Dødsguden havde netop forladt hende igen, og hun stod stille og kiggede ud i luften. Hun vendte omkring og begav sig videre væk derfra for at få renset luften. Hun søgte sønnens fødested, et sted hun ofte fandt sig selv stå og betragte i stilhed. Igen var hun gået i brunst, og det lagde hun ikke skjul på. Det havde hun aldrig rigtig gjort, for hun kunne ofte være i fred her.
Ørerne blev vippet bagud og hun stod for en stund og funderede over hendes valg. Hun lukkede kort øjnene og forbandede sig selv. Dum, ung, naiv.
Hendes tanker løb over på sønnens far og hun sukkede let. Hvilket rod, men han var forbudt område. Ikke værdig. Hun sukkede kort.  Hun kunne ikke lade sig hengive på sådan en måde igen.

Freakshow havde længe mærket en trang... Et ustyrligt begær, som han skulle bruge en hoppe til at slukke. At voldtage en tilfældig forbipasserende var ingen sag - det havde han gjort så tit. Men nej, denne trang var større... vildere... Han forbandede sig selv ved tanken, for han vidste præcis, hvem det var, han havde lyst til; en helt vidunderlig, hvid hoppe, som allerede var mor til hans første - levende - afkom. Han foragtede Silverstreams personlighed, ja faktisk kendte han ikke en hoppe så vanvittig som hende. Men hendes ydre var en helt anden sag... Hun var en af de mest tiltrækkende hopper, han nogensinde havde set - og hvis der var nogen, han havde lyst til at sætte endnu et føl til verden med, så var det hende.

Derfor var han nu på vej mod deres tidligere hjem i Beica. Et hjem, som han vidste, at han ikke længere var velkomment i, men som han ganske bramfrit valgte at ignorere. Da han nærmede sig stedet, spredte den søde duft af brunst sig straks i hans næsebor. Hold da op, hvor var han heldig! Hans sjette sans havde aldrig slået fejl, og det havde den naturligvis heller ikke gjort denne gang.
Han fik øje på Silverstream længere fremme. Ganske lydløst sneg han sig om bagved hende og bed hende direkte, hårdt og tirrende i bagdelen.

Hun havde ikke hørt ham snige sig ind på hende, hendes egen duft overdøvede hans på næsten bedøvende hvis, så da et tandsæt pludselig fandt vej til hendes bagparti, så var det et chok for den hvide hoppe. Hendes reaktion var ikke umiddelbart en som man ville forvente, for hun stod næsten helt stift og vippede kort et øre bagud mod ham, mens hendes åndedræt var overfladisk. Det var ham. Der var en del latenstid på hendes reaktion inden hun nu hamrede begge bagben bagud efter ham. Inden hun i en hastig bevægelse nu stod med fronten mod ham. Ørerne var vippet bagud, mens hun rynkede let på mulen så tænderne viste sig svagt.
Alt for hende var modstridende, for alt i hende skreg på at hun måtte have ham, men hendes pligt og dyder forbød hende det. Hun havde allerede ’mistet’ en søn til den sorte hingst behov for at forsøge at formere sig uhæmmet. Hun fnyste kort, inden hun så vendte sig væk fra ham for at gå væk.

Hendes reaktion var ikke helt som forventet - hun reagerede nemlig ikke på anden vis end blot at vippe det ene øre mod ham. Hvis hun var blevet forskrækket, skjulte hun det i hvert fald godt. Måske havde hun fornemmet hans ankomst? Hun var jo temmelig kvik, den lille hoppe.
Der var gået nok tid til, at han ikke havde forventet en anden reaktion fra hende, da hun pludselig hamrede begge bagben lige ind i bringen på ham. Han udstødte en tung lyd ved kraften fra hendes slag, der kortvarigt slog pusten ud af ham. En mørk latter forlod hans strube og tog til i styrke. Han elskede smerte, og specielt når det kom fra hende. Hun vendte sig nu om i en hastig bevægelse, lagde ørerne i nakken og viste tænder af ham. Han krængede sin overlæbe op i et stort tandpastasmil og sendte hende et fjoget blik. Hun var så sød, når hun var sur. Et kort fnys forlod nu hendes mule, inden hun atter vendte sig rundt og skridtede væk fra ham. Han lo let igen, inden han provokerende fulgte efter hende.

"Årh, kom nu Silver... Du kan da godt være lidt social, bare for gammel venskabs skyld?"

Silvers ører blev vippet helt ned i nakken, som hun hvæste af hans latter. Hun bevægede sig hastigt afsted i skridt, mens hun ulmede over hans tilstedeværelse. Hele hendes krop modsagde sig selv, men hun blev stædigt ved med at gå, mens hendes temperament kogte under hendes hvide pels og hans ord fik hende til at stoppe brat op med et fnys. Gammelt venskab.

" Der er sikkert andre venner du kan lege med! "

Hvislede hun spydigt af ham, inden hun langede endnu et bagben ud efter ham og atter trampede afsted. Han havde rigeligt med små veninder der ville dø for hans selskab.  Hun gjorde et svirp med halen og fnyste hidsigt. Hans ord havde ingen værdi for hende. Hun kunne dog ikke lade være med at ville have ham. Hun skar en kort grimasse og sænkede farten i et halvt sekund inden hun dog kom til fornuft og trådte videre.

Hans latter behagede hende tydeligvis ikke, da hendes ører blev lagt helt ned i nakken, og en hvæsen undslap hende. Han smilede blot provokerende ved lyden og synet af hendes vuggende bagpart, der bevægede sig hastigt af sted. Jo mere vred hun blev, des mere tændte det ham. Hans ord fik hende til at stoppe brat op med et fnys, inden hun spydigt hvislede af ham. Han slog atter en olm latter op. Åh ja, han havde med sikkerhed ramt et ømt punkt dér. Han sneg sig slesk efter hende og brummede mørkt.

"Naturligvis, men de er da ikke halvt så sjove at lege med som dig."

Hun langede nu atter et bagben ud efter ham, men desværre var han for langt væk til at blive ramt. Han længtes ellers efter at mærke hendes krop mod hans, også selvom det var i et smertefuldt spark... Hun trampede nu atter af sted og fnyste hidsigt, hvilket atter fik ham til at smile stort bag hendes ryg. Han havde ikke været helt på bølgelængde med Silverstream det sidste stykke tid, og hendes underlige adfærd og gåder havde forvirret ham, mere end hvad godt var. Men denne situation var noget, han kunne forholde sig til. Det var præcis den Silver, han kendte; stædig, hidsig, temperamentsfuld og noget så lækker, når hun blev ophidset.
Han bemærkede, hvordan hendes skridt blev langsommere i et kort øjeblik, som var hun stoppet op og havde overvejet noget. Han smilede mørkt og charmerende. Hun skulle nok komme til fornuft.

"Du tøvede, min kære?"

Silver fnyste blot irriteret af ham, som han blot blev ved med at følge efter. Men temperament havde den hvide hoppe. Et iltert blussende temperament som den sorte hingst formåede at puste godt til. Længe endnu trampede hun atter afsted med ham efter sig som et andet føl. Indtil hun til sidst fik nok af hans ord. Med fronten mod ham i en overraskende hurtig vending bragede hun nu mod ham, men stoppede ingen de ville støde sammen.
De intense blå øjne stirrede på ham, mens temperamentet fik hende til at dirre af raseri, men ikke kun raseri, så mange komplicerede ting. Hun fnyste inden hun snappede surt ud efter ham.

” Det skulle du have tænkt på noget før! ”

Raste hun mod ham. Stemmen knækkede i raseriet mod ham og hun vendte ham igen ryggen.

” Du skulle selv have haft lov til at skære halsen over på din søn ”

Stemmen var dirrende fyldt med vrede, men det bar også præg af at det ikke ligefrem var noget den hvide hoppe havde været ovenud begejstret for at gøre. Nok levede sønnen i bedste velgående, men hun havde mistet ham den dag.

Situationen morede ham i største grad. Længe trampede hun vredt af sted og fnyste irriteret af ham, og lige så længe blev han ved med at følge efter hende som en lille hund. Han havde ikke tænkt sig at gå, før han havde fået, hvad han var kommet efter. Lige pludselig virkede hun dog til at have fået nok af ham, for i en overraskende hurtig vending drejede hun fronten mod ham og gjorde klar til at brage lige ind i ham. Han blev stående med et slesk smil om munden og lod hendes slag komme, men til hans store ærgrelse stoppede hun op, lige inden de ville støde sammen. Han betragtede hende med et provokerende smil, da hun stirrede på ham med hele kroppen dirrende af vrede. Hun turde nok ikke skade ham alligevel? Et skadefro smil tegnede sig på hans blodrøde mule. Han var dog så heldig, at hun ikke havde tænkt sig at lade ham slippe helt alligevel, for hun fnyste nu atter surt, inden hun hakkede ud efter ham. Han gjorde intet for at undvige, og derfor fik hun fat i ham. Han smilede stort og nærmest eufoisk, da blodet langsomt løb ned ad hans næseryg.

Hun råbte nu rasende af ham, inden hendes stemme knak over, og hun atter vendte ham ryggen. Han var i strålende humør, lige indtil hendes næste sætning lød. 'Du skulle selv have haft lov til at skære halsen over på din søn.' Han stivnede og mærkede kroppen dirre under hans sitrende skind. Hans ansigt formørknedes, og øjnene blev om muligt endnu mere sorte. Andiago... Hvor vovede hun at blande ham ind i deres samtale?! Og hvor vovede hun på nogen som helst måde at nævne bare skyggen af den vold, hun havde forvoldt deres søn?! Hans øjne stirrede blindt på hende i et øjebliks sindssyge, inden han fór frem mod hende med alt sin styrke. Andiago var hans svage punkt og det eneste samtaleemne, der kunne få ham til at miste besindelsen. Han kastede sig over hende bagfra med alt sin kraft og forsøgte at få hende kastet til jorden.

"HVAD SAGDE DU, DIN MÆR?!"

Han fandt situationen ganske morsomt, ja han nød det sikkert, men hun ramte ham med sine ord og for Silver var det faktisk ganske uventet, selvom hun godt havde følt hans raseri før. Hun lod ham blot kaste hende mod jorden og hun rullede da hurtigt om på ryggen for at få sat forbenene mod ham i et forsvar. Der var ikke vrede at spore i hoppen, men hun lå blot med et næsten uskyldigt udtryk i de våde øjne hun havde erhvervet sig. Han råbte til hende, men Silver var ikke bleg for at sige det igen.

” Du skulle selv have haft lov.. ”

Silvers stemme var hæs, og svagt dirrende. Det var ikke på grund af frygt, men hun havde mistet sin søn den dag, til trods for han stadig levede i bedste velgående. Hun kunne ikke begribe at Herren havde bedt hende om sådan en ugerning mod sit eget kød og blod, men hun var født til at tjene ham, det var alt hun kendte til. Silvers blik blev fjernt, som det gled ind mod skoven og væk fra den sorte hingst. Et tungt suk lød derfra fra hende.

Fornemmelsen af hendes varme krop, der faldt til jorden under hans tunge vægt, var svært tilfredsstillende. Men hendes næste træk kom noget bag på ham, for hurtigt rullede hun om på ryggen og stødte forbenene mod ham. Slaget tog kortvarigt pusten ud af ham, og han måtte sunde sig et øjeblik, inden han smilede olmt til hende. Ah, så hun havde altså stadig lidt kampgejst i sig... Det glædede ham. Han betragtede nu hendes øjne, der var våde, som hun lå dér og så uskyldigt op på ham. HAH, han faldt ikke for det trick! Der var intet uskyldigt over Silverstream, og hun kunne lige så godt tage sig sammen og stoppe det flæberi med det samme - hun var stærkere end det! Hans øjne så vredt mod hende, da han nærmest blev provokeret over at se hende græde. Hopper som hende skulle ikke græde, gråd var kun for føl og svage sjæle!

Ganske provokerende gentog hun nu sine ord, og det fik ham til at se rødt. "I modsætning til dig så ville jeg ALDRIG så meget som krumme et hår på vores søn!!!"
Hendes blik blev nu fjernt og gled ind mod skoven, inden hun sukkede tungt. Af en eller anden grund provokerede det ham helt vildt. Hun skulle fandeme ikke ligge dér og lade som om, at verden var ih og åh så hård - hun fik kun, hvad hun fortjente! Han fnøs irriteret af hendes svaghed, inden han langede en hov direkte mod hendes ansigt, som gav han hende en lussing. "Tag dig så sammen! Du har ikke nogen som helst ret til at ligge dér og lade som om, at du er en uskyldig stakkels hoppe. Den eneste uskyldige i det her er Andiago, og hvad der skete med ham er din, og kun din skyld - og det er på tide, at nogen giver dig den straf, du fortjener!"

Hans ord virkede som sådan fjerne. Hun hørte dem godt, men hun kom ikke med nogen umiddelbart reaktion til ham. Der var ikke rigtig så meget at komme efter hos hende for en stund. Hun fandt det måske beroligende at sønnen kunne skabe sådan en reaktion hos den sorte hingst, men han bar stadig det halve af skylden. Han kunne blot ikke tænke med andet end hans kronjuveler.
I det han fnyste rullede hun igen om på ryggen. Denne gang var det ikke forbenene hun smækkede op selvom hun lagde an til det, men derimod bagbenene som lå godt placeret under den del han netop tænkte så ganske meget med. Det var næsten en kraftanstrengelse som kom fra hoppen.
Længere nåede hun ikke en hoven nu kom i kontakt med hende. Hun havde dog rykket på sig, så den smaskede solidt mod hendes hoved, og det hele sortnede fra den hvide hoppe.

Alt var sort, legemet var slapt og hun var alene med sine tanker nok engang. End ikke hingsten råben trængte igennem hertil.

Han bemærkede hende rulle om på ryggen igen og gjorde sig klar til at modtage endnu et slag med forhovene, men hendes næste move kom helt bag på ham - for i stedet langede hun bagbenene ud direkte i hans kronjuveler. Han udbrød en smertende lyd, der mest af alt kunne beskrives som et brøl, inden han sendte hende et brændende blik og blottede de skarpe hugtænder. Nu måtte det simpelthen stoppe!
Kraften i hans slag kom bag på selv ham. Det lykkedes han nemlig at knocke hende out. Han sukkede tungt for sig selv. Uduelige, svagelige hoppe... Han blev tålmodigt stående med hele sit korpus over hende, indtil hun atter kom til sig selv. Han lænede sig hele vejen ned til hendes ansigt, hvor han hviskede ind i hendes øre med en slesk stemme.

"Godmorgen smukke. Kan du huske den straf, jeg snakkede om? Jeg har tænkt lidt over, hvad der ville virke bedst: Banke dig synder og sammen? Slå dig ihjel? Spærre dig inde et sted og lade dig rådne op af sult og tørst? Men nej... Jeg ved lige, hvad der skal til!"

Med de ord plantede han sine forben på hende, således at hun ikke kunne rejse sig, og lod sin krop glide ned ad hende, indtil hans private dele fandt hendes... hul xD Og da voldtog han hende, hårdt og brutalt, og så smertefuldt som han overhovedet kunne gøre det mod hende. Da han havde fuldført akten, slap han langsomt sit tag i hende og kom op at stå. Han så ned på den svækkede hoppe med fryden brændende i de sorte øjne.

"Tillykke min skat; du skal være mor igen! Og denne gang har du chancen for at vise mig, at du kan gøre det ordentligt. Hvis du på nogen som helst måde krummer så meget som et hår på vores kommende føl, så finder jeg dig, og så slår jeg dig ihjel på stedet!"

//Håber det er i orden med lidt powerplay? XD Ellers må du sige til, så skal jeg nok ændre svaret.

I do it because I'm evil, and I do it for free.
Your tears are all the pay I'll ever need.

Helzlori
Angels have faith, you don't want to be a part of his sin. You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Ikke længe efter de sidste ord var blevet talt, rungede himlen over dem. Den sortede total. Beicas træer flyttede sig oprørsk og slavisk rundt om de to sjæle. Den dybe rungen forsvandt ikke, men voksede blot. Vrede. Himlen synes vred! Alt sortnede til det eneste man rigtigt kunne se var Silverstreams hvide pels. Jorden under Freakshows hove bevægede sig. Som om noget var på vej op af den. Lyden forstatte og en stemme lød dyrisk som et rovdyr under den tunge Freakshow. Strenge beskeder var givet. Ordre ligefrem. Adlød en soldat ikke, ville denne blive straffet. Freakshow var en sådan 'soldat'. En af helvedeshingstene. En del af en gruppe, han nok i virkeligheden ikke gad være en del af. Måske ligefrem troede at han kunne overtage. Growlende steg Helzlori op af jorden under ham. Det eneste man så var de hvide sylespidse tænder og de brænende onde øjne.

Kroppen nærmest voksede direkte op i den flabede søn, der troede at han fortsat kunne lege med Silverstream. Men når herren havde talt, var der ingen vej tilbage. Man stjal ikke en spillebrik, der var lagt patent på. Det var en oldgammel regel som sønnen nu måtte bøde for. Han havde planer for hoppen. Helzlori tog gerne ansvaret for hendes sikkerhed nu. Han slog ligeledes gerne føllet ihjel, uden at påføre Silverstream smerte, før det overhovedet var der rigtigt. Han fandt fodfæste, ret op foran sønnen. Alt var stille som i døden.

"FREAKSHOW!" den growlende dyriske stemme bragte liv i alting! Torden lød og ilden stod op i grønneflammer overalt omkring dem. Oplyste hvert et hårstrå på de sorte hingste. "Lad det blive den sidste gang du trodser min vilje!" hans øjne skulede ind i den andens, mens hans store muskelbundt af en krop trådte frem som aldrig før. Tænderne var blottede. Klar til at påføre ham sin straf.

When the shadows remain in the light of a day, on the wings of darkness he'll retaliate. He'll be fallen from grace till the end of all his days. From the ashes and hate, it's a cruel demons fate, on the wings of darkness he's returned to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

Det var sort, indtil lyset igen ramte hendes øjne, en stor slørret plamage var foran hende, mens hun groggy forsøgte at orienterer sig i tid og sted. Hvor længe havde hun været væk? En stemme blev hvisket til hende, men ordene var så fjerne at hun kun rykkede en anelse omtumlet på sig. Snart kunne hun ikke længere, men hun blev presset mod jorden. Der ramte smerten. Hun fnyste og forsøgte svagt at vriste sig fra hans greb, inden adrenalinen fyldte kroppen og hun nu igen var fuldt til stede. Hun huggede forgæves ud efter ham. Da han efter hvad der synes uendeligt lang tid atter rejste sig, stirrede hun blot vantro på ham. I chok måske, men hun nåede ikke at reagere før helvede mildt sagt brød løs omkring dem. Hendes krop smertede midt i alt kaosset, som nu blev til mørke. Snart var Herren der og hans vrede var tilegnet sønnen. Den hvide pels skælvede i æresfrygt over hvad hun var vidne til. De mandelformede ører blev vendt bagud.

En rungen lød pludselig i himlen over dem, inden den blev helt sort. Beicas træer kom til live og bevægede sig oprørsk rundt om de to heste. Den dybe rungen voksede, inden alt omkring dem blev sort. Han selv gik komplet i ét med mørket, så snart kunne man ikke se andet for sig end den svækkede Silverstream, der lyste op som en anden engel i det totale mørke. Pludselig bevægede jorden under hans hove sig. Den rungende lyd fortsatte under ham og udviklede sig til en stemme, der lød dyrisk som et rovdyrs. Han himlede med øjnene. Hans far var altid så dramatisk... Med en knurrende lyd steg Helzlori op ad jorden under ham. Det eneste, der kom til syne, var de hvide hugtænder og de brændende øjne, inden han nærmest voksede igennem Freakshow og kom til syne lige foran ham. Freakshow mødte hans øjne med et koldt blik. Alt omkring dem var stille som døden, inden faren knurrende råbte hans navn så højt, at hele skoven kom til live igen. Tordenbrag flækkede himlen, og grønne flammer brændte op overalt omkring dem og oplyste hvert af deres mørke hår i et neongrønt lys.

"Du kunne ikke have valgt en lidt mere... beskeden måde at troppe op på, bare for en gangs skyld?"

Hans stemme var iskold og nærede ingen følelser for det sure bæst foran ham. Helzlori skulede ind i hans øjne, inden han trådte frem med blottede tænder, klar til at straffe ham. Freakshow blev blot frygtløst stående og stirrede olmt på sin såkaldte far. Han forstod det simpelthen ikke... Hvorfor holdt han hånden over den lille so til Silverstream? Hvis der var nogen her, der skulle straffes, så var det da hende! Hun havde ført ham bag lyset i den tro, at hun var helt okay med ikke at være hans eneste hoppe, og så havde hun bare brutalt vendt sig imod ham, forsøgt at skære halsen over på hans søn - og nu havde hun kraftedeme også formået at vinde Helzloris sympati!!! Den lille hore... Hans far skulle bare vide, hvordan hun kunne sno enhver hingst om sin forhov og få dem til at føle sig som noget specielt. Men i sidste ende skulle hun nok vise sit sande jeg for Helzlori!

"Du kalder dig selv en Helvedeshingst... Tsk! Hvad helvedesagtigt er der ved at komme en skønjomfru til undsætning som en anden heltemodig prins?"

I do it because I'm evil, and I do it for free.
Your tears are all the pay I'll ever need.