Samuel

The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.



Argh! Hvad var det dog for et sted? Dalen fire unge ben begav sig ned af, var fyldt med larmende skam! Overalt omkring ham så han pinsel og død fra en urgammel krig, han ikke kendte til. Skelleterne strakte sig, så langt øjet kunne se, med meters afstand. Den unge hingst, havde måske set meget, men aldrig noget så skamfuldt og sørgeligt. Desuden var det som om, selve stedets essens bragte en skam indeni ham. En skam der omhandlede hans tokønnede opvækst. Samira... Samuel. Han måtte tage sig sammen og være en hingst! Nej... Nej for åh han var jo en hoppe. Ih hvor han skammede sig over ikke at være en rigtig dame.

Han lagde ørene og prustede utilfredst. Hvem ville dog komme sådan et sted?

Spørgsmålet stod lysende klart på hans indre tavle. Det var jo klart! Ingen andre ville komme sådan et sted. Det var kun ham, der var så irriterende tåbelig at vade lige ud i en dal som denne. Han sukkede og hovedet synes at synke flere meter. Stoltheden var krænket en stund og trods ingen kunne ryste livsglæden ud af ham, var dette sted deprimerende.


Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica

Det var et forunderligt sted. Alarica var mere end nysgerrig, som hun begav sig afsted gennem denne skamfulde dal, der uden tvivl vidne om mistrivsel, død og ødelæggelse. Det var lige før, at hun kunne dufte det i luften. Kort virrede hun med hovedet, så den gyldne pandelok gled ned over de farvede øjne. Et let prust, fik den til at lette fra det ene øje, så hun atter kunne beskue, hvad der var at se. Skeletter hobede sig op over det hele. Et kvas og et knæk formede sig i de små øre, og hun vippede dem tilbage, sammen med at hun stoppede midt i en bevægelse. Hun havde trådt på en knogle, der bestemt havde set meget bedre dage. Under hoven var den gået til, og støv hvirvlede let op.

Hendes blik løftede sig atter, som hun hoppede hen over et sæt knogler, og skridtede mere opmærksomt afsted. Snart opdagede hun en anden skikkelse. At dømme ud fra det ydre, så måtte det vel næsten være en hingst, men en smuk en af slagsen. Ikke at hun gik op i sådan noget. De var på vej i hinandens retning. Hun slog et smæld med halen, og trådte varsomt nærmere den fremmede. Det var sjældent, at nogen ønskede noget godt, når man mødte dem i sådan en dal som denne.

"Er du faret vild, du fremmede?"

Ordene rungede hæst og uskyldigt over hendes mule, som hun trådte nærmere den fremmede skikkelse. Hvorvidt den var fuldvoksen eller ung kunne hun endnu ikke se, men der var noget over farverne der virkede bekendt. Hun slog det bort. Det var blot en vildfaren tanke.

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Åhhh at være ung. Åhh at elske. Åh at leve... Alt sammen så frygteligt spændende. Han følte sig pludselig tudsegammel med hovedet i sandet, og knoglerne omkring ham. Det føltes som om al hans skønhed forsvandt. Det sank ind i hans krop, tydeliggjorde ribbene og ældede hans man. Ryggen sank sammen, øjnene blev matte. Han vandrede i skammen over at være gammel og ækel, uden den fjerneste anelse om hvorfor. Indtil han trådte på noget smattet der sjaskede under ham. KNÆK.

Hingsten for til live. Ungdommen lyste ud af hans energiske bevægelser, og endnu lidt ranglede krop. Han hvinede op og dansede rundt for at komme væk fra det ulækre skelet med mågeklatter på! Det ville Daydreamer ikke synes om... Eller Gaizka. Eller Selene... Samuels forfinede sider faldt hurtigt til ro, da han opdagede en stemme lige ved siden af ham. Han rettede ørene mod hende og stod bomstille... Sig ikke en lyd! lød hans tanker. Hans øjne stillede langsomt skarpt han åbnede munden. Hun var køn, men al hans prægtighed var væk. Du dummer dig! advardede stemmen. Han trak vejret som for at sige noget. GLEM DET!

"Jeg beskuede bare lige... Disse..." han så ned. "Mååågeklaatter. Ja. Det var det jeg... Gjorde." han bed sig i læben og rettede sig op. Han trådte et langt skridt til siden ud af klatterne og skelettet. Sig ikke, at jeg ikke advarede dig! "Heeeej! Mit navn er Samuel, hvor er her flot i dag!" begyndte den unge hingst, nu forfra... Pinligt. Hans charmeknapper var helt væk... Det var som om at han kun kunne trykke på *PINLIG!*

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica

Hun bemærkede, at han så helt trist og drænet ud. Det undrede hoppen, som hun nærmede sig hingsten mere og mere, inden ungdommen pludseligt lyste ud af ham igen, og han rejste sin ranglede krop. Alarica kunne ikke lade være, hun stirrede lidt mod unghingsten, som det gik op for hende, at det var. Hun virrede let på hovedet, så den gyldne man hvirvlede omkring hendes hals, inden den atter lage sig og hun mærkede et sæt i kroppen. Pelsen sitrede en anelse, inden den faldt let ned omkring hendes krop igen.

Pludseligt stod hingsten bomstille, og et kort øjeblik overvejede hun om hun havde skræmt livet af hingsten eller hvad der skete for ham? Han hvinede op og Alarica hævede hovedet i en kraftig bevægelse. Ørerne vippede fremad og hendes blik lå opmærksomt mod hingsten, som hun beskuede noget nysgerrigt. Hvad var det som han ahvde gang i lige nu? Da hans så talte vippede det ene øre til siden, mens hun fulgte hver eneste af hans bevægelser. Sig mig, er han pinlig berørt? Tænkte hun mens hovedet tiltede let på skrå.

En let rumlen, helt nede dybt fra den mørkes maveregion og op gennem struben kom en hæs latter, som hun så mod ham. Inden hun virrede atter med hovedet. Hun rystede på hovedet, inden hun sank det ned i en almindelig stilling. Halen slog et slag mod haserne.

"Kan du bestemme dig? Eller er du fascineret af mågeklatterne? Jeg er sikker på, at vi kan finde en måge, som kan klatte hvis det er"

Lød det drilsk over hendes mule, mens hun kort rynkede den, da hun bemærkede mågeklatterne, der rigtig nok lå over skeletterne. De sidste ord var mest henvist som en spøg, men hun var ikke i tvivl om, at der måtte være måger her omkring. Der var tegn på det.

"Smuk er som man definerer det, mange vil kalde det trist og grumt - men ikke smukt. Det er der ikke mange der siger, men her er flot - det kan jeg give dig ret i, Samuel. Man kalder mig Alarica"

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Latteren så hæs og fremmed for ham, steg op i hans ører, mens han desperat forsøgte at løsgøre sine spændinger. Det var altså ikke sådan her, han normalt opførte sig! Hvor var hans gode jeg? Han vidste mere til anstændighed, end mange andre - men det var måske også grunden til, at han nu var utilregnelig. Han nød at plaske sig til og leve livet, i stedet for at indordne sig efter Amazona.
Denne latter føltes ikke som Ryhennas, da hun havde set ham kælke. Det føltes en anelse mere skræmmende - eller var det bare ham? Hoppen åbnede munden og talte drillende til ham - det var en verden han forstod. Drilleri. Han smilede derfor kækt og slog med halen. Hoppen havde ranket sig før - nu gjorde han det. Men han var uinteresseret i klatterne nu. "Sandheden er så meget sagt - men min opmærksomhed tilhører dig nu. Lad os blot glemme klatterne." han blinkede en anelse ungdommeligt med det ene øje. Et lille hint om hvor fyldt med liv og mod han var.

Smukt. Flot. Han skuede sig omkring i den skamfulde dal igen. Blot det at fornemme vinden her.. Uff... Hingsten brød sig ikke om stedet, men hun gav ham ret i det flotte. Var det flot? At se alle disse skeletter? Et sted ja. Men de vidnede om et drabeligt slag. Et han var glad for ikke at have set eller oplevet. "Alarica." han smilede bredere.

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica

Mulen buede en anelse opad i mundvigen, som hun trådte tættere på hingsten, da han havde ranket sig op. Hun overvejede stadig, hvorfor der var så meget vlekendt over hans farver, men hun skød det bort. Vinden strøg hen over hendes mørke pels og fik den til at stritte kort, inden den atter faldt tilbage på plads. Et smæld med den kraftfulde gyldne hale mod haserne fik selv vinden til kort at virke blid.

"Der var jeg vidst heldig - Så jeg er mere interessant en klatterne.. Mon ikke der findes flere spændende ting heromkring, vil du med til at udforske skeletter eller er du bange for at de rejser sig af deres gravsand?"

Hun morede sig, ingen tvivl om det. De mange timer i selskab med sin mage og søn med filosofiske tankespind, samt uendeligt mørke. Nu var lyset her, og hun nød en lille spadser tur væk fra sin familie, til trods for at hun elskede den ganske højt. Kort virrede hun med hovedet, da han gentog hendes navn. De farvede øjne lå mod hingsten.

"Er du født her i landet Samuel?"

Ordene rungede som hun trådte nærmere skelettet bag hingsten, og lod sin pels let stryge op af ham uden at tænke videre over det. Hun havde ikke det der personlige rum. Det var nok også det, der ofte havde gjort at hun fik et rap over mulen.

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Hans øjne var lagt i hendes. Han havde aldrig set noget så farvestrålende før - de var ganske flotte. Han lyttede roligt, trods hans pinlige situation før, da hun talte til ham. Han nikkede - hun var mere spændende end klatterne, meget endda. Derfor ville han selvfølgelig takke ja til hendes tilbud, trods de lettere uhyggelige omgivelser. Han havde jo selv sagt at de var flotte. Han brummede roligt.

"Sådan et tilbud, kan jeg ikke sige nej til. I hvilken retning ønsker du at vandre?" han smilede drenget. Spørgsmålet kom lidt bag på ham, og han måtte trække vejret dybt, da hoppen ligefrem strøg sig op af hans krop. Sådan havde en hoppe, aldrig gjort ved ham før. Han rankede kroppen, blot en anelse mere, men følte ingen ubehag ved nærværet.

"Ja, jeg har altid været i dette land. Og hvad med dig?" han så efter hende og med et kækt blid, nippede han til hendes hale. Hvis hun kunne trænge ind i hans rum, kunne han så ikke også være lidt med?

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica

Mulen gled op i en let bue ved hans svar. Det var altid noget, at hun blev sat over klatterne, ellers så måtte hun jo selv til at undersøge dem for at finde ud af, hvorofr de var mere spændende. Kort rystede hun på hovedet. Den gyldne pandelok hvirvlede op og endte med at falde over det ene øje, så det faldt i skjul. Hun nikkede let, inden hun lod hovedet løfte og kort blikket vandre over områderne.

"Hvad med, at vi ser, hvor vores hove fører os hen? Spørgsmålet er blot om vi skal følge dine eller mine hove lige nu?" Hun strøg sin krop tæt op af hans, inden hun trådte forbi. "Jeg vælger at følge mine, så følger dine mon med?" Indskød hun, mens hun kort slog med hovedet, inden hun trådte tættere på et af skeletterne, som lå på jorden. Det måtte have været en form for heste kirkegård eller en gravsplads efter en af krigene, tænkte hun, som hun lod mulen glide ned mod jorden.

"Jeg levede engang i et andet land. Så fandt jeg vejen hertil, og videre gennem en ny portal. Jeg har ikke længere helt styr på, hvor mange steder jeg har været," tilføjede hun og drejede let blikket i hans retning. Hun var kommet til dette land, og havde mistet noget af sin hukommelse inden. Så var hun blevet forført af endnu en portal og endt længere ude i fremtiden, hvis hun havde forstået det korrekt. Hun slog let med halen ved hans nippen. "Hov hov, du er ikke så fræk hva?" Gled det drilsk over hendes mule, mens hun lod den gyldne halen svirpe let mod hingstens mule for at drille ham en anelse. Smilet hang dog over hendes mule i samme ombærring.

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Selvom hoppen talte med mange ord og han normalt ikke længer orkede at lytte til alle damerne, havde han lige nu stor nysgerrighed for hoppen. Se det var det mest spændende ved at smutte fra Amazonas - Andre hopper var så henrivende spændende og ... sexede. Han trak fjoget på smilebåndet. Hjemme i flokken, var de strenge, kedelige og GAAAAB! Han gad slet ikke tænke på det og valgte i stedet at føje den spændende hoppe med den gyldne man. Det kildrede i hans pels, da hun smøg sig mod ham og gik. "En ære, at følge efter dine hove! Selvfølgelig - de springer nu." han fulgte hende i små spring. En måde Cinna havde lært ham var smart at score på... Måske virkede det bare ikke helt i den alder han var nået nu. Han brummede let, og så på hendes blik, mens hun studerede et skellet. Han kunne ikke tage øjnene fra hende nu og lyttede igen da hun talte. Ja han slugte nærmest ordene råt.

Et andet land? Fandtes de virkelig? Portalen - han huskede den svagt, da Gaizka havde ledt ham med videre igennem dem. Det var en skræmmende dag - uden mor og uden andre... Gaizka var forsvundet, inden han var fulgt med og de havde først fundet hinanden igen i den nye verden - men han var blevet ved hende. Var det klogt? JA! Ellers havde han jo aldrig mødt Alarica! Han hævede hovedet og slog overlæben op ved hendes sidste sætning. "Skulle jeg have bedt om tilladelse?" han rettede sig op og stod et øjeblik stift på stedet. "Din historie er lidt mystisk? Er det ikke underligt, ikke at vide hvor mange steder man har været?" det kunne Samuel ikke forestille sig.

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica

Kort virrede hun med det fine hoved. Den unge hingst var underholdene på sin helt egen måde. Det var sjældent, at hun gad andres selskab i særlig lang tid af gangen, men den lille fyr var kæk og helt fremme i skoene og Alarica fandt det yderst komisk lige i denne situation. Hun blinkede drillende til hingsten, inden hun lod mulen stryge over skelettet. Der var ikke meget krudt i knoglerne mere. Skrøbeligt. Hun løftede det atter. "Det kan jeg se," hun rystede på hovedet, så manen hvirvlede rundt om halsen, da hun så ham springe afsted. "Har du hørt fortællingerne om Knoglekongen?" Drillede hun og blinkede til unghingsten. "Det siges, at den der erobrer knoglekongens kranie og sætter det på sit eget hoved får lov, at overtage pladsen som knoglernes konge."

Hun så mod ham, da han slog overlæben op. "Skulle du ikke?" Gav hun drillende igen med et nyt spørgsmål. Unghingsten var underholdende. Kæk og alligevel lige på den gode side af det uden at være for meget i Alaricas øre. "Mystisk .." Hun summede lidt over ordet. Det kunne der være meget om. "Den er anderledes end dem du måske får fortalt her, for den hører til en helt anden verden, et andet univers - ikke mindre, så er den ligeså sand som du vil sige den er mystisk." Hvislede hun tæt ved hans øre, da hun stak mulen frem for at hviske ordene til ham. Impulsivt lod hun et prust lyde ved øret for at se hans reaktion, inden hun trak mulen til sig igen.

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Hvorfor blev hun ved med at være så pokkers interessant? Han havde aldrig mødt en hoppe, som blev ved med at udfordre hans hjerne og sind. Men det gjorde Alarica altså. Både med tale og kropssprog fangede hun unghinstens interesse, så han på det nærmeste ikke kunne koncentrere sig om at være en rigtig hingst - en hun ville synes om! I stedet fjogede han lidt rundt, nåede ikke at tænke før han handlede og opdagede knap sin pinlighed - Jo det var jo skammeligt at være som ham! Men af en eller anden grund, forlod hoppen ham ikke. Hun fortalte videre, synes at lege med ham og han kunne lide det. Kunne hun da lide ham? Var han.... Charmerende på en kikset måde?? Eller var han bare ... legetøj? Han brummede maskulint og lod ikke sine tanker vælte hans lystige sind. Hun fortalte om knoglekongen! Åh hvor ville det være fantastisk at være stærk og være konge... Han så drømmende ud i luften et øjeblik.

"Virkelig?" hans nysgerrighed blødte nærmest. Han så ud over knoglemarken, da hun spurgte om ikke han skulle... Han slog med halen og rettede på hovedet. "Høhø. Jo." sagde han en anelse tøvende, ved tanken om at tage andres kranier på hovedet. Hun besvarede hans spørgsmål, med en masse særtninger, han skulle bruge lidt tid på at fordøje. Men i den sidste ende ville han nok ikke forstå det konkret. Så han smilede bare anerkendende og nikkede. Selvfølgelig, min kære! Han sagde det heldigvis ikke højt, men i stedet så han atter ud over knoglerne. "Nu til eventyret! Jeg vil finde kraniet og... og... Indtage pladsen!" han så modigt på Alarica, med sit mest sexede look. Dog prustede hun ham i øret og han var lige ved at dase om. Hvad var det lige? Hvorfor gjorde hun det? Han rynkede panden og hoppede hen til hendes side. Hmhm! Hvis det var sådan hun ville tale, ville han hjertens gerne svare igen... Han prustede hende ved øret og smilede kækt.

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hun fandt det ganske befriende og morsomt, at unghingsten var så meget med på hendes knogle historie. Nu ville han skam også være knoglernes konge. Det var noget der lige faldt i Alaricas smag. Det skulle ikke gå i glemmebogen. FOr nu havde hun hendes fulde opmærksomhed. Da han pustede til hendes øre, gled hovedet på skrå og det ene øre som mærkede pustet vibrerede noget ved det, inden hun kastede med hovedet og gav et krumspring fra sig med den mægtige krop. Halen slog gylden og vildt bag hende, inden hun slog alle fire hove mod jorden igen og så mod ham. Hun trådte tæt på ham igen, og lod pelsen let berøre hans, ganske forsigitgt, så det forhåbentlig sendte en vibration gennem pelslaget på hingsten for at drille ham. Hun sank hovedet og nippede til hans hals.

"Hvad venter du så på? Jeg ser ingen kranier på dit hoved, måske jeg bliver knoglernes konge før dig?"

Udfordrede hun ham og uden at tænke yderligere over, at hun skam burde være ældre og mere voksen, så var hun sat frem i trav mod et kranie, som hun ville overtage, bare for at teste unghingstens interesse for det.

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Samuel var vild med hendes hop! Hvor kunne den store krop hun besad bevæge sig smidigt og skønt! Alting var så interessant og anderledes, end derhjemme! Hvorfor havde han ikke taget på flere eventyr end disse? Frozticen med Ryhenna havde været hyle morsomt! Dette var så ... Åh denne hoppe var så nervepirrende spændende med hendes berøringer og dans og det hele! Han nød hende og ville ønske han kunne mande sig op til lidt mere... Men han var også bare en lille hingst i den store verden og der skulle meget til at imponere damer...

Hendes nye berøring sendte sitrende vibrationer igennem hans krop og nu var det hans tur til at lave en serie af underlige hop. Op med ryggen ned med hovedet, op i luften, spark bagud og kaste med forbenene. Han lavede dem alle, før han lyttede til hendes ord og stod bomstille. Hvad sagde hun? Nu udfordrede hun ham igen og han slog med halen. "En konge er en herre! Ikke en kvinde! Du kan blive min dronning hvis du er heldig!" formildede han legenede. Før han vidste af det var hun af sted... Men hov! Hun måtte ikke finde det før ham!! Han sprang af sted og ved det første kranie han så, puffede han til det og ad.... Det var lidt klamt... Men han trak vejret dybt og fik det moslet op på sit hoved. "Hvordan ser jeg ud?" han poserede elegant og hingstet for hende.

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.

Alarica
The secret of life, though, is to fall seven times and to get up eight times.

Hendes blik lå mod ham længe. Så det kunne hun blive. De farvede øjne vågede over ham, men der var en gnist i dem, som hun holdt mod ham. Alarica var opmærksom på hingsten, og dette var en form for leg for hende. En sjov en. Han stod bomstille, som han stod der, inden hans ord kom frem og en trækning formede sig over hendes mule.

"Knoglekongen er den der først får kraniet. Hoppe eller hingst,"

Hun blinkede drilsk mod ham, inden hun slog med hovedet og gav et spring fra sig. Så let slap han ikke, hun skulle nok give ham kamp til streget uanset hvad, så var hun med på beatet. Han nåede dog at puffe det op på hovedet. Det stod en anelse skævt mellem de mørke øre, og den turkise pandelok gled ud mellem kraniehovedet. Hun brummede velfornøjet.

"Lad mig se.."

Hun trådte tættere på. Lod sin krop glide ganske tæt og sikkert for mange andre provokerende - langs hans side, og rundt om ham. Vurderende, gik hun afsted og studerede det noget intest.

"Det er som om, at der mangler noget.."

Tilføjede hun og lagde hovedet på skrå. Jo, der manglede skam noget og snart gik det op for hende hvad det var. Hun nappede efter hans hals, og gjorde et spring til siden.

"En konge skal kunne bevæge sig rundt uden at tage kraniet på noget tidspunkt. Ellers er du ikke Knoglekongens retmæssige ejer." 

Any fool can know. The point is to understand. The simple things are also the most extraordinary things, and only the wise can see them.

Samuel
The more I fight, the more I learn, the more I dig into the dirt.

Øv, hvorfor bestemt hun alle reglerne? Kan kunne jo ikke finde på at modsige hende... Han ville jo gerne damerne det bedste og hvis det gjorde hende glad at være konge, burde han overveje at underkaste sig frivilligt? Han slog med halen i en lydløs protest og mulen rynkede utilfredst... Men det varede ikke længe før han igen smilede, da hun måtte beskue ham - se ham og vurdere hans udseende. Han stod prægtigt og gjorde sig til.

På ny var hun noget så tæt på hans krop og han dirrede ganske kort, ved de små strejf mellem deres pels. Det var sjældent at hopper havde været SÅ nærgående! Hvad var det der skete? Hun væltede op og ned på hans verden, men han ville ikke sige nej og skuffe hende. Han kunne måske ligefrem lide det. Han opfattede ikke det provokerende element. Hun var legende - ligesom han. Hopperne derhjemme var så frygteligt kedelige og alvorlige...

Ordene fik ham til at spærre munden op i et kæmpe O. Hvad? Var det ikke ydmygende nok at tage kraniet på hovedet? Manglede der nu også noget? Hvordan skulle han balancere sådan heer? Kraniet vippede allerede lettere usikkert fra side til side, da han løftede sit forben. Tungen lå i hans mundvige og koncentrationen var stor. "Javel. Her kommer jeg så." han skridtede omhyggeligt omkring hende, næsten så tæt som hun gjorde det. De havde nok langt overtrådt respektens grænser, men ingen af dem synes at være irriterede over det. Han balancerede grundigt hen over de andre knogler, men pludselig nåede han til en af de pokkers mågeklattede knogler. Han skulle lige til at springe baglæns, for ikke at glide på dem, men det var for sent. Hingsten gled og faldt med kæben først ned i knoglerne. Han sukkede - men det var ikke alt. Kraniet rullede ned af en bakke. Og det samme gjorde Samuel "Hans spøgelse straffer mig!" hvinede den faldende hingst. SKØNT! Nu havde han også mågeklatter over det hele...

Till it falls away, into the great escape, over walls and waves, this anitgravity taking over me.