Spartacus forholdte sig som altid rank og afventende, mens de hvide øjne intenst fulgte hver lille trækning på den sorte hoppe. Han rømmede sig svagt med hendes lille trækning på panden, mest fordi han ikke helt vidste hvad det dog skulle betyde. Han lyttede dog tålmodigt, inden han bekræftede hendes ord med et kortfattet nik.   

” Så ser jeg intet problem i at følge Dem, Calanthia ”   

Kom det så fra ham. Han løftede meget vagt et øjenbryn og rømmede sig let. Han nåede dog ikke at svare før hun næsten tabte ansigtet. Hendes blik og mimik ændrede sig og det fik den sorte hingst til at tilte hovedet en anelse på sned. Han stod kort og funderede over hvad han nu skulle. Han trådte nu roligt et skridt frem, så han brød afstanden mellem dem. Mulen rørte hende dog ikke, før hun gav tilladelse, men den varme ånde ville hun kunne mærke.   

” Jeg er ikke en dronning værdig, Calanthia, men findes der flere af din statur, så ved du hvad du måske en dag har i vente. For mine ord står jeg ved. ”  

Spartacus gav hende bekræftelse på hans kompliment, men også hvad hun kunne forvente af en kommende partner som han måske en dag ville finde. Jo hun passede perfekt, men han forventede intet på det punkt. Kom hun med en anmodning ville han dog ikke tøve.  Atter stod han rank, men med mulen sænket en anelse, så den var indenfor rækkevide.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Gaizka var ikke længe om at finde sit ansigt lidt igen. Hun kunne ej tabe hele sin position foran en anden. Slet ikke en hun endnu ikke kendte, der endda ville følge hende. Hans stemme proklamerede nemlig dette til hende, en ting hun ikke havde regnet med at nå frem til i dette første møde hun nu delte med hingsten. Hvorledes ville han da følge hende? Som Trudy? En strejfer der hjalp og beskyttede flokken udefra? Eller som Cinna? Der var inde i selve flokken og værne om den?

Hun stirrede mildt mod hans øjne, da han igen talte, med mulen ganske nær hendes egen. Så nær at deres ånde bredte sig omkring dem som små varme impulser. Hoppens krop spændtes svagt. Hvad i al verden? Hun slog med halen og skød kæben stærkt frem, som for at stoppe uroen i sit indre. Det virkede også til en vis grad.

"Aha." sagde hun lavmeldt. "Jeg forstår dine ord. Men at du ikke er en dronning værdig, kan jeg ikke skrive under på, før jeg kender dig." lød hendes stærke, feminine stemme atter. Det var sandheden. Hun ville ej dømme ham på den måde inden hun kendte ham.

"Hvorledes ønsker du at følge mig?" forsøgte hun at få et svar på. Havde han tænkt den tanke? Hun gav ikke lov til at røre hende. Der skulle vel også gemmes noget af det gode til en anden gang...

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Spartacus tog ganske godt imod afvisningen om berøring og trådte dermed et skridt tilbage. De hvide øjne var fæstnet på hende uden at afsløre en enelse følelse i den sorte krop. Som han havde lært. Han rømmede sig en anelse da det blev hans tur til atter at tale. Hvorledes? Sparta lavede en svag trækning på næseboret.   

” Som De selv sagde. En beskytter. Jeg søger gerne tilhørsforhold inde i din flok, men De må finde Dem i at jeg selv har forpligtelser overfor Apollon. ”  

Sparta var som altid ærlig overfor hende. Han kunne sagtens have sit center i hendes flok, men Apollon krævede at han af og til måtte strejfe og ville der være plads der til en partner i fremtiden. Han tænkte ikke videre over det. Det ville blive svært at leve op til den standart hans tidligere mage havde sat. Sparta rømmede sig.  

” Lad os mødes igen snart, Calanthia. Tænk over hvor De har brug for mig. ”  

Spartacus knælede derop, inden han fandt sig selv i skridtgang væk fra den yndige hoppe som havde givet ham et mægtigt godt indtryk.  

Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hans ord og opførsel vidnede alt sammen om en vellært hingst. En hingst af en støbning, Gaizka aldrig rigtig var stødt på før, og derfor kneb hun øjnene let sammen, som hun indgående studerede hans blik, og analyserede hans ord.

"Meget kan respekteres, og jeg agter at respektere dig og din tro." lovede hoppen. Hun viftede let med halen "Til vi ses igen, Spartacus." hun stirrede på hans knælen, og sænkede sit elegante hoved til gengæld. Hendes øjne hvilede på ham, længe efter at deres veje var skilte. "Hingsten fra Glarta." det var blot en hvisken til hende selv.

/Out

I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...