig på vej ned for at finde en han måske kunne dele sin dyrebare tid med.


Et muntert hvin hørtes nu i det fjerne og det ramte med det samme de store sorte ører. Dette kunne kun blive godt! Hvinet kom ikke langt fra ham og i stedet for at svare satte han med det samme i en hurtig og direkte retning mod hvinet og inden længe dukkede en hoppe op i det fjerne. En hoppe som så yderst anderledes ud i udseendet og en hoppe hvis udseende med det samme fangede ham. Det mørke blik blev med det samme eftertænksomt og allerede nu var han begyndt at lægge planer for hvad der skulle ske med denne hoppe.


Han skridtede helt tæt på hende og det mørke, luskede og lokkende smil prydede den sorte mule. De røde øjne fulgte let hendes krop og han lagde ikke skjul på at han tjekkede hende ud – han havde ikke tænkt sig at lægge skjul på noget.. Han havde planer med hende.. store planer.


”Goddag eventyrlystne hoppe”


Hun måtte være en smule mere eventyrlysten efter som at hun havde begivet sig ud i disse egne og så på egen hånd. Hun vidste ikke hvad der fandtes i disse bjerge, men heldigvis nu havde hun mødt ham.. slangen..

Til hendes store skuffelse var der ikke nogen, der besvarede hendes muntre kald - så var hun nok helt alene heroppe. Men det gjorde hende nu ikke så meget, for hun var heldigvis god til at underholde sig selv.
Der gik dog ikke længe, før hun pludselig kunne høre hovtrin i det fjerne - en hest havde retning mod hende i høj fart! Hendes ansigt lyste op i et forventningsfuldt smil - så var hun altså ikke helt alene alligevel!

Der gik ikke længe, før en sort hingst dukkede frem i de blå bjerge. Han sagtnede farten og skridtede helt tæt på hende med et mørkt, lusket og lokkende smil. Hun stoppede op og betragtede ham blot med et nysgerrigt blik. Han virkede måske som en lidt skummel fætter, men hun var ikke typen, der dømte på førstehovsindtrykket.
Hans røde, lysende øjne faldt hen over hendes krop, og han lagde ikke skjul på, at han tjekkede hende ud. Et lille smil prydede hendes mule. Han skulle være så velkommen til at tjekke hende ud, hvis han fandt hende interessant.
Hans hilsen lød nu i hendes ører, og den var langt mere høflig, end hun lige havde regnet med - hvilket blot bekræftede hende i, at man aldrig skulle skue en hund på hårene! Hun lyste op i et stort smil.

,,Goddag, du eventyrlyste hingst! Finder du noget interessant?"

Hun blinkede kækt med øjnene og hentydede til den måde, han kiggede på hende på.

Hun legede med, hun var indbydende og ja han kunne lige så godt indrømme det, hun var lokkende. Han løftede hovedet og lod blikket glide ned over hende. Hendes stemme lød og hun var bestemt på ingen måde afvisende – hun virkede indbydende og hendes udseende havde fanget ham lige nu, det var der bestemt ingen tvivl om. Den onde Semper var for nu gemt væk. Han ønskede noget af hende som han ikek ønskede af normale hopper, han ønskede hende. Han løftede hovedet og hvinede en smule opstemt over hendes udseende. Han skridtede lidt på stedet før han begyndte at gå rundt om hende. Tjekkede hende ud og tjekkede bestemt om hun var afslappet. Han vidste at skulle han have sin lille plan til at komme frem i livet – så var hun nød til at være afslappet i hans selskab, i hvert fald indtil han var godt i gang. Han brummede lidt og puffede en smule prøvende til hendes bagparti, inden han hurtigt travede videre om til hendes hoved, så hun ikke troede at han prøvede på noget.


”Jeg kan love dig for at jeg bestemt har fundet noget som har fanget min interesse”


Han sendte hende et et smil og blev stående kort. Han ville lade hende tro at han måske blot var en ivrig og nysgerrig hingst og at han ikke havde tanker om andet end blot at føre en flirtende samtale med hende – det var dog ikke det som han helt var ude i. Meeen nu måtte vis e hvordan dette møde ville udvikle sig.

Han løftede hovedet og hvinede en smule opstemt over hendes udseende, hvilket fik hende til at le mildt. Det var længe siden, at en hingst så åbenlyst havde flirtet med hende på den måde, og hun nød det derfor i fulde drag! Det fik hende til at føle sig som en kåd unghest igen...
Han begyndte nu at skridte hele vejen rundt om hende, indtil han nåede ned til hendes bagpart. Her forlod en lille brummen ham, inden han puffede til den. Det gav et lille sæt i hende, inden et opstemt hvin forlod hendes strube. Hurtigt travede han dog op til hendes hoved, hvor han mødte hende med et smil og nogle rosende ord.
Hun smilede charmerende til ham og brummede varmt, inden hun satte frem i skridt mod ham. Nu var det hendes tur til at tjekke ham ud! Hun skridtede hele vejen rundt om ham med en beundret brummen, inden hun ligeledes stoppede op foran ham igen og sendte ham et charmerende smil.

,,Du ser bestemt heller ikke værst ud selv!"

Der gik ikke mange øjeblikke før hoppen sprang frem i en smuk trav omkring ham og han kunne ikke lade være med at lade de røde øjne falde ned over ham. Han vippede ørerne frem mod hende og elskede det syn som ramte ham – hendes aftegn og alt omkring hendes farve gjorde hende ekstra speciel i hans optik. Hun ville kunne bære et par utrolig lækre føl til ham, det var han yderst overbevist om og det kom hun også til uanset om hun ønskede det eller ej.

Han vælvede i nakken og spændte hårdt op i kroppen, hans helt store svaghed var hopper og de kunne få lov at drive ham til vanvid. Han lod ofte de helt store planer gemme sig lidt væk når han først begyndte at se på hopper som hende her. Han kunne inderligt mærke hvordan alle instinkter inde i hans krop var ved at tage over, alle de instinkter som gjorde at han ønskede hende. Så i det sekund hun stod stille, kastede han sig nærmest frem med den prangende hoppe – han lod mulen føres let over hendes bring, det sitrede i ham. Han førte mulen ned langs hendes krop og stoppede let ved hendes bagpart og nussede kort haleroden.

Han lod blikket falde på hendes hale og bare det mindste tegn, selv et tegn hun måske ikke vidste at hun gav – så ville han hoppe på hende. Hans krop trippede nærmest inden i sig selv. Han ønskede det her og han kunne næsten ikke holde det inde i sig selv. Han formåede dog at holde det inde, da han vidste at et hvert forsøg før tid ville ødelægge det hele.

Nærmest i det sekund hun igen stod stille foran ham, kastede han sig frem mod hende og lod sin mule glide hen over hendes bringe. Bevægelsen kom så meget bag på hende, at en let skælven gled igennem hendes krop; en blanding af forskrækkelse og nydelse. Hun kunne også se, at det nærmest sitrede i hingstens krop foran hende. Mon han også havde denne kildende fornemmelse i kroppen lige som hende selv?
Hun mærkede pludselig, hvordan han lod sin mule glide ned langs hendes krop og hele vejen ned til hendes bagpart, hvor han stoppede op og nussede hende ved haleroden. Den ene del af hende lukkede øjnene i og nød berøringerne i fulde drag, men den anden halvdel lagde ørerne i nakken og holdt skarpt øje med, hvad han lavede deromme. Hun var nemlig udmærket godt klar over, at hun var i brunst; Og hun ønskede ikke føl med en fremmed hingst!

Han skridtede op foran hende igen og lod blikket glide ned over hende. Han rystede kort på hovedet af hende. Det var virkelig en dum ide at lægge ørerne ned og afvise ham. Han var ikke en hingst som på nogenmåde tog en afvisning. Han huggede lyn hurtigt ud efter hendes hals, han ville lade Magien danse igennem hendes krop hvis han fik fat. Hendes hjerte rytme ville sænke sig og det ville nærmest føles som om det gik i stå, han ville kunne overtale hende. Han villel nyde at se hende lide indtil hun ville overgive sig og lade ham hoppe op på hende.

Han kunne mærke nydelsen skylle igennem kroppe og han ville elske at påføre hende en smule smerte og derefter springe på hende og danne et smukt lille føl på hende. Kunne føllet så ikke bruges, så kunne han lyn hurtigt få det ryddet af vejen og lave et nyt. Han var meget kræsen med sine føl og det var derfor også derfor han lavede alle de føl han kunne komme i nærheden af. Han havde indtil videre 10 føl rundt omkring og kun et havde overlevet fordi moderen var stukket af og aldrig vist sig igen.

Til hendes store held og lettelse lod han til at acceptere hendes afvisning, da han nu skridtede op foran hende igen. Hun skulle lige til at brumme anerkendende over rent faktisk at have mødt en hingst, der respekterede hoppers grænser, da hun til sin store skræk så, at han rystede på hovedet af hende. Han var tilsyneladende ikke tilfreds med hendes opførsel, og ganske rigtigt blev hun da også straffet for det, da han lynhurtigt huggede ud efter hendes hals. Hun bed tænderne sammen og undertrykte et skrig, da smerten fra hans tænder ætsede ind i hendes hals. Hun forstod det simpelthen ikke... Hvorfor skulle hun være så uheldig? Først havde hun mødt ham det blåsorte blinde monster, og nu ham her? Kunne hun da ikke snart bare få lov til at være i fred?!

Det gik hurtigt op for hende, at noget var galt... Dette bid føltes ikke som et almindeligt bid. Smerten fra biddet fortog sig mere og mere, og i stedet var det som om, at hun blev mere og mere døsig og faldt hen i en slags trance. Pludselig kunne hun mærke, hvad der var galt; hendes hjerte slog langsommere og langsommere og var næsten ved at gå i stå. Hun var ved at dø! Hun vendte panikslagent det hvide ud ad øjnene, mens hun så sig om efter en flugtvej. Men hendes ben ville ikke lystre under hende. Det var som om, at hun faldt mere og mere hen til døsigheden og ikke længere havde kontrol over sin krop... Hun så hårdt på ham og fik bævrende mumlet et par ord ud af sine næsten følelsesløse læber.

"...hvad er det, du har gjort ved mig, din sorte satan...?"

Han mærkede nydelsen skylle ind over den sorte krop og da hendes ord nu lød kunne han ikke andet end at nyde hendes smerte og hendes frygt, han levede af frygt han elskede frygt og især at mærke den frygt han kunne give hos andre. Han vidste at hans sænken af hendes hjerte kunne gøre hende døsig et stykke tid og dette var egentlig også planen, han ville lynhurtigt kunne få hende med på de ting som han ønskede når hun ikke ligefrem var så livlig som hun før havde været. Hun brummede hårdt til hende og stod kort tid et øjeblik og nød hele den situation de var i.

Han slap hende så og i en hurtig bevægelse kom han om bag ved hende og skyndte sig at springe op på den lettere døsige hoppe, han kunne dog ikke komme til for hende hale, da den lå ned over hendes bagpart, men dette forhindrede ham ikke i at hakke tænderne i nakken på hende og hive hendes hoved bagover, nu var det så hendes valg om hun ville igennem et smertehelvede med ham eller om hun ville lade ham gøre det… ikke smertefrit, men en del mere smertefrit end han normalt ville gøre det. Så nu var det blot et spørgsmål om hvor vidt denne hoppe havde nogen hjerne eller ej.

Han svarede ikke på hendes spørgsmål. I stedet brummede han blot hårdt af hende og blev tavst stående med et udtryk, der fortalte hende, at han nød showet i fulde drag. Hun gøs og fik kuldegysninger over hele kroppen. Hvad var dette dog for en ond og barbarisk hingst? Han gav hende kvalme! Normalt var hun en hoppe, der havde masser af fight i sig og ikke bare sådan lige ville give op uden kamp, men denne situation var anderledes. Hendes hjerte... Det føltes som om, at det langsomt holdt op med at slå. Var det virkelig hans bid, der havde gjort dette mod hende? Var han i stand til at kontrollere hendes hjerteslag?

Lige som hun troede, at hun skulle dø, slap han sit tag i hende. Hun missede med øjnene og vaklede let på de ustabile ben, mens hun atter mærkede ilten flyde igennem hendes lunger, mens hun kæmpede for at holde sig oprejst. Hun var dog stadig enormt svækket, da hjertet kun lige var på vej til at begynde at slå normalt igen, så da han i en hurtigt bevægelse gled om bag hende og sprang op på hendes ryg, kunne hun intet gøre for at flygte. Hun svajede let under den store hingsts vægt, inden hun atter mærkede hans tænder - denne gang mod hendes nakke. Han rev hendes hoved bagover og tvang hende til at stå stille. Hun kvalte et skrig, og mærkede i stedet tårerne løbe ustyrligt ned ad hendes kinder.

Der var ingen tvivl om, hvad han ville gøre ved hende. Han ville parre hende - lige som den blåsorte, blinde hingst også havde gjort. Men denne gang var det anderledes... for nu var hun i brunst. Hun skælvede let og dirrede frygtsomt over hele kroppen, mens hun langsomt samlede sine kræfter og lod sin hale glide til siden, så han kunne komme til. Hun ønskede naturligvis ikke denne parring og ville normalt aldrig bare overgive sig på denne måde - men hun var svækket, og hun havde allerede mærket, hvad denne hingst kunne gøre ved hende. Så hun vidste, at der ikke var nogen grund til at kæmpe imod... Hun kunne lige så godt få det overstået så hurtigt og smertefrit som muligt.

Da hun fjernede sin hale skyndte han sig at trænge ind i hende og selv om hun havde givet ham lod, sørgede han for stadig at holde hårdt fast i hendes nakke. Han gik ikke ind for kærlighed og han ønskede ikke at hun troede at dette havde noget som helst med kærlighed at gøre. Han bedækkede hende og han gjorde det hurtigt og uden tanke på at dette måske gjorde ondt på hende. Først da han var færdig slap han hoppens nakke og hoppede ned. Han stod kort og samlede sig, rystede sig engang og lod så blikket falde på hoppen.
Han skridtede op foran hende igen og bed hårdt ud efter hendes mule.
”Hør her.. hoppe… dette føl bliver det vigtigste i dit liv. Hvis der sker dette føl noget, så optager du rigtig hvad smerte er.. hvis du ikke lystre alle de ordre jeg har.. hvis du ikke følger alle de ting jeg ønsker.. hvis du så meget som overvejer at blande dig i min opdragelse af dette føl… så dør du.. forstår du?”
Hvad han ville med dette føl var endnu ikke planlagt for ham, men en ting var sikkert, hun skulle ikke blande sig i hvad han skulle bruge dette føl til. Han kunne dræbe det hvis han ville og måske kom dette også til at ske, men det var op til ham. Han vidste at en hoppe som hende måske ville have protester mod dette – men det var han ligeglad med, han bedækkede kun hopper som var værdige til at bære hans føl – de havde dog ofte en kampgejst uden lige.
Men hun var nød til at kontrollere den hvis hun ville leve uden smerter resten af livet.
”Når jeg en dag kommer og beder dig om at slutte dig til mig… min flok.. så gør du det. Beder jeg dig om et føl mere.. så får jeg det.. Forstået?”

Hun holdt fortsat øjnene lukkede og accepterede modvilligt parringen, indtil han endelig hoppede ned fra hende igen, og det var overstået. Hun pustede lettet ud, da han skridtede op foran hende igen. Nu havde han fået, hvad han var kommet efter, og forhåbentlig behøvede hun aldrig at se denne tåbe igen!
Der tog hun dog grueligt fejl. For i det samme bed han hårdt ud efter hendes mule, hvilket fik hende til at spjætte forskrækket, da hun var så uforberedt på det, og begyndte at tale hårdt og kommanderende til hende. Han sagde, at dette føl ville blive det vigtigste i hendes liv, og at hun ville opdage, hvad rigtig smerte var, hvis der nogensinde skete det noget. Hvis hun ikke lystrede alle hans ordrer, fulgte alle hans ønsker eller så meget som overvejede at blande sig i hans opdragelse af deres føl, så ville hun dø.

Han stoppede dog ikke dér, men fortsatte med at fortælle hende, at hun skulle slutte sig til ham og hans flok, når han en dag kom og hentede hende, og hvis han bad om et føl mere, skulle hun give ham det.
Hendes ører blev straks smækket i nakken, og hele hendes krop dirrede let af frygt og vrede. Hun havde ikke lyst til nogen af de ting, han lige havde bedt hende om... Det var fuldstændig urimeligt, at hun skulle tjene ham resten af livet, at hun skulle overgive sit føl til ham, at hun ufrivilligt skulle slutte sig til ham og hans flok, og at hun for evigt skulle stå til rådighed, hvis han ønskede sig et føl mere. Det var fuldstændigt barbariske vilkår at stille til en anden sjæl!

Hun lod sit blik brænde sig borende ind i hans øjne, mens hele hendes krop lyste af utilfredshed, og blodet dryppede fra hendes mule, dér hvor han havde bidt hende. Hun ville vise ham, at hun absolut ikke var tilfreds med disse betingelser, og at hun ikke fandt sig i at blive behandlet sådan!
Hendes kampgejst svandt dog hurtigt ind, og i stedet sank hun sammen i ryggen og nikkede opgivende med hovedet. Hun var nødt til at acceptere disse betingelser - hvad skulle hun ellers gøre?

,,Jeg forstår..."

Han vidste udmærket at denne hoppe ikke gjorde dette med sin gode vilje, men han kunne ikke være mere ligeglad – hun var en køn hoppe og han havde brug for at komme af med noget. Det kom til at gå udover denne hoppe som måske egentlig ikke havde noget at gøre med dette voldsomme overgreb, men som egentlig bare var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Han kunne tydeligt mærke frygten i hende og han ville lyve hvis han sagde at han ikke elskede det. Han levede og åndede for at smerten og frygten hos andre var stor – han nød det. Hans indre hingst lyste op i et kæmpe smil og han lod de mørke øjne søge hendes.

Han kunne tydelige mærke at hun ikke ville acceptere ham og hun inderligt ønskede ham skadet og det var stort for ham. Han havde forvandlet denne lille og uskyldige hoppe til … ham. Han frydede sig og han nød det. Han brummede roligt inden han trådte helt tæt på hende. De kolde og blodige øjne slog nu over, de blev nærmest blide og bekymrede. Han kørte mulen op af hendes kind og brummede beroligende.

”Denne behandling var ikke nødvendig – du fortjente den ikke”

Hans stemme var ikke længere hvislende og kold, men en snerte af varme flød kort over den store sorte hingsts stemme – han kærtegnede kort hendes kæbe før han trak sig en smule tilbage og lod blikket ramme hende – undersøgende.

Hun betragtede, hvordan synet af hendes opgivne krop fik ham til at lyse op i et kæmpe smil, og det løb hende koldt ned ad ryggen. Han nød at se hende lide... Det var direkte frastødende! Pludselig kunne hun dog høre ham brumme roligt, inden han trådte helt tæt på hende. Hun mærkede, hvordan hendes krop ufrivilligt begyndte at ryste. Hun ønskede ikke at udstråle svaghed ved at vise, hvor bange hun egentlig var for ham, men lige nu havde hun ikke selv kontrol over sin krop og kunne derfor ikke lade være med at ryste. Hun bemærkede dog, hvordan hans kolde og nærmest blodige øjne pludselig havde slået over i et blidt og nærmest bekymret blik. Hvad foregik der her? Han kørte mulen op ad hendes kind og brummede beroligende til hende, og hun forstod ingenting. Hvorfor dette pludselige skift i personlighed? Hvad var han ude på?

Hun lyttede nu til hans ord, der blev sagt med en stemme, der ikke længere var hvislende og kold, men derimod næsten varm og kærlig. Han kærtegnede nu hendes kæbe, inden han atter trak mulen til sig og blot kiggede undersøgende på hende. Hun turde ikke stole på ham. Man kunne ikke bare skifte personlighed så hurtigt... Medmindre man var totalt psykopat. Var det sådan en type, hun var stødt ind i? Det løb hende atter koldt ned ad ryggen, inden hun mødte hans blik.

,,...hvorfor gjorde du det så?"