Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

... But I can give you even more.

Det havde regnet. Regnet i Natiaum, da den store gyldne krop havde lagt sig og indset den bitre sandhed. Det var for længe siden. Hans lille familie, var aldrig nået igennem portalen. Aldrig nået til denne bizzare fremtid, så langt fra alt han huskede. Flere af de håbløse guddomme. Flere! Men enddog stadig hans kæreste Artemis... Hvis blot han vidste hvorfor hun havde hentet ham hjem. Var hun ensom?

Hingsten vandrede nu igennem Atumnus - en ganske smuk skov i et lettere hedt ørkenområde. Intense farver var overalt omkring ham. Han vandrede ved siden af en bæk i sandet - helt rødlig. Stirrede. Disse nye områder var værd at suge til sig. Han ville kunne finde rundt her, ligeså let som han havde kunnet det i fortiden. Alt i hans legeme brændte. Det var vrede. Sorg. Hævntørst. Begær. Alt muligt masket sammen til en kerne af energi. Han var ikke død at se på. Han var ranket. Stolt. Ædel. Der var en ting der altid drev hingsten. Hans mørke. Aldrig lod han sig falde ned i grådens skrænter. Hvad end der skete måtte han rejse sig mod den nye horisont. Han var en eventyrer et eller andet sted - men på jagt efter noget andet end skatte.

Og han gav aldrig op.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Artemis var at finde i nærheden. Denne tid på året faldt hende ganske underligt ind, for normalt havde hun helt kontrol over hendes cyklus, men ikke denne gang. Alt var trættende for gudinden i disse tider og hun havde derfor søgt tilflugt under et træ, ikke så langt fra en bæk. Hendes øjne var lukkede, men hun sansede alligevel tingene omkring hende, men det var med at spare på energien som langsomt blev drænet fra hendes legeme. Måske var det skæbnen denne dag, et tegn på at der snart måtte til at ske ting. Hun lagde derfor ikke skjul på at hun var i brunst, og søgte man ville man finde hende.
Det var dog ikke alle og enhver der kunne få lov at gå direkte hen til hoppen. Nej det var kun ganske få hun ville tillade den slags, men en af disse var i nærheden. Mon han ville finde hende?

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Bedst som han fulgte bækken, sneg en duft sig ind på ham. En han kendte - men ej havde det duftet så henrivende før. Var det følget af døden? Alt var som forstærket! Alt var i oprør, efter ikke at have mærket noget så længe. Hingstens øjne blev store og han brummede intenst og mørkt. Det var hende - Artemis. Hun var brunstig - det blev ikke holdt hemmeligt i denne skov.

Var det så ganske tilfældigt? Eller ... var der en underforstået hentydning? Han sukkede - uvidende om hvad der var sket i de lange år. Hvordan hun følte. Han havde ikke ændret sine følelser - de han engang blot havde slukket for og kommet videre efter den underskønne månehoppe. Især da hun havde fundet Odon. Han havde haft sine... Indtrængende hævn-følelser og misundelsen havde spiddet hans hjerte. Men han havde været ligeglad udadtil. Opgivet hende. Dem. Han havde trods alt også selv rodet sig ud i problemerne, ved ikke at være der nok. Typisk ham.

Men nu var noget forandret. Mange ting for ham faktisk. Han fulgte duften med et kækt skævt smil, til han fandt hendes krop nær bækken. "Artemis." det var en øm, mørk hvisken.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Hun kunne høre ham komme nærmere, men forblev i sin rævesøvn blot fordi hun kunne. Hendes motiver var slørede, og hun følte måske at hun udnyttede hingsten ved at have bragt ham tilbage hertil. En bittersød hævn, men det var ikke hendes hensigt. Han måtte om hvad han ville. Måske var han blevet voksen. Hun var, til dels, men samtidigt blevet langt mere lunefuld end ellers. Nocturnos temperament var ikke kommet ud af ingenting trods alt. Hun forholdt sig dog atter roligt, selvom han kunne høre han kom tæt på. Hans stemme lød som en mørk øm hvisken, og hun slog øjnene op for at se på ham.
Hun blev liggende med et lunefuldt udtryk i de røde øjne, mens hun strakte forbenene ud og strakte sig en anelse mageligt. En feminin brummen skød op fra hende og hun mimrede let med mulen, inden hun hvælvede let i halsen og lå nu og poserede ganske indbydende for ham.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Hingstens øjne blev større - mere intense, men stadig mørke. Charmen lyste let fra hans smil. Blikket han så ofte havde benyttet - charme... Men der var alligevel et strejf i det, der lyste kun for hende. Han vidste forsat ej hvad hendes ønske var. Hvorfor hun lokkede ham hertil med sin søde duft af brunst. Hvorfor han overhovedet levede igen... Hvorfor hun poserede for ham med sin hvælvede hals...

Hingsten brummede dybt, før han ganske bestemt satte hovene foran hinanden. Han nærmede sig med et dristigt smil - kækt. "Hmmm" hans krop afventede nu hendes svar. Han standsede. Stirrede mildt. Før han sukkede og strakte mulen mod hendes hals. "Hvad er det du ønsker?" hviskede han dragende.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Han kom nu nærmere og hoppe skævede til ham. Hun nød bestemt hans usikkerhed på i forhold til hvad hun ville, og hun rejste sig nu uden et ord. Hvad hun ønskede kunne virke tvetydigt, men mest af alt ønskede hun at bibeholde livet. Hun så på ham, hans gyldne pels og røde man og hun mimrede let med mulen, mens hun slog et svirp med halen. Hendes mule fandt hans nakke og hun sukkede blot til ham, inden hun stille hviskede.

" En sol og en måne i harmoni "

Det var en øm hvisken der dog var gådefuld, men det var alt der kom over hendes mule, inden hun tirrende gned sig op af hingsten. Hun bakkede mod ham, inden hun dog satte sig på bagparten, med hovedet hvilende mod hans forparti. At mærke hans legeme mod hendes efter så lang tid var næsten berusende, måske fordi hun slet ikke havde haft nogen nærkontakt med nogle i flere år.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Han stod sikkert fast, da hoppen rejste sig. Hver en detalje lagde hans skarpe blik mærke til. For hver en detalje var vigtig for ham - noget i hans krop blev langsomt vækket. Noget han ofte havde ladet sig glemme, men i dette nye liv, så fjernt fra hans fortid, ønskede det at bryde ud. Han ønskede at det ville ændre ham. Blot en smule.

Duften bredte sig igen, da hoppen svirpede med halen. Det var et øjeblik som om, at hun ganske bevidst forsøgte at beruse hans indre med denne sødmede duft. Den der lokkede og trak i en hingst - nærmest uanset hvad. Og især i ham. Hun kendte de svage punkter... Han rankede sig og lod hende røre sig, mens den stille hvisken lød.

Caelum havde været død i al den tid, der var sket en masse tragedie for hoppens liv. Han havde ikke bekendtskab til himmelegemernes tilstand... Eller hendes. Men hun gled op ad ham, som en lokkedue. Ønskede hun virkelig hans tætteste nærvær? Han nappede ganske drillende og blødt ud efter hendes skimlede krop. Så mod de røde øjne, før hun satte sig. Hans legeme var i brand - for døden havde holdt ham hen i evigheder. Nu slog hjertet. Følserne var elektriske. Men han bevarede sin kontrol endnu - og trods den lette usikkerhed på hendes ønsker og ord, bevarede han en del af sin selvsikkerhed. Han strøg mulen over hendes. Havde hun savnet ham?

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Hun kunne høre hans hjerte slå og hun lukkede kort øjnene i og sukkede næsten nydende.  En feminin brummen kom fra hende, da hun igen så op på ham og lod ham blot stryge mulen over hendes. Hun mimrede let med mulen og gengældte kærtegnet. Der brændte et gammelt begær i gudinden efter den gyldne hingst, med farver som hendes broder.  Hun tiltede hovedet tilbage, inden hun igen rejste sig op. Hun stod nu tæt ind til ham, men nu med fronten vendt mod hans.  Hun pressede sig mod ham, inden hun begravede hovedet i hans lange røde lokker med en feminin brummen.   Halen var holdt løftet som et prej til at han skulle slippe kontrollen.

" Harmonien skal genskabes.. "

Lød det stille fra hende,  inden hun nappede let til hans gyldne skind for at få ham lidt ud af sin lidt stive holdning, efterfulgt af at par kraftige svirp med den lange hale.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Det var surrealistisk at mærke kærtegnet gengældt. Han smilede kækt og dog blidt. Hans øjne fulgte hende, da hun rejste sig. Men så trykkede hun sig mod ham som aldrig før. Han brummede overrasket, før han klemte hende tilbage. Hjertet pumpede, da alt begæret blev vækket med et. Forstærkede følelser drev ham, da hun hævede halen og indikerede at hun ville have ham til at slippe sine bånd. Han kneb øjnene sammen, før hendes stemme lød.

Hamonien. Genskabes? Han vidste endnu ikke fuldt ud, hvad det betød. Men hvad end hun ønskede... Det var som om, at han ville give det. Han var ikke typen der blot underkastede sig. Men hendes fortryllende magt over hans vilje var stor. Han hengav sig og lod sin mule nappe igen, før han nærmede sig den svirpende hale. Det var evigheder siden at han havde været så meget i live. Med god grund naturligvis.

Tænderne nussede hende tirrende, ned langs kroppen, som han nærmede sig bagpartiet. Han søgte et sted på krydset af hende. Et sted han havde kærtegnet hende for så uendeligt mange år siden, da deres kroppe havde mødtes intimt sidst. Han trak på smilebåndet - hendraget i alle følelserne. "Smukke... Smukke Artemis." hviskede han med sin lettere besværede vejrtrækning. Han stod bag hende og lod tungen glide let over hendes bagdel, før han søgte hendes øjenkontakt.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Artemis tiltede hovedet bagover med en let brummen, og hun kunne næsten vride sig I ren og skær nydelse. Hun huskede det hele, deres delte stunder. Det summede i hende, rykkede og flåede og det stod klart at hun måtte have ham i dette øjeblik. Hun lyttede til hans stemme og kvalte et gisp da tungen gled over hendes sensitive skind. Blikket blev sendt tilbage til ham, og hun fæstnede sig dybt i hans øjne i en langtrukken øjenkontakt. Vejrtrækningen var overfladisk, mens hun mærkede hvordan varmen bredte sig i hende. Det kunne ikke være anderledes.
Hun lagde nu halen til side. Det var en sær følelse der bredte sig i hende, for det havde været så længe siden at det næsten føltes som for første gang. Den bragte mange tanker med sig, Apollon, Odon, nu Nox igen. Hun gav et ophidset lille hvin fra sig, inden hun bakkede ind i hans forpart med en feminin brummen. Hun kunne næsten ikke være i sig selv længere, og det gjorde at hele hendes krop den sitrede.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Begæret i hoppen var så intenst, at han tændtes endnu mere. Ilden brændte. Hans blik glødede, som kun disse vulkanhede øjne kunne. Han smilede kækt igen - beruset af duften. Beruset af følelserne. Mindet om dem... Han lod mulen glide lidt vildere over hendes bløde skind, før det ophidsede hvin kastede hans begær over ende. Han sprang op på Artemis bagpart. Straks mindet om hvor meget han havde savnet hende. Ikke bare nu - men også i fortiden. Selv midt i alle problematikkerne. Hans vilde, problemrige liv... Ahh tider...

Hingsten lyttede til hendes brummen og mærkede hendes sitren. Han selv var spændt og ligeså ophidset som hun. Han bedækkede hoppen. Tog sig god tid til at nyde alle disse sanseindtryk, døden havde taget fra ham. Nyde hende. Duften...

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Artemis mærkede nu vægten fra ham over sin ryg, og hun gav kort en serie små gisp af ren og skær nydelse.  Hun lukkede kort øjnene i og lod sig blot opsluge i øjeblikket, mens det hele vendte tilbage til hende.  Hun var ekstra sensitiv og hele kroppen sitrede fortsat under ham, mens hun blot lod ham tage den tid han havde brug for, for hun havde mindst lige så meget brug for den. 
Det rumsterede i hende og hun slog øjnene op og stirrede direkte op på himlen som var skjult mellem trækronerne, hun sukkede af ren nydelse over dette intime øjeblik de to atter delte, hvor det første synes som evigheder siden. Snart ville livet i hendes spire og harmonien ville blive genskabt.
Sveden dryppede ned af hendes hals og hendes vejrtrækning blev en anelse overfladisk, mens hun trak vejret i dybe stød. Synet synes kort at slørre for hendes øjne, mens hendes krop fortsat sitrede. Den gyldne hingst føltes langt mere tung end han var før.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Hingsten lod sig svinde ind i øjeblikket en lang stund. Længere end normalt. Kroppen... Følelserne. Det var så ubeskriveligt fantastisk. Som de første spæde solstråler, på en henrivende morgen. Et øjeblik som dette, havde han længtes efter i århundrede. Fra Ensomheden. Til dette. Intet føltes forkert - alt føltes boblende og skønt som aldrig før. Hingstens mule strøg hende blidt, til sveden drev af dem og han til sidst var helt færdig. Udmattet.

Hans krop trak ned fra hendes. Mulen hvilede et langt øjeblik på hendes bagpart. Tilfredsstillet og en anelse lyksageligt stod han hos hende. Klar til ... at være der. Denne gang.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.

Artemis vejrtrækning var fortsat tung, mens hun stod og fandt sig helt tryllebundet nok en gang af den gyldne hingst. Han gav hendes så meget tilfredsstillelse i dette øjeblik at det næsten ikke kunne være i hende.  Da han så gled ned dirrede hun stadig af ren og skær nydelse. Hun skævede om til ham, som han stod der. Hun stod længe og så på ham, inden hun tavst vendte fronten mod ham.  Hendes mule søgte hans i et ømt kys, inden hun gled ned på jorden foran ham. Sollyset flakkede kort, som Artemis stønnede af ren udmattelse. 
Et varsel om hvad der kunne være katastrofalt for hele Proelio, men snart skulle de være en frygt der ville fordufte. Hun lagde hovedet mod ham, mens hun mimrede let med mulen.

Noctem Nox Caelum
Dont get confused between my personality and my attitude.

Længe varede minutterne, i nydelsens afslappethed, før hun fandt hans mule. Han besvarede dette ømme kys, der blev ham skænket, fra den sande strålende Gudinde... Hans øjne lukkede. Hans vejrtrækning sagelig. Årh hvad hun ikke gjorde ved ham. Han lod hende ligge hovedet på ham. Han indåndede hendes svedige duft.

"Du har mistet." konstaterede han - men det var ligeledes et spørgsmål. Til hvad der var hændt i al denne tid. Hvad der udløste dette - ikke at han ikke var glad - han var ovenud lykkelig for hendes handlinger... Men fornemmelsen af at noget lå bag, var ikke rar.

My personality is who I am. My attitude depends on who you are.