Acempia gik i dette rum med guldbelagt gulv der somme steder var så skinnende at hun kunne gå og beundre sit nye ydre som magien havde skænket hende. Hendes hovslag under de stribede hove kunne høres som et rungende ekko gennem salene og mellem de marmorsøjler der holder det hele oprejst. Hun nynnede en dyster melodi fordi alt med ekko på kommer til at lyde klamt på en diset regnvejrsdag hvor vinden hyler stille udenfor og der er en sagte torden i horisonten. Her troede hun rigtigt nok at hun var alene, men længtes på en måde efter selskab.

Et ekko af en ukendt melodi ramte den ranke hingsts følsomme øregange, og fik de skinnende guldringe til at klinge idet de ramte hinanden, som han rettede ørerne fremad, for at lade opmærksomheden følge de fjerne toner af muligheder. Han satte fremad, og snart ramte også hans hove de genlydende sale. Hvad var dette? Han sænkede hals og dermed også hoved en anelse for at undersøge dette underlag, og lod den ene forhov skrabe ubegejstret imod gulvet, som det jo var. Genlyden bredte sig, og snart lod han en undrende brummen forlade sig, som også tilførtes et ekko.
Leon rystede sig og satte fremad i en taktfyldt trav, som for at finde frem til denne søde melodi et sted i en af salene han passerede. Og snart skulle duften af en hoppe ramme hans næsebor, og fortælle ham, at denne idé måske i virkeligheden var ganske instinktiv korrekt. Han lod søgende de farveløse pupiller falde på hoppen, som endelig var kommet indenfor hans synsfelt. Elegance i et billede, indrømmede han kort for sig selv, og betragtede den feminine skabning længere fremme med respekt på sin egen måde.

Acempia stoppede sin nynnen ved lyden af en fremmed der havde fundet vej hertil, sikkert på grund af den mystiske brunst hun var kommet i lige pludselig. Her susede af magi og texturen på stedet var ganske fin som hende selv. Hun var som indrammet i et kunstværk og pakket smukt ind i elegante lianer og mos der stille groede i det tempo de nu fandt bedst. Slyngplanter kravlede op af vægge og søjler for til sidst at stile mod lyset. Acempia vendte sig langsomt og blinkede med et kækt smil. Ser man det... en hingst. Hun dansede let over det guldbelagte gulv som var dette en dansesal, inden hun kælent snoede sig omkring ham med den lange hale.

Leon tiltede det mørke hoved en anelse på skrå ved hoppens dansende tilnærmelse, hvorefter han ganske betaget fulgte hendes gang rundt om ham, med et stadig fascineret udtryk i hovedet. "Var det dig jeg havde æren af at lægge øre til for blot et øjeblik siden?" Spurgte han ganske høfligt, og rankede på halsen, hvorefter han vendte de rødlige ører ud til siden igen, så guldringene atter klirrede skingert.
Han rørte sig ikke ud ad flækken. Hun var tilsyneladende også udemærket godt klar over hendes tiltrækkende aura på nuværende tidspunkt, og omgivelserne var blot endnu et virkemiddel til denne impulsive leg med hinandens tanker... Hun havde hans interesse så sandelig. Han var jo ikke stødt på hende før, og samtidig, var hendes duft og bevægelser lokkende. Det sitrede i hans hove. Men han havde ikke tænkt sig at være uhøflig her til aften. "For man må sige, at din yndige lyd passer ganske perfekt til en så køn skabning, som du." Afsluttede han sin sleskede "kærlighed-ved-første-blik"-erklæring.

Langsomt kildede hun han drillende under maven med sine lange halehår førhen hun godt øjnede hans intentioner. Dog virkede hun ikke endvidere avigende. Noget fortalte hende at hun skulle stole på denne hingst, selvom han var så giftig som hende selv. Han kaldte hendes nynnen yndig så hun begyndte igen, så hæslig en melodi hun kunne komme på og i en meget skinger og alligevel hæs stemme kun for at pisse ham af. Måske kunne hun lege lidt med ham og se hvor meget han kunne holde til, bedømmende, for hendes udvalgte skulle være noget ganske særligt og hendes lille leg var skam en test. Hun lagde ørerne ned og stoppede kun sin nynnen for hvislende at grappe ud efter ham med tænderne.

Fast stod han endnu, og dog hævede han kort det ene bagben ved hendes kilden, og vendte ørerne bagud i samme øjeblik hun gik igang med sin nynnen igen. Ganske forundret over hendes ændrede stemme, satte han bagbenet ned igen, og slog skarpt med den tofarvede hale. Havde hun i sinde at spille hårdnakket? Han fik snart sit svar, i det øjeblik hun bed ud efter ham. Et næsten tilfredsstillet smil tegnede sig om den rødlige hingsts mule, imens de pupilløse øjne hvilede dødt på hende. Selvfølgelig var hun klar over hans grund til at troppe op på samme sted som hende. Og ganske tålmodigt kneb han øjnene en anelse sammen og brummede noget udfordrende endnu engang, som før hun havde været i hans synsvinkel. Men denne gang direkte henvendt til hende, idet han vovede at træde et enkelt skridt frem imod hende. Just koncentreret. Dog uden den facade, som han plejede at bære med sig overalt som en maske, når han tog kontakt til nye heste i landet. Masken var officielt blevet smidt på gulvet i salen, og han syntes at vise en interesse for hendes væremåde, som i hans øjne syntes at ligne hans egen personlighed. "Din tavshed er tirrende." Konstaterede han så, og lagde hovedet en anelse uhyggeligt-langsomt på skrå, imens blikket stadig hvilede mod hoppen.

Acempia virkede ikke til at føle ham uhyggelig. Hun havde selv haft de tomme øjne, men efter magien havde haft sit tag i hende endnu engang, var det en anden sag. Hun var som en sirene, som en kelpie, som en heks der dragende tillokker uskyldige hingste til sig med lovende ord. ¨Hendes nynnen ændrede sig til en blid røst som stille sang en sang med ubetydelige ord, en sang som mange fandt skummel med tordenen i baggrunden og tusmørket der stille indhyldede det fortryllende sted. Hun skridtede lidt fra ham for at komme i læ for vinden der ruskede i hendes spejlblanke oksebrogede pels. Hendes ører vendte forsat bagud men hendes hale fejede gennem luften og lokkende kildede ham under hagen.

Han fulgte hende fortsat med øjnene, men da hun så pludselig satte i en bevægelse, som gik udenfor hans omkreds, følte han sig endelig nødsaget til at følge hende. Pirret af hendes lange hale. Ikke irriteret, blot..en trang til at ville have mere end det. Han lod sig ganske enkelt forføre. Indtil han måske...på et tidspunkt kunne få lov til at tage over, hvis han var heldig nok. Men man vidste jo aldrig med hendes type. Måske også derfor han følte sig ekstra opsat på at gennemfør det, som han gerne ville. Han måtte jo vise hende, at hun var den eneste, der fangede hans interesse i dette øjeblik.
Leon strakte forsigtigt halsen. Lyttede til den dystre nynnen, men gjorde et forsøg på at tilnærme sig den kønne, lyse hoppe. Lod mulen nærme sig hendes bagpart, nu hvor pandelok og man ikke længere var et problem på grund af vinden, som var en anden retning fra den position de stod i nu.

Bistert drejede hun om og snappede ud efter ham igen. Hun ville smage blod, førhen han kunne få lov til noget somhelst. Hun svingede halen op i hovedet på ham for at forvirre ham det øjeblik hun ville sætte tænderne i ham. Ørerne var presset ned i nakken, men vendte sig derfter frem som hun trak halen til sig igen i en lusket dans mellem to individer som dem.

Leon trak eftertænksomt hovedet til sig igen, og piskede med halen en enkelt gang lige tidsnok til at orientere sig om hende en sidste gang, førend hendes hale atter blændede ham et øjeblik, og den rødlige hingst måtte atter glippe med øjnene, for at kunne koncentrere sig fuldt ud om den ganske tirrende hoppe, endnu en gang. Hendes temperament satte ham på en udfordring, men dette skulle ikke afholde ham fra at lade hans stædighed shine igennem. Han skulle nok nå sit mål, bare han gjorde sig god tid. Derfor rettede han atter ørerne opmærksomt fremad, og lod de pupilløse øjne prøve at fokusere på den slanke skabning foran ham igen. Intimideret og ganske forført.

Acempia blev en smule fornærmet som han trak hovedet til sig og hun dermed ikke fik bidt ham. Hun tullerde lidt på afstand af ham mens hun spillede kostbar i nogle minutter, utilfreds over hans opførsel. Hun havde dog alligevel en indædt trang til at være tæt på ham, nu hvor hun i denne tid var i brust. Hun havde været det før, men der havde hun holdt sig for sig selv hvilket også var hendes plan denne gang.
Duften af ham irreterede hende grænseløst for den var så tillokkende, men nej, hun var simpelthen ikke imponeret nok over ham. Hun luntede lidt væk, svang med den store hale og brummede lidt, dig fik hun ikke tid til at tænke længe førhen hormonerne fik sig tag i hende igen og hun lagde ørerne og derefter blottede tænderne for ham som en advarsel om at han kunne få lov, men ikke uden modstand.

Den rødlige hingst fulgte en smule opmærksomt den tydeligt fornærmede hoppe, og vendte ørerne tilbage i nakken for et øjeblik, at udvise sin utilfredhed, men spidsede snart ører igen, da hun luntede væk. Han bed tænderne sammen, og skød bringen frem for at vise, at han ikke gav op så let. Med et slag med halen, genvandt han sin egen selvtillid, og lod de pupilløse øjne iagttage hans enestående bytte, med den så uimodståeligt duft, som ikke kunne sammenlignes med nogen blomst i hele proelio. Men intet af dette blev der sat ord på. Og det fik han så sandelig heller ikke tid til, da han i samme øjeblik forstod hendes hentydning, og i en trippende bevægelse satte frem i en overskudsagtig skridt i hendes retning, for at komme tættere hendes tilstedeværelse endnu en gang. Forsigtigt, men denne gang mere forførende end før. Hvis han skulle have et bytte, måtte han overgive sig og være bytte for et øjeblik..

Acempia knugede øjnene sammen og med ét, lettede hendes bagben mod ham, halen fløj i vejret som hun hidsigt sparkede bagud og så sig om for at se om hun kunne ramme ham lige på kæben med mindst en af hovene. Hun syntes han var en nar, Lækker, men dum. Hun fandt ham ikke værdig i øjeblikket, ikke før hun kunne smage på hans blod. Hendes kække smil fik hende til at trippe let som hun landede på alle fire igen og i et afsat skabte endnu en rum afstand mellem dem.

Næsten overrasket over den, ifølge ham, stædige hoppes reaktion på hans nærvær endnu engang, slog hans reflekser fejl, og han tog fra med skulderen, hvor hoppens ene baghov ganske pænt dannede et mørkt mærke på den rødlige hingst. En utilfreds vrinsken forlod ham. Han syntes efterhånden at han selv havde været lidt for rar ved denne feminine skabning taget i betragtning af, hvad hans venlighed normalt rakte til, men åbenbart ikke nok endnu. Han lettede kort fra jorden med forhove og overkrop, men kom hurtigt til jorden igen. Det var udelukkende en handling i frustration, fordi hans temperament for alvor var sat på prøve under denne forførelse.

Acempia lossede ham sådan en og herefter tullerede hun lidt væk og begræb sig til at vende fronten til ham som han stejlede og gjorde sig til i frustration. Hun nød synet af det og lo så inderligt og ondt en gnækken som kun fortsatte ud i en dyster nynnen som hun logrende dansede omkring ham og endnu engang snappede ud efter hans hals der så blottet ud.