Spartacus var rede. Han havde været bort i noget tid, på rundtur i landet og gjort sig nogle syn. Det hændte ind i mellem at han gjorde dette for at holde sig opdateret på hvad der skete i landet. Han var dog nu draget mod området hvor Amazonerne holdt til, mens han dog ikke trådte helt ind på deres udvalgte område, men stod rank og ventede på at deres dronning kom og lod ham træde videre.  

Sparta var i fuld uniform så og sige, både med spyd og det hele, men skulle han holde til i dette område så var det ting der måtte være i nærheden. Musklerne spillede under det sorte hårlagt, som fordelte han vægten ligeligt mellem de stærke ben der havde båret ham mange kilometer gennem tiderne. En dyb rungen kom fra hans brystkasse og han var måske en anelse utålmodig, men det sås ikke på hans ranke ydre. Han havde haft en masse tanker på hans færd. Om partnere og fremtiden. Den sorte hingst vidste at Apollons slægt måtte videreføres, men med de få hans havde mødt for nyligt var der ikke meget håb i sinde.  Ingen kunne måde sig med hende, det ville aldrig blive det samme. Nok kunne han vælge at gøre som andre Glartanere, men Proelios hopper var af en så anden støbning at det måske ikke var velset her. Slet ikke nu. Han sukkede kort og vippede kort med de hvide ører.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Amazonerns Dronning var vandret ud i sollyset, der oplyste og opvarmede hele det store område ved Mozon. Junglens lyde lå nu bag hende, og de store bjerge tårnede sig skyhøje op, med deres træer og vandfald. Fuglene sang, og græsset stod højt. Ja selv vinteren her var frygtelig skøn, og Gaizka bar ingen overflødig vinterpels, på sin slanke, veltrænede krop. Hun brummede feminint, for hun fulgte en fært. Ikke en hvilken som helst fært, for dette var en hingst - Gisp, Amazonerne måtte jo på en eller anden vis skaffe sig allierede, stærke partnere. Gaizka vidste at denne hingst Spartacus, ville være nyttig... Desuden var han ikke en helt kedelig støbning. Gaizka havde længe, siden hun sidst så ham, tænkt på hans hjemland, hans tro og hans muskler. Han ville bestemt være nyttig.

Hendes blik fulgte den åbne vidde, og så den solide hingst ret fremme. Han var klædt på som til kamp, og hun tippede hovedet hemmelighedsfuldt på skrå. Var hun imponeret? Eller dissede hun udseendet bag hemmelige øjne? Hun Travede hen til hingsten, med sine yderst elegante bevægelser, og kastede sit hovede stolt i vejret som hun nærmede sig. Foran ham stoppede hun, med et lille sensuelt smil om læberne. "Spartacus." hilste hoppen.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Det ene hvide øre vippede ud til siden da lyden af en anden som kom nærmere var blevet opfanget. Blikket vandrede dog ikke på noget tidspunkt, men han stod blot som forstenet og lyttede til vedkommende. Færten af den sorte hoppe med de skarpe røde kontraster blev dog genkendt, men det gjorde blot at han nu blot vippede øret fremad og afventede hendes ankomst. Først da hun hilste på ham tilkendegjorde han at han havde set hende.  

” Calanthia. Vær hilset.”  

Lød det så fra ham. Nogle ville kalde ham for kold, men det var skam ikke tilfældet. Den sorte hingst kunne være en ganske varm og øm hingst, men det var de færreste der nogensinde ville se den side af ham igen. De hvide øjne søgte hendes blik, uden han dog foretrak nogen mine, ja han havde sågar ikke rykket en muskel.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

En hilsen, der ikke skuffede Gaizka var det næste der skete mellem de to heste. Hun skænkede hovedet med lukkede øjne. En feminin brummen unslap hendes læber, før hun rettede hovedet igen. Hun skridtede en anelse nærmere. Han fortrak ikke noget, end ikke musklerne, endnu en ting, der fascinerede Gaizka. Desuden brugte han hendes efternavn. Det var anderledes, mere høfligt anså hun.

"Jeg har tænkt på Dem." hun smilede mildt. En begyndelse på en samtale, måske en anelse drillende samtale. Hvem vidste med Gaizka? Hun kunne være mystisk som stjernerne.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus øjne fulgte nøje hendes bevægelser og små lyde, mens han kort rettede ørerne lidt mere fremad. Han lod hende nærme sig i det at det var han som havde søgt hende. Hendes ord kom frem og han rømmede sig let. Han havde altså dannet et indtryk hos den sorte hoppe. Jo hun havde også gjort et indtryk på ham, men det vidste hun allerede.  

” Ligeledes, Calanthia. Jeg antager De vi må snakke om hvilken rolle de vil have jeg opfylder hos Dem ”  

Spartacus stemme var ru, men der lå en hvis mystik over det sidste han sagde. Om det var fordi han ikke vidste hvad hun helt nøjagtigt ville med ham, eller var der noget andet underlagt? Han var i hvertfald klar på at tjene et bedre formål end blot at strejfe rundt og udforske Gudens hjemland.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

(Tænker at denne tråd er vores valentinestråd? Vi oprettede ikke en i går jo s: Men den her må gerne være det.)

Hoppen lyttede til den ru stemme, hvis mystik gav hende lyst til at udforske ham nærmere. I luften var der en helt særlig duft, der blandede sig med hingsten. Det var duften af en helt særlig blomst. En frelser... Den hun var opkaldt efter. Den varmede hendes sind, og gav hende lyst til at vise hingsten, mere af sig selv, sin krop, sine mere eventyrlige sider... Hun vendte siden til ham, som hun standsede ved ham.

"Uh, der er roller, jeg kunne ønske De påtog Dem..." lød hendes lettere mørke stemme, igen ikke helt til at tyde. "Jeg ønsker dig, som en beskytter. Du vil beskytte flokkens hopper i nød." hun fik meningen med sine ord frem, trods hun talte på en måde, så man skulle tro at hun netop nu var i nød... Øjnene strålede mod ham, med intensitet... Hvad var det for en følelse?

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

( Yas, det var også min tanke  )  

En særlig duft bredte sig i hingstens følsomme næsebor. Den gjorde noget ved ham, og den sorte hingst kunne ikke lide det, for han følte at den sirlige selvkontrol forsvandt langsomt. Han rettede sig op, besluttet på at holde fast i hans fremtoning. Han måtte ikke miste værdierne. Hendes stemme lød og han havde du den at fokusere på, mens han mimrede let mod mulen og mærkede fristelsen til at røre hende. Han stod dog stadig rank, uden at rykke sig.    

” Meget vel. En beskytter jeg vil være. ”  

Lød hans stemme. Inden han tøvende trådte et skridt frem, så han næsten kunne røre hende, mens han gjorde det ikke. Han havde ikke fået lov. Blikket udforskede diskret hendes krop, som hun havde vendt siden til ham. Hans mule placerede sig tæt ved hendes øre.  

” Jeg kan være meget for Dem, Calanthia.. Alt De behøver, er at spørge. ”  

Hans stemme var hæs, som han hviskede tonerne til hende. De kunne tolkes på mange måder. Hvordan tolkede han dem selv? Der var noget i luften.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hoppens krop spændtes i forventning, som han talte og trådte frem mod hende. Øjnene funklede som stjernerne, og mystikken lagde sig omkring hoppens fremtoning. Havde hun store bagtanker, eller var det udelukkende denne fortryllende påvirkning? Hans stemme i hendes ører, fik hende til at sukke ud, med en blød lyd. Hun vendte ansigtet ind mod ham, med et gådefuldt smil.

"Spartacus af Glarta, jeg giver Dem al lov, til at berører mit skind." den mørke feminine stemme ebbede atter ud. Det var ganske vist en tilladelse, men den kunne fører til videre spørgsmål, hvis han tog hendes opfordring. Gaizka så nytte i nuet. Hun lettede halen, blot en anelse så den lokkende duft af brunst steg ud i luften omkring dem. Hendes cyklus var brudt - hun burde ikke være brunstig i dag. Tog Gaizka det som et tegn?

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Hoppen så på ham med det der gådefulde smil. Spartacus vidste ikke hvordan han skulle tolke det på grund af denne her sære magiske aura der påvirkede ham, men påvirkede den også hende? Hendes stemme lød nu, med en tilladelse, en tilladelse hingsten nu tog imod. Han trådte helt hen til hende, og mulen hvilede ud foran hendes skulder, så hans følehår kildrede tirrende mod hendes sorte pels. Han åndede tung ud, så den fugtige varme luft fra hans næsebor sensuelt kærtegnede hende, inden han nu tog det sidste skridt.   

Spartacus kunne se grov ud, men hans mule var som det fineste silke, som den nu strøg over hendes skulder i en kælende bevægelse og fandt vej ved hendes man, hvor den nu kørte i små cirkler. Han kunne dufte hende og hvilken periode hun befandt sig i, men der kom ikke nogen umiddelbar reaktion. Han afventede blot hvad hun sagde til hans berøring. Han kunne godt mærke den var mere sensuel, ja næsten som en elskers, men ikke langt fra det nærvær de gav hinanden i hans hjemland. Nu var hans dronning også noget særligt, og det skulle hun have lov at mærke.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Den sorte hoppe, mærkede tydeligt hvordan en særlig følelse blev banket ud i hendes årer, i det tavse øjeblik, der gik fra at ordene havde forladt hendes mund, til han tog skridtet. Spændingen satte sig i hendes krop, som en længsel efter hans berøring. Da denne endelig fandt sted, sukkede hun af nydelsen. Hendes øjne var lukkede, og halsen strakte sig en anelse tilbage, som en reaktion. Der var adrenalin i hendes blod, rødmen i hendes kinder og intensitet i hendes øjne. Et øjeblik var hoppen i ubehagelig tvivl om hvad hun rent faktisk ville. Hvad var spil, hvad var følelser og hvad skyld havde duften?

Hun lod den simrende fornemmelse af hingstens mule over hendes skind, vare endnu et par minutter i tavshedens nydelse. "Jeg ønsker mig, Deres styrke, Deres elegance, viderebragt i flokkens ære..." hoppen vendte nu sine øjne ind i hans, trykkede kroppen let mod hans mules pres. Hun talte med klare intentioner, men beholdt sin lettere gådefulde fremtoning.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Hoppens reaktion var ikke lig noget han havde oplevet fra hende ved nogle af deres møder. Han stod derfor stadig stille og fortsatte sin berøring, mens han holdt et vågent øje med hende. Indeni boblede han dog, mens han mærkede hvordan andrenalinen ligeledes strømmede igennem ham, men han lod den ikke vise, mens han vippede let med øret. Hendes ord lød og han kneb øjnene en anelse sammen. En dyb brummen kom fra ham, mens han hørte hvad hun sagde, men hvad var det lige hun sagde.

” Alt du behøver er at spørge. ”

Hviskede han nu da hans mule var vandret op mod hendes øre. Hans åndedræt var roligt, mens hans indre brændte. Det var mere i luften en blot den almindelige instinktive spænding der opstod. Alt virkede ekstremt forstærket. Selv de følelser han gemte væk i hans ranke holdning.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Der var flere sider af Gaizka, hingsten slet ikke havde oplevet. Men ganske få fik hende som nu. Normalt ville hoppen aldrig lade sig berøres på denne måde af en hingst. Aldrig hengive sig til sensuelle lyster. Hun ville have båret det, med stolthed og lukke det inde. Men trods hun stadig bar sin stolhed, lod hun det ikke inde i sig selv. Hun havde et formål, og det formål ville snart stå tydeligt. Hans hvisken i hendes ører, mindede hende om følelser, hun ikke havde mærket i årevis. Men dem pakkede hun roligt sammen. Det var ikke formålet. Dog var det som en trancetilstand at stå her, så tæt på ham, hvor alle hendes sanser var åbne og blottede. Hun smilede skævt. Dette var desværre et emne hun var øm omkring. Skulle hun fortælle ham det, med faren for at han derefter ikke ønskede hendes nærvær? Fortælle hvordan hun i en ung, ung alder, var blevet voldtaget, havde båret et føl, født det og mistet det. Milagro...

"Har De lyst til at bedække mig?" der var for Gaizka intet flovt i at sige det højt. Det fik hendes flirtende ydre til at skinne en anelse mere gådefuldt. Det ligefremme spørgsmål, var badet i en forførende stemme. "Der er noget ved Dem, jeg ønsker at bringe videre." det var en smigren til ham, hun blinkede kort, med blikket sænket i respekt for hingsten. Trods hun var dronningen, kunne hun godt have respekt for en værdig hingst. Hun følte sig netop nu, som noget særligt.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus kunne godt mærke der var en anden form for spænding i hoppen, i det hans berøringer gav ham et anderledes syn på hendes mange signaler. De hvide øjne granskede hende let i det hun smilede skævt til ham. Han rømmede sig svagt og puffede meget varsomt til hende, mens han nippede let til hendes man. Han vidste godt hvordan det føltes at miste, men han vidste dog ikke det reelt var det som var hendes ømme punkt. Den sorte ville havde spurgt hende hvad der trykkede, men hun ville fortælle ham det hvis hun ønskede. Desuden kom hendes spørgsmål nu, og hans antagelser havde holdt skik. Han følte sig beæret over hun spurgte hvor vidt han ønskede det. Hans mule rakte mod hendes i en naturlig berøring.

” Det vil være mig en ære. ”

Brummede han nu med en ophøjet ro i stemmen. Han lavede nogle små trippende bevægelser for at vise at han satte igang, men han var ikke en så typisk en hingst, så han startede med at opvarte hende langsomt ved forparten, mens han gradvist begyndte at arbejde sig ned mod hendes bagparti. Små brummende lyde kom ind i mellem fra ham, mens hans ører vippede opmærksomt frem og tilbage for at læse hendes signaler.

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizkas indre hengav sig langsomt til hingsten, som hun lod mylderet af tanker forsvinde fra hendes hoved, som dug fra solen. Der var ingen grund til at tænke på en så herlig dag. Hans svar var alt hvad hun behøvedes at forholde sig til, som deres muler kort mødtes. En ære ville det være for ham. Det bragte et smil omkring hoppens læber, om end en anelse tilfredst. Hun fejede halen let omkring, som han arbejde sig vej ned over hendes krop. Følelsen af hans mule, mod hende skind vækkede hendes lyster. Hun mærkede hans opmærksomhed og nød den. På intet tidspunkt gav hun tegn til at han skulle standse, trods den smule angst der fandtes i hendes krop. Angsten for at mærke en hingst over hendes bagparti igen. Men dette var ikke Fuego. Dette var ikke uønsket, så hoppen fejede halen til side, og vendte ansigtet mod ham, med et lokkende blik.

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me ,do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus lod mærke til han fik godkendelsen, og han stod nu kort efter bag hende og nussede hendes ved haleroden og omkring bagparten med en maskulin brummen summende ud fra den brede brystkasse. Han lod hende ikke længere vente på ham, og han lettede nu forparten fra jorden og sprang nu på hende. Med en rolig bevægelse placerede han sin krop mod hendes, og strøg hendes kort over manen, men tog dog ikke fat. Han klemte blot benene let omkring hende for at bevare sin balance inden han igangsatte akten. Den hvide mule gled ned af hendes skulder, mens han viste han en helt anden side af sig selv til hende. Spartacus kunne være en fremragende elsker, hvis ikke han var tvunget til at henlægge sine følelser og udsving, men hans berøringer og intensitet i visse øjeblikke bevidnede om hvad der lå bag det ranke ydre. Efter at have givet sig god tid, gled han dog ned fra hende, mens han roligt strøg hende langs rygraden og over bagparten på vej ned. Han trådte nu roligt et skridt op på hendes side og puffede let til hendes mule.