Det tog sin tid, inden Frost valgte at svare på hendes spørgsmål. Til Trudys undren virkede det ikke til, at han forstod, hvad det var, at hun spurgte ind til. Kunne det virkelig være så svært at forstå? Han havde selv for et øjeblik siden fortalt i lange baner om, hvad han havde bedrevet tiden med, nu hvor han ikke havde befundet sig i Proelio. De forskellige følelser der dukkede op i det grå ansigt, nu hvor han endelig forstod spørgsmålet, rørte ikke Trudy. Det var da et naturligt spørgsmål, ville hun mene. Som søn af en leder ville han ofre sit liv for sit folk, det havde han da bevist, så var det da også ganske naturligt, at han overtog sin afdøde faders plads, og nu ledte folket til nye og bedre tider. Frost var dog ikke af samme mening, og mente at han var kommet til sit hjem nu. De to heste havde tydeligvis ikke samme opfattelse af, hvad ordet hjem indeholdt.

Snakken om Frosts flok vækkede nogen for længst glemte tanker, i den sorte hoppe. "Jeg havde engang en snak med Fermaz." Trudy lagde med vilje tryk på ordet engang, for det var vitterligt længe siden nu. "Han ville give Daylia flokken fra sig, og vi mente begge, at du var den rette til opgaven." Den var den rene og skære sandhed, problemet havde blot været, at Frost allerede dengang var forsvundet. De to heste havde dog begge regnet med, at han ville komme tilbage, men havde begge taget fejl. Nu eksisterede Daylia ikke længere. "Vi så dig begge som en leder. Din fars flok må gøre det samme." Forstod han nu, hvorfor Trudy havde spurgt, som hun havde gjort?

Skumringen var langsomt ved at sænke sig over landet. Det var vinter, og selvom sneen endnu ikke havde gjort sit indtog, kom mørket lige så tidligt som det plejede. Trudy lod blikket glide omkring, og lagde kort ørene ned af et par lysende øjne, ikke ret langt fra dem. Med ét vendte hun rundt, og begyndte at bevæge sig ud i det tiltagende mørke. Et blik tilbage på den grå hingst fortalte hende, at han stadig stod under det ensomme træ. "Kommer du?" Stemmen var neutral, men trods alt henvendt til Frost.

DawnFrost

Mørket sænkede sig stille, og det bragte en kæmpe sorg med sig som stille tog sit greb om DawnFrosts hjerte. Hoppen foran ham talte til ham, kiggede på ham, ja agerede, men hun var ikke hans Trudy. Faktisk begyndte det hele at føltes ubehageligt, på trods af at kramerne i hans mave var borte. Han prøvede at holde denne følelse bort fra sit blik, men kulde havde aldrig været Frosts forté og derved glimtede de blå øjne nu med tristhed. Han kiggede væk.

Blikket betragtede det omkringliggende da Trudy talte, det var nemmere sådan. Han kunne forestille sig at hendes stemme lød glad, varm, kunne forestille sig han snakkede med den hoppe der åbenbart for længe siden havde ment han kunne blive en god leder. Frost prustede let. En gang inde han drog i krig havde dette været hans største ønske, men ved at se venner og familie dø, og med frygten for at se Sinn eller Ryhenna liggende livløse på jorden var denne drøm blevet hvisket væk. En gysen gled gennem hans krop ved tanken.. En ny drøm havde fyldt ham i disse dage, en simpel drøm.. Men den drøm virkede ikke som om den kunne blive realiteten. Den del af ham der håbede holdt dog fast i drømmen og viste ham et glimt af det han begærede mest.
DawnFrosts øjne kiggede nu igen på Trudy, men nu kiggede hun ikke på ham. DawnFrost fulgte blikket og så ligeledes to øjne stirre på sig. Hingstens krop spændtes straks og han sænkede hovedet, men følge Trudy gjorde han ikke. Dette var han mulighed for at komme lidt væk fra den sorte hoppe, for at læge sine sår inden han kunne starte en mulig runde nr. 2. Han troede skam også hun ønskede at komme væk, men hendes underlige monotone stemme lød gennem luften og spurgte om han kom med. Først rynkede hingsten på mulen, hvorfor ønskede hun at han tog med? Her var en mulighed for at slippe væk. Væk måtte han dog komme, og hendes ord fik alligevel hans hjerte til at hamre et slag over, om end der ingen følelse havde været i dem, for noget i hoppen måtte vel ønske hans selskab, om end på godt eller ondt?
Hingsten nåede op på siden af den sorte hoppe i en elegant trav. Hans ører var dog vendt tilbage, opmærksom på om de blev forfulgt af hvad end dyr der havde kigget på dem. Hans øjne søgte nu hendes grønne, og trods man endnu så tristheden i hans var der en underlig tvivlende varme som han nysgerrigt spurgte, "Hvorfor lod du mig ikke blot stå? Så havde dette møde været ovre og du ville slippe.." Hingstens stemme rungede af nysgerrighed, og hans stemme havde en lille tan varme lige som hans blik, men at udvise sit håb for meget ønskede han ikke. DawnFrost slap dog op for ord, for hvad ville hun slippe for? Ham, usselheden, sin underlige personlighed, minderne? Han rystede kort på hovedet, skulle han bestemme ville hun i al fald ikke slippe for ham. Igen rettede han blikket mod hende, dette svar frygtede og så han frem til på samme tid.

En enlig hest bevægede sig af sted gennem skumringen. Eller en hest og en hest, det havde engang været en hest, nu var betegnelsen øg nok mere passende. Der var ingen man eller pandelok tilbage, og halen var mildest talt ikkeeksisterende, idet der kun var nogen få hår tilbage. Striber havde engang overstrøget denne hoppe, men de var ikke længere lette at få øje på, da der ligeledes ikke var meget pels tilbage. Ja nogen steder var der direkte begyndte at gro skæl frem i stedet! Hvad var dette dog for et utyske? Væsnet bevægede sig dog med en underlig ynde, der slet ikke passede til noget så gruopvækkende. Med ét stoppede den forpestede hest op. Den stak mulen i vejret og vejrede. Der var nogen.. Hurtigt satte hun i gang igen, og med de spidse rovdyrtænder blottet, var hun klar til angreb. Angreb var noget hun var god til, noget hun var blevet god til. Bide, flænse, flå det gav alt sammen mening i den forskruede hjerne.

Med ét stoppede hun op. Der var de. Der var to, det gjorde ingen forskel. Med en dyrisk snerren, sprang hun nu imod dem. De blå øjne der skinnede af feber, og ligeledes havde fået et rødt skær, var stift rettet frem mod de to heste. Intet kunne stoppe hende! Og dog.. Pludselig stoppede hun op. Der var intet skær af genkendelse i de feber vilde øjne, men alligevel tøvede hun. Lige så pludselig som dette væsen var kommet, lige så pludselig vendte det nu om, og forsvandt i mørket..

Den eneste reaktion på hendes kommentar, om hans stilling som leder for hans fars flok, var et trist blik, inden det blev vendt ud mod mørket, der omgav dem. Trudy mærkede tydeligt irritationen rører på sig. Her viste hun forståelse for hans situation, og så gad han ikke engang mærke sig med det. Det var da ham der havde opgivet alt, for at komme den tåbelige flok til undsætning, og når han så havde muligheden for at få det, han altid havde ønsket sig, opgav han det bare? Og nu gad han så ikke engang kommentere på hendes kommentar om, at hans flok så ham som deres leder. Tsk.. Hvad skete der lige i hovedet på den hingst?

Som Trudy begav sig ud i mørket, der hurtigt ville opsluge hende, var Frost ikke sen til at følge hende, da hun først havde opmuntret ham. Der skulle ikke meget til.. Følagtig opførsel! Den grå hingst fulgte nu uhindret med hende, og et tydeligt spørgsmål brændte i hans blå øjne, som snart blev til ord. Et øjeblik kiggede hun blot ligegyldigt på ham og tænkte, at det jo egentligt var et meget godt spørgsmål. Hun ville ikke have noget imod, at blive fri for denne svigfulde hingst. Men alligevel.. I et flygtigt øjeblik dukkede der et smil op på den hvide mule. Et varmt smil, et smil fra hjertet. "Du må af med den mavepine, og det klare du aldrig uden mig." En helt igennem Trudyagtig kommentar. Smilet var dog væk lige så hurtigt som det var kommet, og den sorte hoppe vendte atter blikket ud i mørket.

En rum tid gik de to heste i tavshed, men så med ét, stoppede Trudy op med ørene på stilke. Hun kunne høre noget, men ikke noget hun umiddelbart genkendte? Hovslag, men ligeledes en snerren? Ørene gled nu ned i nakken, mens de grønne øjne stirrede stift ud i mørket. Og så dukkede den op. Et forfærdeligt syn af en hest. Trudys første møde med en af de smittede. Den kom direkte imod dem, og uden at tænke over det, trådte Trudy automatisk beskyttende frem foran Frost. Hendes egne tænder blev blottet, og hun var i den grad klar til at forsvare sig. Hesten stoppede dog op, og i et kort øjeblik mødte Trudy dens blik. Overvældet væltede hun tilbage, mens den syge hest nu vendte om og forsvandt. Det kunne ikke være sandt! Med ben der lige pludselig ikke længere kunne bære hendes vægt, måtte hun støtte sig op af Frost. Hvorfor? Hvorfor skulle den hoppe ALTID rode sig ud i problemer? Med en stemme der direkte rystede, kom der nu blot ét ord ud af den sorte hoppes mund. "Jah-lila."

DawnFrost

Frosts hjerte brændte. Det ville have gjort ondt hvis det ikke var fordi hele hans krop stjal varmen fra hans hjerte og fik ham til at føltes opløftet, lettet. Endnu en følelse blandede sig med de to, mere fremtræden, men Frost prøvede dog at ignorere denne, det var som om der blandt forvirringen og kulden der før havde fyldt hans krop, ikke var plads til at mærke så blændende en følelse. Frost blev endnu en gang tom for ord, for det hoppen lige havde sagt havde været så lig den Trudy han en gang havde kendt, så lig noget hun ville sige at det næsten gjorde helt ondt. Alle følelserne kørte rundt i ham mens hans øjne hvilede på hende, forundrede og forvirrede på samme tid, og hans læber dannnede et perfekt O. På trods af hoppens ord havde hendes ord tændt en flamme i hans indre der blandede sig med al kulden, og det gjorde ham mere klar og igen lignede han DawnFrost for år tilbage, om end Trudy igen så kold og fjern ud. "Så må du jo hellere komme t..." Det sitrede langs hingstens ryggrad, koldt og ubehageligt og hver en muskel i hans krop blev spændt. Hans ører spidsedes og han kiggede rundt efter de øjne han vidste hvilede på Trudy og han. På trods af at de før havde oplevet et bæst, kom en beskyttertrang pludselig op i ham og han mærkede sin krop gøre sig klar til kamp. Han vidste ikke hvorfor, men han var klar over at den der betragtede dem havde onde hensigter.

Frost havde skam hørt om de smittede, havde været opmærksom på at man skulle være påpasselig i deres nærhed. Disse hestes sind ville blive forvrænget af sygdommen, deres fysik forvandlet så de lignede bæster. Den hest der dukkede op var tydeligt iblandt disse syge, og Frost mærkede sit hjerte gå i stå, for trods hesten så syg og forvrænget genkendte han den gang.
Hans tanker blev forstyrret da Trudy trådte ind foran ham. Men nej, hun skulle ikke stå alene, i et spring havde Frost kantet sig udenom hendes krop og stod nu ved hendes side, klar til at forsvare. Noget virkede dog til at sitre i hans baghovede, noget var helt galt her.. Frost opdagede det i samme øjeblik hesten vendte sig om, og han følte ligefrem at hans hjerte stoppede. Han stod nu fast og kunne ikke bevæge sig. Denne dag kunne ikke blive værre. Før ville Trudys nærvær have fåett ham til at føle at han kunne flyve, men som han stod der med Trudy ved sin side kunne hun lige så godt havde været en fremmed. Hendes stemme gav genlyd i hans indre, hans Jah-lila. Hans smukke datter, den første datter. Smittet! Han følte sig fortabt, men blev samtidigt fyldt med nyt formål, han måtte løse dette. Det skulle nok gå! Hans datter skulle reddes, alt stod på spil.
Frosts blik brændte da han vendte dem mod Trudy ved hans side, først da mærkede han en let varme hvor hans pels berørte hendes. Det var dog ikke noget specielt, for følelserne var overskygget af hans målrettethed. "Vi skal nok løse det Trudy. Hun skal nok blive rask.. Der må være en løsning!" Frosts stemme strålede af hingstens stålsatte mål, inden et mere ømt blik nåede hans øjne. Der var dog intet smil at se på hans mule, chokket havde stjålet hans evne til at rette sine mundvige op af så det ud til. Han havde sådan lyst til at lade sin mule berøre hendes, give hendes trøst, men han vidste ikke om hun ønskede den, vidste end ikke om hun ønskede at trøste ham. Derfor kiggede han nu væk, til det sted hvor deres datter lige var forsvundet.
Han vidste hvad han måtte gøre. Fermaz måtte få besked, og så måtte de be til at de kunne finde en kur. "Trudy.. jeg" Hingstens stemme var igen fyldt med en trist tone. Han rystede let på hovedet inden han vendte blikket mod hende igen. Han havde ikke lyst til at skulle skilles med hende, men ville hun overhovedet ønske at tage med ham? "Jeg tror vi er nød til at finde Fermaz.."

Trudy stod blot og stirrede fortabt ud i mørket, der hvor Jah-lila var forsvundet. Den sorte hoppe følte sig fuldstændig tom indeni. Vreden var blevet fortrængt, af denne gruopvækkende oplevelse, og på dette tidspunkt virkede det blot som en fuldstændig ligegyldig ting, at Frost var vendt tilbage. At han havde foretrukket sin flok frem for hende, at han havde taget Ryhenna med til en slagmark, at han ikke kunne se, hvad han havde gjort galt. Det var alt sammen ligegyldigt, for i dette øjeblik, stod de til at miste deres datter. Trudy huskede, de ord Flakezé havde sagt til forsamlingen. Huskede, hvordan han havde fortalt om denne sygdom. Huskede, hvad det hele ville ende med. En svag sitren gik igennem hendes spinkle krop, og et øjeblik føltes det som om, at hun skulle besvime. Jah-lila.. Dødsdømt? Trudy bemærkede slet ikke, hvordan Frost stod ved hendes side og støttede hende. Verden var blevet sort for hendes blik, og hun vidste ikke, hvordan hun kom tilbage. Om hun overhovedet havde lyst til at komme tilbage igen. En stærk stemme skar nu gennem mørket, og tvang Trudy med tilbage til lyset. Eller, lyst kunne man ikke ligefrem kalde det, da nattens mørke havde lagt sig over Proelio, men der var da trods alt lysere, end der havde været det sted, hvor Trudy før havde befundet sig. Med tomme øjne stirrede hun nu på Frost, mens hun kæmpede for at forstå, hvad det var den grå hingst stod og sagde. En løsning? Hvordan skulle Jah-lila blive rask? Havde Frost slet ikke hørt efter til forsamlingen? Selv Flakezé, vidste ikke hvad kuren mod denne sygdom var. Den sorte hoppe skulle til at hidse sig op igen, men en tanke sneg sig langsomt ind i hendes hoved. Jah-lila var også Frosts datter. Frost gav dog ikke bare op, og lod sig føre ind i elendigheden, men forsøgte at gøre noget ved sagen, også selvom der ikke var ret store chancer for, at det ville give noget resultat. Den grå hingst kæmpede for sagen, kæmpede for sin datter. En stille nikken sås nu fra Trudy. Hun var enig. De måtte prøve at finde Fermaz. Ganske vidst troede Trudy ikke selv på, at den sandfarvede halvgud ville være til nogen hjælp, men de måtte starte et sted. Og hvem vidste, om Fermaz rent faktisk skulle gå hen og vide noget, der kunne føre dem videre, til noget der ville kunne hjælpe Jah-lila? "Ja, vi må finde Fermaz," stemmen var lille og skrøbelig, men den var der.

DawnFrost

Meget havde den stribede hingst været igennem de sidste år. Han havde set mange gå til grunde, man aldrig før havde han følt sig så påvirket af en muligt kommende død som han gjorde lige nu. Jah-lila måtte ikke gå til grunde, kunne ikke! Han kunne endnu se hende for sig som lille føl der lige var kommet til verden, lige så nysgerrig som sine forældre, lige så smuk. Det var dog måske denne nysgerrighed, måske disse kvaliteter hun havde fået fra hendes forældre, der havde fået hende ud i denne forfærdelige situation. Frost rystede hovedet, nej! Han måtte ikke tænke disse tanker. Grunden var ligegyldig, det eneste han skulle fokusere på lige nu var løsningen. Der var heldigvis fordele ved at være Frost, han var god til at fokusere på én ting.
Hingstens blå øjne betragtede igen Trudy, afventende. Hun virkede så skrøbelig, og Frost kunne mærke en forfærdelig knugen om sit bryst, hun måtte ikke se sådan ud, ikke se ud som om verden var ved at bryde sammen. For måske det ville smitte, måske han så også ville føle sådan. Uden at tænke over det placerede han kort sin mule mod hendes og lod de blå øjne hvile forstående, men målrettede i hendes. Som kunne han så tvinge hende til at se lyset for enden af denne mørke tunnel siatuationen var.

Hun svarede, og Frost nikkede stille. Kort måtte han dog orientere sig. Hans øjne gled rundt over området. Heldigvis havde han haft tid nok til at udforske en del i landet inden han var stødt på den dumme fugl og havde fået sig sin mavepine. Derfor vidste han at den gamle flok ville have hørt til i Sylinum. Så der måtte de vel søge hen. Han nikkede hentydende i retningen de ville gå og tog et enkelt skridt frem. Derefter afventede han dog, ville hun endnu gerne have hans støtte, eller ville hun hellere gå selv? Hvad end hun ønskede ville han lade hende gøre det, han var bare glad for at have hende ved sin side, for så sikker og målrettet han var på ydersiden, lige så meget havde frygten taget fat i hans inderste, bange for hvad der ville ske med deres ældste datter.

Trudy forstod ikke, hvorledes dette kunne være sket. Hun havde selv set Jah-lila til Flakezés forsamling, så hun vidste da, at hun ikke havde måtte nærme sig en syg hest. Og så havde hun gjort det alligevel? Trudy vidste godt, at den ældste datter af de stribede kunne være en anelse naiv, men Flakezé havde jo netop fortalt alvoren ved sygdommen. En alvor der ikke var til at spøge med. Og så havde Jah-lila alligevel blæst hans ord et stykke? Hvorfor kunne hun ikke bare være som sin lillesøster? Ryhenna rodede sig da ikke konstant ud i problemer, der den ene gang efter den anden truede hendes eksistens. Stille rystede den sorte hoppe på hovedet af den ulykke, der havde ramt Jah-lila. Hvad enten det så var hendes egen skyld eller ej.

Med en kraftanstrengelse der rystede hele den spinkle krop, tog Trudy sig nu sammen. Hun blev nød til det. Nød til det for hendes datters skyld. Tankerne blev klarere, og kroppen parat til den kamp, der utvivlsomt måtte komme på et eller andet tidspunkt. Med ét gik det nu op for den sorte hoppe, at Frost stod med sin mule, direkte imod hendes, samtidig med at hun stirrede direkte ind i hans blå øjne, der havde et tydeligt bekymret blik. Hurtigt var han dog væk igen, og Trudy måtte blinke overrumplet. Hvad var der lige sket der? Hun kiggede sig om efter Frost, og så ham et stykke væk, stå og kigge opfordrende på hende. Med ét blev hun husket på deres mission, og hun satte nu i en målrettet trav efter ham. De kunne ikke bruge mere tid på, at stå her og hænge. De måtte finde Fermaz, og så havde halvguden bare at kunne berette om noget brugbart!

//Skal vi oprette en ny tråd i Sylinum og få fat på Jasmin? ^^,

//Vi kan godt prøve og se, om vi kan nå det. Plottet med sygdommen og missionerne skulle jo stoppe her til d. 1/1

//True.. og nu er det jo lidt sent xD Skal vi lige se hvad der sker, og så senere oprette en ny tråd til dem, når vi ser hvad plottene har bragt med sig?

//Lyder som en god idé.. Vi kan bare sige, at denne tråd endte med, at de sammen begav sig ud for at finde Fermaz.