|
Post by Deleted on Jun 22, 2015 21:00:48 GMT 1
Hun så op mod skyerne. Et tordenvejr var over dem. Hun havde fulgt resten af flokken Hitsugaya mod Meadow. Hun syntes det var underligt at det tordnede når her var stjerneklart. Too Close var i tvivl om sin egen sikkerhed. Hun så om mod sit føl men han var som forsvundet. Hun blev bekymret og søgte straks efter ham. "Zangetsu!?" kaldte hun og så op mod den stjerneklare himmel hvor synet af den klare, røde måne fik hende til at bakke ind i noget der lignede en kantsten. Hun så tilbage og opdagede havet. Havet med det brusende vand. Hun så ned på kantstenen som var en hvid, næsten marmorsagtig sten som skildte hende og havet fra hinanden. Luften var tyk og det blev sværre og sværre at trække vejret. Et stort brag lød og skræmte Too Close forbi kantstenen og ned i vandet. Luften var blevet betydeligt nemmere at indånde og hun svømmede ind til land. Hun vidste det næppe selv, men hun var gået gennem en portal til et nyt, foregnet, kæmpe Proelio.
|
|
|
Post by Deleted on Jun 22, 2015 21:04:27 GMT 1
Zangetsu var gået med sin moder efter flokken, Hitsugaya flokken, hans hjem, hans trygge rammer. Det havde været en lang dag og føllet var betydeligt træt og havde brug for sin lur. Da flokken stoppede fordi heste blev væk fra hinanden, tillod han sig at tage en lur, trygt ved sin moders side, men da han vågnede igen var hun væk. I stedet så han fremfor sig en renbue der gik helt op til stjernerne! Han trådte op på vældet af farver og fandt ud af at buen lige nøjagtigt kunne holde til at føl af hans størrelse. Han gik hen over regnbuen og havnede på den anden side hvor et nyt eventyr ventede ham! Her fandt han sammen med sin mor igen og troede ærligtalt det hele havde været en drøm. Han kunne ikke vente med at fortælle sin mor alt!
|
|
|
Post by Deleted on Jun 22, 2015 21:27:53 GMT 1
Only let travede afsted i et rimeligt normalt tempo. vejret syntes at rive lidt op. så hun bestemt sig at hun måske heller skulle tage og prøve at finde læ.. hun satte i et hurtigere tempo, imens hun lod hovene ramme jorden slag for slag, da et lyn pludselig slog ned foran hende, hun lod et hiv forlade mulen før hun vendte om og løb den anden vej, hvor et lyn pludselig også slog ned, og pludselig blev hun omringet af lyn, af angst og frygt bakkede hun en smule, før hun så sin udvej, hun satte fuld frem undgik lynene og søgte ly under et træ. som hun dog ikke havde set dette sted før.. men hun følte sig i sikkerhed for nu..
|
|
Død karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
You see the Story of a Broken Heart, will tell you More than a Million Scars.
547 POSTS & 5 LIKES
|
Post by Caeli Pluvia on Jul 16, 2015 11:38:11 GMT 1
Caeli Pluvia There's no remedy for memory, your face is like a melody...
Bragende. Det mindede om stormene. De værste storme, hun havde oplevet havde været på Freedom, til trods for dens ry for at bringe fred og harmoni. Der var dog ingen storme i nattens endeløse mørke, og Caelis øjne missede mod månen, der bar den blodrøde farve. Den badede landskabet i et glimt af rødt, og blodens mark, var sølet til efter krigen. Der. Midt i en forladt krigszone, lå den lille, forkrøblede hoppe, sørgende og puttede ind mod resterne af en hingst, hvis historie var endt her. Tårene flød og hun vuggede sig selv, og nynnede hans sang - deres melodi.
Bragenede var mere intense og mere insisterende for hvert kvarter der gik, og hun knugede sin krop mod sin sorte skønhed. Livet kunne ej fortsætte. Det var den følelse af savn, og fortabthed hun var efterladt med, der gjorde det umuligt for hende at rykke sig. Hun kunne ikke. Følelsen af tomhed, spredte sig som en million splinter i hendes bryst, og det føltes som om nogen havde taget alt det der var godt, og smidt det væk. Det hjalp ikke at skrige. Det hjalp ikke at græde. Det hjalp ikke at slå sig selv. Alt var ubrugeligt, og alt der måtte drive hende videre, var indeni hende. Hendes vilje. Viljen til at passe på Narrator, og viljen til at kæmpe for et liv, selv når natten ikke længere stod på månens side.
"Jeg elsker dig." hviskede hendes stemme svageligt, for gud ved hvilken gang, da hun kærtegende den døde, blodige, kolde krop. Han var så smuk... Så smuk. Et hvin lød et sted i nærheden, trods Caeli knap ænsede det. Men så flimrede noget i udkanten af hendes øje. Hun så forskræmt og forsvarsberedt mod skikkelsen. Men der var intet at frygte. Det hendes øjne så, kunne hendes hjerne først ikke kapere. Og så brød hendes hjerte i en banken, og hun mærkede trygheden, skylle ind over sig, som om hun havde brug for trøst og beskyttelse - et lille barn ingen. Artemis. Ingen andre end hendes mor viste sig der for hende. Caeli, rejste sig, langsommeligt, fra det blodige legeme. Hun så dybt og inderligt på det, en sidste gang, før hun sprang ind i favnen på sin mor. Det føltes så virkeligt.
Hun sukkede dybt, og indgydede sig selv mod. Pludselig forsvandt Artemis, længere væk, og hendes stemme kaldte på Caeli. Hendes ben vaklede, da hun satte frem og efter sin mor. De løb, men ikke længe, før et lyn slog drastisk ned, midt på Meadow. Det dannede et sort hul, hvori hun kunne skue stjerner, måne og landskaber hun aldrig havde set før. Hun anede ikke sit gode råd om hvorfra dette kom, men Artemis stod fredeligt foran det, og bød hende at følge med. Caeli tøvede. Men så viste Narrator sig også i det sorte hul. Caeli mærkede hvordan tyngdekraften trak i hende - bød hende at følge med.
Hun trådte gennem portalen, og vinden hvinede om hendes ører et splitsekund, hvorefter hun kunne åbne sine øjne, og alt åndede fred. I en ny tid. En fremmed luft, et fremmed og alligevel velkendt syn. Det sorte hul stod åbent som en mulighed bag hende i et par minutter, hvor hun skimtede tilbage, mod den døde krop. Men hun blev på denne side. En pludselig viljestyrke havde sat sig fast i hendes sjæl. Viljen til at fortsætte. For deres skyld.
No one compares to you, I'm scared that you won't be waiting on the other side.
|
|
Inaktiv karakter
IS OFFLINE
Years Old
Female
41 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Arion on Jul 16, 2015 13:17:06 GMT 1
Arion var blevet vækket af det enorme brag og var straks sat afsted for at se hvad der var sket. Synet der mødte ham var underligt. Blomster plettede den mudrede jord og så ikke ud til at tage skade af det der forgik omkring dem. Hans blege øjne så to væsner mødes i et brag og gnister sprang fra de rustninger de bar. Hvad var dette? Han prustede hårdt og tog et par galopspring mod dem, inden han slog med hovedet for at se om han kunne få deres opmærksomhed, men uden held.. Han travede så et par skridt tættere på og da han krydsede en række af blomster forsvandt de to væsner og alt var stille i en stund. Han stoppede op og kiggede forvirret omkring, inden luften blev fyldt med elektricitet og væsenerne stormede pludseligt mod ham fra hans flankere og inden de kolliderede med ham lukkede han øjnene hårdt i og forsøgte at gøre sig så lille som muligt, men intet skete. Han åbnede forsigtigt øjnene og en ny verden mødte ham, den lignede den han lige havde været i, men lydene og lugtene var anderledes.. Hvor var han?
|
|
|
Post by Deleted on Jul 18, 2015 23:37:57 GMT 1
Luksus Den perfekte skabning
Tordenvejr var ikke just Luksus' yndlings vejr. Han så hellere at solen skinnede klart, og dansede over den blanke pels, i stedet for at torden og lynild fik det til at ringe for hans øre. Derfor behagede det ham ikke just at flokken satte i bevægelse på denne tid. Især om natten... Ice kendte tydeligvis ikke til termen skønhedssøvn. Men han viste dem det selvfølgelig ikke. Han holdt masken. Sin smukke, rolige maske. Et lyn flængede himlen. Ikke større end de andre. Ikke højere end de andre. Men det blændede ham. Lyden af hove var overdøvende, og hans rejste sig på bagbenene og svang det blanke hoved. Det hele stoppede da hans hove ramte jorden. Regnen. Tordenen. Skrigene og hovene. Nu var der kun ham selv. Hans øjne lyste op da han så sit gigantiske spejlbillede. Hans man var våd af regnen, og han havde da set bedre ud, men det var ham. Og han vidste godt at ingen var smukkere end han. Han knejsede i nakken, og gjorde sig en smugle til for den smukke mørke hingst. Han var i sandhed enestående. Langsomt strakte han mulen, og så hingsten gjorde det samme. Pels mødte pels, og deres muler blev forenet i et ægte elskovskys. Nok var det lidt mærkelig at kysse sig selv, men når man nu så så godt ud, gjorde det nok ikke meget. Hingsten smilede. "Ice venter på dig" lød hingstens bløde stemme, og han brummede en smugle urolig af ham. Ice var ikke nær så spændende at være sammen med, som denne elegante skabning. Men Luksus vidste at han havde et ansvar, så der var nok ikke nogen vej udenom. Selvom han hellere ville være sammen med sit perfekte spejlbillede, var Ice hans bedste ven. Et halvirriteret prust forlod hans mule, og han trak sig tættere på hingsten, og mærkede sin mule gå igennem det glasagtige vand. "Kom" tilbød hingsten og vendte sig, som han begyndte at gå. "Hvis du kommer nu, kan vi i det mindste have et par sekunder mere sammen." Stemmen blev fjern, og han trådte igennem for ikke at miste hingsten ud af syne. Som hans hove mødte græsset, blev det klart for ham at han var alene. Ingen hingst... Men Ice stod der. Om det var ham han ventede på var han ikke helt sikker på, men han stod der som den eneste, så han trådte fremmed ham, og hilste sin bedste ven som en ligemand. Han rejste hovedet og lod nakken knejse. Halen blev løftet, og ryggen rettet. "Så.." Hans stemme var blød, og hans øjne lyste selvsikkert. "Hvor er vi?"
|
|
|
Post by Deleted on Jul 31, 2015 18:45:05 GMT 1
Hun så op mod skyerne. Et tordenvejr var over dem. Hun havde fulgt resten af flokken Hitsugaya mod Meadow. Hun syntes det var underligt at det tordnede når her var stjerneklart. Too Close var i tvivl om sin egen sikkerhed. Hun så om mod sit føl men han var som forsvundet. Hun blev bekymret og søgte straks efter ham. "Zangetsu!?" kaldte hun og så op mod den stjerneklare himmel hvor synet af den klare, røde måne fik hende til at bakke ind i noget der lignede en kantsten. Hun så tilbage og opdagede havet. Havet med det brusende vand. Hun så ned på kantstenen som var en hvid, næsten marmorsagtig sten som skildte hende og havet fra hinanden. Luften var tyk og det blev sværre og sværre at trække vejret. Et stort brag lød og skræmte Too Close forbi kantstenen og ned i vandet. Luften var blevet betydeligt nemmere at indånde og hun svømmede ind til land. Hun vidste det næppe selv, men hun var gået gennem en portal til et nyt, foregnet, kæmpe Proelio.
|
|
Inaktiv karakter
24 POSTS & 0 LIKES
|
Post by Discrucio on Aug 13, 2015 17:25:01 GMT 1
Discrucio blev vækket af et kæmpe brag der kom igennem den stille mørke nat. Den store hingst kom hurtigt op på bene og kiggede ned på sin lille søster, han havde på fornemmelsen at dette var en advarsl om man skulle komme væk. Han så noget Hvidt åbne sig i igen ting, og ingen tvivl kom hos ham, han stangede Kesha med sit vædder horn som et hun skulle med, inden han sat i galop ind i lyset og endte i en anden verden
|
|
Inaktiv karakter
512 POSTS & 0 LIKES
|
Post by kesha on Aug 13, 2015 17:31:20 GMT 1
Den lille fine guld hoppe Kesha lå fint og stille og sov, dog blev hun vækket da et lyn slog ned, hoppen kom op på sine ben og så på sin kære store bror der stod ved hende, da hendes broder stangede hende viste hun at hun skulle med ham, da hendes bror satte i galop ind i det lysene cirkel, var hun lige bag ham, og før hun viste af det, var de i en anden verden
|
|
Inaktiv karakter
806 POSTS & 1 LIKE
|
Post by Kamira on Aug 13, 2015 21:17:37 GMT 1
Den lille sorte hoppe stod stille og kiggede på den mørke nat, her var helt stille, lige indtil et lyn slog ned og alt næsten blev et kaos. I ren skræk stak hoppen af og løb alt hva hun kunne. Inden Kamira nårede at se sig om var hun løbet igennem noget Hvidt lys, hun var endt et sted hun ik kendte til, men hun var glad så længe hun ik var tæt på det lyn igen
|
|