Gaizka Calanthia
Well content loves the silence, it thrives in the dark. With fine winding tendrils, that strangels the heart. They say that promises sweetens the blow... But I don't need them.

Hingsten Cinnas øjne forblev ærlige, og de forblev ligeledes mystiske med det glimt Gaizka synes at se der ikke var normalt. Det var ingen fælde, Gaizka havde fuld kontrol over sin situation, og på trods af alle odds, havde hoppen i sinde at søge en hingst, der kunne formåde at beskytte flokken. På den ene eller anden måde. Den mest snedige var at byge psykken og sit sind. Hvad var der i Cinna?
Den anden hingst kom til stedet og da begyndte Gaizka først at blive irriteret. Hun kneb øjnene sammen og stirrede olmt på den nye hingst. Dette var ikke et samlingssted for hingste, og hopperne havde første taleret. Daydreamers snak var god nok. Det var en flok - kun for hopper og ganske få hingste individer, der bar den rigtige nuance i øjet. Han masede sig ind foran de andre hopper for at komme til Gaizka og hun smilede udfordrende, da han talte. En unghoppe fulgte ham og Gaizka henviste al sin opmærksomhed kærligt mod dette. "En hilsen frøken. Sikke et læs du slæber rundt på?" Gaizka lo mildt så kiggede hun på denne nye hingst. "NOK! Jeg har ikke indkaldt til møde for at høre på mere ævl fra hingste." hun havde hørt sit. Fra dem begge, og hun havde set verden derude, oplevet nok sin del. "Træd nu tilbage hingste, så jeg kan lytte til hoppernes ønsker og oplevelser. Det er trods alt dem, denne flok har i sinde at ære, tjene og sætte først." hun trak sig og brugte hingste som et skældsord. Så gik hun mod hopperne i kredsen, ligeglad med hingstene - for en stund. Cinnas øjne havde stadig det glimt. "Lad mig høre jer ud, piger." Gaizkas øjne glimtede blidt og en ny aura faldt over hende. Feminin og yndefuld stod hun og afventede de forskellige hoppers drømme. Hun var klar til at godkende dem i sin flok når de havde talt.


I need the darkness, the sweetnes, the sadness, the weakness. Is it dark enough, can you reach me, do you want me do you need me? I'm a slow dying flower, the frost killing hour, the sweet turning sour and Untouchable...

Artax, bemærker Belle et stykke bag mig, sender hende et varmt opmundrede smil, da hoppens ord lyder, usikkert ligger ørene sig ud til hver side og nærmest undskyldende trækker han sig langt tilbage igen, holder sig i baggrunden og fortyder straks han åbnede sin mund. forsigtigt ligger han sig ned i græsset, næsten lydløst, for ikke at skabe opmærksomhed, for at blive så lille så mulig. Det er blot lettest at lade som man ikke findes end at tage en kamp op, man ej kan vinde, eller ønsker at tage op. Derfor han nok havde holdt sig meget for sig selv generelt, fordi han følte sig ikke hjemme noget sted, det var som han var forladt lige meget hvor han vrandede hvem han beskyttede, havde han ikke fundet noget mening, selvom han havde prøvet med Close, som var forsvundet.. han havde vel i brund og grund altid været alene, blot været i en flok, med en fader han vidste var leder, som han aldrig havde mødt.. en moder der forsvandt i hans unge alder. Han stod ikke op mod nogen, fordi han ønskede det ikke, det var blot nemmer at finde en undskyld for deres behandling og finde sig i at blive rækket ned på, fordi han havde nok fortjent det, havde han ikke?

Da hoppen nævner noget om hendes man og hale, samt pandelok nok også, skæver hun til Artax, der sender et opmundrende smil, da han dog lidt efter forlader hendes side, usikkert ser hun efter ham, føler sig sårbar i mængden, mon hun kunne gemme sig bag en eller andet? blot en eller anden sjæl. usikkert bakker hun en smule tilbage, for ikke at tage spotlightet for nogen. for ikke at træde nogen over tæerne. i stedet lader hun blot lederhoppen tale, vente til en åbner munden, hvilket meget muligt kunne være den hoppe med sit føl, hun virker meget udadvendt og måske lidt til den flabet side? men hvem ved, måske bedrager første håndsindtrykket?

Cinna blev pludselig opmærksom på en andens tilstedeværelse ganske tæt på. En tilstedeværelse som ikke var en hoppe, hvilket var ganske tydeligt på Gaizka Calanthias reaktion, da hun nu vendte blikket mod den nyankommne. Let vendte Cinna hovedet mod den gyldne hingst, der nu stod ved hans side. Han var dog ikke ene, da der i hans kølvand fulgte en lille, yndig hoppe med. Cinna smilede opmuntrende til dem begge, da der vidst ikke var nogen af dem, der følte sig specielt trygge ved situationen.
Den naturbrogede bevægede sig tættere på, mens hun med et opmærksom blik holdt øje med, hvordan tingene artede sig. Hun valgte dog endnu ikke at ytre nogen ord, men fulgte blot med. Dette kunne Cinna ikke bebrejde hende, da stemningen langsomt var blevet mere og mere intens. Det var dog ikke alle, der lod sig kue af stemningen, og endnu engang lod den sandfarvede sin mening komme til kende. Det var tydeligt at hun ikke mente, at nogen form for hingst var velkommen i denne nydannet flok. Flokken var kun for hopper, og intet andet. Cinna gav hende sådan set ret, det var trods alt hopper som Gaizka Calanthia havde kaldt på. Hvad den sandfarvede dog ikke havde ret i var, at dette var en fælde. Cinna havde talt ganske ærligt, og havde ikke løjet om sin intention, ved at søge ind i denne flok. Han ønskede oprigtigt et sted med fred og fordragelighed, et sted hvor ingen hingste konstant søgte magtkampe der forstyrrede alt og alle. I Gaizka Calanthias øjne der atter var vendt mod Cinna, så han tydeligt, at hun forstod dette. Forstod der ingen fælde var. Han så også, at hun forstod, at han ikke var som andre. Dette var så tydeligt et tegn på intelligens, at den skimlede hingst øjebliklig blev fyldt med respekt. Han havde aldrig før oplevet, at andre gennemskuede ham.
Den gyldne hingst begyndte nu at tale, men det var tydeligt, at det ikke var det rette tidspunkt. Gaizka Calanthia blev mere og mere irriteret, inden hun til sidst afbrød den gyldne hingst. Hun ville ikke høre mere. Da hun bad dem fjerne sig, nikkede Cinna let til hende, uden der kom nogen form for lyd fra hans læber. Han havde forstået. Idet han vendte sig, puffede han forsigtigt til den gyldne hingst, som havde trukket sig tilbage og nu befandt sig liggende i det høje græs. Det var en opfordring til at han skulle følge med. Først da Cinna var nået ud til udkanten af Lapis sørgelige rester, stoppede han op.

★★ Javiera ★★
“Once Upon a Time, i was a pretty princess''

Det var et helt nyt sted for Javiera, men det ukendte og den fremmede kalden, havde nu alligevel vagt hendes nysgerrighed. Og hun måtte finde ud af hvad der foregik. Måske et nyt eventyr, her i det fremmede land. Hun næsten lige var kommet til, kun nogle få dage. Havde hun betrådt denne jord, og ikke mange havde hun mødt. Men ensomheden og usikkerheden - havde sat sine spor. Hun var træt af at flygte, og ikke føle hun hørte til nogle steder. Og hun havde besluttede, at finde en flok hun kunne slutte sig til. Men om dette var svare på hendes bønner, ville tiden vise. Lapis, var navnet på dette smukke sted, og det stod meget klart da den gammel ruin kom til syne i horisonten at den fremmede lyd, var kommet der inde fra. Junglen var groet lidt fast hist og her, og flere vandløb risler gennem ruinen. Det havde været noget af en kamp at komme igennem, men det var lykkes hende. Og nu stod hun der og tøvede en smugle. Hvad mon hun ville finde?

Duften af de mange fremmede heste mødte hendes elegante mule, og det gjorde hende ikke mere tryg ved situationen. Men stolt som denne hoppe var, rettede hun sig op. Og tog de første skridt ind i ruinen, og førte sig frem med stolthed - ingen skulle dømme hende. Kun hun, var sin egen bøddel, og ingen andre.

Det var hårdt nok for trods denne facade, havde hun mange problemer. Og dem prøvede hun lige i dette øjeblik, at skjule så godt som hun kunne. Kort efter hun var trådt ind, så hun endelig den lille mængde af heste der var her inde. Og hun fik øje på den Sorte hoppe med hjertet i panden (Gaizka Calanthia) det virkede til at det var hende, der havde kaldt. Ud fra de andre at dømme, de virkede så ærbødig over for hende. Mon de kendte hende?

Roligt stoppede hun op lidt fra de andre, og kunne kort hører lidt mumlen mellem nogle af de andre, hun kunne ikke hører en konkret samtale. Men havde dog hørt og opfanget at dette var en hoppe der søgte medlemmer til sin flok. Så nu skulle hun blot finde ud af om dette var korrekt, og ikke mindst hvad denne flok stod for? Måske hendes nye hjem, hvem ved!


Roligt lod hun hendes melodiske ryst lyde gennem den ekko fyldte ruin, og sagde venligt, og sikkert "Hej" hun viste ikke hvad hun ellers skulle sige eller gøre. Hun måtte se situationen mere an.

Lyden af de mange hove der gav genlyd i ruinen, fik en stund den brogede Tonks, til at falde helt i staver, som blev hun hypnotiseret: 'klik, klak, klomp, klak, klip, klap, klip, klap...', lød det, rumsterende, i forskellige tonefald, og hulhed.
Pludseligt, hævedes en stemme dog, og Tonks blev fluks revet tilbage til virkeligheden i ruinen omkring hende. Gaizka Calanthia's stemme lød, bestemt, og skarpt, nok var nok, nu - Mon hingstene ville acceptere hendes ryst, og træde tilbage for nu og give hopperne rum?
Med et svagt smil og blottede tænder, kiggede så Tonks anerkendende på den mørke, skimle Gaizka, med den lange røde man. Hun blinkende, og lod sit blik glide videre, vurderende over hingstene, med en afventende holdning. 
Det var stensikkert at Tonks ikke ville åbne sin mule udenvidere, så længe hingstene var til stede. Ikke at hun havde noget i mod dem, men dette var hoppernes forum, hopper var blevet hidkaldt og inviteret ind, så hvorfor skulle hun blotte sig, i hingstens selskab.  Men det var selvfølgelig ikke sikkert, at hopperne ville blive i ene rum, så at sige. Så overvejende, gloede Tonks ned på sine mørke hove, og vuggede tænkende med hovedet, mens et energisk blik, blussede op i hendes øjne, hun ville lige trække den lidt endnu. 
I sin fredelighed, studerede hun på ny de andre hopper, der var en god trup efterhånde, meget forskellige, kønne skabninger, i en bred aldersudstrækning, det her skulle nok blive interessant..

Han nåede ikke at lægge længe før det anden hingst mule ramte hans krop, han drejde hovedet og fattede skam godt opfordringen fra denne, besværligt fik han skubbet sig op og stå, for stille at traske roligt efter den anden ukendte hingst, der nu synes at være meget venlig. Der kom blot flere og flere Hopper til, hopper var også søde, dog kendte han allerede et par ansigter. Han håbede Belle klarede sig på egen hånd, men andet kunne han heller ikke gøre. Ett prust forlod hans mule, hvor mon den anden ville hen?