Nabendu Raakaa

I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.



Det var det mærkværdigste der nogensinde var sket. Landsdelene opførte sig højst besynderligt. Selv Vustlaums Herre led under det, der var sket i hans landsdel. Hvorend man gik i det mindste mørke, skar man sig på uventede torne og skår. Hans krop var fyldt med små ridser og skrammer. Dette var ikke sikkert. Dette var ikke normalt. Der var noget i gære og det var på tide at de øverste tog affære. De måtte beskytte deres landsdele og folket. Hvor mange havde hørt hans besked? Han havde sendt spejdere ud til de andre øverste. Bedt dem om at møde op på forsamlingspladsen. Nabendu Raakaa trådte forsigtigt ind i området. Ingen andre var endnu at skue. Så han stillede sig ind til den gamle ruin. Gik over broen dertil. Kunne han forvente, at de andre ville gøre noget? Nu hvor kaos og ulykke havde ramt landet?

Nabendu havde sine mistanker om hændelserne. Ville de andre være enige?


I will always, be the one who took your place.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Forstyrrelser... kaos... uorden.. disharmoni. Alt hvad den gyldne følte omkring sig, idet han i dagevis havde betragtet den forandring der havde sænket sig over Elasium og dets beboer. Alt var i forandring, og kaoshingsten følte i sit indre hvilke drejninger alt dette tog. Det var... forfærdeligt. Jah, forfærdeligt havde været det rigtige ord at bruge, idet at han med en stram mine gik rundt og forsikrede diverse sjæle om at alt nok skulle gå. De ville få kontrollen... snart.
Da var det en budbringer havde fundet ham, og med tankerne på sit land havde han rejst. Ind imod proelios midte, hvori lederne skulle mødes. Han kendte dem ikke, men Kharuno vidste skam godt hvem de var... han havde levet længe, og havde endda set nogle af dem vokse op til dem de nu engang var. Men aldrig havde han stået ansigt til ansigt med dem i sådanne en situation.

I mægtige vingeslag og en brusen af blade, støv og kraftige vinde sænkede den gyldne kaoskabning sin krop imod Congregatios plads, hvor en hvidlig skikkelse var den eneste der var mødt op. Klædt i gul var Kharuno, klædt til lejligheden med disse medledere.
Og med et enkelt nik hilste han på den anden- Nabendu Raakaa, inden at han gav sig til at vente. I stilhed, men dog med en lurende uro i hans indre.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"

Hurtige, trippende skridt nærmede sig den endnu lille forsamling. Det var Hertugen af Darkena der meldte sin ankomst til mødet mellem alle De Øverste blandt Proelios landsdele. Hans orange blik var arrigt og de sorte ører lagt gnavent ned i nakken. Endnu en gang var det ham, der måtte af sted. Som om han ikke havde bedre ting at tage sig til, end at rende og hyggesnakke med de andre fjolser? Men Duquesa var som sunket i jorden, og da det var tydeligt, at der var et eller andet i vejen med landet, noget som sågar påvirkede Darkena! Ja, så havde den brogede hingst ganske enkelt ikke noget andet valgt, end at måtte drage til Congregatio, som var stedet, som spejderen med budskabet, havde udpeget som stedet, hvor mødet skulle holdes.

Da Mambu nu trådte ind på forsamlingspladsen, kunne han hurtigt konstatere, at der ikke var kommet specielt mange andre. Tog de ikke ansvaret for deres landsdel alvorligt? Og hvorfor var Rephaim ikke dukket op? Den store hingst tog om noget, sin del af Proelio alvorligt. En flygtig bekymring gled gennem Mambus tanker, ved spekulationerne omkring hans ven.

Det orange blik gled nu kort over de to andre, der var tilstede. De hvide Nabendu Raakaa, Herren over Vustlaum, og det bevingede misfoster til Kharuno, Strateg over Elasium. Ingen af dem sagde Mambu noget som helst, men hvem gjorde egentligt det?

Ice var mødt op, lidt efter de andre da den lange rejse var en forhindring for den 3 benede hingst der ellers med tiden var blevet bedre og bedre til at klare sig på et ben mindre. Han havde dog ladet en af hans små men fantastiske idéer få overtaget, og havde kastet sig i smeltevandet på vej ned gennem landet ved hjælp af tropaz. Overflodstand var at se i hele Frozticien, hvor sneen var ophørt, isen smeltede med lysets hast og denne opvarmning havde fået de mange heste i hans flok til at fælde vinterpelsen i store totter. Ham selv havde hvide knuder af affalden pels hængende hist og her, som en moskusokse havde det når foråret begyndte i Frozticien. De lange nætter var blevet korte, de mørke dage var blevet lyse og afterne gloende hede. Mødre måtte leve med frygten for at miste deres føl til vandmasserne, som de leger i vandpytter og på de isflager der nu engang ikke er smeltet helt endnu.

Ice så at dette var alvorligt, og havde Nabendu, hans svigersøn, ikke tilkaldt dem til møde, havde han selv gjort det. Shimo havde udvist bekymring til dem begge to, hun som der normalt var den første til at bekymre sig i hans flok, specielt med lille Ricklas Revells at tage sig af. Et pligtopfyldende føl, som sikkert en dag ville blive til noget stort, eller, i hvertfald med den bredde han havde allerede. Han var skam et robust føl.

Ice var lettere forpustet da han ankom. Han var drivvåd og pelsen tottede i ulige, pletvise længder hist og her. Selvom Ice så herrens ud, var han der med sin visdom og sin mening om at dette var et større problem. Hans blik lagde sig på den bevingede hingst. En gudesøn? Dernæst på Nabendu som han med et nik hilste på. Hans øjne dansede hen mod den sidste, en sorthvid med flammene aftegn der mindede ham lidt om voldtægten han havde været udsat for med Fuego, som gav ham 6 æg og ud af dem 3-4 miniature føl der helt bestemt havde givet Ice splid og problemer i flokken. Vrede hopper havde hidset sig op med sætninger som "Styr dit afkom Ice!" Og "De hører ikke til her!". Ice, som var kendt for at være blød, kunne ikke få sig selv til at smide familie ud af flokken, trods de var horeunger fra en anden dimension. Noget Helzori vidste og derfor havde moret sig gevaldigt med dette lille nummer.

"Goddag alle ^^" Smilede han glad da han endelig havde fået pusten tilbage. Den ældre hingst havde set bedre dage og der var ingen tvivl om at hvis ikke han hav de været så lys i farven, havde man kunnet se grå hår på ham allerede. Ice vidste godt at hans tid snart var ovre og han skulle vælge en efterfølger, men med Arion ude af spil, havde han enten Shimo, hvilket ville være led overfor Nabendu og måske skille de to ad for evigt, puls at Shimo var svag og ikke ville kunne gennemføre de daglige rutiner. Ricklas Revells var endnu for ung. Vanilla havde ikke vist sig længe. Acempia er simpelthen ikke egnet. Ice var tørlagt for muligheder. Alt så ud til at flokken ville gå i opløsning indenfor de næste årtier.

Den lille, men meget kraftige og palominofarvede hoppe kom med en elegant dansen, som hun nu kunne. Hun så lettere ud end hun egentlig var, og hun bar sig altid pænt, der var skam ikke noget slasket eller snusket over denne hoppe! Alt skulle være perfekt, ligesom hendes landsdel, i følge hende var perfekt. Hun var dog ikke tilfreds med situationen i øjeblikket, hun havde godt mærket at der var noget som der ikke helt skulle være der, der var uro, og det ville hun gerne have til at forsvinde! Der måtte ikke være uro i en landsdel, men dette handlede ikke kun om Darkena, det handlede om hele landet og det var vigtigt at de fandt ud af noget, allesammen, derfor var hun begyndt at bevæge sig hurtigt mod Congreatio, for at holde et møde med den andre ledere. Hun havde ikke set Mambu i meget lang tid og havde undret sig over hvor han var blevet af, men hun vidste at han i hvert fald ikke ville forsvinde fra sin post uden at give hende besked, så mon ikke at han dukkede op til dette møde? Hendes grønne øjne spejdede rundt omkring sig. Der var ingen tvivl om at Duquesa var en skarp hoppe, og det lagde hendes lettere kolde facade heller ikke skjul på. Hun var ikke just en åben hoppe over for fremmede, både på grund af at hun ikke lukkede andre ind, men også fordi at hun også var en smule genert, og derfor var det nemmere at gemme sig bag en hård facade.
Duquesa var godt træt af at de guder blev ved med at lave rav i den! Hun ville bare gerne have en velfungerende verden, hvor Darkena kunne vokse sig stor og stærk, det var hendes primære mål, men det var godt nok svært med de guder! Hun holdt ikke som sådan med nogle af dem, det gik hun ikke op i, og slet ikke når de ikke kunne finde ud af at blive enige, det gik jo ud over alle andre, det de havde gang i.

Den store og brune hingst sprang afsted i en majestatisk og stolt gallop, hurtigere end man normalt så, og det var der ikke noget at se når nu at han var en halvgud med specielle krafter. Hans muskler bevægede sig kraftfuldt under hans pelslag, og der var ingen tvivl om at han var en stor og stærk hingst. De rødbrune øjne stirrede lige frem og hans blik var fokuseret, han var på vej mod Congreatio for at mødes med de andre ledere. De havde meget at snakke om, for guderne var gået i gang igen med et eller andet, og han var egentlig en smule bekymret for hans far, bare han kom tilbage og satte orden i det hele igen, det havde de altså brug for! De havde ikke brug for flere krige, det var sikkert Helzlori som havde sat det hele i gang. Og hvad lavede hans mor egentlig? Han havde ikke hørt om hende længe, men lige nu var han mere fokuseret på mødet med de andre ledere. Han havde allerede nok at tænke på med en der prøvede at overtage hans landsdel, hvilket han ikke ville lade ske! Han vidste hvor stærk han var, det lagde han aldrig skjul på, hvis nogen prøvede at sætte sig op mod ham.

Han landede med de andre ledere og han nikkede respektfuldt til dem, som han ville have regnet med at de gjorde mod ham. For selvfølgelig havde han respekt for de andre ledere, men ligesindet respekt. Der var ikke nogen som hverken var bedere eller dårligere end andre, ellers ville man ikke være en leder af en landsdel. Han betragtede de forskellige, der var fire der var mødt op ud over ham selv, også kunne han mærke at der var en tungere en på vej, hvilket nok var Duquesa, hvilket han kunne mærke på grund af hans meget følsomme sanser som han havde fået på grund af at han havde specielle evner, på grund af gudeblodet. Han så sig omkring. Ice var begyndt at se meget gammel ud, det var dog ikke noget han viste han tænkte, men han havde forhåbentlig en efterfølger, ligesom han selv håbede at enten Irissia eller Ajani ville overtage for ham. Der var dog mange år til, og de havde stadig meget erfaring at indhente inden at det kunne ske!

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

Der blev vekslet mange respekterende gestusser, mens øverste fra alle landsdele viste sig. Nogle med flere problemer oveni hinanden end andre. Fremmødet af øverste, var svagere end førhen. Natiaums Rephaim var her slet ikke. Fermaz var alene om Sylinum, der normalt var ledet af tre - og så stod han op imod kræfter som Leslie. Rygtet spredte sig over vesten. Ice fik et roligt smil fra den store hingst. Kharuno manglede sin makker til mødet. Darkenas ledende var der begge to. Da de alle synes at være samlet rømmede Vustlaums herre sig let.

"Jeg sendte spejdere ud, i håb om at drøfte landets ulykker med jer." hans stemme var i alle denne slags sammenhænge, rolig, neutral og stærk at lytte til. "Jeg mistænker personlig gudernes balance, for at skabe disse unaturlige fænomener i vore landsdele." Nabendu ønskede ikke at træde nogen over hovene. De stod alle for noget vidt forskelligt. Men det var set i 'middelaldrende' at blev en eller flere guder fjernet fra planetens velvære, gik den i ubalance. Han skimtede mod Fermaz, der havde levet og set dette ske. Dernæst Kharuno og Ice, der også måtte have levet til at se noget af det.

I will always, be the one who took your place.

Som Mambu stod og trippede utålmodigt på, at der snart skulle ske noget, kom der langsomt flere til. Ikke mange, og ingen af dem var Rephaim. Duquesa det langsomme drog, viste endelig sit gyldne fjæs. Så var hun da ikke sunket fuldstændig i jorden endnu. Måske havde hun opholdt sig det samme sted så længe, at hun simpelthen var groet fast, og først kommet fri nu? Ja, det skulle i hvert fald ikke undre Mambu, hvis det var sådan det stod til for hans tåbelige halvsøster.
Den gamle krøbling fra Frozticien, der var en af fortidshestene, kom nu humpende ind på pladsen. Han så mildest talt ynkelig ud med sine tre ben, og en pels der var ved at falde af i store, ulækre totter. At der ikke var en der havde væltet ham af pinden endnu, kunne jo undre Mambu, men selvfølgelig. En landsdel fuld af sne og is, hvem gad lige herske der?
Til sidst gjorde den tussegamle halvgud til Fermaz sin entré. Som altid opførte han sig om, at han ejede hele verden. Det var jo til at brække sig over! Han kunne ikke en gang holde en tilfældig hingst fra tronen i sin landsdel. Ja, rygterne om Leslie var skam også nået til Darkena.

Nabendu Raakaa mente tilsyneladende ikke, at der ville komme flere, og tog derfor ordet. Mambu var enig med den hvide hingst. Han havde også selv guderne under mistanke for, at være årsagen til al balladen, der langsomt havde bredt sig til hele landet. Der blev nu stille blandt alle De Øverste, som skulle de hver især grunde over, hvad Nabendu Raakaa havde sagt.
"Og hvis du så har ret, Nabendu Raakaa. Hvad mener du så, at vi kan gøre ved det?" De iltre orange øjne var vendt direkte mod Herren af Vustlaum.

Rephaim kom buldrende, dækket af mudder og med kviste og blade i sin man og hale. Hans hoved var dækket af det gamle kranie fra en pest-hest. Han var sent på den.. Han havde været beskæftiget med alt andet end at rejse til sådan et møde, så han havde måtte haste her ned. Han nåede at fange lidt af hvad den sorte og hvide hingst sagde og nåede at fange det meste Mambu sagde.
Han fnyste kort og hans blå blik søgte kort den palominofarvet hoppe fra Darkena, inden han lod blikket vandre over de andre. Han så herrens ud. Han var dækket af sved, rifter der stadig blødte her og der, kviste.. Sammenlignet med de andre lignede han langt fra en leder, men mere en general der lige var kommet op af et mudder hul. Rephaim kunne ikke være mere ligeglad. Han var i gang med at beskytte Natiaums grænser og med en ulve invasion var det ikke altid lige let. Leslie havde ikke gjort det lettere.. Han nikkede kort, som hilsen til de andre og stod så blot for at lytte til hvad de andre havde at sige.

KHARUNO

- "Shadows chase me far from home.. I remember my heart was filled with gold".

Den gyldne skabning var stille, men en rynke hvilede tungt over hans hvide øjne. Han var træt, han var en anelse svækket og han var rastløs. Selvom han udadtil lignede en herrer i magt, en herrer der ikke vigede for hverken guder, indtrængende som Leslie eller blev bebyrdet af problemer, stod han i vanskeligheder til knæene.
Han var ikke svækket fysisk. Han var ikke gammel som Ice, da hans krop ikke ville ældes. Han var ikke skadet som Mambu, og kunne ikke sammenlignes med gudesønnen Fermaz. Men han var træt af larmen omkring ham, af den ubalance verden gik i møde. De kræfter der atter lagde op til kamp, rev og strid i kaoshingstens blod. Han kunne føle energierne omkring sig, hvordan de emmede fra de to guder der ikke burde være her alene. Og han håbede at Nabenduu havde et foreslag, til en løsning.

Laylis var tidens gudinde, Laylis var ikke ond. Han kendte ikke sin mor godt, men godt nok til at vide hendes mening aldrig havde været at skade landet. Men hun var også en gudinde over kaos, og hendes aura varslede ilde... Uden et modstykke, blev hendes kræfter påvirket af dødsguden. En uheldig og farlig kombination.... Hans blik mødte kort den hvide Nabendu, og med et gys dimrede minder fra sidste gang.

"De har ret, Nabendu. Verden er ved at vende på vrangen i selskabet af to guder, hvis energier påvirker hinanden... Det er næsten  ligesom dengang, men dog svagere. Slet ikke i samme.. kaliber.."
Den gyldne skabning rynkede mulen, og hans blik gled over området omkring dem. Her var der stille, her var der neutralt. Her var der intet endnu.. Dengang vidste alle hvad var, dengang hvor skyggeklanen havde hærget. Det var en evighed siden, et minde fortalt i historier. Men Kharuno huskede konsekvenserne. Han havde været konsekvensen.

"De forværrer hinanden uden et modstykke.."
Kharunos øjne gled imod den sorte og hvide Mambu, Darkenas leder, og han vippede hovedet på skrå. Ventede en anelse, da ham der havde kaldt til mødet, nok også ville forsætte det. Han vidste hvad han selv ville sige, han havde mere at give ud af. Men at gå så direkte til spørgsmålet, udelod andre emner lige nu. Og på sin vis, var det nok også bedst.

Vingerne raslede kort, og den gyldnes hoved ventes imod Rephaim, der i fuldt gear og direkte kom ind imellem dem. Mudret, vild men ligeså stor og tung som altid... Han var i krig, men imod hvad vidste kaoshingsten ikke endnu.

- "You've seen me lose control,                             
and it's not worth my sorry soul"

Rephaim brummede dybt og slog med halen. Den bevingede hest talte sandt. Guderne kunne ikke klare sig i en verden, hvor deres modstykke ikke eksisterede, men at dømme ud fra fortidens fortællinger, så havde de ikke altid været på lige fod, hvilket alligevel havde ledt til krig.. Han følte at han nok skulle gøre sig nyttig, nu hvor han var kommet for sent til forsamlingen. "De har ret, men Flakeze og Laylis er ikke et sted vi kan tage til. Ikke i vores nuværende form. Så hvad gør vi? Går vi imod Helzlori og Laylis eller forsøger vi at tale dem til fornuft og hente de andre to op fra hvor end de nu er..?" [/i] Han var måske ikke den klogeste i forsamlingen, men han havde råstyrke og et sind, der var klar til at møde sin ende, hvis det var det, som landet krævede.

Nabendu Raakaa
I'll be right here now, to hold you when the skies falls down.

I virkeligheden havde Nabendu været isblank for forslag. Han havde stået med opspilede øjne og stirret, mens kaos og ubalance overtog landet. Der var dog en lille ændring i hans overvågende blik. Var det en løsning? Hingsten var grundigt i tvivl. Men han havde fået kaos til at forsvinde langsomt, da han først så hvad det virkelige problem var.

Lyttende så han på de talende i forsamlingen. Bestemt ikke dumme heste i hans øjne. Nogle havde levet en evighed lægnere end Nabendu. Nogle havde en styrke han ikke besad. Men sammen så Nabendu dem som et solidt forsvar for landet. "Jeg søger efter en mulighed for at bringe dem tilbage... Et vidne måske - men jeg aner ikke hvordan de forsvandt præcist. Som en detektiv må vi lede - sammen er vi stærkere." hingsten tog et par skridt frem og tilbage. Mystikken i hans blik var rolig, trods det intelligente blik nu strøg over de andre. "Men jeg har fundet noget der dæmper kaosset. Noget vi kan gøre." begyndte han.

"Det var forholdsvis let for mig, at finde nøglen i min landsdel, da den ikke er så stor. Men der var et område, hvor lys og den rolige hverdag skinnede igennem. En fremmed blomst groede i der - den der gør alt sort og vi alle skære os på i Vuslaum. Men den kan dræbes - jo mere jeg fjernede af den, jo mere lys nåede til min landsdel. Jeg har nu åbnet nok plads omkring Crystal søen, til at beboerene kan være i sikkerhed der. Jeg forestiller mig, at et sådan hul også findes i jeres landsdele." det havde taget Nabendu tid og kræfter at åbne hullet, men nu kunne andre hjælpe ham - de ville ikke kunne åbne alting, for blomsten groede også hurtigt... Men nok til at de havde sikkerhed i et område.

I will always, be the one who took your place.

Ice havde placeret sig overraskende kvikt hvor vinden blæste og blafrede i totterne af blåhvid pels på hans krop. Han havde ikke set noget til blomster i Frozticien endnu, men de havde helt andre problemer at slås med. "Vores større rovdyr er begyndt at søge føde hos hestene. Allerede to fra min flok, Indihito og Uma er forsvundet. Vanilla, min elskede datter, er ligeledes væk. Jeg håber dog at dette kun er for en stund." forklarede han sig. "Men vi har endnu ingen blomster hos os. Det meste er mudder, gule græsser og sjap."
Hans flok var skrumpet betydeligt. Nogle var flygtet grundet isbjørnene der var søgt længere ind i landet nu hvor isen var smeltet mange steder. Andre var blevet fanget, parteret og spist for øjnene af selv mødre med føl.
Hestene der var vant til frost og kulde, havde det hårdt nu hvor temperaturen var steget. Selv på Ice var det nemt at se når nu pelsen hang i totter på ham, skrællede af som på en moskusokse ved forårstid.
Det stod klart at selv Frozticien var vendt på hovedet, og Ice måtte snart opgive at holde flokken ved lige. Han kunne ikke længere tilbyde den beskyttelse de svage havde brug for. Alligevel måtte han holde ved, for aftager havde han ikke som tingene så ud nu og med al den kaos omkring ham, måtte han endnu engang bevise at han kunne klare det, selvom hans stand var værre end nogensinde før.

"Normalt ville jeg stole på at guderne vidste hvad de lavede, men Flakezé og Jaymelia er ude af billedet. Kaos og død hersker i landet." konstaterede han alvorligt. "Jeg vil forslå at nogle af os, som Nabendu Raakaa siger, må finde ud af hvad der er sket, mens o andre kan spørge de resterende guder om forladelse, måske vil de mildne deres straf til det almene hestefolk."

Den lyse hoppe med de beigeagtige farver havde holdt sig lidt på lav profil i det sidste stykke tid. For at være ærlig havde det skræmt hende en smule, alt det med sygdommen, men det var ikke noget den iltre hoppe ville indrømme over for en levende sjæl. Hvis nogen spurgte, havde hun søgt for sig selv for at tænke strategiske tanker for den nordlige egns fremtid. Man kunne diskutere hvor egnet hoppen, som knap blot havde forladt sine ungheste dage for en samling somre tilbage, var. Nogle ville komme med den påstand at den eneste grund til at hun var en af de øverste var at sygdommen havde slået det meste af Natiuams befolkning ihjel. Og så var der jo lige det faktum at hun var datter at hun var lorden, Rephaims, datter. Alt det trak Karma bare på skuldrene af. Hun ville indrømme om der var noget sandhed i det.

Hun havde fået nys om dette møde og havde da besluttet at møde op, men ved synet af samlingen af heste gik det snart op for hende, at hun kom meget sent på den. Hun hørte lige præcist det sidste af en hvid hingst. Hun var alt for sent på den.
Men det rørte hende ikke. I stedet spankulerede hun direkte ind gennem gruppen af heste og fandt en ledig plads.
"De herrer-"
Begyndte hun og lod sine øjne glide rundt mellem dem. Hendes stemme havde en lettere spydig klang, men formidlede lidt ved synet af Hertuginden af Darkena, Duquesa.
"...og den dame"
Hendes stemme var straks lavere. Hun krympede sig lidt. Duquesa var lidt som et idol for hende, hun havde stor respekt for den hoppe og hendes region. Karma undgik med stor præcision at se på sin far.
"Undskyld" udbrød hun forsigtigt og blev med et pinligt bevidst om, at hun var den langt yngste i hestemængden. I hendes hoved tilføjede hun sarkastisk 'didn't you bother waiting?'.

Hun stod i et øjeblik i skam, men lod så sit blik glide rundt mellem hestene, stadig undvigende sin far. De fleste genkendte hun og respekterede meget højt, men hun stød også på en anden. En nytilkommen, som hun kune havde hørt om og aldrig mødt. Han var en af de der fortidsheste, den lysehvidlige ældre hingst. De fyldte hende med afsky. Han så så forpint og gammel ud. Slet ikke egnede til at styre noget her i landet. Ham og andre af hans slags, de hørte ikke til.

Duquesa stod pænt og lyttede til alle de ting som skete omkring hende. Hun lyttede nysgerrigt til hvad de andre sagde og holdt sig egentlig mest i baggrunden lige nu. For de skulle finde en måde at bekæmpe guderne på. Hun tænkte over det, og hvis man kendte hende, så vidste man at hun var i gang med at tænke på en plan som de måske kunne gøre. Og vendte mulighederne omkring hvad der kunne ske. Hun var meget i tvivl omkring hvor meget Fermaz kunne få fat i sin mor. Hvordan var deres forhold og ville hoppen overhovedet kunne lytte? Af hvad hun havde hørt, så var Laylis ikke normal, nok en smule skør. Hun betragtede Nabendu. Han var en klog hingst og havde bestemt fat i noget. Hun trådte et skridt frem for at blive hørt. "Vi må alle holde vores øjne og ører åbne. Vi må kontrollere vores områder oftere for at komme denne blomst til livs, ingen ønsker det mørke som er på vej. Vi må kommunikere med hinanden, hvis nogen hører eller ser noget, så skal det straks gives videre" sagde hun og så stadig tænkende ud i luften. Dog var det svært, for det virkede ikke som om at der var nogle som overhovedet havde hørt noget om Jaymelia og Flakezé. Men var det ikke noget med nogle specielle føl som kunne gøre et eller andet? Hun synes at have hørt om dem. Men hun vidste ikke om det var sandt. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro.

Snart drukkede Rephaim op og det var lang tid siden at hun havde set ham, men det glædede hende at han stadig var i live. Og ikke langt derefter dukkede hans datter Karma op. Hun nikkede til hende, som om at det var okay. Hun skulle ikke være forsigtig omkring Duquesa, Karma var stadig ung og havde meget at lære endnu, men det skulle nok komme. De grønne øjne lod hun glide hende over forsamlingen, det virkede til at landsdelene endelig var ved at få ledere og blive større, hvilket var ret vigtigt, for at landet kunne fungere. Og i Duquesas øjne gjorde det ikke noget at der var nogle nytilkomne som var blevet øverste i nogle af landsdelene. Og ikke kun gamle kendinge. Det var godt med nogle nye øjne til problemerne, bare de kunne klare opgaven, for det var ikke altid nemt.